Na preklade zobrazenej jazykovej verzie v súčasnosti pracujeme.
Nová verzia bola zatiaľ preložená do týchto jazykov: nemčinaestónčinaholandčina.

1 - Mine rettigheder som offer for en forbrydelse

Hvilke oplysninger kan jeg få af myndighederne (f.eks. politiet og anklagemyndigheden), efter der er blevet begået en forbrydelse, men jeg endnu ikke har anmeldt den?

Når du retter henvendelse til myndighederne, vil du få oplysninger om og hjælp til følgende:

  • vilkårene for anmeldelse af en forbrydelse,
  • de hjælpetjenester for ofre, der er adgang til, hvis forbrydelsen ikke er blevet anmeldt.

Du finder endvidere information på Link åbner i nyt vinduepolitiets websted.

Jeg bor ikke i det EU-land, hvor forbrydelsen fandt sted (statsborgere i EU og tredjelande). Hvordan er mine rettigheder beskyttet?

Beskyttelsen af dine rettigheder afhænger ikke af, hvilket EU-land du har været offer for en forbrydelse i. Du kan anmelde forbrydelsen og om nødvendigt gøre brug af hjælpetjenesterne for ofre både i det land, hvor forbrydelsen fandt sted, og i dit bopælsland.

Hvilke oplysninger får jeg, når jeg anmelder en forbrydelse?

Har du anmeldt en forbrydelse, vil du få stillet nedenstående til rådighed:

  • Du vil efter anmodning fra din side få udleveret et dokument, der bekræfter anmeldelsen af forbrydelsen.
  • Du vil inden for ti dage blive underrettet om, hvorvidt der er rejst en straffesag eller ej.
  • Sker dette, skal du afgive forklaring som offer, og du vil blive spurgt, om du ønsker at blive informeret om den mistænktes anholdelse og løsladelse samt tidspunktet og stedet for retsmødet.
  • Så snart den politimæssige efterforskning er afsluttet, oplyser anklagemyndigheden dig om din ret til indsigt i straffesagens dokumenter.

Har jeg ret til gratis tolke- eller oversættelsesbistand (ved kontakten til politiet eller andre myndigheder eller under efterforskningen og retssagen)?

Enhver, der ikke behersker det estiske sprog, har ret til tolkebistand under straffesagen. Efter anmodning fra din side vil der blive udarbejdet en skriftlig oversættelse af de vigtigste dokumenter, så du kan forstå kendelsen om afslutning af straffesagens forberedende fase eller indholdet i dommen. Formålet er endvidere at sikre dig en retfærdig rettergang.

Hvad gør myndighederne for at gøre dokumenterne forståelige for mig og gøre mig forståelig (når jeg er et barn eller handicappet)?

Myndighederne har et ansvar for, at du forstår de forklaringer, du får, og at du kan give udtryk for det, du ønsker. Politiet og anklagemyndigheden stiller foldere, som er skrevet i et letforståeligt sprog, og specialister til rådighed til dette formål. Du kan også altid få gratis tolkebistand af en tegnsprogstolk.

Hjælpetjenester for ofre

Hvem yder hjælp til ofrene?

Link åbner i nyt vindueSotsiaalkindlustusamet (den estiske socialsikringsforvaltning) varetager hjælpetjenesterne for ofre.

Er du offer for vold mod kvinder, kan du også søge om hjælp på Link åbner i nyt vinduekrisecentrene for kvinder.

Henviser politiet mig automatisk til hjælpetjenesterne for ofre?

Politiet oplyser dig om hjælpetjenesterne for ofre og henviser dig i givet fald til en socialrådgiver med speciale i hjælp til ofre. På mange politistationer er der fast en sådan socialrådgiver til stede.

Hvordan er mit privatliv beskyttet?

Alle oplysninger, der bliver givet i forbindelse med straffesagen, er fortrolige og vil ikke blive offentliggjort forud for det offentlige retsmøde. Domstolen har også mulighed for at træffe afgørelse om, at retsmødet skal holdes for lukkede døre for at sikre din beskyttelse. I dette tilfælde vil de oplysninger, der behandles under retsmødet, heller ikke blive offentliggjort.

Skal jeg anmelde en forbrydelse, før jeg kan få adgang til hjælpetjenesterne for ofre?

Nej, alle kan benytte sig af hjælpetjenesterne for ofre, uden at dette kræver, at forbrydelsen bliver anmeldt. Du vil dog først kunne gøre brug af en række specifikke hjælpeforanstaltninger til ofre, herunder erstatning udbetalt til voldsofre og psykologbistand, når forbrydelsen er anmeldt.

