På det civilretlige område vil verserende sager og sager, der er indledt inden overgangsperiodens udløb, fortsætte i henhold til EU-retten. E-Justice-portalen vil – i overensstemmelse med en aftale med Det Forenede Kongerige – fortsat indeholde relevante informationer vedrørende Det Forenede Kongerige indtil udgangen af 2024.

Sådan fuldbyrdes en dom

Skotland
Indholdet er leveret af
European Judicial Network
Det Europæiske Retlige Netværk (på det civile og handelsretlige område)

1 Hvad forstås ved tvangsfuldbyrdelse i civil- og handelsretlige sager?

I Skotland anvendes begrebet diligence til at beskrive en række retslige skridt, der kan tages over for skyldnere for at inddrive gæld til kreditorer. Processen skal indledes med en gyldig retsafgørelse såsom en retskendelse eller et gældsdokument om betaling af penge eller, mere generelt, en kendelse afsagt af civilretterne generelt, herunder om udførelse af eller undladelse af at udføre en handling.

Tvangsfuldbyrdelse kan foretages ved lønindeholdelse, arrest i aktiver eller midler hos tredjemand, udlæg i aktiver eller midler, forbud og panteret over fast ejendom.

Panteret over fast ejendom

Panteret over fast ejendom (adjudication for debt) er en meget gammel form for tvangsfuldbyrdelse i forbindelse med fast ejendom, hvor kreditor får arveberettiget sikkerhed over ejendommen. Denne sjældent brugte form for tvangsfuldbyrdelse kan kun iværksættes gennem Court of Session (retten i første instans). Når der er afsagt kendelse om panteret over fast ejendom, registreres den i det relevante skotske matrikelregister (Register of Sasines eller Land Register). Kreditor opnår herved generelt de samme rettigheder som andre arveberettigede kreditorer bortset fra ret til salg. Det giver kreditor mulighed for at anlægge sag om at få udsat skyldneren, hvis denne har taget besiddelse over ejendommen, eller om at få ret til at modtage leje fra lejere, hvis ejendommen udlejes. Først efter ti år kan kreditor anmode retten om at blive ejer og sælge ejendommen.

Arrest i aktiver eller midler hos tredjemand

Arrest i aktiver (arrestment) er en form for tvangsfuldbyrdelse i forbindelse med løsøre, som tilhører skyldneren, og som er i tredjemands besiddelse. Her forhindres tredjemand i at afhænde de aktiver, der er gjort arrest i. Aktiver, der kan gøres arrest i, omfatter gæld, indestående på bankkonti, aktier, aktiver i trusts, forsikringspolicer og fysiske formuegenstande. Der kan ikke gøres arrest i fysiske formuegenstande, som er i skyldnerens varetægt, under denne procedure, idet dette er omfattet af proceduren for udlæg i aktiver i skyldnerens varetægt.

Udlæg i aktiver i skyldnerens varetægt

Kreditor kan gøre udlæg (attachment) i fysiske formuegenstande, som er i skyldnerens varetægt, og sælge dem på auktion som et middel til inddrivelse af udestående gæld. Denne procedure kan dog ikke anvendes til at beslaglægge visse genstande, såsom redskaber eller bøger, der er nødvendige for skyldnerens udøvelse af sit erhverv, eller køretøjer, som skyldneren med rimelighed kan forventes at have brug for, og som ikke overstiger en bestemt værdi. Den kan heller ikke benyttes til at tage ejendele i skyldnerens bolig i besiddelse, medmindre der er truffet afgørelse om ekstraordinær beslaglæggelse ved Sheriff Court (kredsdomstolen). Udlæg i aktiver giver kreditor mulighed for at gøre udlæg i penge (kontanter, herunder mønter og sedler i udenlandsk valuta, postanvisninger, bankinstrumenter osv.), som opbevares i skyldnerens lokaler. Dog kan der ikke gøres udlæg i penge i skyldnerens bolig eller på skyldnerens person.

