Indledning — Denne side giver oplysninger om det østrigske retssystem og giver et overblik over østrigsk ret.
Find information efter region
Østrigsk ret er for størstedelens vedkommende skreven ret. Sædvaneret spiller derimod kun en meget lille rolle. Afgørelser truffet af de øverste domstole udstikker vigtige rettesnore for retsanvendelsen og har stor betydning, men retspraksis anerkendes ikke formelt som retskilde.
Ifølge østrigsk forfatningsret er de alment anerkendte folkeretlige regler en del af østrigsk forbundsret, og folkeretlige traktater gennemføres i østrigsk ret med eller uden specifik lovgivning. Traktatbestemmelsers placering i det nationale retssystem afhænger af indholdet.
Folkeretlige traktater, der ændrer eller supplerer forfatningen, skal vedtages af Østrigs nationalråd (Nationalrat) med samme kvalificerede flertal som forbundsforfatningslove. Traktater, der ændrer eller supplerer lovgivning, kræver samme flertal som almindelig lovgivning.
Folkeretlige traktater indgås principielt af forbundspræsidenten på forslag af forbundsregeringen eller en forbundsminister med bemyndigelse fra regeringen. Politiske traktater og traktater, der ændrer eller supplerer loven, kræver godkendes af nationalrådet. Forbundspræsidenten kan bemyndige forbundsregeringen eller de ansvarlige medlemmer af regeringen til at indgå visse former for folkeretlige traktater, der hverken er af politisk art eller ændrer eller supplerer loven.
Ud over den nationale forbunds(forfatnings)ret har de ni delstater i henhold til den østrigske forbundsforfatning hver sin delstats(forfatnings)ret. Delstatsforfatningsretten skal være i overensstemmelse med forbundsforfatningsretten og er derfor underordnet denne. En sådan rangorden findes dog principielt ikke mellem bestemmelser i forbunds- og delstatslovgivningen. Delstaterne har på de områder, der hører under deres kompetence, siden 1988 haft beføjelse til at indgå folkeretlige traktater. Udenrigsanliggender varetages dog stadig primært på forbundsniveau.
Forbundsforfatningslovgivning skal vedtages af et flertal på to tredjedele af de afgivne stemmer i nationalrådet, og mindst halvdelen af medlemmerne skal være til stede. Lovgivningen skal udtrykkelig være angivet som en "forfatningslov" eller "forfatningsbestemmelse".
Bestemmelser i forbundslovgivningen kræver, at mindst en tredjedel af nationalrådets medlemmer er til stede, og at der er et simpelt flertal af de afgivne stemmer.
Følgende grundprincipper i forbundsforfatningen er de vigtigste bestemmelser i det østrigske retssystem:
Tilsammen danner disse principper den forfatningsmæssige grundstruktur (verfassungsrechtliche Grundordnung).
De er afgørende ud fra et forfatningsmæssigt synspunkt. Der er tale om en ændring af hele forfatningen og en forpligtelse til at afholde en folkeafstemning, såfremt en ændring af forfatningen medfører, at et af grundlæggende principper, som forfatningen hviler på, krænkes, eller forholdet mellem disse principper forskydes på afgørende vis.
Med Østrigs tiltrædelse af EU den 1. januar 1995 var det nødvendigt at ændre den østrigske forbundsforfatning grundlæggende. Østrigs retssystem har siden tiltrædelsen ikke kun været bestemt af østrigsk forfatningsret, men også af EU-retten. Den fremherskende opfattelse er, at EU-retten går forud for national ret, også almindelig forbundsforfatningsret, men ikke forud for forbundsforfatningens grundprincipper.
Forfatningsretten opstiller "spillereglerne" for den politiske proces, idet den fastsætter:
Forfatningens grundprincip om retsstaten binder hele den udøvende magt i forvaltningen og retsplejen til loven. Forbundsforfatningen fastsætter fordelingen af lovgivningsbeføjelser mellem forbundsstaten og delstaterne.