Beskyttelsen af min person, når jeg er i fare

Hvilke typer beskyttelse findes der?

Du kan via anklagemyndigheden anmode domstolen om at udstede en tilholdsafgørelse. Herved forbydes den mistænkte at opholde sig på steder, der er defineret af domstolen, nærme sig de definerede personer og kommunikere med dem.

Efter anklagemyndighedens ordre kan politiet beskytte dig ved at træffe vidnebeskyttelsesforanstaltninger.

Hvem kan give mig beskyttelse?

Er du i fare, skal du oplyse politiet om det, hvorefter politiet vil sikre din beskyttelse.

Vil der blive set på min situation, i forhold til om jeg risikerer yderligere skade fra gerningsmandens side?

Politiet er forpligtet til at se på de enkelte sager uafhængigt af hinanden og fjerne denne risiko.

Vil der blive set på min situation, i forhold til om jeg risikerer yderligere skade grundet det strafferetlige system (under efterforskningen og retssagen)?

Alle personer med ansvar for sagsforløbet er forpligtede til at tage hensyn til dine interesser og forhindre, at du udsættes for en gentagen viktimisering under straffesagen.

Hvilken beskyttelse kan særligt sårbare ofre få?

Er der tale om en alvorlig forbrydelse, kan din afhøring foregå et andet sted end foran domstolen eller via fjernafhøring eller ved hjælp af en skillevæg, der skjuler dig for den mistænkte.

Jeg er mindreårig – har jeg særlige rettigheder?

Der er mulighed for at blive bistået af en medarbejder med ansvar for barnets beskyttelse, en socialrådgiver eller en psykolog under afhøringen af et mindreårigt offer, såfremt personen med ansvar for sagsforløbet ikke er specialuddannet inden for dette felt. I alvorlige sager er tilstedeværelsen af en sådan person obligatorisk.

Er du offer og mindreårig, og dine interesser er i konflikt med din juridiske repræsentants eller dine forældres interesser, kan personen med ansvar for sagsforløbet beskikke en advokat til at yde gratis retshjælp til dig.

Er der tale om mindreårige med psykiske problemer, børn under ti år eller børn under 14 år, som er blevet ofre for vold i hjemmet eller seksuelle overgreb, vil den mindreårige ikke blive afhørt foran domstolen, men derimod vil afhøringen hos politiet blive videooptaget, således at denne optagelse kan indgå som bevismateriale til domstolen.

Et af mine familiemedlemmer døde som følge af forbrydelsen – hvad er mine rettigheder?

Hvis et af dine familiemedlemmer døde som følge af forbrydelsen, har du under straffesagen samme rettigheder som et vidne.

Et af mine familiemedlemmer blev udsat for en forbrydelse – hvad er mine rettigheder?

Hvis et af dine familiemedlemmer er blevet udsat for en forbrydelse, kan du om nødvendigt gøre brug af hjælpetjenesterne for ofre – på samme måde som offeret.

Er mægling en mulighed for mig? Og under hvilke betingelser? Er jeg i sikkerhed under mæglingen?

Anklagemyndigheden kan med din og mistænktes accept beslutte at afslutte straffesagen gennem et forlig (mægling). Forligsprocessen varetages af en socialrådgiver med speciale i hjælp til ofre.

Du kan til enhver tid vælge at træde ud af forligsprocessen.

Hvilke love behandler mine rettigheder?

Link åbner i nyt vindueKriminaalmenetluse seadustik (strafferetsplejeloven)

Link åbner i nyt vindueOhvriabi seadus (loven om hjælp til ofre)

Sidste opdatering: 01/10/2020

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

Na preklade zobrazenej jazykovej verzie v súčasnosti pracujeme.
Nová verzia bola zatiaľ preložená do týchto jazykov: estónčina.

2 - Anmeldelse af et strafbart forhold og mine rettigheder under efterforskningen og retssagen

Hvordan kan jeg anmelde en forbrydelse?

Du kan anmelde en forbrydelse ved at ringe til 112 (hvis hændelsen kræver hurtig indgriben fra politiets side), indgive en skriftlig anmeldelse på den nærmeste politistation eller sende anmeldelsen til den kompetente politimyndigheds e-mailadresse. Du finder flere oplysninger om, hvordan du indgiver en anmeldelse, Link åbner i nyt vindueher.