Lønindeholdelse

Tvangsfuldbyrdelse i en skyldners indkomst kan ske i form af lønindeholdelse (earnings arrestment) (med henblik på tvangsfuldbyrdelse af en enkeltfordring), indeholdelse i underholdsbidrag (current maintenance arrestment) (til tvangsfuldbyrdelse af underholdsbidrag eller en periodisk godtgørelse ved skilsmisse) eller en samlet kendelse om indeholdelse (conjoined arrestment order) (kendelse afsagt af retten med henblik på tvangsfuldbyrdelse af to eller flere af de samme former for gæld samtidig). Der kan også foretages fradrag i lønnen i henhold til lov om børnebidrag af 1991 (Child Support Act 1991) for enhver, der skal betale børnebidrag i forbindelse med indeholdelse i underholdsbidrag. Ved modtagelse af en kendelse om lønindeholdelse skal arbejdsgiveren trække et beløb fra skyldnerens løn i overensstemmelse med en lovbestemt tabel hver lønningsdag og udbetale det til kreditor, indtil gælden er afbetalt, eller skyldneren fratræder sin stilling.

Udsættelse fra ejendom

Udsættelse kan ske i medfør af kendelser om generhvervelse af besiddelse af arveretligt erhvervet fast ejendom eller om udsættelse (removing eller ejection) af lejere eller beboere. Begrebet removing omfatter en udlejers anmodning om generhvervelse af besiddelse af ejendommen fra en lejer. Ejection er et middel til at få udsat en beboer, som ikke har ret til at bo i ejendommen.

Forbud

Forbud (inhibition) er tvangsfuldbyrdelse mod enkeltpersoner, hvor skyldneren forbydes at sælge eller på anden måde afhænde eller stille sikkerhed i deres faste ejendom til skade for den kreditor, der anmoder om nedlæggelse af forbuddet. Dette opnås ved at registrere et forbud i Register of Inhibitions and Adjudications. Et forbud giver kreditoren vished for, at skyldneren vil få vanskeligt ved at afhænde ejendommen, men det giver ikke kreditoren nogen egentlig ret til ejendommen. Et forbud er en negativ kendelse eller et påbud, som gælder i fem år, men som udløber tidligere, hvis den pågældende kreditor indvilliger i at ophæve det. Normalt sker det ved indfrielse af gælden.

2 Hvilke(n) myndighed(er) har beføjelse til at foretage tvangsfuldbyrdelse?

Sheriff Officers (pantefogeder) og Messengers-at-Arms (fogeder) er de kompetente myndigheder for tvangsfuldbyrdelse i Skotland. De vil af kreditorer blive pålagt at tvangsfuldbyrde en retskendelse eller -afgørelse mod skyldnere, der er udstedt af Sheriff Courts eller Court of Session, samt gældsdokumenter, der er registreret i registeret Books of Council and Session med henblik på tvangsfuldbyrdelse.

3 Hvornår kan der træffes afgørelse om tvangsfuldbyrdelse?

3.1 Proceduren

Kendelser eller domme afsagt af Sheriff Court i enhver retskreds (Sheriffdom) eller af Court of Session og tilsvarende myndigheder (som f.eks. et gældsdokument registreret til tvangsfuldbyrdelse) er eksigible. Et uddrag af kendelsen fungerer normalt som dokumentation for al lovlig tvangsfuldbyrdelse.

Kendelser om tvangsfuldbyrdelse håndhæves normalt af Sheriff Officers og Messengers-at-Arms. Disse er uafhængige tjenesteudbydere, som aflønnes med vederlag, og som har opnået bemyndigelse fra Sheriff Principal (overdommer) i den retskreds, hvor de har bemyndigelse. De er underlagt rettens kontrol og tilsyn, selv om de ikke er direkte ansat af retten. Den skotske lov om debitorer af 1987 (Debtors (Scotland) Act 1987) fastsætter de retlige rammer for kontrol af deres adgang til hvervet, uddannelse og adfærd i udøvelsen af deres officielle pligter, mens lov om gældsafvikling og beslaglæggelse af 2002 (Debt Arrangement and Attachment (Scotland) Act 2002) og lov om konkurser og tvangsfuldbyrdelse af 2007 (Bankruptcy and Diligence etc. (Scotland) Act 2007) indeholder nærmere bestemmelser om deres funktioner og adfærd. Derudover skal alle retsembedsmænd udføre deres opgaver i overensstemmelse med forfatningen og statutten for forbundet Society of Messengers-at-Arms and Sheriff Officers.

Det er kun nødvendigt at benytte sig af en advokat i visse tvangsfuldbyrdelsesprocedurer.

