Håndbog

3.1. Baggrunden for de tekniske krav

45. Dette punkt i vejledningen gennemgår de tekniske aspekter af videokonference og videokonferenceudstyr. Dette omfatter placering af kameraer, belysning, skærme og mikrofoner. Udstyret bør vælges og opstilles, så det støtter de forskellige faser i retsafhøringen bedst muligt. De detaljerede tekniske standarder i forbindelse med videokonference findes i bilag II.

Princippet om virkelighedsnærhed

46. Målet er at bringe videokonferencemødet så tæt som muligt på den normale praksis ved en ret, hvor bevisoptagelse sker på et offentligt retsmøde. For at få mest muligt ud af det må der tages hensyn til flere forskelle.  Visse forhold, der opleves som selvfølgelige, når bevisoptagelsen sker på normal vis, kan fremstå anderledes, når den sker ved en videokonference: f.eks. spørgsmålet om at sikre sig, at vidnet forstår de praktiske forhold i forbindelse med videokonferencemødet, hvem parterne i videokonferencen er, og hvilke forskellige roller de har. Følgende foreslås som en tjekliste i forbindelse med de praktiske hensyn, der skal tilskynde til brug af bedste praksis ved videokonference:

Der skal tages hensyn til forskelle i tidszoner, når et vidne i et andet land skal afhøres ved videokonference. Der bør tages hensyn til alle vidnets, parternes, deres repræsentanters og rettens behov og ønsker.

I retssalen bør videokonferenceværktøjerne i videst muligt omfang installeres og bruges på en sådan måde, at det bidrager til brugernes fornemmelse af at deltage i et almindeligt retsmøde.

De, der involveres i videokonferencer, skal være klar over, at der selv med de mest avancerede systemer, der er til rådighed i øjeblikket, forekommer mindre forsinkelser mellem modtagelsen af billedet og den ledsagende lyd. Hvis der ikke tages behørigt hensyn til dette, vil der være tendens til, at der "tales hen over" vidnet, hvis stemme fortsat vil kunne høres en brøkdel af et sekund efter, at han eller hun på skærmen ser ud til at være holdt op med at tale.

Med den nuværende teknologi er billedkvaliteten god, men ikke så god som et fjernsynsbillede. Billedets kvalitet vil blive bedre, hvis de, der ses på videokonferencemonitorerne, begrænser deres bevægelser til et minimum.

Sidste opdatering: 17/11/2021

Denne side vedligeholdes af Europa-Kommissionen. Oplysningerne på denne side afspejler ikke nødvendigvis Europa-Kommissionens officielle holdning. Kommissionen påtager sig intet ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Der henvises til den juridiske meddelelse, for så vidt angår de regler om ophavsret, der gælder for EU-websiderne.