Hvis mit krav skal behandles i dette land

Litauen

Indholdet er leveret af
Litauen

Hvilken type forbrydelse kan jeg få erstatning for?

Du kan få erstatning, hvis forbrydelsen

  • med overlæg har forårsaget en persons død
  • har medført svær eller mellemsvær personskade
  • var rettet mod den pågældende persons liv, helbred eller seksuelle integritet, uanset hvor alvorlig forbrydelsen var.

Hvilken type skade kan jeg få erstatning for?

Du kan få erstatning for helbredsskade, uanset hvor alvorlig skaden er.

Kan jeg få erstatning, hvis jeg er pårørende til eller forsørges af et offer, der er afgået ved døden som følge af en forbrydelse? Hvilke pårørende eller forsørgelsesberettigede kan få erstatning?

Hvis voldsforbrydelsen har medført dødsfald, har alle, som retten har tilkendt erstatning for materiel og/eller immateriel skade som følge af voldsforbrydelsen, ret til erstatning.

Når erstatningen udbetales på forskud, f.eks. når sagen ikke er afsluttet, tilfalder retten til erstatning ægtefællen, børnene, børnebørnene, forældrene, bedsteforældrene og de forsørgelsesberettigede.

Kan jeg få erstatning, hvis jeg er pårørende til eller forsørges af et overlevende offer? Hvilke pårørende eller forsørgelsesberettigede kan i dette tilfælde få erstatning?

Nej, hvis offeret for en voldsforbrydelse overlever, er vedkommende den eneste, der kan få erstatning.

Kan jeg få erstatning, hvis jeg ikke er statsborger i et EU-land?

Ja, men kun i følgende to tilfælde:

  • Hvis du er lovligt bosiddende i Litauen eller en anden EU-medlemsstat.
  • Hvis denne mulighed fremgår af internationale traktater, som Republikken Litauen har undertegnet.

Kan jeg søge erstatning her i landet, hvis jeg bor her eller kommer herfra (er bosat her eller er statsborger i landet), selv om forbrydelsen blev begået i et andet EU-land? Kan jeg gøre dette frem for at søge erstatning i det land, hvor forbrydelsen fandt sted? I bekræftende fald, på hvilke betingelser?

Nej, der kan kun udbetales erstatning for voldsforbrydelser begået i Litauen.

Skal jeg først anmelde forbrydelsen til politiet for at kunne søge erstatning?

Ja, du kan først søge erstatning, når forundersøgelsen er indledt.

Skal jeg først afvente resultatet af politiets efterforskning eller udfaldet af straffesagen, før jeg kan ansøge?

Nej, du kan søge om at få udbetalt et forskud under forundersøgelsen.

Skal jeg først søge erstatning fra skadevolderen – hvis denne er blevet fundet?

Ja. I en normal erstatningssag skal den materielle og/eller immaterielle skade være blevet anerkendt ved en retsafgørelse. I en sag om udbetaling af et forskud skal du fremlægge en attest, i hvilken det bekræftes, at du er indtrådt i sagen som civil part.

Er jeg stadig erstatningsberettiget, hvis skadevolderen ikke er fundet eller domfældt? Hvilke beviser skal jeg i så fald fremlægge til støtte for kravet?

Ja, i så fald skal du fremlægge følgende:

  • en kopi af dine identitetspapirer
  • en attest, i hvilken det bekræftes, at du er indtrådt i sagen som civil part
  • eventuelt et dokument, der bekræfter omfanget af den lidte skade
  • for pårørende til en afdød person et dokument, der bekræfter den ægteskabelige relation, familierelationen eller forsørgelsessituationen.

Skal jeg søge erstatning inden for en given tidsfrist?

Alle erstatningsansøgninger skal indgives senest 10 år efter retsafgørelsen om udbetaling af skadeserstatning som følge af en voldsforbrydelse. Denne frist kan forlænges af tvingende grunde.

Der er ikke fastsat nogen frist for indgivelse af en ansøgning om udbetaling af et forskud på erstatningen.

Hvilke tab og udgifter gives der erstatning for?

