Bevisoptagelse

Portugal
Indholdet er leveret af
European Judicial Network
Det Europæiske Retlige Netværk (på det civile og handelsretlige område)

1 Bevisbyrde

1.1 Hvad er reglerne om bevisbyrde?

Bevisbyrdereglen er, at den part, byrden påhviler, skal påvise, at de påståede forhold er sande, således at retten kan vurdere gyldigheden af det argument, som fremføres.

Den grundlæggende bestemmelse om fordeling af bevisbyrden, dvs. hvilken af parterne der skal løfte bevisbyrden er fastsat i artikel 342 i civillovbogen. I henhold til den artikel skal den, der påberåber sig en ret, føre bevis for de forhold, som ligger til grund for denne ret, og den, retten påberåbes over for, skal påvise forhold, som forhindrer, ændrer eller annullerer retten. Forhindrende forhold er forhold, der hindrer den effektive erhvervelse af retten. Ændrende forhold er forhold, der ændrer ved arten af den pågældende ret. Annullerende forhold er forhold, som bringer en ret, der antages at være erhvervet gyldigt, til ophør. Hvis der er tvivl, skal forholdene anses for at være retsstiftende.

I tilfælde af sager, som vurderes negativt, og hvor den ene part ikke har til formål at få den anden part dømt, men blot ønsker, at retten fastslår, at der ikke foreligger en ret eller et særligt forhold, påhviler det den sagsøgte (den, der er anlagt sagt mod) at påvise de forhold, der etablerer den ret, som påberåbes.

I sager, der skal indledes inden for en vis frist, efter at sagsøgeren (den, der er anlægger sag) har fået kendskab til et særligt forhold, påhviler det den sagsøgte at bevise, at fristen er udløbet, medmindre loven fastsætter andet.

Hvis den ret, der påberåbes af sagsøgeren, er omfattet af en suspensiv betingelse (en uvis fremtidig hændelse, hvis indtræden ifølge parternes aftale er afgørende for, at retshandlen kan få virkning) eller en frist (det tidspunkt, hvor retten opstår), påhviler det sagsøgeren at bevise, at betingelsen er opfyldt, eller at fristen er overskredet. Hvis retten er omfattet af en resolutiv betingelse (en uvis fremtidig hændelse, hvis indtræden ifølge parternes aftale er afgørende for, at retshandlens virkning ophører), påhviler det den sagsøgte at bevise, at betingelsen er opfyldt, eller at fristen er udløbet.

De nævnte regler anvendes med omvendt bevisbyrde, når der er retlig formodning (konsekvens eller konklusion, som efter loven drages af et kendt forhold for at bevise et ukendt forhold), dispensation eller fritagelse for bevisbyrden, eller der foreligger en gyldig aftale herom, og i øvrigt, når loven udtrykkeligt fastsætter det. Der anvendes også omvendt bevisbyrde, hvis modparten bevidst har gjort det umuligt at føre bevis for den part, som det påhvilede.

En aftale om omvendt bevisbyrde er ugyldig, når der er tale om en uafhændelig ret (en ret, som en part ikke kan give afkald på blot ved at give udtryk for et ønske herom), eller når den omvendte bevisbyrde gør det for vanskeligt for en af parterne at udøve retten. En aftale, som udelukker enhver form for lovligt bevismiddel eller godtager et ikke lovfæstet bevismiddel, er heller ikke lovlig. Hvis de lovbaserede afgørelser om beviset er begrundet i hensynet til den offentlige orden, er aftalen under alle omstændigheder ugyldig.

Det bevis, der føres af den part, som det påhviler at påvise et særligt forhold, kan modparten føre modbevis over for med det formål at skabe tvivl. Hvis der opstår tvivl, træffes der en afgørelse, som går imod den part, der skulle påvise det pågældende forhold.

Et fuldt retligt bevis kan kun imødegås af bevis for, at det forhold, som gav anledning til det, ikke er sandt med forbehold for andre restriktioner, som er fastsat ved lov.

Enhver, der påberåber sig sædvaneret eller lokal eller udenlandsk lovgivning, skal bevise eksistensen og indholdet heraf, men retten bør på eget initiativ sigte mod at få det relevante kendskab. Retten har også ansvaret for på eget initiativ at skaffe sig viden, når den skal træffe afgørelser baseret på sædvaneret, lokal eller udenlandsk ret, og ingen af parterne har gjort den gældende, eller modparten har anerkendt dens eksistens og indhold eller ikke har gjort indsigelse. Kan retten ikke fastslå indholdet af den gældende lovgivning, anvender den bestemmelserne i portugisisk sædvaneret.