Vederlaget til Sheriff Officers og Messengers-at-Arms for udførelsen af tvangsfuldbyrdelse er i øjeblikket fastsat i lov om de civile domstole (vederlag til Sheriff Officers) af 2013 (Act of Sederunt (Fees of Sheriff Officers)) (SSI 2013/345) og lov om de civile domstole (vederlag til Messengers-at-Arms) af 2013 (Act of Sederunt (Fees of Messengers-at-Arms)) (SSI 2013/346). Disse vederlagstakster ændres regelmæssigt.

3.2 De vigtigste betingelser

Det er normalt tilstrækkeligt, at der afsiges kendelse til fordel for rekvirenten (den person, der har anlagt sagen) for at opnå tvangsfuldbyrdelse. I de fleste tilfælde kræves der dog også, at skyldneren modtager et betalingspåkrav samt en rådgivnings- og informationspakke (Debt Advice and Information Package). Et betalingspåkrav er et formelt krav om betaling, der meddeles skyldneren, for det skyldige beløb til en kreditor, herunder eventuelle renter og omkostninger. Det giver skyldneren en frist på 14 dage (hvis skyldneren er inden for Det Forenede Kongerige) til at betale. Hvis gælden ikke er indfriet inden for den fastsatte frist, kan kreditor anmode om tvangsfuldbyrdelse for at inddrive det skyldige beløb. Rådgivnings- og informationspakken råder skyldnere til at indhente økonomisk rådgivning.

I forbindelse med en ekstraordinær udlægskendelse, skal kreditor anmode retten om særlig tilladelse til at gøre udlæg i aktiver i skyldnerens bolig, som ikke er nødvendige for opretholdelse af et beskedent hjem eller en beskeden livsførelse. Dommeren (sheriff) tager i sin vurdering af, om der skal afsiges en sådan kendelse, forskellige forhold i betragtning. Det drejer sig om:

  • gældens art (navnlig om gælden vedrører skatter eller afgifter eller et hverv eller en virksomhed, som skyldneren udøver)
  • om skyldneren bor i den angivne bolig
  • om skyldneren driver erhverv eller virksomhed fra denne bolig
  • om skyldneren har modtaget økonomisk rådgivning
  • om en eventuel udsættelse af fristen for betaling er udløbet enten før eller efter udstedelse af betalingspåbud (time to pay directions/time to pay orders) og
  • enhver aftale mellem skyldneren og kreditoren om afvikling af gælden.

Dommeren skal navnlig finde det godtgjort, at kreditor har taget rimelige skridt til at forhandle en afvikling af gælden, og at kreditor allerede har taget skridt til at inddrive gælden ved hjælp af arrest og lønindeholdelse, samt at der er rimelig udsigt til, at det beløb, der opnås ved auktion over debitors aktiver, som ikke er nødvendige for opretholdelse af et beskedent hjem eller en beskeden livsførelse, mindst svarer til summen af et rimeligt skøn over de påløbne omkostninger og 100 GBP.

Der kan gøres arrest i aktiver (midler og løsøre), der er i tredjemands varetægt, hvilket sikrer, at den pågældende kreditor opnår en fortrinsstilling. Hvis der gøres arrest i midler, frigives de automatisk efter en periode på 14 uger, forudsat at der ikke er gjort indsigelse. En eventuel indsigelse skal rettes til Sheriff Court og være begrundet i, at foranstaltningen er unødig hård, at Sheriff Officer ikke har gennemført proceduren korrekt, eller at de midler, der er gjort arrest i, tilhører tredjemand (eller ejes af tredjemand sammen med skyldneren). Med henblik på frigivelse af de pågældende aktiver skal kreditor anlægge en action of furthcoming (oppebørselssag), hvor retten pålægger skyldneren at frigive aktiverne.

I forbindelse med en panteret, hvor gælden ikke betales inden for ti år (denne frist kaldes the legal), konverteres panthaverens ret til en selvejendomsret. Dette sker ved en sag ved Court of Session kaldet action of declarator of expiry of the legal (anerkendelsessøgsmål til fastslåelse af betalingsfristens udløb). En skyldner kan forsvare en sådan sag med, at gælden er betalt.

