Sikring af aktiver under en kravsprocedure i et EU-land

Litauen
Indholdet er leveret af
European Judicial Network
Det Europæiske Retlige Netværk (på det civile og handelsretlige område)

1 De forskellige typer retsmidler

Artikel 145 i den civile retsplejelov (Civilinio proceso kodeksas) fremsætter de forskellige typer foreløbige forholdsregler. Foreløbige forholdsregler kan være følgende:

  1. beslaglæggelse af sagsøgtes faste ejendom
  2. registrering i det offentlige register af et forbud, der forhindrer overførslen af en ejendom
  3. beslaglæggelse af løsøre, penge eller ejendomsrettigheder, der tilhører sagsøgte, og som holdes af sagsøgte eller tredjepersoner
  4. tilbageholdelse af ejendom tilhørende sagsøgte
  5. beskikkelse af en administrator for sagsøgtes ejendom
  6. et forbud, der forhindrer sagsøgte i at deltage i visse transaktioner eller udføre visse handlinger
  7. et forbud, der forhindrer andre personer i at overføre ejendom til sagsøgte eller opfylde andre forpligtelser
  8. under ekstraordinære omstændigheder et forbud, der forhindrer sagsøgte i at forlade sin permanente bopæl, og/eller et forbud, der forhindrer fjernelsen af et barn fra dets permanente bopæl uden domstolens tilladelse
  9. suspendering af realiseringen af aktiver, hvor et krav er blevet indgivet om at annullere beslaglæggelsen af sådanne aktiver
  10. udsættelse af tvangsfuldbyrdelse af dom
  11. tilkendelse af midlertidigt underhold eller pålæggelse af midlertidige restriktioner
  12. en kendelse om at træffe forholdsregler til at forhindre en skade i at opstå eller øges
  13. andre forholdsregler foreskrevet ved lov eller pålagt af domstolen, i mangel af hvilke en håndhævelse af domstolens afgørelse vil være vanskeligere eller umulig.

2 Betingelserne for at anvende disse retsmidler

Efter anmodning fra de personer, der er involveret i sagen, eller andre berørte personer, kan domstolen pålægge foreløbige forholdsregler, hvis sådanne personer fremsætter en troværdig begrundelse for deres krav, og hvis manglende gennemførelse af sådanne forholdsregler kan gøre håndhævelsen af domstolens afgørelse vanskeligere eller umulig.

Domstolen kan kun anvende foreløbige forholdsregler på eget initiativ, hvor det er nødvendigt for at beskytte almenhedens interesse, og hvor manglende gennemførelse af sådanne forholdsregler vil krænke en persons, et samfunds eller statens rettigheder og legitime interesser.

Foreløbige forholdsregler kan anvendes uden et foreliggende søgsmål og i enhver fase af den civilretlige procedure.

2.1 Procedure

Anmodninger i forbindelse med foreløbige forholdsregler undersøges af retten, der træffer afgørelse i første instans, eller af den regionale ret i Vilnius (Vilniaus apygardos teismas) i de sager, der er omfattet af loven om handelsvoldgift (Komercinio arbitražo įstatymas). Hvor begæringen om foreløbige forholdsregler fremsættes i det indleverede processkrift, besluttes anliggendet om foreløbige forholdsregler først, når der er taget stilling til spørgsmålet om processkriftets antagelighed. Domstolen afsiger kendelse for begæringen om foreløbige forholdsregler så hurtigt som muligt i en skriftlig procedure, dog senest tre hverdage efter modtagelse af processkriftet. Hvor domstolen anser det for nødvendigt, notificeres sagsøgte om undersøgelsen af begæringen om foreløbige forholdsregler.

Personer involveret i sagen har ret til at indgive anmodninger om foreløbige forholdsregler til appeldomstolen eller kassationsdomstolen, hvor sagens realitet er verserende.

Domstolen kan afsige foreløbige forholdsregler på grundlag af en begrundet, skriftlig anmodning om foreløbige forholdsregler fra den pågældende person inden datoen, hvor et søgsmål indbringes. I denne anmodning skal ansøgeren fremsætte årsagerne til, hvorfor søgsmålet ikke blev indgivet med førnævnte anmodning, fremlægge bevis for en risiko for sagsøgers interesser og betale et depositum, der svarer til halvdelen af det retsgebyr, som afkræves for en begæring om foreløbige forholdsregler, dvs. LTL 100. Et depositum på LTL 1.000 afkræves ved anmodninger om foreløbige forholdsregler i forbindelse med verserende sager i nationale eller udenlandske voldgiftsretter eller i udenlandske domstole. Domstolen kan reducere depositumsbeløbet i lyset af ansøgerens vanskelige økonomiske vilkår, hvis ansøgeren har indgivet en begrundet anmodning til dette formål med underbyggende bevismateriale. Ved pålæggelse af foreløbige forholdsregler sætter domstolen en tidsgrænse for indbringelse af søgsmålet. Denne tidsgrænse må ikke overstige 14 dage. Hvis søgsmålet skal indbringes for en udenlandsk domstol eller en voldgiftsret, må tidsgrænsen ikke overstige 30 dage. Hvis søgsmålet ikke indbringes inden for den foreskrevne tidsgrænse, ophæves de foreløbige forholdsregler. Hvis det ikke er blevet indbragt som følge af en fejl begået af den pågældende person, bliver depositummet ikke returneret.

En anmodning om foreløbige forholdsregler skal indgives til samme domstol, som skal behandle søgsmålet i overensstemmelse med jurisdiktionens regler. En anmodning om foreløbige forholdsregler i forbindelse med en verserende sag i en udenlandsk domstol eller en udenlandsk eller national voldgiftsret skal indgives til Vilnius' regionalret.

