

Find information efter region
Civile sager henhører under distriktsdomstolenes (maakohus) kompetence. Distriktsdomstolene behandler civile sager som domstole i første instans. Civile sager dækker en lang række områder og omfatter tvister, der udspringer af kontrakter og forpligtelser samt familie- og arveforhold, tvister vedrørende tinglige rettigheder, forhold vedrørende virksomheders og almennyttige organisationers aktiviteter og ledelse, konkursprocedurer og arbejdsretlige forhold. For at anlægge en civil sag skal der indgives en stævning til en distriktsdomstol. I den stævning, der indgives til retten, angives den person, stævningen udtages mod, hvad der nedlægges påstand om, hvorfor der nedlægges påstand (dvs. retsgrundlaget), samt dokumentation til støtte for påstanden.
Et krav mod en anden person om betaling af et fast pengebeløb, der udspringer af et privatretligt forhold, kan efter anmodning også behandles efter hasteproceduren for betalingspåkrav. En part, der ønsker at anvende hasteproceduren for betalingspåkrav i forbindelse med krav om underholdsbidrag eller krav om betaling af en gældsfordring, kan kontakte distriktsdomstolens afdeling for betalingspåkrav via webstedet https://www.e-toimik.ee/. Hasteproceduren for betalingspåkrav kan ikke anvendes for krav, der overstiger 6 400 EUR (gældsfordringer); dette beløb omfatter både hovedkrav og underordnede krav. Hasteproceduren kan ligeledes ikke anvendes, hvis det krævede underholdsbidrag overstiger 200 EUR om måneden. Hasteproceduren for betalingspåkrav kan ikke anvendes, hvis debitor ikke i et barns fødselsattest er opført som barnets forælder. Hasteproceduren for betalingspåkrav gennemføres af domhuset i Haapsalu under distriktsdomstolen for Pärnu (Pärnu Maakohtu Haapsalu kohtumaja).
Visse tvister kan indgives for udenretslige nævn, inden retten til domstolsprøvelse udnyttes. Arbejdsretlige tvister behandles f.eks. af et arbejdsnævn (töövaidluskomisjon). Et arbejdsnævn er et uafhængigt organ, der behandler individuelle arbejdsretlige tvister, inden det kommer til en retssag. Både arbejdsgivere og arbejdstagere kan indbringe en sag for et nævn uden at skulle betale statslige gebyrer. Enhver tvist, der opstår på grundlag af et forhold mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, kan indbringes for et arbejdsnævn. I forbindelse med retten til at indbringe en arbejdsretlig tvist for et arbejdsnævn skal det bemærkes, at nævnet kun kan behandle krav under 10 000 EUR. Krav, der overstiger 10 000 EUR, behandles af domstolene. Når en sag indbringes for arbejdsnævnet, beskrives de omstændigheder, der er relevante for tvisten. Hvis f.eks. ophævelsen af en ansættelsesaftale anfægtes, angives tidspunktet for og begrundelsen for ophævelsen. Det forhold, som parterne er uenige om, skal beskrives, dvs. hvad arbejdstageren eller arbejdsgiveren ikke har gjort eller har gjort i strid med lovgivningen. Alle påstande og krav skal begrundes, og derfor anføres forhold, der kan underbygges af skriftlig dokumentation (ansættelseskontrakt, overenskomst eller korrespondance mellem arbejdstager og arbejdsgiver osv.), eller der henvises til anden dokumentation eller vidner. Denne skriftlige dokumentation, som underbygger arbejdstagerens eller arbejdsgiverens krav, vedlægges stævningen, når den indgives. Hvis sagsøger finder det nødvendigt at indkalde et vidne til mødet, anføres vidnets navn og adresse i stævningen.
Krav, der opstår på grundlag af en kontrakt mellem en forbruger og en handlende, kan behandles af et forbrugerklagenævn (tarbijakaebuste komisjon). Et forbrugerklagenævn kan afgøre tvister, der opstår på grundlag af kontrakter mellem forbrugere og handlende, hvis parterne ikke har kunnet indgå forlig om tvisten, og hvis værdien af de omhandlede varer eller tjenesteydelser er mindst 20 EUR. Krav, der opstår på grundlag af dødsfald, fysisk skade eller anden sundhedsskade, kan ikke behandles af et nævn, men behandles af domstolene.
