Sådan fuldbyrdes en dom

Cypern
Indholdet er leveret af
European Judicial Network
Det Europæiske Retlige Netværk (på det civile og handelsretlige område)

1 Hvad forstås ved tvangsfuldbyrdelse i civil- og handelsretlige sager?

Ved tvangsfuldbyrdelse forstås gennemførelse af indholdet af en dom eller et påbud ved tvang med rettens bistand og, i nogle tilfælde, med yderligere bistand fra andre kompetente embedsmænd/tjenestegrene (f.eks. matrikelregisteret – Ktimatológio). En part, der ved en dom eller kendelse fra retten har fået medhold i sit krav, kan anmode om, at retten træffer fuldbyrdelsesforanstaltninger.

2 Hvilke(n) myndighed(er) har beføjelse til at foretage tvangsfuldbyrdelse?

Domstolstjenesten (fogeder) og matrikelregisteret. Den myndighed, der har kompetence til at fuldbyrde et påbud om inddrivelse af skyldige underholdsbidrag, er politiet.

3 Hvornår kan der træffes afgørelse om tvangsfuldbyrdelse?

En dom eller kendelse er eksigibel, så snart den er afsagt. Fristen for indgivelse af en appel har ikke i sig selv opsættende virkning; appellanten skal indgive en begrundet anmodning herom.

3.1 Proceduren

Retsakter, der ikke er udstedt af en domstol (f.eks. voldgiftskendelser) er ikke eksigible i sig selv, men kan erklæres eksigible af en domstol. Den domstol, der har kompetence til at afsige en kendelse om fuldbyrdelse af et dokument, som ikke er udstedt af en domstol, eller som er udstedt af en udenlandsk domstol, er distriktsdomstolen i det område, hvor den person, der er genstand for fuldbyrdelsen, har bopæl, eller familieretten i tilfælde af afgørelser om underholdsbidrag. Domme fuldbyrdes normalt af den advokat, som førte sagen i retten, ved hjælp af en af de fuldbyrdelsesmetoder, der er angivet i punkt 3.1 nedenfor.

I forbindelse med registrering og fuldbyrdelse af udenlandske domme i henhold til en multilateral eller bilateral aftale varetages sagen af den juridiske tjeneste under justitsministeriet som den centrale myndighed (Nomikí Ypiresía). I andre tilfælde kan sagen varetages af private advokater.

Sagsomkostningerne kan ikke fastsættes på forhånd, men beregnes af justitssekretæren baseret på bestemmelserne om gebyrer og inddrives hos den person, mod hvem dommen blev afsagt.

Fuldbyrdelsen varetages primært af fogeder (dikastikoí epidótes), som er embedsmænd, der er fastansat ved domstolene. For at fremskynde fuldbyrdelsen har private virksomheder siden 1996 varetaget forkyndelsen af dokumenter i alle civilretlige sager, hvilket betyder, at fogederne kan fokusere på fuldbyrdelsen af domme.

3.2 De vigtigste betingelser

I sager om fuldbyrdelse af en dom mellem parter i Cypern varierer kriterierne afhængigt af den enkelte sag. Der skal foreligge en dom, dommen, der giver anledning til en forpligtelse, skal være forkyndt, og sagsøgte skal have afvist/undladt at betale det relevante beløb.

Kriterierne for det tvangsfuldbyrdelsesdokument, der følger af en dom afsagt af en udenlandsk domstol, fremgår normalt af den relevante aftale. En almindelig betingelse i sådanne tilfælde er, at sagsøgte skal være behørigt underrettet om retssagen mod ham/hende i udlandet.

4 Genstanden for og karakteren af tvangsfuldbyrdelsesskridt

4.1 Hvilke former for aktiver kan gøres til genstand for sådanne skridt?

Elementer, der kan gøres til genstand for fuldbyrdelse, er bl.a. bankkonti, aktier, registrerede køretøjer, fast ejendom og andre elementer. Meget personlige effekter, som er afgørende for sagsøgtes overlevelse eller arbejde, er udelukket.

