1 – Juridisk bistand

Det er meget vigtigt at få uafhængig juridisk bistand, når du på en eller anden måde er involveret i en strafferetssag. I faktabladene kan du se, under hvilke omstændigheder du har ret til at blive repræsenteret af en advokat. Du kan også se, hvad en advokat kan gøre for dig. I dette faktablad kan du se, hvordan du finder en advokat, og hvordan omkostningerne til advokaten vil blive afholdt, hvis du ikke har råd til at betale.

Find en advokat

Hvis du er anholdt eller varetægtsfængslet, kan du straks udpege din egen private advokat og mødes med ham efter anholdelsen, tilbageholdelsen eller varetægtsfængslingen.

Hvis du løslades mod kaution, kan du udpege din egen private advokat og tale med ham på et hvilket som helst tidspunkt.

Du kan benytte følgende links til at finde en advokat:

Link åbner i nyt vindueDen nationale advokatsammenslutning

Link åbner i nyt vindueFlersproglig strafferet

Link åbner i nyt vindueDe italienske kamre for strafferetsadvokater

Hvis du ikke udpeger en advokat, vil den retslige myndighed beskikke en fra et særligt register.

Betaling for en advokat

Generelt skal du betale den advokat, der bistår dig, uanset om du selv har valgt denne, eller om denne er beskikket af retten.

Kan jeg få gratis advokatbistand?

Hvis din skattepligtige indkomst ikke overstiger 10 628,16 EUR, kan du ansøge om retshjælp for at få advokatbistanden betalt af staten. Hvis du bor sammen med en ægtefælle eller andre familiemedlemmer, vil den skattepligtige indkomst blive beregnet ved at lægge alle familiemedlemmernes indkomster sammen. I så fald vil indkomsten blive hævet med yderligere 1 032,91 EUR og beregnet for hvert familiemedlem, der bor sammen med den pågældende.

Findes der tilfælde, hvor retshjælp er udelukket?

Retshjælp er udelukket i følgende tilfælde:

  • i straffesager i tilknytning til skatteunddragelse
  • hvis ansøgeren bistås af mere end en advokat
  • for personer, der er dømt for forbrydelser med tilknytning til mafiaen og med tilknytning til tobakssmugling og narkotikasmugling.

Hvad kan jeg gøre for at få retshjælp?

Du skal sende en ansøgning til dommerkontoret der, hvor sagen er anlagt.

Du skal udfylde og underskrive ansøgningen, og du skal medsende følgende oplysninger:

  • ansøgning om tildeling af retshjælp
  • dit for- og efternavn, fødested, fødselsdato samt skattekode, også for alle dine familiemedlemmer
  • dokumentation for din indkomst i det år, der går forud for ansøgningen (skriftlige erklæringer)
  • dit tilsagn om at meddele alle relevante ændringer i din indkomst for at få tildelt ydelser.

Du kan enten indgive ansøgningen personligt vedlagt en kopi af et gyldigt id-kort, eller du kan indgive den via din advokat, som skal bekræfte ægtheden af din underskrift. Du kan også sende den via anbefalet brev med modtagelseskvittering vedlagt en fotokopi af dit id-kort.

Hvis du er anholdt, kan du sende ansøgningen fra fængslet.

Hvis du er i husarrest eller i forvaring, kan du indgive din ansøgning til en medarbejder fra kriminalpolitiet.

Hvis du er udlænding og kommer fra et land uden for EU, skal du vedlægge din ansøgning dokumentation fra det kompetente konsulat om din indkomst i udlandet, som dokumenterer rigtigheden af det, du har oplyst i din ansøgning.

Hvis dette ikke er muligt, kan en sådan dokumentation erstattes af selvdokumentation. Hvis du er udlænding og er fængslet af sikkerhedshensyn, eller hvis du er fængslet eller i husarrest, kan dokumentationen fra dit konsulat fremsendes inden for tyve dage fra indsendelsen af din ansøgning enten af din advokat eller af et af dine familiemedlemmer, eller den kan erstattes af en skriftlig erklæring.

Hvad sker der, hvis jeg tildeles retshjælp?

Hvis dommeren imødekommer din ansøgning, kan du vælge en privat advokat blandt de advokater, der er opført i særlige registre, som føres af advokatsammenslutningen. Du kan se disse registre på de enkelte advokatsammenslutningers kontor.

Udgifter i tilknytning til retshjælp og alle udgifter i tilknytning til retssagen, herunder tolkebistand, vil blive betalt af staten.

Relevante links

Link åbner i nyt vindueFrivillige advokater

Link åbner i nyt vindueIndenrigsministeriet

Link åbner i nyt vindueDe italienske kamre for strafferetsadvokater

Link åbner i nyt vindueTriveneto advokatsammenslutning

Sidste opdatering: 25/06/2018

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

2 - Mine rettigheder under efterforskningen af en sag og inden sagen bringes for retten

Hvad er en efterforskning?