Et nævn kan ikke afgøre tvister, der vedrører levering af sundhedsydelser, juridiske ydelser eller overdragelse af fast ejendom, eller tvister, for hvilke bilæggelsesproceduren er fastlagt ved anden lovgivning. Sådanne tvister løses af den kompetente institution eller domstol. Proceduren for bilæggelse af tvister vedrørende lejeforhold er f.eks. fastlagt i loven om bilæggelse af tvister vedrørende lejeforhold (üürivaidluse lahendamise seadus).
Et forbrugerklagenævn har kompetence til at bilægge alle tvister vedrørende tab, der opstår som følge af defekte produkter, såfremt tabet kan fastslås. Hvis det kan godtgøres, at der er lidt et tab, men det præcise beløb for tabet ikke kan bestemmes, f.eks. hvis der er tale om ikkepengemæssige tab eller tab, der vil opstå i fremtiden, fastlægges erstatningsbeløbet af en domstol.
For at vide hvilken domstol der har kompetence til at behandle en sag, er det vigtigt at kende kompetenceprincipperne. Kompetence er opdelt i tre områder: 1) generel kompetence, som afhænger af personens bopæl, 2) valgfri kompetence og 3) enekompetence (se afsnit 2.2).
Der er forskel mellem domstole i lavere og højere instans, idet Estlands retssystem består af tre instanser.
Distriktsdomstolene (maakohus) behandler alle civile sager som domstole i første instans. Der kan ved lov fastlægges visse typer forhold, som kun kan behandles af en bestemt distriktsdomstol, hvis dette gør sagsbehandlingen hurtigere eller på anden måde gør processen mere effektiv.
Appeldomstolene (ringkonnakohus) efterprøver afgørelser, som distriktsdomstolene inden for deres retskreds har truffet i civile sager, på grundlag af appeller af afgørelser eller kendelser. Appeldomstolene træffer også afgørelse i andre sager, der ifølge lovgivningen henhører under deres kompetence.
Højesteret (Riigikohus) efterprøver afgørelser, som appeldomstolene har truffet i civile sager, på grundlag af kassationsappeller og kære af kendelser. Højesteret afgør også begæringer om fornyet prøvelse af gældende domstolsafgørelser i sager, hvor en domstol ifølge loven har den nødvendige kompetence til at afgøre en sag, og afgør andre sager, der ved lov henhører under dens kompetence.
En sag behandles og afgøres først af en distriktsdomstol som domstol i første instans. Hvis en person ikke er tilfreds med en dom, kan vedkommende indgive en appel til en domstol i højere instans, dvs. en appeldomstol. Appeldomstole er domstole i anden instans, og de efterprøver afgørelser truffet af distrikts- og forvaltningsdomstole på grundlag af appeller og kære af kendelser. En appeldomstol træffer afgørelse i civile sager i kollegium. Appelsager afgøres af et panel af tre dommere.
Højesteret er den højeste instans og afgør kassationsappeller og begæringer om fornyet prøvelse af domstolsafgørelser. Kassation henviser til indgivelse af en appel mod en dom, som på grund af juridiske spørgsmål endnu ikke er trådt i kraft, og en højere domstols prøvelse af denne dom uden fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder. Prøvelse af domstolsafgørelser henviser til fornyet behandling af afgørelser og kendelser, der allerede er trådt i kraft, i sager, hvor der er indtrådt nye omstændigheder, og på grundlag af en begæring indgivet af en part i sagen.
En kassationsappel kan indgives til højesteret af en part i sagen, som ikke er tilfreds med en lavere domstols dom. En appel kan kun indgives af en kvalificeret repræsentant, ikke personligt. Højesteret antager en kassationsappel, hvis påstandene i appellen rejser tvivl om, hvorvidt den lavere domstol har anvendt den materielle ret korrekt, eller om den har gjort sig skyldig i en alvorlig overtrædelse af de processuelle regler, som kunne have ført til en uretfærdig kendelse. Højesteret antager desuden sagen, hvis behandlingen af kassationsappellen vil være af grundlæggende betydning for retssikkerheden og fastlæggelsen af en ensartet retspraksis eller for videreudviklingen af lovgivningen.
Kompetence er en persons ret og forpligtelse til at udøve sine processuelle rettigheder ved en bestemt domstol. Kompetence opdeles i generel kompetence, valgfri kompetence eller enekompetence.
