EU-regler om mediation

Ved at tilskynde til anvendelse af mægling fremmer man bilæggelsen af tvister og sparer bekymringer, tid og udgifter forbundet med en retssag, samtidig med at borgerne får mulighed for at sikre deres lovfæstede rettigheder på en effektiv måde.

Mæglingsdirektivet finder anvendelse på grænseoverskridende tvister i civil- og handelssager. Det dækker tvister, hvor mindst en af parterne har bopæl i en anden medlemsstat end den anden part/de andre parter på det tidspunkt, hvor de beslutter at anvende mægling, eller hvor mæglingen pålægges af en ret.

Hovedformålet med denne retsakt er at tilskynde til anvendelse af mægling i medlemsstaterne.

Med henblik herpå indeholder direktivet fem materielle regler:

• Det forpligter hver enkelt medlemsstat til at fremme uddannelse af mæglere og sikre høj kvalitet i mæglingen.
• Det giver enhver dommer ret til at opfordre parterne i en tvist til at prøve mægling først, hvis dommeren skønner, at det er hensigtsmæssigt under hensyntagen til sagens omstændigheder.
• En aftale, der er indgået efter mægling, skal kunne gøres eksigibel, hvis det er begge parters ønske. Dette kan eksempelvis opnås ved, at den godkendes af en ret eller bekræftes af en notar.
• Det sikrer, at mæglingen foregår i fortrolighed. Mægleren kan ikke tvinges til at afgive vidneforklaring i retten om, hvad der er sket under mæglingen, i en senere tvist mellem parterne i denne mægling.
• Det garanterer, at parterne ikke mister muligheden for at gå rettens vej som følge af den tid, der er brugt på mægling. Tidsfristerne for, hvornår en sag skal indbringes for retten, er udsat under mæglingen.