Et forbud træder i kraft fra den dato, hvor forbudsstævningen (schedule of inhibition) og meddelelsen om forkyndelse af forbudsstævningen (certificate of execution of the inhibition) registreres i Register of Inhibitions and Adjudications. Hvis en meddelelse om et forbud registreres i registeret, og forbudsstævningen og meddelelsen om forkyndelse af forbudsstævningen registreres inden for 21 dage derefter, får forbuddet virkning fra den dato, hvor meddelelsen blev registreret.

4 Genstanden for og karakteren af tvangsfuldbyrdelsesskridt

4.1 Hvilke former for aktiver kan gøres til genstand for sådanne skridt?

Der findes en tvangsfuldbyrdelsesprocedure for alle typer aktiver, bortset fra kontanter på skyldnerens person.

4.2 Hvad er retsvirkningen heraf?

Panteret over fast ejendom

Panteret over fast ejendom betyder, at kreditor opnår arveberettiget sikkerhed over ejendommen. En kendelse om panteret over fast ejendom giver ikke kreditor umiddelbar beføjelse til at sælge: Kreditor får kun ret til at modtage leje, hvis ejendommen udlejes, eller udsætte skyldneren, hvis denne bor i ejendommen.

Arrest i aktiver eller midler hos tredjemand

Ved arrest indefryses midler og/eller løsøre, som tilhører skyldneren, men er i tredjemands varetægt. Tredjemand må ikke bruge eller afhænde varer eller midler eller frigive dem til skyldneren uden kreditors samtykke. For at varer, der er foretaget arrest i, kan frigives til kreditor, skal kreditor anlægge en action of furthcoming. Midler hos en finansiel institution, som er gjort til genstand for arrest, frigives automatisk efter 14 uger, hvis der ikke er gjort indsigelse. Hvis skyldneren afhænder de aktiver, der er gjort arrest i, hæfter denne over for kreditoren for værdien heraf. Vedkommende vil også i teorien blive anset for at have udvist foragt for retten ved at have overtrådt arrestkendelsen. Skyldnere, hvis aktiver er gjort til genstand for arrest, er underlagt en retlig forpligtelse til at informere kreditor om eksistensen eller omfanget af de aktiver, der er omfattet af arresten. Manglende opfyldelse af denne forpligtelse kan medføre, at Sheriff Court pålægger skyldneren at betale en godtgørelse til kreditor.

Lønindeholdelse eller indeholdelse i underholdsbidrag

Hvis en arbejdsgiver har fået meddelelse om lønindeholdelse eller indeholdelse i underholdsbidrag, skal vedkommende fratrække det beregnede beløb og udbetale det til kreditor. Hvis arbejdsgiveren ikke efterkommer betingelserne, hæfter vedkommende over for kreditor for det beløb, der skulle have været betalt.

Udsættelse fra ejendom

Ved udsættelse af lejere eller beboere tvinges en person til at flytte ud af den ejendom, der er angivet i udsættelseskendelsen. Sheriff Officers kan, hvis personen ikke frivilligt flytter ud på den angivne dato, gribe ind og overtage ejendommen, om nødvendigt med politiets hjælp. Den person, der skal udsættes, skal have forkyndt en meddelelse om udsættelse fra fast ejendom (Charge of Removing from Heritable Property), og den deri angivne frist skal være udløbet, før udsættelsen kan finde sted, medmindre Sheriff Court har givet dispensation fra dette krav.

Forbud

Ved registrering af et forbud i Register of Inhibitions og Adjudications kan skyldneren ikke sælge eller på anden måde disponere over eller give sikkerhed i fast ejendom til skade for den kreditor, der har anmodet om forbuddet. Enhver afhændelse, generel sikkerhedsstillelse eller andet overdragelsesdokument fra skyldneren i strid med forbuddet kan annulleres på anmodning af kreditor.

En såkaldt decree ad factum praestandum er en kendelse, der pålægger skyldneren at foretage en anden handling end at betale penge, og den skal efterkommes. Betingelserne i kendelsen skal angive præcist, hvad skyldneren skal gøre, og hvis kreditor anmoder retten om en sådan kendelse, bør retten samtidig anmodes om at træffe afgørelse om godtgørelse i tilfælde af manglende overholdelse. Manglende overholdelse kan ikke medføre frihedsstraf, medmindre den person, der oprindeligt anmodede om kendelsen, ("rekvirenten") indgiver en anmodning til den ret, som oprindeligt afsagde kendelsen. Det påhviler herefter rekvirenten at godtgøre over for retten, at skyldneren bevidst nægter at efterkomme kendelsen. Hvis retten finder dette godtgjort, kan retten tillade frihedsberøvelse af skyldneren i en periode på højst seks måneder. Fængsling betyder ikke, at forpligtelsen i henhold til kendelsen bringes til ophør.