Generel kompetence angiver den domstol, som en sag mod en person kan anlægges ved, og hvor der kan træffes andre proceduremæssige foranstaltninger over for en person, medmindre det ved lov er fastlagt, at sagen kan anlægges eller foranstaltningen kan træffes ved en anden domstol.
Valgfri kompetence angiver den domstol, som en sag mod en person kan anlægges ved, og hvor andre proceduremæssige foranstaltninger kan træffes, i tillæg til generel kompetence. Det betyder, at sager, der omfatter ejendomsretlige krav mod en fysisk person, kan anlægges ved domstolen i den retskreds, hvor vedkommende har haft sin bopæl i længst tid. Hvis en person har bopæl i udlandet, kan en sag, der omfatter et ejendomsretligt krav, også anlægges ved domstolen i den retskreds, hvor den omhandlede ejendom er beliggende, eller ved domstolen i den retskreds, hvor personens øvrige ejendom er beliggende.
Enekompetence angiver den eneste domstol, som en civil sag kan anlægges ved. Begæringer er altid omfattet af princippet om enekompetence, medmindre andet er fastlagt ved lov. Enekompetence kan f.eks. fastlægges på grundlag af det sted, hvor den faste ejendom, en juridisk persons registrerede hjemsted osv. er beliggende.
En sag mod en fysisk person kan anlægges ved domstolen i den retskreds, hvor vedkommende har bopæl, og en sag mod en juridisk person kan anlægges ved domstolen i den retskreds, hvor vedkommendes hovedkvarter ligger. Hvis en fysisk persons bopæl ikke kendes, kan der anlægges sag mod den pågældende ved domstolen i den retskreds, hvor vedkommendes sidst kendte bopæl er beliggende.
En sag mod en estisk statsborger, der bor i et andet land, og som er underlagt ekstraterritorialitet, eller mod en estisk statsborger, der bor i et andet land, og som er tjenestemand, kan anlægges ved domstolen i den retskreds, hvor vedkommendes sidst kendte bopæl er beliggende. Hvis en person ikke har haft bopæl i Estland, kan en sag anlægges mod vedkommende ved distriktsdomstolen i Harju (Harju Maakohus). En sag kan anlægges mod et statsligt organ eller en lokal myndighed ved domstolen i den retskreds, hvor det statslige organs eller den lokale myndigheds registrerede sæde er beliggende. Hvis det statslige organ ikke kan fastslås, anlægges sagen ved distriktsdomstolen i Harju. Hvis den lokale myndighed ikke kan fastslås, anlægges sagen ved domstolen i den retskreds, hvor den lokale myndighed har sæde.
En sag kan anlægges mod et statsligt organ eller en lokal myndighed ved domstolen i den retskreds, hvor det statslige organs eller den lokale myndigheds registrerede sæde er beliggende.
Hvis det statslige organ ikke kan fastslås, anlægges sagen ved distriktsdomstolen i Harju. Hvis den lokale myndighed ikke kan fastslås, anlægges sagen ved domstolen i den retskreds, hvor den lokale myndighed har sæde. En sagsøger kan også anlægge en sag ved domstolen i den retskreds, hvor vedkommende egen bopæl er beliggende.
I de sager, der er fastsat ved lov, kan en person vælge en domstol, som en sag mod en person kan anlægges ved, og hvor andre proceduremæssige foranstaltninger kan træffes, i tillæg til generel kompetence.
I de sager, der er fastsat ved lov, er der enekompetence. Kompetence angiver den eneste domstol, som en civil sag kan anlægges ved. Sager om begæringer er altid omfattet af princippet om enekompetence, medmindre andet er fastlagt ved lov.
1) Kompetence på grundlag af det sted, hvor fast ejendom er beliggende – En sag med følgende genstande anlægges ved domstolen i den retskreds, hvor den faste ejendom er beliggende:
En sag vedrørende servitutter på fast ejendom, behæftelser af fast ejendom eller fortrinsret anlægges ved domstolen i den retskreds, hvor den servitutbehæftede eller behæftede ejendom er beliggende.
2) Krav om ophør af anvendelse af standardbetingelser – En sag vedrørende ophør af anvendelsen af en urimelig standardbetingelse eller vedrørende ophør og tilbagetrækning af anbefalingen om anvendelse af betingelsen fra den person, der anbefaler anvendelsen af betingelsen (§ 45 i loven om forpligtelser (võlaõigusseadus)), anlægges ved domstolen i den retskreds, hvor sagsøgtes forretningssted er beliggende, eller, hvis et sådant ikke findes, ved domstol i den retskreds, hvor sagsøgtes bopæl eller hjemsted er beliggende. Hvis sagsøgte ikke har forretningssted, bopæl eller hjemsted i Estland, anlægges sagen ved den domstol, under hvis stedlige kompetence standardbetingelsen blev anvendt.