1.2 Er der regler, der fritager for at føre bevis for bestemte forhold? I hvilke tilfælde? Er det muligt at føre bevis for, at en bestemt formodningsregel ikke er gyldig?

Ja, der findes sådanne regler.

Der kræves ikke bevis for kendte forhold, dvs. forhold, der er almindeligt kendt af offentligheden.

Der kræves heller ikke bevis for forhold, som retten kender til i kraft af varetagelsen af sine funktioner. Når retten gør brug af disse forhold, skal der vedlægges bevis for forholdene i sagen.

En part, der er omfattet af en retlig formodning (se ovenfor), behøver heller ikke at føre bevis for det formodede forhold.

Retlige formodninger kan afkræftes ved hjælp af modbevis undtagen i sager, hvor det ifølge lovgivningen ikke er muligt.

1.3 I hvor høj grad skal retten være overbevist om et forhold for at basere sin dom på det pågældende forhold?

Retten vurderer frit beviset, og dommeren træffer afgørelse om hvert enkelt forhold efter sin overbevisning.

En fri bevisbedømmelse dækker ikke forhold, hvor der efter lovgivningen skal opfyldes særlige formaliteter, for at beviskravet er opfyldt, eller forhold, som kun kan bevises ved dokumenter eller er fuldt bevist enten ved dokumenter eller gennem parternes aftale eller tilståelse.

Retten skal bedømme alle beviser, uanset om de kommer fra den part, der skulle fremlægge dem, med forbehold for bestemmelser, hvorefter beviser for et forhold erklæres irrelevante, hvis de ikke fremlægges af en bestemt part.

Er der tvivl om, hvorvidt et forhold er reelt, eller om placering af bevisbyrden, afgøres det, at den påhviler den, som kan drage fordel af det pågældende forhold.

2 Bevisoptagelse

2.1 Kræver bevisoptagelse altid, at en part skal anmode herom, eller kan dommeren i visse tilfælde også optage bevis af egen drift?

Lovgivningen åbner mulighed for, at der kan iværksættes bevisoptagelse på dommerens initiativ.

Det påhviler dommeren at foretage og også på embeds vegne anmode om iværksættelse af alle de handlinger, der er nødvendige for at afdække sandheden og de rette sammenhænge i forbindelse med en tvist for så vidt angår de forhold, han bør have kendskab til.

Dommeren kan på ethvert tidspunkt under sagsbehandlingen anmode parterne om at give møde for at afgive forklaring om de forhold, der har betydning for den afgørelse, der skal afsiges.

Det påhviler retten på eget initiativ eller på en af parternes anmodning at anmode om oplysninger, udtalelser fra sagkyndige, planer, fotografier, tegninger, genstande eller dokumenter, som er nødvendige for at blotlægge sandheden. En sådan anmodning kan fremsættes til de offentlige myndigheder, til sagens parter eller tredjepart.

Retten kan, hvis den vurderer, at det er hensigtsmæssigt, på eget initiativ eller på anmodning fra parterne, iværksætte undersøgelser om forhold eller personer. Det bør ske på en sådan måde, at privatliv, familieliv og den menneskelige værdighed respekteres og bør tage sigte på at afklare ethvert forhold, der er relevant for den pågældende afgørelse. Retten kan foretage besigtigelse af stedet eller beordre rekonstruktion af begivenhederne, hvis den mener der er behov for det.

Når der i løbet af en retssag er grund til at antage, at en person, som ikke er blevet indkaldt som vidne, har kendskab til forhold, som har stor betydning for en korrekt afgørelse i sagen, kan denne person indstævnes som vidne.

Dommeren kan også på eget initiativ pålægge sagkyndige at afgive forklaring.