Efter begrundet anmodning fra de personer, som er involveret i sagen, eller andre pågældende personer, kan domstolen erstatte en foreløbig forholdsregel med en anden. Domstolen skal informere de personer, som er involveret i sagen, eller andre berørte personer, om enhver sådan anmodning, og de er berettiget til at fremsætte indsigelser hertil.

Domstolen kan beslutte ikke at pålægge foreløbige forholdsregler, hvis sagsøgte betaler det anmodede beløb til domstolens konto, eller der er udstedt kaution for sagsøgte. Desuden kan sagsøgte pantsætte sine aktiver til fordel for sagsøger.

2.2 De vigtigste betingelser

(se afsnit 2)

3 Beskrivelse af retsmidlerne

3.1 Hvilke typer aktiver kan omfattes af disse retsmidler?

Foreløbige forholdsregler kan anvendes i forbindelse med fast ejendom, løsøre, midler og ejendomsrettigheder.

3.2 Retsmidlernes virkning

Foreløbige forholdsregler er forholdsregler, hvor mangel heraf kan gøre overholdelse af domstolsafgørelsen vanskeligere eller umulig. I sager, der involverer midlertidig restriktion af ejendomsrettighederne til et fælles ejet element, kan beslaglæggelse kun pålægges den del af ejendommen, som tilhører personen, der er genstand for de foreløbige forholdsregler. Hvor hans/hendes del i den fælles ejendom ikke er blevet identificeret, kan hele ejendommen beslaglægges, indtil den relevante del er identificeret.

Efter beslaglæggelse af midler på konti i banker og andre kreditinstitutter er brugen af disse midler kun tilladt til de aktiviteter, der er specificeret i retskendelsen.

I sager hvor varer i fri omsætning, råmaterialer, halvfabrikata eller færdige produkter beslaglægges, kan ejendomsindehaveren kun ændre sammensætningen og formen af sådan ejendom, hvis den samlede værdi deraf ikke vil blive forringet, medmindre retskendelsen fremsætter andet.

En person, hvis ejendom er blevet beslaglagt, er ansvarlig for alle overtrædelser af de pålagte restriktioner fra notificeringsøjeblikket for kendelsen om ejendommens beslaglæggelse, og, hvis notificering er umulig, herunder hvor kendelsen for foreløbige forholdsregler indføres i den pågældende persons fravær, fra det øjeblik, hvor kendelsen registreres i registeret for ejendomsbeslaglæggelser.

3.3 Retsmidlernes gyldighed

Hvis domstolen afviser kravet, fastholdes alle tidligere foreløbige forholdsregler, til dommen træder i kraft. Beslutningen om ophævelse af foreløbige foranstaltninger skal afsiges ved domskendelse.

Hvis kravet opfyldes, forbliver alle tidligere foreløbige forholdsregler gyldige, til dommen eksekveres. Fogeden, som eksekverer dommen, vil informere føreren af det respektive offentlige register om afslutningen på foreløbige forholdsregler i den pågældende sag.

I tilfælde af beslaglæggelse af løsøre, som ikke kan registreres i et ejendomsregister, eller hvis værdien og naturen af sagsøgtes ejendoms på dagen for kendelsen ikke kendes af domstolen, skal personen, som anmoder om foreløbige forholdsregler, indgive en anmodning til fogeden om at finde og beskrive sagsøgtes ejendom. Hvor en sådan anmodning ikke er indgivet til fogeden, og oplysningerne om den beslaglagte ejendom ikke er afklaret, forbliver de foreløbige forholdsregler gyldige i fjorten dage fra datoen for den kendelse, der pålægger dem. Efter anmodning fra de personer, som er involveret i sagen eller andre pågældende personer, kan foreløbige forholdsregler ophæves ved en kendelse fra den domstol, der behandler sagens realitet.

Domstolen vil annullere de foreløbige forholdsregler på eget initiativ, hvis personen, som anmoder om foreløbige forholdsregler, ikke indbringer et søgsmål inden for den tidsgrænse, der er foreskrevet af domstolen. En afgørelse herom kan ikke gøres til genstand for en særskilt appel. Domstolen kan også annullere foreløbige forholdsregler på eget initiativ, hvor det er nødvendigt for at beskytte almenhedens interesse, og hvor manglende ophævelse af sådanne forholdsregler vil krænke en persons, et samfunds eller statens rettigheder og legitime interesser.

Hvis domstolspålagte foreløbige foranstaltninger begrænser, krænker eller indskrænker rettighederne for personer, som ikke er involveret i sagen, er sådanne personer berettiget til at anmode den domstol, der behandler sagens realitet, om at annullere de foreløbige forholdsregler, der er dem pålagt.

4 Mulighed for appel af kendelser om retsmidlerne

Alle kendelser for foreløbige forholdsregler, som indføres af retten, der træffer afgørelse i første instans, i overensstemmelse med den gældende procedure, kan anfægtes af de personer, der er involveret i sagen, ved at indgive en særskilt appel til en højere domstol, med undtagelse af visse sager, som er nævnt i den civile retsplejelov. Personer, som ikke er involveret i sagen, kan kun indgive en særskilt appel i forbindelse med disse kendelser fra retten, der træffer afgørelse i første instans, og som har afvist deres anmodninger om annullering af de foreløbige forholdsregler, der er dem pålagt. Indgivelse af en særskilt appel medfører ikke i udsættelse af retssagen.

Retskendelser for foreløbige forholdsregler kan ikke gøres til genstand for en kassationsappel.

Sidste opdatering: 21/10/2019

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

Feedback

Brug formularen nedenfor til at skrive kommentarer og feedback om vores nye website