

Find information efter region
Foreløbige og sikrende retsmidler er typer af beskyttelsesforanstaltninger, retten kan anmodes om inden for rammerne af beskyttelsesprocedurer. Den foreløbige beskyttelse af rettigheder er ikke begrænset til beskyttelsesprocedurer, eftersom det portugisiske retssystem omfatter andre foreløbige foranstaltninger til beskyttelse af visse retlige situationer – f.eks.:
Sikrende retsmidler har til formål at fjerne periculum in mora (fare ved opsættelse, dvs. faren for, at en forsinkelse af rettens dom vil forårsage alvorlig og uoprettelig skade for den påberåbte ret) og sikre den endelige doms effektivitet (jf. artikel 2 i den portugisiske civile retsplejelov).
Retten tager skridt til at fastsætte visse foranstaltninger i forventning om, at dens foreløbige retsafgørelse vil blive stadfæstet ved den endelige dom.
Medmindre der træffes afgørelse om omvendt ansvarsbyrde, vedrører beskyttelsesprocedurer sager baseret på beskyttede rettigheder (artikel 364 i den civile retsplejelov), som beskytter eller midlertidigt foregriber virkningerne af den endelige foranstaltning ud fra den antagelse, at den retsafgørelse, der træffes i hovedsagen, vil give sagsøgeren medhold.
Risikoen for fare ved opsættelse giver retten myndighed til foreløbigt og summarisk at tage hensyn til et væsentligt retsforhold, som herefter skal gøres til genstand for en tilbundsgående og mere langvarig undersøgelse. Hvis denne foreløbige overvejelse falder ud til sagsøgerens fordel, træffes der foranstaltninger med det formål at beskytte mod risikoen.
Sikrende retsmidler har til formål at sikre de praktiske resultater af søgsmålet, undgå alvorlig skade eller foregribe opfyldelsen af retten (hypotetisk instrumentalitet) og i videst mulig udstrækning at opnå en balance mellem hensynet til hurtighed og retssikkerhed.
Der er fastsat to typer af beskyttelsesforanstaltninger i den portugisiske civile retsplejelov:
Førstnævnte er omfattet af artikel 362 i den civile retsplejelov, hvori det fastsættes, at personer, som har en velbegrundet frygt for, at en anden person kan forårsage alvorlig og uoprettelig skade på deres rettigheder, såfremt ingen af de i lovgivningen fastsatte sikrende retsmidler egner sig til sagen, kan anmode om den relevante sikrende eller foreløbige foranstaltning for at sikre håndhævelsen af den rettighed, der er i fare. Sagsøgerens interesse kan være baseret på en eksisterende rettighed eller på en ret, som følger af en afgørelse, der bliver truffet i et retsstiftende søgsmål, hvad enten det er foreslået eller allerede er anlagt. Fælles sikrende retsmidler finder ikke anvendelse, når hensigten er at beskytte mod risikoen for skade, som specifikt forebygges af en af de specifikke retsmidler.
Specifikke sikrende retsmidler er dem, som er udtrykkeligt nævnt i den civile retsplejelov eller i særskilt lovgivning.
Den portugisiske retsplejelov indeholder bestemmelser om følgende specifikke sikrende retsmidler:
Hvis en person påviser en begrundet frygt for, at en anden person kan forårsage alvorlig og uoprettelig skade på vedkommendes rettigheder, kan den pågældende anmode om et passende sikrende eller foreløbig retsmiddel for at sikre håndhævelsen af den rettighed, der er i fare. Sagsøgerens interesse kan være baseret på en eksisterende rettighed eller på en ret, som følger af en afgørelse, der bliver truffet i et retsstiftende søgsmål, hvad enten det er foreslået eller allerede er anlagt.
Den slags foranstaltninger træffes, hvis der er en høj sandsynlighed for, at retten er reel, og hvis der er en tilstrækkeligt velbegrundet risiko for, at den bliver krænket. Retten kan dog afvise foranstaltningerne, hvis skaden for sagsøgte som følge af anvendelsen heraf i betydelig grad ville overstige den skade, sagsøgeren ønsker at undgå ved benyttelse af foranstaltningen.
Anvendelsen af fælles sikrende retsmidler afhænger også subsidiært af, at der mangler et specifik sikrende retsmiddel, som passer til den faktiske situation.
Således er der for de uspecificerede forebyggelsesforanstaltninger, jf. artikel 362 i den civile retsplejelov, følgende retlige forudsætninger:
For at afsige kendelse om retsmidler skal der være summarisk bevis for, at den påberåbte ret højst sandsynligt er reel (sandsynlighed for medhold i hovedsagen), og den velbegrundede risiko for, at den naturlige frist for endelig afgørelse af tvisten kan forårsage uoprettelig skade eller skade, som er vanskelig at afhjælpe (fare ved opsættelse). Dommeren skal være tilbøjelig til at tro, at resultatet af hovedsagen vil være medhold til sagsøgeren, da sikrende retsmidler vil have klare retsvirkninger for den sagsøgte.