2.2 Hvad sker der efterfølgende, hvis dommeren imødekommer en anmodning fra en af parterne om bevisoptagelse?

Beviser fremlægges normalt med indlæggene. I slutningen af anmodningen skal sagsøger opstille en liste over vidner og anmode om andre former for bevis. Gør sagsøgte indsigelse, skal vedkommende opstille en liste over vidner med deres svar og anmode om andre former for bevis. Sagsøger kan ændre sin oprindelige anmodning om bevisoptagelse og kan gøre det i sit eventuelle svarskrift eller senest 10 dage efter at have fået forkyndt sagsøgtes svarskrift. I tilfælde af at sagsøgte fremsætter et modkrav, og sagsøger svarer, kan sagsøgte ændre sin oprindelige anmodning om bevisoptagelse senest 10 dage efter at have fået forkyndt svarskriftet.

Den generelle regel er, at beviset optages i det afsluttende retsmøde. Undtagelsesvis kan der optages bevis på forhånd. Bevis kan være personers vidneudsagn, udtalelser fra sagkyndige og resultater af retlige undersøgelser. Ved forhåndsoptagelse af denne form for bevis skal der være velbegrundet frygt for, at det kan blive umuligt eller meget vanskeligt at indhente vidneudsagn fra visse personer under selve retssagen eller at efterprøve visse forhold gennem ekspertise eller inspektion.

Når anmodningerne om bevisoptagelse er blevet imødekommet under det indledende retsmøde, hvor de kan ændres, eller – hvis dette ikke gælder for den relevante afgørelse – berammes det afsluttende retsmøde, efter at advokaterne er hørt.

Listen over vidner kan også suppleres eller ændres i op til 20 dage før datoen for afholdelse af det endelige retsmøde, og den anden part underrettes om, at den pågældende kan gøre brug af denne mulighed inden for fem dage.

Bortset fra tilfælde, hvor omstændighederne berettiger til, at dommeren ændrer sagsbehandlingens rækkefølge, indledes bevisoptagelsen under det afsluttende retsmøde med, at parterne afgiver forklaring.

Hvis beviset omfatter film eller lydoptagelser, fremlægges disse.

Herefter kan der være tale om nærmere redegørelser fra sagkyndige, hvis de er tilsagt at give møde på parternes initiativ eller af retten. Herefter følger afhøring af vidner.

Efter bevisoptagelsen indledes retsforhandlingerne om sagens faktiske omstændigheder. Under disse forhandlinger drager advokaterne både retlige og faktuelle konklusioner af de fremlagte beviser, idet hver advokat kan svare på modpartens indlæg én gang.

Ved afslutningen af det endelige retsmøde henvises sagen til dommeren, der skal afsige en dom inden for 30 dage. Hvis retten ikke mener at være tilstrækkeligt informeret, kan den vende tilbage til retssalen og høre forklaringer fra de personer, den måtte ønske, og træffe beslutning om gennemførelse af yderligere nødvendige foranstaltninger for at opklare tvivlsspørgsmål.

2.3 I hvilke tilfælde kan en anmodning fra en af parterne om bevisoptagelse afvises af retten?

Anmodningen om bevisoptagelse kan afvises, hvis den indgives uden for den periode, lovgivningen fastsætter.

Selv om en anmodning om bevisoptagelse fremsættes rettidigt, kan den helt eller delvis afvises under følgende omstændigheder: antallet af vidner i forbindelse med en given proces overskrides (det overskydende antal skal afvises), dommeren finder, at en anmodning om udtalelser fra sagkyndige er irrelevant eller er fremsat for at trække sagen i langdrag, en person, der kunne vidne som part, er opført som vidne, der anmodes om partserklæringer, der omfatter urigtige eller kriminelle forhold, som den pågældende part er tiltalt for, eller den pågældende part anmodes om at vidne om forhold, som ikke omfatter en tilståelse. Andre beviser, der ikke antages, er beviser, som involverer krænkelse af statshemmeligheder eller brud på faglig eller tjenestemænds tavshedspligt, idet denne dog kan ophæves i overensstemmelse med lovfæstede betingelser.

Under det afsluttende retsmøde, og efter at vidnet har aflagt ed, foretager dommeren en indledende afhøring for at identificere vidnet og finde frem til, om det er en slægtning, ven eller fjende af en af parterne, om den pågældende er i en form for afhængighedsforhold til parterne, og om vedkommende kan have en direkte eller indirekte interesse i sagen. Hvis svarene viser, at den pågældende ikke kan optræde som vidne eller ikke er den person, der var anført, lader dommeren ikke vedkommende vidne. Kun personer, som ikke har psykiske lidelser, og som er fysisk og mentalt egnede til at afgive forklaring om de forhold, der skal bevises, kan afgive forklaring som vidner, og det påhviler dommeren at bedømme den naturlige evne hos de personer, der er opført på vidnelisten, for at vurdere, om deres beviser kan anerkendes og er troværdige.