Gives der f.eks. erstatning for følgende:

a) For offeret for forbrydelsen:

- Materiel (ikkepsykisk) skade:

  • helbredelsesudgifter som følge af skaden (lægebehandling – ambulant behandling og hospitalsbehandling, restituering) Ja.
  • andre behov eller udgifter som følge af skaden (f.eks. pleje og omsorg, midlertidig og varig behandling, længerevarende fysioterapeutisk behandling, tilpasning af bolig, særlige hjælpemidler osv.) Ja.
  • varigt mén (f.eks. invaliditet og andre varige handicap)
    • tab af indkomst under og efter lægebehandling (herunder tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne eller forringet forsørgelse osv.) Ja.
    • fortabte muligheder Nej.
    • udgifter forbundet med retssager vedrørende hændelsen, der forvoldte skaden, såsom advokatsalærer og sagsomkostninger Ja.
    • erstatning for stjålne eller beskadigede personlige ejendele Nej.
    • andre tab eller udgifter Erstatning for anden materiel skade som følge af voldsforbrydelsen, tilkendt af en domstol

- Psykisk (immateriel) skade:

  • svie og smerte for offeret Ja.

b) For erstatningsberettigede personer eller pårørende til et offer:

- Materiel (ikkepsykisk) skade:

  • begravelsesudgifter Ja.
  • helbredelsesudgifter (f.eks. terapi til et familiemedlem, ambulant behandling og hospitalsbehandling, rehabilitering) Ja, men udelukkende hvis voldsforbrydelsen har medført dødsfald.
  • tab af forsørgelse eller fortabt mulighed Ja, men udelukkende hvis voldsforbrydelsen har medført dødsfald.

- Psykisk skade:

  • svie og smerte for pårørende eller berettigede personer/erstatning til efterladte i tilfælde af offerets død Ja, men udelukkende hvis voldsforbrydelsen har medført dødsfald.

Udbetales erstatningen som et engangsbeløb eller i månedlige rater?

Erstatningen udbetales normalt som et engangsbeløb. I særlige tilfælde kan erstatningen udbetales i månedlige rater i det år, der følger efter datoen for afgørelsen om tilkendelse af skadeserstatning for en voldsforbrydelse.

Hvordan kan min egen adfærd i forbindelse med forbrydelsen, min straffeattest eller mangel på samarbejde under sagsbehandlingen påvirke muligheden for at få erstatning og/eller erstatningsbeløbets størrelse?

De nævnte forhold er kun vigtige i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om udbetaling af et forskud på erstatningen. Tilfælde, hvor der ikke udbetales erstatning:

  • Du retsforfølges for en voldsforbrydelse eller var på tidspunktet for voldsforbrydelsen dømt for en voldsforbrydelse.
  • Du er omfattet af en kendelse afsagt ifølge Litauens lovgivning om forebyggelse af organiseret kriminalitet.
  • Du har misbrugt retten til udbetaling af et forskud på skadeserstatning for voldsforbrydelsen.

Hvordan kan min økonomiske situation påvirke muligheden for at få erstatning og/eller erstatningsbeløbets størrelse?

Der tages ikke hensyn til disse forhold ved behandlingen af en erstatningsansøgning.

Er der andre kriterier, som kan påvirke muligheden for at få erstatning og/eller erstatningsbeløbets størrelse?

Nej.

Hvordan beregnes erstatningen?

Erstatningen baseres på det af retten fastsatte beløb, men kan ikke overstige de nedenfor angivne beløb.

Forskuddet på erstatningen beregnes på baggrund af de bilag, du har fremsendt, der bekræfter den lidte skade.

Er der en minimums-/maksimumsgrænse for erstatningens størrelse?

I tilfælde af dødsfald kan erstatningen for materiel skade ikke overstige 3 800 EUR, mens erstatningen for immateriel skade ikke kan overstige 4 560 EUR.

I tilfælde af alvorlig helbredsskade kan erstatningen for materiel skade ikke overstige 3 040 EUR, mens erstatningen for immateriel skade ikke kan overstige 3 800 EUR.

Ved andre voldsforbrydelser kan erstatningen for materiel skade ikke overstige 2 280 EUR, mens erstatningen for immateriel skade ikke kan overstige 3 040 EUR.

Ved udbetaling af et forskud på erstatningen kan de maksimale beløb ikke overstige halvdelen af ovenstående beløb.

Forventes jeg at angive et beløb i ansøgningsskemaet? Får jeg i så fald vejledning i beregning af beløbet eller anden vejledning?

Ja, du skal angive erstatningsbeløbet i din ansøgning, beregnet på grundlag af de beløb, der er fastsat i retsafgørelsen eller i søgsmålet med indtræden i sagen som civil part.

Bliver en eventuel erstatning for mit tab fra andre kilder (f.eks. fra min arbejdsgivers eller en privat forsikring) modregnet i erstatningen fra offentlige myndigheder/organer?

Ja, de beløb, du modtager fra andre kilder for den lidte skade, vil blive modregnet i erstatningen.

Kan jeg få udbetalt et forskud på erstatningen? I bekræftende fald, på hvilke betingelser?