Bekendtgørelser (Verordnungen) er generelle forskrifter, der udstedes af forvaltningsmyndigheder, og som er bindende for alle borgere. Forfatningen giver en generel bemyndigelse til at fastsætte gennemførelsesbekendtgørelser, der præciserer de regler, der er fastsat i mere generelle bestemmelser, normalt i almindelige love. Bekendtgørelser kan kun ændre eller supplere loven, når der er udtrykkelig hjemmel hertil i forfatningen.
Kendelser (Bescheide) er primære forvaltningsinstrumenter til gennemførelse af love, som er rettet til en eller flere nærmere angivne personer.
Forbundsforfatningen fordeler kompentencen mellem forbundsstat og delstater og de forskellige organer, der deltager i lovgivningsprocessen.
Det nationale råd (Nationalrat) vedtager forbundslove, som regel med deltagelse af forbundsrådet (Bundesrat). De 183 medlemmer af nationalrådet vælges ved direkte valg, mens medlemmerne af forbundsrådet - der som udgangspunkt kun har en indsigelsesret - vælges af landdagene (Landtage).
Lovgivningen i delstaterne vedtages af delstatsparlamenterne.
Landdagene lovgiver på delstatsniveau. Lovgivningsprocessen
Et borgerinitiativ kan fremsættes for nationalrådet, hvis det er underskrevet af 100 000 stemmeberettigede eller en sjettedel af de stemmeberettigede borgere i tre delstater.
I praksis fremsættes de fleste lovforslag af forbundsregeringen. Lovforslag fra forbundsregeringen skal vedtages enstemmigt af forbundsregeringen (i ministerrådet). De udarbejdes af den ansvarlige minister, og inden de godkendes af regeringen, indhentes kommentarer fra andre organer, f.eks. delstaterne eller interessegrupper.
Når lovforslagene er vedtaget i nationalrådet, skal de godkendes af forbundsrådet (forbundsfinanslove skal dog ikke forelægges forbundsrådet). Forbundskansleren forelægger så præsidenten forslaget til stadfæstelse.
Nationalrådet kan beslutte at sende et forslag til folkeafstemning. Et flertal af medlemmerne af nationalrådet kan også kræve en folkeafstemning. Lovforslaget, som allerede er vedtaget af nationalrådet, skal så godkendes ved en folkeafstemning, inden det stadfæstes.
En grundlæggende ændring af forfatningen kræver også en folkeafstemning. Præsidenten bekræfter, at et lovforslag er vedtaget i overensstemmelse med forfatningen, ved at underskrive det. Denne stadfæstelse kontrasigneres af forbundskansleren.
Forbundslove bekendtgøres i Bundesgesetzblatt (Østrigs lovtidende), når de er kontrasigneret af forbundskansleren. Medmindre det er udtrykkeligt fastsat i en forbundslov, at den gælder med tilbagevirkende kraft, eller at den gælder fra en bestemt dato, træder den i kraft ved udgangen af den dag, hvor den udgave af lovtidende, der indeholder bekendtgørelsen, offenliggøres og udsendes.
En lov kan ophæves enten udtrykkeligt eller ved vedtagelse af ny lovgivning, der indholdsmæssigt er i strid med den ældre bestemmelse (faktisk ophævelse). En specialregel går forud for en generel regel. Det kan også fastsættes i en retsforskrift, hvor længe den er gyldig.
Østrigs retsinformationssystem (Rechtsinformationssystem des Bundes – RIS), der koordineres og drives af forbundsministeriet for digitale og økonomiske forhold, giver onlineadgang til østrigsk lovgivning.
Republikken Østrigs retsinformationssystem kan konsulteres gratis.
Republikken Østrigs retsinformationssystem indeholder oplysninger om følgende temaer:
Andre kundgørelser:
Visse østrigske love foreligger også på engelsk.
Yderligere oplysninger findes på webstedet for Republikken Østrigs retsinformationssystem.
De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.