Vidnebevis anerkendes ikke, hvis aftalen ifølge lovgivningen eller som fastsat af parterne skal være skriftlig eller skal være bevidnet skriftligt. Vidnebevis anerkendes heller ikke, når forholdet er fuldt bevist ved dokumenter eller ved andre midler med fuldgyldig beviskraft. Vidnebevis anerkendes ikke, hvis det er baseret på aftaler, som er i modstrid med eller supplerer indholdet af autentiske eller private dokumenter med fuldgyldig beviskraft, uanset om aftalerne blev indgået før, under eller efter oprettelsen af dokumentet.

2.4 Hvilke forskellige bevismidler findes der?

Der findes følgende bevismidler:

a)      dokumenter

b)      bevis ved tilståelse

c)      erklæringer fra sagens parter

d)     udtalelser fra sagkyndige

e)      besigtigelse (på stedet)

f)       vidneforklaring

g)      fremvisning af genstande

h)      formodninger.

2.5 Hvad er procedurerne for vidneforklaringer, og adskiller de sig fra procedurerne for udtalelser fra sagkyndige? Hvad er reglerne for afgivelse af skriftlig forklaring og fremlæggelse af sagkyndiges rapporter/udtalelser?

Forskellene på bevismidlernes effektivitet går ikke på, om de er mundtlige eller skriftlige.

Retten er kun bundet af beviser, hvis beviskraft på forhånd er fastsat i lovgivningen, og under de fastsatte betingelser og begrænsninger: bevis gennem autentiske eller private dokumenter, hvis ægthed er fastslået ved anerkendte midler (jf. civillovbogens artikel 362-387), tilståelse (jf. civillovbogens artikel 352-360) og retlige formodninger (jf. civillovbogens artikel 349-350).

Vurderingen af de resterende beviser foretages i overensstemmelse med princippet om fri bevisbedømmelse uden at være underlagt andre regler end de empiriske principper, dvs. generelle og abstrakte bedømmelser af årsagssammenhænge. Beviser vil blive bedømt i overensstemmelse med den overbevisning, dommeren har dannet sig om forholdene under hensyntagen til disse principper.

2.6 Har visse procedurer for bevisførelse større vægt end andre?

Ja, loven tillægger de forskellige bevismidler forskellig vægt.

Den frie bevisbedømmelse udelukkes, og visse bevismidler får forrang i forhold til andre, hvis loven tillægger et bestemt bevismiddel særlig vægt eller kræver, at visse formelle krav er opfyldt, for at der kan foreligge en kendsgerning eller bevis for et retligt forhold. I tilfælde af negativt bevis, forbyder loven dommeren at anvende visse bevismidler, når han skal træffe sin afgørelse.

Retten foretager en fri bevisbedømmelse i forbindelse med vidneforklaringer, mundtlig høring af sagkyndige (som regel høres sagkyndige kun under det afsluttende retsmøde, hvis det er nødvendigt med mundtlige uddybninger, eftersom resultatet af deres undersøgelser fremgår af en skriftlig rapport), besigtigelse, undersøgelsesrapporter fra sagkyndige og dokumenter, som efter loven ikke har særlig bevisvirkning.

Vidneforklaringers værdi bedømmes frit af dommeren. Vidneforklaringer kan imidlertid ikke erstatte et dokument, der kræves i henhold til lovgivningen, eller anvendes til at modsige eller føje noget til indholdet af visse dokumenter.

Sagkyndiges udtalelsers beviskraft bedømmes frit af retten, og det samme gælder resultaterne af de retlige besigtigelser.