Fuldbyrdelsesforanstaltninger kan bl.a. være:

  • påbud om beslaglæggelse og salg (éntalma katáschesis kai pólisis) af løsøre
  • påbud om udlevering (éntalma parádosis) af løsøre (hvis det pågældende løsøre var genstand for søgsmålet, f.eks. i et søgsmål for overtrædelse af en leasingaftale)
  • påbud om beslaglæggelse af aktiver, som en tredjepart er i besiddelse af (éntalma katáschesis eis cheíras trítou)
  • påbud om tilbagebetaling af gæld, der er fastslået ved dom, i månedlige rater
  • påbud om tilbageholdelse (diátagma apokopís) af skyldners månedsløn (som forkyndes for arbejdsgiveren med henblik på fuldbyrdelse)
  • påbud om udlevering (éntalma parádosis katochís) af fast ejendom
  • påbud om salg (éntalma pólisis) af fast ejendom
  • påbud om at deponere fast ejendom hos tredjepart (mesengýisi) (udstedt efter anmodning fra rekvisitus, så længe retten er overbevist om, at indtægterne fra den faste ejendom kan dække den gæld, der er fastslået ved dommen, renter og alle omkostninger i op til tre år)
  • pantsætte fast ejendom (epivárynsi), idet dommen anføres på pantebrevet
  • konkurs
  • opløsning af et selskab.

Hvis der er tale om en afgørelse om underholdspligt, omfatter fuldbyrdelsen muligheden for at udstede en arrestordre (fylakistiríou éntalma) mod skyldner.

4.2 Hvad er retsvirkningen heraf?

Skyldner og enhver tredjepart er forpligtet til at efterkomme dommen vedrørende fuldbyrdelsesforanstaltningen. Hvis skyldner nægter eller undlader at træffe de foranstaltninger, der er anført i kendelsen om fuldbyrdelsesforanstaltninger, kan den pågældende idømmes fængsel for at nægte at følge en kendelse.

En bank, som forkyndes et påbud om udlæg, skal spærre den relevante konto, medmindre der er grund til at anfægte kendelsen. I givet fald skal banken give møde for den domstol, der har afsagt kendelsen, og begrunde sin indsigelse mod kendelsen.

Alle kendelser, hvorimod der ikke gøres indsigelse, bliver endelige og har samme retsvirkning som en dom.

4.3 Hvor længe kan disse skridt opretholdes?

Fuldbyrdelsesforanstaltninger er gyldige i seks måneder efter deres forkyndelse. En dom, som pålægger fuldbyrdelsesforanstaltningerne, er gyldig i seks år fra afsigelsen af dommen. Hvis dommen ikke fuldbyrdes inden for denne frist, kan retten forlænge den i medfør af regel 40D.8 i den civile retsplejelov.

5 Kan en afgørelse om tvangsfuldbyrdelse appelleres?

Afhængigt af den enkelte sag er det muligt at indgive appel, f.eks. med henblik på suspension af tvangsfuldbyrdelsen eller annullering af en registrering.

6 Findes der nogen begrænsninger for tvangsfuldbyrdelse, navnlig med hensyn til debitorbeskyttelse og tidsfrister?

For at beskytte skyldner må personlige ejendele, der er afgørende for en persons overlevelse eller arbejde, ikke gøres til genstand for tvangsfuldbyrdelse.

Hvis skyldner er staten eller en offentlig instans, er fysiske genstande eller udstyr, der er beregnet til et formål, som er afgørende for offentligheden, herunder udstyr der tilhører de væbnede styrker og sikkerhedsstyrkerne, genstande af kunstnerisk, arkæologisk, kulturel, religiøs og historisk værdi samt valutareserver, undtaget fra tvangsfuldbyrdelsen.

Desuden foretages fuldbyrdelsen af et påbud om beslaglæggelse og salg af løsøre mellem solopgang og solnedgang.

Ejendom, der er blevet beslaglagt (undtaget penge eller sikkerhed), skal sælges senest tre dage efter dagen for beslaglæggelsen, medmindre den er genstand for almindeligt slid og ælde, eller hvis ejeren skriftligt anmoder om, at den ikke sælges; indtil slaget er gennemført, anbringes ejendommen et egnet sted eller forbliver en egnet persons varetægt.

Sidste opdatering: 13/05/2019

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

Feedback

Brug formularen nedenfor til at skrive kommentarer og feedback om vores nye website