En efterforskning er en række aktiviteter, der foretages af anklagemyndigheden og kriminalpolitiet, så snart en lovovertrædelse er indberettet. Indberetning kan foretages enten direkte af anklagemyndigheden eller kriminalpolitiet eller af den forurettede eller andre personer.

Hvad er formålet med en strafferetlig efterforskning?

Der foretages en indledende efterforskning for at fastslå, hvorvidt der reelt er begået en forbrydelse/forseelse, for at finde den ansvarlige og indsamle bevismateriale med henblik på videre efterforskning og sagsanlæg.

Hvem foretager efterforskningen?

Efterforskningen foretages af anklagemyndigheden, kriminalpolitiet og tiltaltes advokat. Så er der undersøgelsesdommeren, som sikrer, at procedurereglerne overholdes og parternes rettigheder respekteres.

Hvad er de vigtigste faser i den indledende efterforskning?

Indhentning af bevismateriale

Anklagemyndigheden og kriminalpolitiet kan foranledige og foretage ransagninger og kontroller, beslaglægge ting og dokumenter, afhøre vidner, aflytte telefoner, foretage elektronisk overvågning samt besigtigelse af ejendom. Formålet med disse aktiviteter er at lede efter og indhente bevismateriale. Tiltaltes advokat kan foretage undersøgelser for at finde beviser til fordel for tiltalte.

Afhøring

En mistænkt person kan indkaldes af kriminalpolitiet eller anklagemyndigheden til afhøring. Formålet med afhøringen er at finde ud af, om personen er indblandet i en forbrydelse/forseelse.

Anholdelse, tilbageholdelse, varetægtsfængsling og den europæiske arrestordre

Politiet kan foretage en anholdelse, hvis en person tages på fersk gerning i at begå en forbrydelse/forseelse, eller kan anholde personen, efter at forbrydelsen er blevet begået, hvis der er risiko for, at vedkommende flygter. Formålet med anholdelse er at undgå, at der sker flere forbrydelser, og at tage gerningsmanden i forvaring. Anholdelsen skal sikre, at den mistænkte ikke flygter.

Undersøgelsesdommeren kan beslutte, at den mistænkte skal varetægtsfængsles. Dette gøres for at forhindre, at der sker flere forbrydelser, for at det nødvendige bevismateriale kan indhentes, og for at den mistænkte ikke skal flygte.

Endelig kan politiet anholde en person for at fuldbyrde en europæisk arrestordre. Formålet med arrestordren er at bringe den mistænkte i forvaring i den stat, der har udstedt arrestordren.

Afslutning af efterforskning og forberedende retsmøde

Når efterforskningen er afsluttet, indleder anklagemyndigheden retsforfølgelse, medmindre denne har anmodet om, at sagen afvises.

Ved alvorlige forbrydelser afholdes der et forberedende retsmøde for en dommer, før retssagen indledes. Det forberedende retsmøde fungerer som et filter for at vurdere grundlaget for anklagen og undgå nytteløse retssager. Den tiltalte kan vælge at blive dømt efter en alternativ proces, hvorved han undgår retssagen og, hvis han dømmes, får nedsat sin fængselsstraf.

Mine rettigheder under efterforskningen

Klik på følgende links for at se, hvad dine rettigheder er under hver fase af efterforskningen:

Indhentning af bevismateriale (1)

Må politiet foretage besigtigelse og ransage mit hjem, min bil eller mit forretningssted?

Ja. Politiet kan foretage besigtigelse og lokale ransagninger enten på eget initiativ eller på anmodning af anklagemyndigheden med henblik på at lede efter og overdrage bevismateriale i forbindelse med forbrydelsen/forseelsen.

Må de kropsvisitere?

Ja. Der skal foreligge en retskendelse fra anklagemyndigheden, for at der må foretages kropsvisitation. Politiet har imidlertid ret til at stoppe og kropsvisitere personer på eget initiativ.

Må politiet tage dokumenter og ting, som jeg har på mig, eller som befinder sig i mit hjem, min bil eller på mit forretningssted?

Ja. Politiet kan beslaglægge dokumenter og ting, som kan betragtes som bevismateriale, og som er nødvendige for at bevise et forhold, enten på eget initiativ eller med en retskendelse fra anklagemyndigheden.

Hvad er mine rettigheder i forbindelse med besigtigelse, ransagning og beslaglæggelse?

Hvis du underkastes kropsvisitation, har du ret til at have en troværdig person til stede, såfremt en sådan er umiddelbart tilgængelig. Kropsvisitering skal udføres med respekt for din værdighed.