Vedrørende de specifikke sikrende retsmidler:
Med undtagelse af proceduren for nedlæggelse af forbud mod nyt arbejde, hvor det er muligt forinden at iværksætte et udenretsligt initiativ efterfulgt af en anmodning om rettens godkendelse, er alle de øvrige sikrende retsmidler baseret på en indledende anmodning til retten, hvori sagsøgeren fremlægger summarisk bevis for den ret, der er i fare, og begrunder risikoen for skade. I anmodningen anføres en fortegnelse over højst fem vidner, og der anmodes om optagelse af øvrige beviser.
På anmodning kan dommeren i afgørelsen om iværksættelse af foranstaltningen ophæve sagsøgerens forpligtelse til at anlægge hovedsagen, hvis det materiale, som er indsamlet under proceduren, har overbevist dommeren om, at den beskyttede ret er reel, og arten af den iværksatte foranstaltnings art er egnet til, at der kan nås en endelig afgørelse af tvisten. Denne fritagelse kan der anmodes om indtil afslutningen af det endelige retsmøde. I tilfælde af ikkekontradiktorisk procedure kan sagsøgte gøre indsigelse mod den omvendte ansvarsbyrde og samtidig anfægte den iværksatte foranstaltning.
Ordningen med omvendt ansvarsbyrde gælder tilsvarende for foreløbig tilbageførsel af ejendomsret, midlertidig ophævelse af bestyrelsesbeslutninger i selskaber, foreløbigt underholdsbidrag, forbud mod nyt byggeri og andre foranstaltninger ifølge særskilt lovgivning, som efter deres art muliggør en endelig bilæggelse af tvisten.
Når det ikke er fastsat i lovgivningen, at foranstaltningen vil blive truffet uden at høre sagsøgte, vil sagsøgte blive hørt af retten, medmindre retsmødet ville bringe foranstaltningens formål eller effektivitet i alvorlig fare.
Skal sagsøgte høres, før der er afsagt kendelse om foranstaltningen, indkaldes sagsøgte til at gøre indsigelse inden for 10 dage. Indkaldelsen erstattes af en meddelelse, når sagsøgte allerede er blevet indkaldt til hovedsagen.
Når indsigelsesfristen er udløbet, og sagsøgte eventuelt er blevet hørt, optages de beviser, der er påkrævet, eller som retten har bestemt.
Hvis sagsøgte ikke er blevet hørt, og der skal træffes afgørelse om foranstaltningen, forkyndes afgørelsen først for sagsøgte, efter at den er truffet. Efter forkyndelsen har sagsøgte generelt ret til at kære kendelsen om foranstaltningen, hvis vedkommende finder, at den på baggrund af kendsgerningerne ikke burde være blevet afsagt. Sagsøgte kan også gøre indsigelse, hvis den pågældende ønsker at fremlægge forhold eller beviser, som retten ikke har taget i betragtning, og som måske kan fjerne begrundelsen for den sikrende foranstaltning eller mindske den. Sagsøgte kan ved et af de førnævnte midler anfægte kendelsen om omvendt ansvarsbyrde. Gør sagsøgte indsigelse, skal retten beslutte, om den tidligere forordnede foranstaltning skal opretholdes, mindskes eller tilbagekaldes. Denne kendelse og eventuelt underholdsbidraget eller tilbagetrækningen af den omvendte ansvarsbyrde kan kæres og fører, hvis det er relevant, til optagelse af de beviser, som er nødvendige, eller som retten har bestemt på eget initiativ.
Spørgsmål om stedlig kompetence er fastsat i artikel 78 i loven om civil retspleje, i henhold til hvilken:
Hvis der ikke gøres aktiv indsigelse, forenes proceduren med sagen, når den er anlagt. Er sagen anlagt ved en anden ret, henvises den dertil, og den pågældende ret har enekompetence med hensyn til de næste skridt.
Er der under sagen anmodet om sikrende retsmidler, bør de tages op ved den ret, hvor den tilknyttede sag bliver behandlet, medmindre sagen afventer appel. I så fald sker foreningen kun, når proceduren er afsluttet, eller når hovedsagens akter videregives til den første instans.
Det er obligatorisk at lade sig repræsentere ved en advokat, når sagsgenstandens værdi overstiger 5 000 EUR, eller hvis kendelsen kan kæres.