Hvordan får jeg oplysninger om sagens udvikling?

Efter at du har anmeldt forbrydelsen, vil du blive kontaktet og underrettet om det videre sagsforløb (du vil eksempelvis blive bedt om at vidne, du vil blive bedt om at angive eventuelle vidner, du vil skulle bistå ved tilvejebringelsen af bevismateriale osv.). Du vil om nødvendigt også blive informeret om muligheden for at benytte dig af hjælpetjenesterne for ofre og andre beskyttelsesforanstaltninger.

Efter at du har afgivet forklaring, bedes du notere sagsnummeret og navnet på den person, der står for sagens efterforskning. Med disse oplysninger får du fremover lettere ved at indhente oplysninger hos politiet.

Har jeg adgang til retshjælp (under efterforskningen og retssagen)? På hvilke betingelser?

Du har ret til advokatbistand ved alle formelle skridt. Har du ikke mulighed for at betale for en advokat, kan du anmode retten om retshjælp fra staten.

Mindreårige ofre, hvis interesser er i konflikt med deres juridiske repræsentants interesser, har altid adgang til gratis retshjælp fra staten.

Kan jeg få godtgjort mine udgifter (forbundet med min deltagelse i efterforskningen/retssagen)? På hvilke betingelser?

Ofre og vidner har ret til at få godtgjort deres omkostninger i forbindelse med straffesagen og deraf følgende tabt arbejdsfortjeneste. Du kan eksempelvis anmode om kompensation for transportudgifter eller tabt indtægt i forbindelse med en afhøring. Hvis du ønsker at få godtgjort dine udgifter, skal du oplyse dette til den myndighed, der har indkaldt dig, hvorefter du vil få information om fremgangsmåden.

Har jeg mulighed for at klage, hvis min sag afsluttes, inden den blev indbragt for retten?

Efter straffesagens afslutning modtager du eller din repræsentant straks afgørelsen om afslutning af straffesagens forberedende fase. Som offer kan du inden for ti dage fra modtagelse af afgørelsen anmode om indsigt i sagens akter, såfremt du finder det nyttigt. Du har også ret til at klage over straffesagens afslutning til anklagemyndigheden. Dette skal ske inden for ti dage fra modtagelse af afgørelsen.

Kan jeg deltage i retssagen?

Som offer er du part i retssagen på lige fod med de andre parter, og du har ret til at deltage i sagen.

Hvilken officiel rolle har jeg i retssystemet? Er jeg eksempelvis offer, vidne, civil part eller privat påtaleberettiget, eller kan jeg agere som en af disse?

Hvis der er blevet begået en forbrydelse mod dig, anses du som offer i retssagen. Du har derudover mulighed for at indtræde som civil part i samme sag. Privat påtale findes ikke i estisk ret.

Hvilke rettigheder og forpligtelser har jeg i den forbindelse?

Ifølge Link åbner i nyt vinduestrafferetsplejeloven (kriminaalmenetluse seadustik) har ofre følgende rettigheder:

  1. retten til at klage over afslag på indledning eller afslutning af en straffesag
  2. retten til at indtræde som civil part via undersøgelsesmyndigheden eller anklagemyndigheden
  3. retten til at vidne eller nægte at vidne mod familiemedlemmer
  4. retten til at fremlægge bevismateriale
  5. retten til at indgive anmodninger og klager
  6. retten til indsigt i referatet af et formelt skridt og til at fremsætte kommentarer — som nedskrives — til vilkårene for, forløbet og resultaterne af dette formelle skridt samt til referatet
  7. retten til indsigt i sagens akter, når politiefterforskningen er afsluttet
  8. retten til at deltage i retsmødet
  9. retten til at indvilge i eller afslå at deltage i en forligsproces, komme med en udtalelse om anklagen og straffen samt beløbsstørrelsen for den skade, der er anført i anklageskriftet og i det civile søgsmål
  10. retten til at indvilge i en midlertidig beskyttelsesafgørelse og til at anmode om en sådan afgørelse
  11. retten til at blive afhørt af en person af samme køn, når der er tale om seksualforbrydelser, kønsbaseret vold eller en forbrydelse begået af et familiemedlem, medmindre anklagemyndigheden eller dommeren står for afhøringen, eller dette er til skade for sagen.

Offeret er forpligtet til:

  1. at møde op, hvis vedkommende er blevet indkaldt af undersøgelsesmyndigheden, anklagemyndigheden eller retten
  2. at deltage i de formelle skridt og følge de pålæg og påbud, undersøgelsesmyndigheden, anklagemyndigheden og retten har udstedt.