I tilfælde af besigtigelse eller beslaglæggelse med retskendelse skal politiet give dig en kopi af retskendelsen. Hvis du ikke er til stede, skal politiet give kopien af retskendelsen til en anden person, som er til stede på tidspunktet for besigtigelsen eller beslaglæggelsen. Du har ret til at have en advokat til stede, men politiet har ikke pligt til at ringe til advokaten på forhånd.

Har jeg ret til at protestere mod beslaglæggelse?

Ja. Du kan indgive en protest til behandling inden for 10 dage fra datoen for beslaglæggelseskendelsen. Den kompetente domstol vil træffe en afgørelse.

Vil jeg blive bedt om fingeraftryk eller dna-prøver (hår, spyt og kropsvæsker)?

Ja. Hvis du er mistænkt for en forbrydelse, kan politiet anmode dig om dna-prøver og fingeraftryk for at identificere dig. Hvis du ikke giver samtykke hertil, kan politiet blot anmode anklagemyndigheden om en mundtlig godkendelse til at tage fingeraftryk eller prøver.

Du kan blive bedt om at afgive finderaftryk og dna-prøver som bevismateriale, men kun hvis du mistænkes for alvorlige forbrydelser, og der skal indhentes en dommerkendelse eller, i hastetilfælde, en retskendelse fra anklagemyndigheden og derefter en godkendelse fra dommeren.

Kan jeg anmode om at foretage efterforskning i forbindelse med mit forsvar?

Din advokat har ret til at foretage efterforskning på dine vegne i forbindelse med dit forsvar og også til at gøre brug af en privatdetektiv.

Advokaten kan også indhente vidneforklaringer, besigtige områder, godkende eksperter og anmode om dokumenter fra offentlige myndigheder.

Din advokat kan forelægge vidneforklaringer og dokumenter for undersøgelsesdommeren i forbindelse med den indledende efterforskning, for anklagemyndigheden og for “Tribunale del Riesame” [en særlig domstol, der har til opgave på anmodning af tiltalte at gennemgå kendelser, hvorved der pålægges tvangsforanstaltninger, såsom husarrest eller udvisning].

Disse vil blive taget i betragtning, når domstolen træffer sin afgørelse.

Afhøring (2)

Hvorfor kan jeg blive afhørt?

Hvis du mistænkes for at være indblandet i en forbrydelse, kan du indkaldes til afhøring med henblik på at verificere påstandene/anklagerne.

Du kan også anmode om at blive afhørt for at redegøre for din position.

Hvis du er anholdt eller varetægtsfængslet, klik her.

Bliver jeg oplyst om, hvad tiltalen lyder på, inden afhøringen?

Ja. Indkaldelsen til afhøring indeholder beskrivelse af kendsgerningerne vedrørende anklagen. Inden afhøringen går i gang, får du at vide, hvad du er anklaget for, og hvilke beviser der er mod dig.

Har jeg pligt til at svare på spørgsmålene?

Nej. Inden afhøringen går i gang, skal politiet og anklagemyndigheden oplyse dig om, at du ikke har pligt til at svare på spørgsmålene. Du har dog pligt til at besvare spørgsmål om dine personlige oplysninger og tidligere domme.

Hvad sker der, hvis jeg ikke forstår det lokale sprog?

Du har ret til gratis tolkebistand. Tolken oversætter spørgsmålene og dine svar.

Har jeg ret til en advokat?

Når du indkaldes til afhøring, oplyses du om, at du har ret til at have en advokat til stede. Hvis du ikke har en advokat, vil retten beskikke en for dig. For yderligere oplysninger om, hvordan du får en advokat, se Link åbner i nyt vinduefaktablad 1.

Der skal være en advokat til stede under hele afhøringen, enten din egen advokat eller én, retten har beskikket for dig.

Politiet begynder måske at stille dig nogle spørgsmål umiddelbart efter, at forbrydelsen er blevet begået, selv om din advokat ikke er til stede, men du har ikke pligt til at svare på disse spørgsmål. Hvis du svarer, kan dine udtalelser bruges som bevismateriale med henblik på at fortsætte efterforskningen.

Anholdelse, tilbageholdelse, varetægtsfængsling og den europæiske arrestordre (3)

Hvorfor kan jeg anholdes?

Politiet kan anholde dig, hvis du tages på fersk gerning i at begå en forbrydelse, dvs. hvis du er i færd med rent faktisk at begå en forbrydelse, eller hvis de jagter dig umiddelbart efter.

Politiet kan også holde dig i forvaring for at være blevet taget på fersk gerning i at begå en forbrydelse, hvis du mistænkes for at have begået en forbrydelse, og hvis der er en reel risiko for, at du flygter.

En undersøgelsesdommer kan beslutte, at du skal varetægtsfængsles, hvis der er alvorlige beviser for, at du kan være skyldig i forbrydelsen, og der er risiko for, at du på en eller anden måde griber ind i eller vanskeliggør forfølgningen af sagen, begår andre forbrydelser eller flygter.