Ja, der kan udbetales et forskud på erstatning for skader som følge af voldsforbrydelser i følgende tilfælde:

  • Der kører en sag om en voldsforbrydelse, og du er anerkendt som civil part.
  • En retsafgørelse fastslår, at der har fundet en voldsforbrydelse sted, men der er ikke indgivet nogen erstatningsansøgning for den lidte skade, eller ansøgningen er ikke blevet behandlet.
  • Voldsforbrydelsen blev begået af en person, der ikke kan retsforfølges på grund af sin alder, sin internationale immunitet, eller fordi den pågældende ikke længere er i live.

Kan jeg få supplerende eller yderligere erstatning (f.eks. som følge af ændrede omstændigheder eller forværret helbred osv.) efter hovedafgørelsen?

Nej, denne mulighed eksisterer ikke.

Hvilke underbyggende bilag skal jeg vedlægge min ansøgning?

Ved indgivelsen af din erstatningsansøgning skal du vedlægge ansøgningen følgende dokumenter:

  • en kopi af dine identitetspapirer
  • en kopi af den dom, der tilkender skadeserstatning for den materielle og/eller immaterielle skade, voldsforbrydelsen har forårsaget
  • et fogeddokument, som bekræfter, at det ikke har været muligt at inddrive erstatningsbeløbet på grund af skadevolderens død.

Ved indgivelsen af din ansøgning om et forskud skal du vedlægge ansøgningen følgende dokumenter:

  • en kopi af dine identitetspapirer
  • et dokument, der bekræfter omfanget af den lidte skade
  • en afgørelse, der bekræfter din kompetence til at indtræde som civil part, eller en dom, som fastslår voldsforbrydelsen, eller en formel afgørelse, som bekræfter, at sagen ikke kan rejses på grund af skadevolderens alder, internationale immunitet eller død
  • et dokument, der bekræfter den ægteskabelige relation, familierelationen eller forsørgelsessituationen, når ansøgningen indgives af en pårørende til den person, der er afgået ved døden som følge af voldsforbrydelsen.

Skal der betales administrative eller andre former for gebyrer, når ansøgningen er modtaget og behandlet?

Nej, indgivelse og behandling af ansøgningen er gratis.

Hvilken myndighed træffer afgørelse om erstatningsansøgninger (i nationale sager)?

Det er justitsministeriet i Litauen, der træffer afgørelse om disse ansøgninger.

Hvem skal jeg sende ansøgningen til (i nationale sager)?

Justitsministeriet i Litauen (Lietuvos Respublikos teisingumo ministerija), Gedimino pr. 30, LT-01104 Vilnius, Litauen, e-mailadresse: rastine@tm.lt.

Skal jeg være personligt til stede under retssagen, og/eller når der træffes afgørelse om min ansøgning?

Nej.

Hvor lang tid tager det (ca.) at få en erstatningsafgørelse fra den pågældende myndighed?

Afgørelsen træffes inden for en måned at regne fra indgivelsen af ansøgningen og alle de nødvendige dokumenter til justitsministeriet i Litauen.

Hvordan kan jeg appellere den pågældende myndigheds afgørelse, hvis jeg er utilfreds med den?

Afgørelser fra justitsministeriet i Litauen kan appelleres til udvalget for administrative retstvister i Litauen (Lietuvos administracinių ginčų komisija) eller den regionale administrative domstol i Vilnius (Vilniaus apygardos administracinis teismas) senest en måned efter afgørelsens forkyndelse.

Hvor kan jeg få de nødvendige formularer og mere information om ansøgningsproceduren?

Ved justitsministeriet i Litauen eller ved de nationale retshjælpskontorer eller på internettet (se nedenfor).

Er der en telefonisk hotline eller et websted med informationer?

https://vgtpt.lrv.lt/en/.

Kan jeg få retshjælp (advokatbistand) til at udfylde ansøgningen?

Du kan ansøge om primær retshjælp ved den udøvende kommunale institution der, hvor du bor, eller ved de nationale retshjælpskontorer.

Er der støtteorganisationer for ofre, hvor jeg kan få hjælp til at søge erstatning?

Den litauiske støtteorganisation for ofre for forbrydelser (Lietuvos nusikaltimų aukų rėmimo asociacija), Valakupių g. 5, LT-10101 Vilnius, Litauen

Lietuvos Caritas, http://www.caritas.lt , Papilio g. 5, LT-44275 Kaunas, Litauen.

Sidste opdatering: 22/10/2019

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

Feedback

Brug formularen nedenfor til at skrive kommentarer og feedback om vores nye website