Sagsgenstandens værdi fastlægges på grundlag af følgende kriterier:
Når retten vurderer, om kriterierne for at afsige kendelse om et sikrende retsmiddel er opfyldt, skal retten altid vurdere, hvorvidt den risiko, der påberåbes, er begrundet, hvor grov en mulig krænkelse af rettigheden er, og hvor vanskeligt det vil blive at opnå godtgørelse. Desuden bør retten vurdere, om den sikrende eller foreløbige foranstaltning faktisk er hensigtsmæssig for at sikre opretholdelse af den rettighed, der menes udsat for en risiko. Retten bør også vurdere, om der er nogen risiko forbundet med tidens gang.
Retten skal ligeledes kontrollere, om proceduren reelt eller potentielt bygger på en sag, der er eller vil blive anlagt på grundlag af den rettighed, der sikres.
Ved disse procedurer er det retten, der summarisk – dvs. med mindre strenghed end i en hovedsag – skal påvise, at der er en begrundet sandsynlighed for, at den rettighed, der skal sikres, faktisk eksisterer, og at frygten for en krænkelse af rettigheden er tilstrækkeligt begrundet.
Vedrørende de øvrige kriterier, der ligeledes skal efterprøves ved lovbestemte sikrende retsmidler, henvises til oplysningerne under spørgsmål 1 og 2.
Alle sikrende retsmidler er hastende og har forrang frem for enhver anden retslig handling, der ikke er hastende, og skal således afgøres i første instans senest efter to måneder, eller hvis det ikke er nødvendigt at stævne sagsøgte, senest efter 15 dage.
Rettigheder og løsøre og fast ejendom, som hverken helt eller delvis er i modstrid med lovgivningen kan gøres til genstand for sikrende retsmidler.
Da det drejer sig om kendelser afsagt af retterne, er de bindende for alle offentlige og private enheder og har forrang frem for andre afgørelser, der måtte træffes af andre myndigheder (den portugisiske grundlovs artikel 205, stk. 2). En person, der krænker det sikrende retsmiddel, jf. kendelsen, vil blive dømt for manglende overholdelse uanset hvilke foranstaltninger der er egnede til at gennemførelsen heraf.
Uanset at sagsøgeren er fritaget for byrden med at anlægge hovedsagen, bortfalder den retssikrende foranstaltning og udløber efter afsigelse af kendelsen:
Så snart kendelsen om den sikrende foranstaltning og omvendt ansvarsbyrde er blevet endelig, underrettes sagsøgte – uanset bestemmelserne om fordeling af bevisbyrden – om, at et søgsmål om anfægtelse af den sikrede rets eksistens skal anlægges senest 30 dage efter underretningen, idet den indførte foranstaltning konsolideres som endeligt element i tvisten.
Den samme straf finder anvendelse, når processen efter anlæggelse af sagen standses i over 30 dage på grund af sagsøgers forsømmelighed, eller hvis sagsøgte frifindes, og sagsøger undlader at tage yderligere skridt tids nok til at drage fordel af virkningerne af den foregående sag.
Udløbet af foranstaltningerne ifølge kendelsen afhænger af gyldigheden, efter retskraftig dom, af den sag, sagsøger har anlagt.
Ordinære retsmidler er mulige, hvis sagsgenstandens værdi overstiger grænsen for den ret, kendelsen kæres til, og forudsat at den kendelse, der søges omstødt, vil betyde en skade for vedkommende svarende til mere end halvdelen af sagsgenstandens værdi. Kendelser vedrørende værdien af de sikrende retsmidler kan også altid kæres, hvis det kan begrundes, at værdien overstiger grænsen for den retsinstans, som afsagde den omtvistede kendelse og foreløbige afvisninger af oprindelige anmodninger om sikrende foranstaltninger.
Kendelser om omvendt ansvarsbyrde kan kun kæres sammen med kæremål mod kendelser afsagt om den anmodede foranstaltning. Kendelser om afvisning af omvendt ansvarsbyrde er endelige og kan ikke kæres.
Kendelser om sikrende retsmidler, bl.a. vedrørende omvendt ansvarsbyrde, kan ikke kæres til den portugisiske Højesteret, bortset fra i sager, hvor kendelsen altid kan kæres.
Kendelser om sikrende retsmidler kan kæres af alle parter, der taber en sag, eller andre, der ikke er part i sagen, men lider direkte og faktisk skade som følge af den sikrende foranstaltning.
Den kompetente ret til at vurdere en kære er retten i anden instans i den retskreds, hvor den retsinstans, der har afsagt den anfægtede kendelse, er beliggende.
Fristen for at indbringe kæren er 15 dage fra datoen for kendelsens forkyndelse. Såfremt kæren også vedrører en ny vurdering af registrerede beviser, forlænges tidsfristen med 10 dage.
En kære af en kendelse, der fuldstændigt afviser eller ikke godkender foranstaltningen, har opsættende virkning. I øvrige tilfælde har den kun overførende virkning.
Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger findes på følgende websteder:
Generaldirektoratet for retspolitik
De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.