Har jeg ret til at tale med en advokat?

Ja. Umiddelbart efter anholdelsen eller tilbageholdelsen, eller efter at kendelse om varetægtsfængsling er blevet meddelt i fængslet, har politiet pligt til at oplyse dig om, at du har ret til en advokat. Politiet skal omgående ringe til din advokat eller, hvis du ikke har nogen, til den advokat, som retten har beskikket for dig. For yderligere oplysninger om, hvordan du får en advokat, se Link åbner i nyt vinduefaktablad 1.

Du har ret til at tale med din advokat med det samme.

Hvis du tilbageholdes af ekstraordinære årsager, kan retsmyndighederne udsætte din samtale med din advokat i op til 48 timer i forbindelse med anholdelse og tilbageholdelse og op til 5 dage i forbindelse med varetægtsfængsling.

Må jeg kontakte et familiemedlem?

Ja. Politiet kontakter din familie, hvis du giver dem tilladelse til det.

Bliver jeg afhørt? Skal jeg afgive oplysninger?

Hvis du anholdes eller tilbageholdes, kan politiet afhøre dig med din advokat til stede, men du har ikke pligt til at svare på spørgsmålene.

Du får at vide, hvad du er anklaget for, og hvilke beviser der er mod dig.

Under retsmødet kan du også blive afhørt af en dommer, men du har ikke pligt til at svare på spørgsmålene. Du kan også anmode om at blive afhørt.

Ved varetægtsfængsling skal du afhøres af en dommer senest 5 dage efter varetægtsfængslingen begyndelse. Det er lovpligtigt, at din advokat og en tolk er til stede, og du har ikke pligt til at svare.

For yderligere oplysninger, se Afhøring (2).

Hvad sker der, hvis jeg ikke forstår sproget?

Du har ret til gratis tolkebistand. Tolken oversætter spørgsmålene og dine svar.

Hvor længe må politiet tilbageholde mig?

Efter anholdelse eller tilbageholdelse kan du tilbageholdes på politistationen i op til 24 timer. Inden for denne tidsperiode skal politiet sætte dig i fængsel. Du skal stilles for en dommer inden for 48 timer efter anholdelsen for at bekræfte anholdelsen eller tilbageholdelsen. Efter at du er blevet stillet for en dommer, kan dommeren enten beslutte, at du skal løslades eller varetægtsfængsles.

Kan jeg appellere en kendelse om varetægtsfængsling?

Ja. Inden for en frist på 10 dage efter varetægtsfængslingen kan du anmode den kompetente kollegiale domstol om fornyet prøvelse. Der vil blive afholdt et retsmøde, hvor du har ret til at møde op og kan anmode om at blive hørt. Du kan appellere dommen til kassationsretten inden for en frist på 10 dage efter afgørelsen.

Hvad sker der, hvis jeg bliver anholdt i henhold til en europæisk arrestordre?

Hvis en medlemsstat har udstedt en europæisk arrestordre, kan du anholdes i en anden medlemsstat og udleveres til det land, der har udstedt arrestordren, efter et retsmøde ved appelretten.

Politiet kan anholde dig på eget initiativ eller efter en kendelse om varetægtsfængsling fra appelretten.

Du har ret til en advokat. Hvis du ikke har en advokat, vil retten beskikke en for dig. Der skal omgående tages kontakt til din advokat og dit lands ambassade.

Du vil inden for 48 timer, fra du er blevet anholdt af politiet, eller inden for 5 dage fra varetægtsfængslingen blive stillet for en dommer, hvor din advokat og en tolk vil være til stede.

Der vil inden for en frist på 20 dage fra anholdelsen blive afholdt et retsmøde for appelretten. Her vil det blive besluttet, om du skal udleveres eller ej. Du kan appellere en sådan afgørelse til kassationsretten.

Afslutning af efterforskningen og det indledende retsmøde (4)

Hvad sker der, når den indledende efterforskning er afsluttet?

Medmindre anklagemyndigheden anmoder om, at sagen bliver afvist, oplyser denne dig om, at efterforskningen er afsluttet. Du bliver ikke underrettet, hvis forbrydelsen hører ind under fredsdommerens kompetence.

Du har adgang til dokumenterne vedrørende den indledende efterforskning og kan få kendskab til udskrifterne vedrørende beviserne mod dig. Du kan indgive dokumenter i forbindelse med dit forsvar og anmode om at blive afhørt igen.

Når der er givet meddelelse om, at efterforskningen er afsluttet, indleder anklagemyndigheden sagen, medmindre anklagemyndigheden anmoder om, at den bliver afvist. For mindre forseelser indkalder anklagemyndigheden dig direkte til en retssag. I andre tilfælde indbringer anklagemyndigheden en anmodning om at indlede retssag for undersøgelsesdommeren.

Hvad er et indledende retsmøde?