3) Kompetence i sager om tilbagekaldelse af en afgørelse truffet af et organ under en juridisk person eller fastlæggelse af dens manglende retskraft – En sag om tilbagekaldelse af en afgørelse truffet af et organ under en juridisk person eller fastlæggelse af dens manglende retskraft anlægges ved domstolen i den retskreds, hvor den juridiske person har hjemsted.
4) Kompetence i ægteskabssager
Ægteskabssager er civile sager, hvor der træffes afgørelse om følgende:
En estisk domstol har kompetence til at træffe afgørelse i ægteskabssager, hvis:
I ægteskabssager, der skal afgøres af en estisk domstol, anlægges sagen ved domstolen i den retskreds, hvor ægtefællerne har fælles bopæl, eller hvis en sådan ikke findes, ved domstolen i den retskreds, hvor sagsøgtes bopæl er beliggende. Hvis sagsøgte ikke har bopæl i Estland, anlægges sagen ved domstolen i den retskreds, hvor bopælen for parternes fælles mindreårige barn er beliggende, og, hvis parterne ikke har et fælles mindreårigt barn, ved domstolen i den retskreds, hvor sagsøger har bopæl.
Hvis en fraværende persons ejendom er givet i varetægt, fordi personen er forsvundet, eller hvis en værge er udpeget for en person på grund af vedkommendes manglende retsevne, eller hvis en person er blevet idømt fængselsstraf, kan en skilsmissesag mod vedkommende også anlægges ved domstolen i den retskreds, hvor sagsøger har bopæl.
5) Kompetence i sager vedrørende faderskab og underholdsbidrag – En faderskabssag er en civil sag, der har til formål at fastlægge slægtskab eller anfægte, at en forælder indsættes i et barns fødselsattest eller i folkeregistret. En estisk domstol kan afgøre en faderskabssag, hvis mindst én af parterne er estisk statsborger, eller mindst én af parterne har sin bopæl i Estland. I faderskabssager, der skal afgøres ved en estisk domstol, anlægges sagen ved domstolen i den retskreds, hvor barnet har bopæl. Hvis barnet ikke har bopæl i Estland, anlægges sagen ved domstolen i den retskreds, hvor sagsøgte har bopæl. Hvis sagsøgte ikke har bopæl i Estland, anlægges sagen ved domstolen i den retskreds, hvor sagsøger har bopæl.
Disse bestemmelser gælder også for sager vedrørende underholdsbidrag. En sag vedrørende underholdsbidrag er en civil sag, hvor der skal træffes afgørelse om:
Hvis en sag samtidig hører under flere estiske domstoles kompetence, kan sagsøgeren vælge, hvilken domstol han vil anlægge sagen ved. I sådanne tilfælde afgøres sagen af den domstol, der først modtog begæringen.
Hvis en sag anlægges ved domstolen i den retskreds, hvor sagsøgte har bopæl eller hjemsted, eller ved domstolen med enekompetence, behandles sagen i det domhus, hvis stedlige kompetence omfatter sagsøgtes bopæl eller hjemsted, eller det sted, der afgør enekompetencen. Hvis flere steder, som bruges til at bestemme kompetencen, ligger inden for en distriktsdomstols stedlige kompetence, men inden for forskellige domhuses tjenesteområder, vælger sagsøger det domhus, som skal behandle sagen. Hvis sagsøger ikke vælger et domhus, afgør domstolen, hvor sagen skal behandles.
Begæringer behandles i det domhus, hvis stedlige kompetence omfatter det sted, der er anvendt til at bestemme kompetencen. Hvis forskellige steder, som bruges til at bestemme kompetencen, ligger inden for en distriktsdomstols stedlige kompetence, men inden for forskellige domhuses tjenesteområder, afgør domstolen, hvor sagen skal behandles.
Hasteproceduren for sager vedrørende betalingspåkrav gennemføres af domhuset i Haapsalu under distriktsdomstolen for Pärnu (Pärnu Maakohtu Haapsalu kohtumaja). Andre civile sager er underlagt ovennævnte kompetenceprincipper.
De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.