Må jeg komme med udtalelser, når retssagen er i gang, eller fremlægge beviser? På hvilke betingelser?

Under retssagen har du ret til at fremsætte kommentarer og give din mening til kende. Du har ret til at vidne, såfremt anklagemyndigheden anmoder om at afhøre dig.

Hvilke oplysninger modtager jeg under retssagen?

Retten informerer dig om tidspunktet og stedet for retsmøderne samt dommen, som du får forkyndt, medmindre du er personligt til stede under afsigelsen.

Har jeg adgang til sagens akter?

Du har ret til at få indsigt i sagens akter, når anklagemyndigheden har afsluttet politiefterforskningen, eller når straffesagen er afsluttet. Anklagemyndigheden oplyser dig om denne ret og om, hvordan du får adgang til sagens akter.

Sidste opdatering: 01/10/2020

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

Na preklade zobrazenej jazykovej verzie v súčasnosti pracujeme.
Nová verzia bola zatiaľ preložená do týchto jazykov: estónčina.

3 - Mine rettigheder efter retssagen

Kan jeg anke retsafgørelsen?

Som part i retssagen har du ret til at anke retsafgørelsen til ringkonnakohus (distriktsdomstolen) inden for 30 dage fra afsigelsesdatoen.

Hvilke rettigheder har jeg efter, at afgørelsen er blevet truffet?

Under retssagen har du ret til at anmode om at blive informeret om en eventuel løsladelse af den dømte før tid.

Har jeg ret til hjælp eller beskyttelse efter retssagen? Hvor længe?

Hjælpetjenesterne for ofre begrænser sig ikke kun til den tid, hvor straffesagen verserer, men kan også benyttes efter sagens afslutning – der er ikke fastlagt en fast udløbsfrist for disse tjenester.

Hvilke oplysninger får jeg, hvis gerningsmanden kendes skyldig?

Du vil blive oplyst om retsafgørelsen, hvoraf den dømtes straf fremgår. Hvis du ønsker det, vil du også blive underrettet om en eventuel løsladelse af den dømte før tid.

Vil jeg få det at vide, hvis gerningsmanden løslades (herunder før tid eller ved betinget løsladelse) eller undviger fra fængslet?

Har du under din afhøring anmodet om dette, vil du blive informeret, hvis den dømte bliver løsladt eller undviger.

Vil jeg blive involveret i afgørelser om løsladelse eller løsladelse under tilsyn? Vil jeg eksempelvis kunne afgive en erklæring eller indgive en klage?

I løbet af proceduren vedrørende en løsladelse før tid beder vi muligvis om din mening, men du har ikke ret til at indgive en klage over afgørelsen.

Sidste opdatering: 01/10/2020

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

4 - Erstatning

Hvilken fremgangsmåde skal jeg følge for at søge om erstatning fra gerningsmanden? (f.eks. intervention i retssagen, civilt søgsmål, indtrædelse som civil part)

Du har ret til at indtræde som civil part i straffesagen for at få erstatning for lidt skade. Du kan indtræde som civil part inden for ti dage fra det tidspunkt, hvor du fik adgang til sagsakterne. Du kan anmode anklagemyndigheden om at få forlænget denne frist.

Retten har dømt gerningsmanden til at betale erstatning eller en kompensation. Hvordan kan jeg få gerningsmanden til at udbetale beløbet?

Har den dømte ikke har betalt det beløb, der er fastsat i retsafgørelsen, har du ret til under henvisning til denne afgørelse at rette henvendelse til fogeden, som iværksætter en tvangsfuldbyrdelse.

Kan staten yde forskud på betaling af erstatningen, hvis gerningsmanden nægter at betale? Og under hvilke betingelser?

Nej, staten udbetaler ikke erstatning på gerningsmandens vegne.

Har jeg ret til erstatning fra statens side?

Hvis du er familiemedlem til en person, der afgik ved døden som følge af en forbrydelse, og hvis du er offer for en voldsforbrydelse, og du som følge af forbrydelsen har haft helbredsproblemer i mindst fire måneder, kan du anmode om erstatning fra statens side til dækning af følgende udgifter:

  1. tab som følge af uarbejdsdygtighed eller nedsat arbejdsdygtighed,
  2. udgifter som følge af offerets personskade,
  3. skader som følge af offerets dødsfald,
  4. beskadigelse af briller, tandproteser, kontaktlinser og andre anordninger, der erstatter kropsfunktioner, samt beklædning,
  5. begravelsesomkostninger for offeret.