Formålet med det indledende retsmøde er at bekræfte tiltalen mod dig.

Det afholdes for lukkede døre med anklagemyndigheden og din advokat, og du kan også vælge at deltage og blive hørt. Dommeren kan høre vidner og indhente dokumenter. Ved afslutningen af retsmødet kan dommeren enten afvise sagen eller henvise den til indbringelse for en domstol eller en nævningedomstol ("Corte di Assise").

Har jeg ret til en advokat?

Ja, det er lovpligtigt, at du får bistand af en advokat.

For yderligere oplysninger, se Link åbner i nyt vinduefaktablad 1.

Hvad sker der, hvis jeg ikke forstår sproget?

Anmodningen om, at du skal retsforfølges, og tiltalen skal oversættes til dit modersmål. Hvis du er til stede ved retsmødet, modtager du tolkebistand.

Har jeg pligt til at være til stede?

Nej. Du kan vælge ikke at deltage.

Kan jeg undgå en retssag?

Ja. Du kan ved det forberedende retsmøde anmode om at blive dømt ved en summarisk behandling. Retsmøderne finder sted for lukkede døre, og afgørelsen træffes på baggrund af skriftligt bevismateriale. Hvis du bliver dømt, nedsættes straffen med en tredjedel.

Du kan også undgå en retssag ved at indgå aftale med anklagemyndigheden om en nedsættelse af straffen.

Sidste opdatering: 25/06/2018

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

3 – Mine rettigheder under retssagen

Hvor indbringes retssagen?

Retssagen indbringes for den dommer, der har stedlig og saglig kompetence.

Når der er tale om mindre forseelser, er fredsdommeren og enkeltmandsdomstolen den kompetente ret. Når der er tale om alvorlige forbrydelser, håndteres sagen af den kollegiale domstol. Når der er tale om forbrydelser, som skønnes at udgøre en alvorlig social trussel (mord og terror), er nævningedomstolen ("Corte di Assise") den kompetente domstol.

Retssagen er offentlig. Hvis ikke dette overholdes, er den ikke gyldig.

Dommeren kan beslutte, at retssagen eller dele heraf af særlige årsager skal afholdes for lukkede døre. Du kan anmode om, at et vidne afhøres for lukkede døre, hvis oplysninger, der kan fremkomme under en offentlig afhøring og ikke har relation til sagen, kan være til skade for dit privatliv.

Retsafgørelsen vil blive truffet af den samme dommer, som holder retssagen. I retssager afholdt ved en nævningedomstol, vil retsafgørelsen blive truffet i fællesskab med en jury.

Kan tiltalen blive ændret under retssagen?

Tiltalen mod dig kan blive ændret under retssagen.

Det kan ske, at anklagemyndigheden finder nye anklager mod dig, hvis forbrydelsen viser sig at afvige fra det, der er beskrevet i anklageskriftet, eller hvis der forekommer en samtidig forbrydelse/forseelse eller forværrende omstændighed.

Du kan bede om tid til at forberede dit forsvar.

Hvad sker der, hvis jeg erklærer mig skyldig?

I det italienske retssystem forventes det ikke, at man erklærer sig skyldig.

Hvis du ikke ønsker at gennemgå retssagen og ønsker nedsat straf, skal du bede anklagemyndigheden om at indgå forlig om straffen. Du skal fremsætte dit ønske ved det indledende retsmøde eller, hvis der ikke afholdes et indledende retsmøde, umiddelbart ved begyndelsen af retssagen.

Hvad er mine rettigheder under retssagen?

De behøver ikke at være til stede i retten.

Din tilstedeværelse kan dog være påkrævet i bestemte situationer, f.eks. hvis du skal identificeres som vidne.

Hvis du i sådanne tilfælde ikke møder op af egen fri vilje, kan dommeren pålægge dig at være til stede under retssagen.

Hvis du ønsker at være til stede, men er reelt forhindret (sygdom), kan din advokat bede om at få retsmødet udsat.

Du har ret til kun at deltage i nogle af retsmøderne. Hvis du undlader at møde op til blot et enkelt retsmøde, træffer dommeren sin afgørelse trods manglende fremmøde.

Hvis du ikke forstår sproget, er det lovpligtigt, at du får tolkebistand.

Det er desuden lovpligtigt at have en advokat, og han skal være til stede under retssagen.

Du har ret til en personlig advokat. Hvis du ikke har råd til at betale ham, kan du søge om retshjælp (offentligt betalt forsvar).

Hvis du ikke vælger en personlig advokat, vil retten beskikke en for dig.

For yderligere oplysninger se Link åbner i nyt vinduefaktablad 1. Du kan til hver en tid frasige dig din advokat. Hvis du vil udskifte den advokat, retten har beskikket dig, skal du have en kendelse fra dommeren, som angiver årsagerne til det.

