Erstatningskrav mod gerningsmanden

Finland

Indholdet er leveret af
Finland

Hvordan kan jeg kræve erstatning eller andre former for godtgørelse/kompensation fra en skadevolder i en retssag (som led i en straffesag), og hvem skal jeg stile kravet til?

Krav om erstatning for skader som følge af en forbrydelse behandles generelt i forbindelse med straffesagen, men kan også udskilles og behandles i en anden retssag.

Du kan anmode anklageren om at fremsætte dit krav om erstatning for skader som følge af en forbrydelse for retten. Det er ønskeligt at meddele dette til politiet allerede i forbindelse med forundersøgelsen. Anklageren kan fremsætte erstatningskravet for dig, hvis sagen er enkel og klar. Hvis ikke anklageren fremsætter dit erstatningskrav, får du skriftlig besked herom.

Du kan også selv fremsætte dit erstatningskrav for retten i forbindelse med straffesagen eller overlade denne opgave til en rådgivende advokat.

I hvilken fase af straffesagen skal jeg fremsætte kravet?

Hvis du søger erstatning fra skadevolderen, skal du underrette politiet herom under forundersøgelsen eller senest informere retten herom, hvis sagen indbringes for retten.

Hvad kan jeg søge om i erstatningskravet, og i hvilken form skal det indgives (skal jeg angive et samlet beløb og/eller udspecificere de enkelte tab, en evt. tabt fortjeneste og evt. tabte renter)?

Hvis du er offer for en forbrydelse, kan du søge om erstatning for:

  • ejendele, som er beskadiget eller forsvundet i forbindelse med forbrydelsen
  • nødvendige helbredelsesudgifter og andre nødvendige udgifter
  • tab af indkomst
  • svie og smerte samt alle andre midlertidige gener
  • varige mén og
  • immateriel skade. Det er muligt at yde erstatning for immateriel skade, hvis den pågældende handling har udgjort:
    • et angreb på din personlige frihed, fred, ære eller privatliv
    • en forskelsbehandling af dig
    • et angreb på din personlige integritet eller
    • en alvorlig krænkelse af din menneskelige værdighed.

Selv dine pårørende kan være berettiget til en rimelig erstatning som kompensation for omkostninger og indkomsttab, fordi de har skullet tage sig af dig som følge af de skader, forbrydelsen har forårsaget.

Hvis du har afholdt begravelsen af en person, der er afgået ved døden som følge af en forbrydelse, har du ret til at kræve godtgørelse for udgifterne til begravelsen fra skadevolderen. Forældre, børn og ægtefælle til det afdøde offer samt enhver anden person, der stod offeret særligt nær, har ret til en rimelig godtgørelse for udgifter i forbindelse med begravelsen.

Retten kan ikke tilkende en anden godtgørelse eller en godtgørelse på et højere beløb end dit krav som interessent. Dit erstatningskrav er derfor maksimumsbeløbet for den erstatning, der kan tilkendes. Du har også ret til at kræve renter af det erstatningsbeløb, du har forlangt. Hvis du er blevet indkaldt til at møde personligt for retten med henblik på forberedelse af sagen, har du ret til dagpenge samt godtgørelse for rejseudgifter og tab af indkomst.

Er der en særlig formular for sådanne krav?

Der findes ikke nogen særlig formular.

Hvilke beviser skal jeg fremlægge til støtte for kravet?

Du kan føre bevis for skadesbeløbet ved at fremlægge dokumentation for de omkostninger, forbrydelsen har forårsaget. Der bør også fremlægges dokumentation for tab af indkomst, selvrisiko på forsikringer samt rejseomkostninger og eventuelt andre udgifter i forbindelse med sagens forberedelse, som kræves refunderet.

Erstatning for svie og smerte samt for øvrige midlertidige gener og for varige mén fastsættes under hensyntagen til skadens art og sværhedsgrad, arten og varigheden af den nødvendige pleje samt genens varighed. Erstatningen for varige mén fastsættes under hensyntagen til den fysiske skades art og sværhedsgrad samt offerets alder. Det er ligeledes muligt at tage hensyn til en særlig forringelse af offerets livskvalitet som følge af skaden som en faktor, der giver anledning til en højere erstatning. For at bevise disse aspekter skal du fremlægge lægeerklæringer, der beskriver arten af dine skader samt den nødvendige pleje.

Er der retsafgifter eller andre omkostninger forbundet med kravet?

Der opkræves ikke retsafgifter for behandling af sagen ved retten i første instans, hvis erstatningskravet indgår i den tiltale, som rejses af anklageren. Hvis erstatningskravet fremsættes som en selvstændig civil sag, opkræves der retsafgifter.

Kan jeg få retshjælp før og/eller under retssagen? Kan jeg få det, hvis jeg ikke bor i det land, hvor retssagen finder sted?

Såfremt betingelserne for at få retshjælp er opfyldt, kan du få retshjælp både under forundersøgelsen og under selve sagen. Hertil kommer, at offeret for en voldsforbrydelse begået af pårørende, en seksualforbrydelse eller en forbrydelse, der udgør en livsfare, sundhedsfare eller en krænkelse af den personlige frihed, kan få bistand fra en advokat, som staten beskikker. Du kan få retshjælp i forbindelse med en sag, der behandles ved en finsk domstol, også uden at du har fast bopæl i Finland.

I hvilke tilfælde ville kriminalretten afvise eller afslå at træffe afgørelse om mit erstatningskrav over for skadevolderen?

Hvis du under forundersøgelsen har udtrykt ønske om at fremsætte dit erstatningskrav selv eller gennem en advokat, eller hvis anklageren ikke accepterer at fremsætte dit krav, forhører retten i første instans sig om dit eventuelle erstatningskrav. Retten i første instans kan fastsætte en frist for at fremsætte dit krav om erstatning til retten. Hvis du ikke fremsætter et skriftligt krav, kan det være, at retten i første instans afviser at behandle dit erstatningskrav, hvis du indgiver det senere.

Retten afviser dit erstatningskrav, hvis du ikke har fremlagt tilstrækkelige beviser til støtte for det.

Kan jeg appellere en sådan afgørelse eller søge andre former for godtgørelse/kompensation?

Hvis du ønsker at gøre indsigelse mod afgørelsen fra retten i første instans, skal du meddele det til retten senest syv dage efter datoen for afgørelsen. Når du har gjort indsigelse, kan du appellere dommen til den kompetente appeldomstol. Appelskriftet skal fremsendes til retten i første instans senest 30 dage efter den dato, hvor den afsagde sin dom. Som regel er det nødvendigt at få en tilladelse til at indgive appel, før appelretten accepterer at behandle sagen i sin helhed.

Hvis jeg tilkendes erstatning af retten, hvordan sikrer jeg så, at dommen fuldbyrdes i forhold til skadevolderen, og hvilken form for hjælp kan jeg få til dette?

Hvis sagsøgte ikke frivilligt betaler skadeserstatning og renter, kan du kræve det skyldige beløb betalt ved tvangsfuldbyrdelse. Du skal sende en begæring om tvangsfuldbyrdelse til en foged og vedlægge den retsafgørelse, der bekræfter din ret til erstatning. Begæringen om tvangsfuldbyrdelse indgives til en foged på det sted, hvor skyldneren har sit opholdssted eller sin bopæl. Hvis der er flere skyldnere, som opholder sig forskellige steder, er det nok at indgive sin begæring til én foged. Du kan få nærmere oplysninger fra fogeden om, hvordan du kræver erstatning. Du kan finde fogedernes kontaktoplysninger her (på finsk, svensk og engelsk).

Sidste opdatering: 13/03/2019

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.