For at kunne få erstatning skal forbrydelsen politianmeldes inden for 14 dage fra den dato, hvor forbrydelsen blev begået, eller fra den dag, hvor du var i stand til at anmelde forbrydelsen.

Anmodningen om erstatning skal indgives til Sotsiaalkindlustusamet (det estiske sociale sikringsorgan) inden for tre år fra den dag, forbrydelsen blev begået, eller fra offerets dødsdag, medmindre:

  1. den ansvarlige person blev bekendt med offerets død over et år efter dødsfaldet, og anmodningen blev indgivet inden for tre år, efter han/hun blev bekendt med dødsfaldet,
  2. den person, der anmoder om erstatning, har haft helbredsmæssige problemer i over et år, det ikke var muligt at indgive anmodningen inden for den fastsatte frist grundet personens sundhedstilstand, og anmodningen blev indgivet inden for tre år, efter hans/hendes sundhedstilstand var forbedret,
  3. anmodningen om erstatning udspringer af en seksualforbrydelse begået mod en mindreårig, og anmodningen blev indgivet inden for tre år fra offerets myndighedsalder, medmindre motivet for at åbne en straffesag allerede var kendt før vedkommendes myndighedsalder.

Har jeg ret til erstatning, hvis gerningsmanden ikke kendes skyldig?

Er det i forbindelse med straffesagen ikke muligt at fastlægge, hvem forbrydelsen mod dig er begået af, har du stadig mulighed for at få erstatning fra staten til ofre for forbrydelser.

Hvis retten frifinder den anklagede, men du efter din vurdering har lidt skade på grund af denne person, har du ret til at anlægge et civilt søgsmål.

Har jeg ret til økonomisk støtte, mens jeg venter på, at der træffes en afgørelse i min erstatningssag?

Afgørelsen om erstatning fra staten til voldsofre udskydes til den dag, hvor maakohus (domstol i første instans) afsiger sin kendelse, såfremt:

  1. der hersker usikkerhed omkring, hvorvidt personen, der har anmodet om erstatning, har ret til erstatning fra gerningsmanden, eller
  2. det står klart, at gerningsmanden accepterer og kan yde erstatning for den lidte skade.

Ved udskydelse af erstatningsafgørelsen kan Sotsiaalkindlustusamet foretage en forskudsbetaling efter anmodning fra den person, der anmoder om erstatning, såfremt der ikke hersker tvivl om, at den pågældende har ret til erstatning og befinder sig i økonomiske vanskeligheder.

Sidste opdatering: 01/10/2020

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

5 - Ret til støtte og bistand

Jeg har været udsat for en forbrydelse — hvor kan jeg henvende mig for at få støtte og bistand?

  1. Link åbner i nyt vindueDet estiske socialkontors støttetjeneste for ofre
  2. Link åbner i nyt vindueStøttecentre for kvinder
  3. Link åbner i nyt vinduePoliti

Hotline for støtte til ofre

  1. Hotline for støtte til ofre 612 1360 eller 16106 (mandag til fredag kl. 9-17)
  2. Hotline for støtte til børn 16111 (for at anmelde tilfælde af børn, der har behov for hjælp, åbent døgnet rundt)

Er støtte til ofre gratis?

Ja, støttetjenesterne for ofre er gratis.

Hvilke typer støtte kan jeg modtage fra offentlige tjenester eller myndigheder?

Statens støttetjeneste for ofre tilbyder følgende:

  1. Rådgivning til ofre.
  2. Bistand til ofre i kontakten med statslige og lokale myndigheder og juridiske personer.
  3. Sikker indkvartering.
  4. Mad og drikke.
  5. Adgang til de nødvendige sundhedstjenester.
  6. Nødvendig materiel bistand.
  7. Nødvendig psykologbistand.
  8. Adgang til de oversættelses- og tolketjenester, der er nødvendige, for at ofre kan drage fordel af støtten.
  9. Andre tjenester, der er nødvendige for offerets fysiske og psykosociale rehabilitering.

Hvilke typer støtte kan jeg modtage fra ikke-statslige organisationer?

Den nationale støttetjeneste for ofre kan henvise dig til den relevante ikke-statslige organisation.

Link åbner i nyt vindueIndkvarteringscentre for kvinder

Sidste opdatering: 01/10/2020

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.