Du har ret til at nægte at udtale dig under hele retssagen.

Hvis enten anklagemyndigheden eller en anden part anmoder om, at du afhøres, kan du enten indvillige eller nægte.

Du har ret til at afgive erklæringer på et hvilket som helst tidspunkt under retssagen.

Du har ret til at blive afhørt.

Hvis du ikke fortæller sandheden, bliver du ikke straffet, men dommeren kan medtage det i sin bedømmelse af dig.

Hvis du retter beskyldninger mod andre, skal du være sikker på, at beskyldningerne er berettigede. Hvis du lyver, kan du blive anklaget for injurier.

Hvad er mine rettigheder i forhold til beviserne mod mig?

Umiddelbart efter påbegyndelsen af retssagen vil anklagemyndigheden, din advokat og eventuelle øvrige parter anmode dommeren om tilladelse til at føre bevis.

Din advokat kan afvise beviser, der fremlægges af de øvrige parter.

Din advokat kan anmode om afhøring af vidner og eksperter og anmode om at få dokumenter indhentet. Det er bevismateriale, som er kommet din advokat i hænde under efterforskningen i forbindelse med dit forsvar. For yderligere oplysninger, se Link åbner i nyt vinduefaktablad 2. Vidner og eksperter bliver afhørt under parternes modafhøring.

Din advokat kan både stille spørgsmål til anklagerens vidner og dine vidner.

Din advokat kan afkræfte et hvilket som helst tidligere vidneudsagn. Afvigelser mellem forklaringer afgivet tidligere og i retten vil blive medtaget i dommerens overvejelser for at fastlægge, om vidnet er pålideligt eller ej.

Vil oplysninger om min straffeattest blive taget med i overvejelserne?

Dommeren kan medtage enhver tidligere dom, du måtte have, i sine overvejelser.

Du kan blive beskyldt for at være vaneforbryder. Hvis det sker, og du bliver dømt, vil straffen blive forhøjet.

Tidligere domme i andre medlemsstater kan tages med i overvejelserne, hvis de anerkendes af den italienske stat.

Hvad sker der efter retssagen?

Når retssagen er afsluttet, vil anklagemyndigheden, din advokat og eventuelle øvrige parter afgive deres endelige erklæringer og forelægge deres begæringer.

Dommeren afsiger sin kendelse og læser med det samme tiltalen op.

Dommen kan enten være frifindelse eller domfældelse.

I tilfælde af domfældelse kan straffen enten lyde på bøde- eller fængselsstraf eller begge dele.

Dommeren kan give strafudsættelse.

En ubetinget fængselsdom træder først i kraft, når dommen er endelig.

Hvis dommeren skønner, at det er nødvendigt, kan han indvillige i eller anmode om præventiv forvaring i fængsel eller i form af husarrest. For yderligere oplysninger, se Link åbner i nyt vinduefaktablad 2.

I retssager, der indbringes for en fredsdommer, er sanktionerne følgende: bøder, husarrest og samfundstjeneste.

Der kan ikke afsiges en betinget dom.

Fredsdommeren kan erstatte straffen med udvisning.

Hvad er offerets rolle under retssagen?

Offeret for en forseelse/forbrydelse kan deltage i straffesagen med bistand af en advokat.

Advokaten deltager i retssagen og kan anmode om beviser samt afhøre vidner og eksperter.

Hvis du bliver dømt, kan dommeren dømme dig til at betale skadeserstatning til den forurettede part.

Dommeren kan beslutte, at betalingen af skadeserstatning til den forurettede part skal ske med det samme.

Relevante links

Link åbner i nyt vindueJustitsministeriet

Link åbner i nyt vindueGenerel lovgivning

Link åbner i nyt vindueStrafferet

Link åbner i nyt vindueDe italienske kamre for strafferetsadvokater

Link åbner i nyt vindueMenneskerettigheder

Sidste opdatering: 25/06/2018

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

4 - Mine rettigheder efter retssagen

Kan jeg appellere?

Du og din advokat kan appellere enhver dom, der indebærer en straf, som ikke er en bøde.

Appellen skal indgives til den ret, der har dømt dig, inden for en frist på 15 til 45 dage fra dommens afsigelse eller registrering af dommen.

I appellen skal du angive årsagerne til appellen og de punkter i dommen, du appellerer.

Retssagen vil blive ført ved appeldomstolen eller "Corte d’Assise d’Appello".

Hvad sker der, hvis jeg appellerer?

Hvis du appellerer dommen, vil straffen ikke blive eksekveret, før afgørelsen er endelig.

Hvis du appellerer, betyder det ikke, at du løslades fra fængslet, hvis du er i fængsel, når du appellerer. Appeldomstolen vil høre din appel inden for kort tid, hvis du er i forvaring. Under alle omstændigheder afhænger det af, hvor stor rettens arbejdsbyrde er.