Autentiske dokumenter (dvs. dokumenter, der er skrevet af kompetente offentlige myndigheder eller embedsmænd inden for rammerne af disses beføjelser) anses for at udgøre fuldgyldigt bevis for handlinger, der er foretaget af de pågældende, og for de forhold, som de beskriver – dvs. dokumentation, som kun kan afvises, hvis det modsatte bevises. Private dokumenter, hvis underskrifter eller håndskrift eller kun underskriften anerkendes og ikke anfægtes af den part, dokumentet er rettet imod, eller som selv om underskriften eller håndskriften er tillagt dem, erklærer, at de ikke ved, om det er deres, eller anses for at være ægte, både retligt og i forhold til domstolene, og private dokumenter, hvis underskrifter eller håndskrift er legaliseret af en notar, er fuldgyldigt bevis for så vidt angår de erklæringer, deres forfatter tillægges, men det forhindrer ikke, at der for sådanne dokumenters vedkommende kan gøres indsigelser vedrørende falsk eller fremlægges beviser for falsk. De forhold, der er omhandlet i erklæringen, anses for at være bevist, hvis de er i strid med den erklærende parts interesser. Erklæringen skal imidlertid betragtes i sin helhed. Private dokumenter, hvis underskrift eller håndskrift er legaliseret efter lovgivningen om notarer, har samme beviskraft som autentiske dokumenter, men kan ikke træde i stedet for dem, hvis lovgivningen kræver autentiske dokumenter for at sikre retsaktens gyldighed.

En skriftlig retslig tilståelse har fuldgyldig beviskraft mod den, der tilstår. En udenretslig tilståelse i form af et autentisk eller privat dokument anses for bevist på de betingelser, som gælder for disse dokumenter, og hvis tilståelsen blev aflagt til den anden part eller dennes repræsentant, har den fuldgyldig beviskraft.

En udenretslig tilståelse i anden form end et dokument kan ikke bevises af vidner i tilfælde, hvor vidnebevis ikke anerkendes. Når det anerkendes, bedømmer retten frit dets beviskraft.

Ikkeskriftlige udenretslige tilståelser og tilståelser aflagt til tredjemand eller indeholdt i et testamente bedømmes frit af retten.

En tilståelse er ikke bevis mod den, som tilstår: a) hvis den ifølge lovgivningen er utilstrækkelig eller bygger på forhold, hvis anerkendelse eller efterforskning er forbudt ved lov, b) hvis den bygger på forhold vedrørende umistelige rettigheder, eller c) hvis det tilståede forhold er umuligt eller klart ikkeeksisterende.

2.7 Er visse procedurer for bevisførelse obligatoriske, når bestemte forhold skal bevises?

Ja, det er tilfældet i portugisisk lov.

Når lovgivningen kræver, at et dokument opfylder visse formelle krav, kan det ikke erstattes af et andet bevismiddel eller et andet dokument, medmindre det har større beviskraft.

Når lovgivningen kræver opfyldelse af visse formaliteter, for at der kan foreligge et retligt forhold eller bevis herfor, kan der ikke dispenseres herfra.

2.8 Er vidner ved lov forpligtet til at afgive forklaring?

Alle personer er, uanset om de er parter i sagen eller ej, forpligtet til at medvirke til, at sandheden afdækkes. De skal besvare stillede spørgsmål, underkaste sig de nødvendige undersøgelser, efterkomme de anmodninger, der fremsættes, og gennemføre de handlinger, der træffes afgørelse om.

2.9 I hvilke tilfælde kan de nægte at afgive forklaring?

Vidner kan nægte at afgive forklaring, medmindre der er tale om sager, der har til formål at efterprøve børns fødsel eller død:

  • slægtninge i opstigende linje og adoptivforældre i sager, der vedrører de adopterede børn, og omvendt
  • svigerfaderen eller svigermoderen i sager, der vedrører deres svigersøn eller svigerdatter, og omvendt
  • enhver af ægtefællerne eller de tidligere ægtefæller i sager, hvor en af parterne er den anden ægtefælle eller tidligere ægtefælle
  • personer, der lever eller har levet papirløst sammen med en af sagens parter.

Det påhviler dommeren at gøre ovennævnte personer bekendt med, at de kan nægte at afgive forklaring.

Vidner, der er omfattet af professionel tavshedspligt, af den tavshedspligt, der er pålagt offentlige embedsmænd, og af statshemmeligheder, kan nægte at afgive forklaring om forhold, der er omfattet af tavshedspligt og statshemmelighed.

2.10 Kan en person, der nægter at afgive forklaring, straffes eller tvinges til at afgive forklaring?

I overensstemmelse med det foregående svar kan mennesker, som nægter at afgive forklaring, ikke straffes eller tvinges til at samarbejde med retten, da dette er deres lovfæstede ret.