Udlæg i penge

Dette gør det muligt for en kreditor at gøre udlæg og få overdraget penge (kontanter, herunder mønter og sedler i udenlandsk valuta, postanvisninger, bankinstrumenter osv.), som opbevares i skyldnerens lokaler. Dog kan der ikke gøres udlæg i penge i skyldnerens bolig eller på skyldnerens person.

4.3 Hvor længe kan disse skridt opretholdes?

Panteret over fast ejendom

Efter afsigelse af kendelsen registreres udskriften i det relevante skotske matrikelregister. Kendelsen er herefter gyldig, men først efter en periode på ti år kan kreditor anmode retten om at blive ejer af og sælge ejendommen.

Arrest i aktiver eller midler hos tredjemand

Arrest kan enten fuldbyrdes eller ej. F.eks. kan en arrest forkyndes for en bank, men hvis skyldneren ikke har en bankkonto eller ikke råder over tilstrækkelige midler på sine konti, vil der ikke blive inddrevet nogen penge.

Udlæg i aktiver i skyldnerens varetægt

Et udlæg i aktiver er kun gyldigt frem til den dato, der ligger seks måneder efter den dato, hvor der blev gjort udlæg i aktivet, eller den dato, der ligger 20 dage efter den dato, hvor det pågældende aktiv blev fjernet fra det sted, hvor der blev gjort udlæg i det, alt efter hvilken dato der indtræffer først. I en ekstraordinær udlægskendelse angives det, inden for hvilken frist den skal fuldbyrdes.

Lønindeholdelse eller indeholdelse i underholdsbidrag

Lønindeholdelse eller indeholdelse i underholdsbidrag kan enten fuldbyrdes eller ej. Hvis skyldneren ikke er ansat af den person, som modtager meddelelsen, kan den ikke gennemføres. Hvis skyldneren er ansat, forbliver den i kraft, indtil gælden er indfriet, eller skyldneren forlader stillingen.

Udsættelse fra ejendom

En udsættelseskendelse mod en lejer eller beboer skal fuldbyrdes uden unødig forsinkelse. Der er ingen definition af, hvad der kan udgøre unødig forsinkelse. Det afhænger af de særlige omstændigheder i hvert enkelt tilfælde.

Forbud

Et forbud udløber efter fem år. Det kan forlænges efter anmodning til retten indgivet af den person, der anmodede om forbuddet. En kendelse (ad factum praestandum) skal angive præcist, hvad der skal gøres, og hvornår det skal gøres.

Udlæg i penge

Udlæg i penge kan enten gennemføres eller ej. Hvis Sheriff Officer f.eks. ikke finder midler i skyldnerens lokaler, vil udlægget ikke kunne gennemføres. Hvis udlægget gennemføres, vil en retsembedsmand (Sheriff Officers eller Messengers-at-Arms) før udløbet af den frist på 14 dage, der begyndte på den dag, hvor udlægget blev foretaget, indgive en rapport til Sheriff Court. Retsembedsmanden skal fremsende en kopi af rapporten til skyldneren og kreditoren. Udlægget ophører med at have virkning, hvis Sheriff Court nægter at modtage rapporten.

5 Kan en afgørelse om tvangsfuldbyrdelse appelleres?

En arbejdsgiver eller skyldneren kan anmode Sheriff Court om at afsige en kendelse om, at en kendelse om indeholdelse i underholdsbidrag er ugyldig, eller at den ikke længere har virkning. Hvis skyldneren kan godtgøre over for Sheriff Court, at det er usandsynligt, at vedkommende vil misligholde sine betalingsforpligtelser igen, kan retten også tilbagekalde den.

Skyldneren, den person, hvis aktiver er gjort til genstand for arrest, eller tredjemand kan ved indsigelsesskrivelse anmode Sheriff Court om at tilbagekalde eller ændre arrestkendelsen. Denne indsigelse skal indgives senest fire uger, efter at der er foretaget arrest.