Appeldomstolen træffer afgørelse på grundlag af de eksisterende beviser.

Retten kan træffe afgørelse om en ny retssag, men kun i særlige tilfælde. Den kan beslutte at benytte sig af de eksisterende beviser, men kun hvis den finder, at det har betydning for afgørelsen. Du kan anmode om, at uventede eller nyopdagede beviser, der er kommet for dagens lys efter dommen i første instans, tages i betragtning ved appellen.

Hvis du ikke har deltaget i retssagen i første instans, og du kan bevise, at det var umuligt for dig, eller hvis du ikke var klar over, at retssagen fandt sted, kan retten beslutte at starte retssagen forfra.

Hvad sker der ved appelretssagen?

Din advokat skal være til stede under retssagen. Du kan deltage, men det er ikke obligatorisk.

Du har ret til at få en tolk.

Hvis retten beslutter at starte retssagen forfra, vil den tage alle beviser i betragtning.

Når parternes afsluttende bemærkninger er fremsat, afsiger domstolen sin dom.

Hvad sker der, hvis appellen accepteres/afvises?

Hvis domstolen accepterer appellen, kan den omstøde eller ændre dommen helt eller delvist.

Hvis domstolen afviser appellen, vil den bekræfte den dom, der er afsagt i første instans.

Hvis du frifindes for anklager i appelfasen, findes der generelt ingen bestemmelser om, at du kan modtage kompensation.

Kan jeg appellere appeldomstolens dom?

Du kan appellere domstolens afgørelse til kassationsdomstolen.

Du eller din advokat kan, hvis han/hun er registreret i “Albo dei patrocinanti in Cassazione” [et særligt register over advokater med møderet ved kassationsdomstolen], indgive appellen.

Appellen skal indgives til domstolen inden for en frist på 15 til 45 dage.

Appelsager følger stramme regler og omhandler kun retlige fejl.

Høringerne kan foregå for lukkede eller åbne døre.

Kassationsdomstolen træffer afgørelse på grundlag af retsudskrifterne.

Kassationsdomstolen kan afvise en appel eller forkaste den, eller den kan omstøde den appellerede dom med eller uden hjemvisning til en ny retssag. Hvis der skal gennemføres en ny retssag, vil sagen blive sendt tilbage til den oprindelige ret.

Hvad sker der, når dommen er endelig?

Dommen bliver endelig, medmindre du appellerer til appeldomstolen eller kassationsdomstolen i henhold til lovens bestemmelser, eller efter kassationsdomstolens afgørelse om, at appellen afvises.

Når dommen er endelig, kan den eksekveres.

Den registreres i strafferegistret.

Hvis straffen er betaling af en bøde, skal du betale det skyldige beløb.

Hvis du har fået en fængselsdom, der ikke er betinget, fremsætter anklagemyndigheden en fuldbyrdelsesordre.

Hvis du skal afsone en fængselsdom på tre år eller derunder, kan anklagemyndigheden suspendere dommen og underrette dig om sin beslutning.

Inden for 30 dage kan du ansøge om en anden foranstaltning end fængsling til "Tribunale di Sorveglianza" [en form for prøveløsladelsesmyndighed]. Hvis der er forudsætning herfor, kan du anmode om enten at blive undergivet en socialarbejders tilsyn, at blive anbragt i husarrest eller under et rehabiliterings- eller forebyggelsescenters tilsyn.

Hvis du ikke fremsender en anmodning, eller hvis din ansøgning afvises, skal du begynde at afsone dommen.

Jeg kommer fra en anden medlemsstat. Kan jeg blive sendt tilbage efter dommen?

Domstolen kan vælge sikkerhedsforanstaltningen udvisning, hvis du er blevet idømt en fængselsstraf på over to år.

Domstolen kan erstatte fængselsdommen med udvisning med forbud mod genindrejse, hvis du er blevet idømt eller har indgået forlig om en toårig fængselsdom, og der ikke findes nogen bestemmelser, der tillader en betinget dom. Udvisningen vil ske øjeblikkeligt, selv om dommen ikke er endelig. Den kompetente myndighed er "Questore" [leder af det statslige politi på provinsplan].

Du kan også blive udvist, hvis du allerede er i fængsel og skal afsone en dom på under to år. Ordren fremsættes af dommeren ved "Tribunale di Sorveglianza". Du kan appellere afgørelsen til "Tribunale di Sorveglianza".

Vil oplysninger om anklagerne og/eller dommen fremgå af min straffeattest?

Den endelige dom registreres i strafferegistret.

Registreringerne fjernes, når du er over 80 år gammel, eller når du er død.
De fjernes også, hvis sagen tages op igen.

