Hvilket lands domstol er ansvarlig?

Finland
Indholdet er leveret af
European Judicial Network
Det Europæiske Retlige Netværk (på det civile og handelsretlige område)

1 Skal jeg anlægge sag ved en almindelig domstol eller ved en særlig domstol (f.eks. ved arbejdsretten)?

I Finland behandles civile søgsmål ved de almindelige domstole. De særlige domstole er generelt enten appelinstanser eller domstole, der behandler andre sager end dem, der anlægges af privatpersoner.

2 Hvis kompetencen ligger hos de almindelige domstole (dvs. det er de almindelige domstole, som behandler denne type sager), hvordan finder jeg så ud af, hvilken en jeg skal henvende mig til?

2.1 Sondres der mellem lavere og højere førsteinstansdomstole (f.eks. distriktsdomstole og regionale domstole), og hvilken har i givet fald kompetence til at behandle min sag?

I Finland er de almindelige domstole i første instans i civile søgsmål distriktsdomstolene (käräjäoikeus). Appeldomstolene (hovioikeus) fungerer primært som appelinstanser.

2.2 Stedlig kompetence (er det retten i by A eller by B, der skal behandle min sag?)

2.2.1 Hovedreglen om stedlig kompetence

En sag anlægges som hovedregel ved den almindelige domstol i første instans i den retskreds, hvor sagsøgte har bopæl. Det gælder også i tilfælde, hvor sagsøgte er en juridisk person. Kun et meget lille antal sager anlægges andetsteds.

2.2.2 Undtagelser fra hovedreglen

2.2.2.1 Hvornår kan jeg vælge mellem sagsøgtes hjemting (ifølge hovedreglen) og en anden domstol?

Dette er bl.a. muligt i følgende tilfælde:

Skilsmissesager og sager om samlivets ophør eller et ægteskabs gyldighed samt om bodeling under andre omstændigheder end en ægtefælles død kan indbringes for en domstol i første instans i den retskreds, hvor en af ægtefællerne har bopæl eller opholdssted.

Sager om en filials, afdelings, repræsentants eller en anden af en juridisk persons forretningssteders aktiviteter eller om en selvstændig erhvervsdrivendes forretningssteds aktiviteter, hvor den juridiske person eller selvstændige erhvervsdrivende er sagsøgt, kan også indbringes for en domstol i første instans i den retskreds, hvor det pågældende forretningssted ligger.

Et søgsmål anlagt af en forbruger mod en erhvervsdrivende på baggrund af forbrugerbeskyttelseslovgivningen kan også behandles af en domstol i første instans i den retskreds, hvor forbrugeren har bopæl eller opholdssted.

Retten for konkurrence- og forbrugersager (markkinaoikeus) fungerer som domstol i første instans for tvister, ansøgninger og klager vedrørende industrielle rettigheder og ophavsrettigheder.

Sager om arbejdskontrakter kan også indbringes for en domstol i første instans i den retskreds, hvor det arbejde, der er omfattet af kontrakten, normalt udføres. I sager, hvor arbejdet normalt ikke udføres inden for den samme retskreds, kan en arbejdstagers søgsmål mod sin arbejdsgiver også anlægges ved en domstol i første instans i den retskreds, hvor arbejdsgiveren har forretningssted.

Sager om erstatning uden for kontrakt kan også indbringes for en domstol i første instans i den retskreds, hvor den handling eller forsømmelse, der ligger til grund for søgsmålet, fandt sted, eller hvor det deraf følgende tab blev lidt. Ovennævnte søgsmål kan også anlægges ved en domstol i første instans i den retskreds, hvor sagsøger har bopæl eller opholdssted, hvis søgsmålet tager udgangspunkt i loven om motoransvarsforsikring (liikennevakuutuslaki), patientskadeloven (potilasvahinkolaki), produktansvarsloven (tuotevastuulaki), loven om miljøforsikring (laki ympäristövahinkovakuutuksesta) eller jernbanetrafikloven (raideliikennevastuulaki).

Sager om fast ejendom kan ligeledes anlægges ved en domstol i første instans i den retskreds, hvor den faste ejendom er beliggende.

Sager om underholdspligt kan også indbringes for en domstol i første instans i den retskreds, hvor sagsøger eller den, der modtager underholdsbidrag, har opholdssted.

I internationale sager kan de kompetenceregler, der fastsættes i EU-forordninger eller internationale traktater, finde anvendelse.

2.2.2.2 Hvornår skal sagen anlægges ved en anden domstol end sagsøgtes hjemting (ifølge hovedreglen)?

Den kompetente ret er ikke altid retten i sagsøgtes retskreds. Eksempel:

Sager vedrørende fastslåelse af faderskab skal indbringes for en domstol i første instans i den retskreds, hvor moderen eller hendes barn har bopæl eller opholdssted. Sager vedrørende frasigelse af faderskab skal indbringes for en domstol i første instans i den retskreds, hvor barnet har opholdssted.

Sager vedrørende forældremyndighed og samværsret skal indbringes for en domstol i første instans i den retskreds, hvor barnet har opholdssted.

Sager vedrørende håndhævelse af afgørelser om forældremyndighed og samværsret skal indbringes for en domstol i første instans i den retskreds, hvor barnet eller modparten har opholdssted, eller hvor barnet eller modparten har midlertidig bopæl.

Sager vedrørende udpegelse af værger eller tilendebringelse af værgemål, begrænsning af den retslige handleevne eller ophævelse eller ændring af sådanne begrænsninger skal indbringes for en domstol i første instans i den retskreds, hvor den person, hvis retslige handleevne begrænses, har opholdssted.

Sager vedrørende bekræftelse af adoption skal indbringes for en domstol i første instans i den retskreds, hvor den pågældende adoptivforælder har bopæl eller opholdssted.

Sager vedrørende arv og bo skal indbringes for en domstol i første instans i den retskreds, hvor afdøde havde bopæl eller opholdssted.

2.2.2.3 Kan sagens parter selv vælge en domstol, som ellers ikke havde været kompetent til at behandle sagen?

I civile søgsmål (men ikke i sager, der henhører under den frivillige retspleje) kan de interesserede parter på visse betingelser vælge en anden ret end den, der normalt ville have kompetence (domstol i første instans).

Den ret, som forbrugere, arbejdstagere og privatpersoner, som kræver eller modtager underholdsbidrag, har til at anlægge sager ved den ret, der fremgår af retsplejeloven (oikeudenkäymiskaari), kan ikke indskrænkes af kompetenceaftaler, med undtagelse af sager, hvor sådanne aftaler indgås, efter at tvisten opstod.

Kompetenceaftaler skal være skriftlige, og de kan være begrænset til en bestemt tvist eller gælde for alle de tvister, der måtte opstå i et bestemt retsforhold.

3 Hvis kompetencen ligger hos de særlige domstole, hvordan finder jeg så ud af, hvilken en jeg skal henvende mig til?

Retten for konkurrence- og forbrugersager fungerer som domstol i første instans for tvister, ansøgninger og klager vedrørende industrielle rettigheder og ophavsrettigheder. Ellers behandles tvistemål kun under helt særlige omstændigheder af særlige domstole i Finland.

Links

Finske domstole

Sidste opdatering: 10/05/2023

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.