Enhver afgørelse, som træffes af Sheriff Court i forbindelse med en arrest eller en ekstraordinær arrest, kan appelleres. Der kan kun appelleres med tilladelse fra Sheriff Court til Sheriff Principal og vedrørende et retligt spørgsmål. Sheriff Principals afgørelse om en sådan appel er endelig.

Et forbud kan ophæves eller annulleres, hvis der er sket proceduremæssige fejl, og hvis påkravet er blevet annulleret.

Der kan ikke appelleres mod udsættelse, når kendelsen er fuldbyrdet.

6 Findes der nogen begrænsninger for tvangsfuldbyrdelse, navnlig med hensyn til debitorbeskyttelse og tidsfrister?

Skyldner indgår aftale om afvikling af gælden

Hvis en skyldner indgår en gældsafviklingsordning (sequestration), underskriver et båndlæggelsesdokument eller beskyttet båndlæggelsesdokument eller indgår i et gældsafviklingsprogram under gældseftergivelsesordningen, må kreditorerne på visse betingelser ikke træffe yderligere tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger over for skyldneren. I stedet vil kreditor normalt skulle anmelde sin fordring til skyldnerens kurator eller til et eventuelt gældsafviklingsprogram.

Moratorium for tvangsfuldbyrdelse

Der gælder et moratorium for tvangsfuldbyrdelse for alle lovfæstede gældsløsninger i Skotland i medfør af ændringer til konkursloven af 1985 (Bankruptcy (Scotland) Act 1985), der trådte i kraft den 1. april 2015 med vedtagelsen af lov om konkurs- og gældsrådgivning af 2014 (Bankruptcy and Debt Advice (Scotland) Act 2014). Dette betyder, at hvis en person meddeler, at vedkommende ønsker at ansøge om en lovbestemt gældsløsning, vil det udløse en beskyttelsesperiode på seks uger, hvor kreditorerne ikke kan træffe tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger. Dette er den samme periode på seks uger, som gjaldt i henhold til konkursloven af 2007, som indførte et moratorium for tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger for en skyldner, der har til hensigt at ansøge om eller har ansøgt om et gældsafviklingsprogram, eller perioden på seks uger fra den dato, hvor vedkommende tilkendegiver hensigten om at ansøge om et gældsafviklingsprogram over for administratoren af gældsafviklingsordningen. Disse perioder på seks uger kan dog forkortes eller forlænges under visse omstændigheder. [Som en del af loven om coronavirus af 2020 (Coronavirus (Scotland) Act 2020) er beskyttelsesperioden blevet forlænget til seks måneder — denne ændring vil forblive i kraft indtil den 30. september 2020 og kan forlænges yderligere ved lov].

Betalingstidspunkt

Ved at udstede en kendelse mod skyldneren for betaling af visse former for gæld kan retten bestemme, at det skyldige beløb kan betales i rater over tid. Når tvangsfuldbyrdelsen er indledt, kan retten endvidere afsige en kendelse om betalingen. Så længe disse kendelser er gældende, har retten ikke kompetence til at udstede betalingspåbud eller foretage tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger for at inddrive gælden.

Frister for håndhævelse

Hvis en forpligtelse efter den dato, hvor den blev eksigibel, har været gældende i en sammenhængende periode på 20 år, uden at der er fremsat et relevant krav, og uden at forpligtelsen er blevet anerkendt på nogen relevant måde, bortfalder forpligtelsen. Hvis der derfor ikke træffes tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger for en retskendelse eller et gældsdokument i en sammenhængende periode på 20 år, uden at det også utvetydigt er anerkendt skriftligt af eller på vegne af skyldneren, vil forpligtelsen bortfalde. Hvis en kreditor gennemfører tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger for at fuldbyrde en kendelse eller et gældsdokument, og skyldneren klart anerkender over for kreditor, at gælden stadig består, vil kreditor imidlertid få yderligere 20 år til at opnå fuld fyldestgørelse af fordringen hos skyldneren.

Relevante links

Accountant in Bankruptcy

 

Denne webside er en del af Dit Europa.

Vi vil gerne have din feedback om, hvor nyttige informationerne er for dig.

Your-Europe

Sidste opdatering: 19/10/2021

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.