2.11 Er visse personer fritaget for at afgive vidneforklaring?

Ja, der findes personer, der ikke kan føres som vidner.

Der er tale om personer, som ikke kan afgive vidneforklaring på grund af psykiske lidelser, og personer, som ikke er fysisk og mentalt egnede til at afgive forklaring om de forhold, der skal bevises.

Det påhviler dommeren at vurdere, om de indkaldte vidner er egnede til at afgive forklaring.

Personer, der kan afgive forklaring som parter i sagen, må ikke afgive vidneforklaring.

2.12 Hvad er dommerens og parternes rolle ved afhøring af vidner? Under hvilke omstændigheder kan et vidne afhøres ved brug af videomøde og andre tekniske hjælpemidler?

Vidnerne afgiver forklaring ved fremmøde under det afsluttende retsmøde eller ved videomøde, undtagen når:

  • der gennemføres forudgående afhøring (som kan anvendes, når der er velbegrundet frygt for, at det kan være umuligt eller meget vanskeligt at få en bestemt person til at vidne)
  • der foretages afhøring ved fremsendelse af en retsanmodning til et portugisisk konsulat
  • afhøringen finder sted hos den pågældende person eller på tjenestestedet (forret, som nydes af republikkens præsident og diplomatisk personale under gensidige ordninger)
  • det ikke er muligt for dem at møde op i retten
  • man anvender den forret, der åbner mulighed for at afgive forklaring skriftligt.

Vidnet afgiver en præcis forklaring og angiver årsager og omstændigheder, som gør, at han eller hun har kendskab til det pågældende forhold. Årsagen til, at vidnet har kendskab til forholdet skal beskrives i detaljer og begrundes i videst muligt omfang.

Afhøringen foretages af advokaten for den part, der indkaldte vidnet. Advokaten for den anden part kan med hensyn til de forhold, der er omhandlet i vidneudsagnet, stille spørgsmål til vidnet for at fuldstændiggøre eller afklare vidneudsagnet.

Dommeren skal sikre, at advokaterne opfører sig korrekt over for vidnerne og forhindre, at de stiller spørgsmål eller giver udtryk for overvejelser, der er malplacerede, ledende, løgnagtige eller fornærmende.

Afhøring og krydsforhør foretages af parternes repræsentanter, uden at dette berører de oplysninger dommeren anmoder om, eller det forhold, at dommeren kan stille spørgsmål med henblik på at afklare eventuelle uklarheder.

Dommeren står selv for afhøringen, når det er nødvendigt for at berolige vidnet eller afslutte en uhensigtsmæssig afhøring.

Inden vidnet besvarer de stillede spørgsmål, kan han eller hun informere sig om sagen, anmode om at få adgang til bestemte dokumenter, som indgår i sagen, eller fremlægge dokumenter, som underbygger vidneudsagnet. Kun dokumenter, som den pågældende part ikke kunne have fremlagt, modtages og indgår i sagsakterne.

3 Vurdering af beviset

3.1 Kan retten tage hensyn til beviser, som en part har tilvejebragt på ulovlig vis?

Beviser, der ikke er tilvejebragt ad retmæssig vej, kan ikke bedømmes af retten.

3.2 Tillægges en parts egen forklaring værdi som bevismiddel?

Ja, ud over partens vidneudsagn, der er omtalt ovenfor, giver den portugisiske retsplejelov også parterne mulighed for at afgive forklaringer.

Parterne kan faktisk indtil påbegyndelsen af de mundtlige indlæg i første instans anmode om tilladelse til at afgive forklaringer vedrørende forhold, de har været personligt involveret i, eller som de har direkte kendskab til.

Retten vurderer frit parternes forklaringer, medmindre de omfatter en tilståelse.

I den forbindelse henvises også til besvarelsen af spørgsmål 2.6.

Yderligere oplysninger

Gældende lovgivning

Civillovbogen

Loven om civil retspleje

Yderligere oplysninger

Justitsministeriet

Statsadvokatens kontor

Portugals statstidende

Database med juridiske dokumenter

Sidste opdatering: 30/04/2018

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

Feedback

Brug formularen nedenfor til at skrive kommentarer og feedback om vores nye website