Domme afsagt af fredsdommeren vil blive fjernet fem år efter datoen for straffens afsigelse, hvis der blev udstedt en bøde, eller efter 10 år, hvis der er tale om andre straffe, og hvis der ikke er begået nogen ny forbrydelse/forseelse i den pågældende periode.

Du kan anmode den kompetente ret om at få journaler og attester fra strafferegistret korrigeret. Hvis du er født i udlandet, er den kompetente ret retten i Rom.

Hvis jeg dømmes, kan jeg så prøves for den samme forbrydelse?

Hvis du dømmes af en italiensk ret, er dommen endelig, og du kan ikke stilles for retten igen i Italien for den samme forbrydelse.

Hvis du dømmes af en udenlandsk ret, og der er tale om en forbrydelse/forseelse begået i Italien, kan du bringes for retten igen i Italien.

Relevante links

Link åbner i nyt vindueGenerel lovgivning

Link åbner i nyt vindueIndenrigsministeriet

Link åbner i nyt vindueGenerelle spørgsmål for statsborgere fra andre lande

Link åbner i nyt vindueStrafferet

Link åbner i nyt vindueStatsligt politi

Sidste opdatering: 25/06/2018

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

5 – Overtrædelse af færdselsloven og andre mindre alvorlige forseelser

Hvordan behandles mindre trafikforseelser?

Der er to kategorier af lovovertrædelser indeholdt i færdselsloven: forseelser og administrative forseelser.

Ved forseelser som spirituskørsel følger udmålingen og ikendelsen af straf de samme regler som i en straffesag.

Ved mindre forseelser (som fartforseelser eller parkeringsforseelser) findes der en administrativ procedure, som der redegøres for i dette faktablad.

Hvem håndterer sådanne forseelser?

Trafikforseelser kan behandles af forskellige former for politi, nemlig af færdselspolitiet, det statslige politi, "Carabinieri", "Guardia di Finanza" og det kommunale politi ("vigili urbani"). I visse tilfælde kan de såkaldte "ausiliari del traffico" (frivillige på færdselsområdet) idømme bøder.

Hvordan er proceduren?

Hvis det er muligt, udarbejdes anklageskriftet straks og overrækkes til dig personligt.

Hvis ikke, vil rapporten blive sendt til dig senest 150 dage efter identifikation af lovovertræderen eller den person, der er ansvarlig for betaling af bøden (normalt ejeren).

Hvilken straf findes der?

Der idømmes normalt bøde.

Der kan også være andre administrative sanktioner. F.eks. kan du få frataget kørekortet eller få et kørselsforbud i en bestemt periode.

Jeg kommer fra en anden medlemsstat. Er der nogen særlige regler?

Hvis du fører en udenlandsk indregistreret bil, kan du betale en nedsat bøde straks (minimumssanktion), hvis der er mulighed for det. I sådanne tilfælde kan du ikke appellere.

En anden mulighed er, at du kan betale et depositum ("cauzione") svarende til minimumssanktionen, hvis køretøjet er indregistreret i en EU-medlemsstat, eller svarende til halvdelen af maksimumssanktionen i alle andre tilfælde. Du kan appellere, selv om du har betalt dette depositum.

Dit køretøj vil blive midlertidigt beslaglagt, hvis du ikke betaler depositummet. Hvis det sker, skal du betale for beslaglæggelsen af køretøjet, og du får ikke lov at køre, før du har betalt et af ovenstående beløb.

Hvis køretøjet ikke beslaglægges, meddeleles rapporten om overtrædelse til folk, der er bosiddende i udlandet, senest 360 dage efter optagelsen af rapporten.

Hvad er en færdselspolitirapport ("verbale")?

En færdselspolitirapport er en offentlig rapport, hvor de faktiske omstændigheder registreres, og straffen udmåles.

Dette er et positivt bevis for de faktiske omstændigheder, som politibetjenten har registreret.

Du kan nægte at underskrive eller modtage den. Din afvisning skal indberettes, men ændrer ikke rapportens gyldighed.

Kan jeg appellere?

Den person, hvis navn står i rapporten, kan appellere, uanset om det er lovovertræderen eller ejeren af køretøjet.

Du kan appellere til præfekten eller til fredsdommeren.

Appellen til præfekten skal overdrages personligt eller via anbefalet brev med kvittering for modtagelsen inden for 60 dage til præfektens kontor på det sted, hvor forseelsen fandt sted, eller til vurderingsmyndigheden.

Appellen til fredsdommeren skal overdrages personligt eller via anbefalet brev med kvittering for modtagelsen inden for 60 dage fra meddelelsen af akten til fredsdommerens kontor på det sted, hvor forseelsen fandt sted. Du skal være til stede i retten enten personligt eller via din advokat, ellers vil retssagen være ugyldig.

Vil disse forseelser fremgå af min straffeattest?

Da der er tale om administrative forseelser, fremgår de ikke af din straffeattest.

Sidste opdatering: 25/06/2018

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.