Den originale sprogudgave af denne side lettisk er blevet ændret for nylig. Den sprogudgave, du kigger på nu, er i øjeblikket ved at blive oversat af vores oversættere.
Swipe to change

Hvis mit krav skal behandles i dette land

Letland

Indholdet er leveret af
Letland
Der findes ingen officiel oversættelse af den sprogudgave, du ser.
Her kan du få adgang til en maskinoversat udgave af indholdet. Vær opmærksom på, at oversættelsen kun tjener til at give læseren en kontekst. Indehaveren af siden påtager sig intet som helst ansvar for kvaliteten af den maskinoversatte tekst.

Hvilke typer forbrydelser kan jeg få erstatning for?

Offeret er berettiget til erstatning fra staten, hvis en person er afgået ved døden som følge af en overlagt forbrydelse, hvis offeret har lidt mellemsvær eller svær fysisk skade, har været udsat for moralsk krænkelse eller krænkelse af sin seksuelle integritet, har været offer for menneskehandel eller er blevet smittet med humant immundefektvirus (HIV) eller hepatitis B eller C.

Hvilke typer skader kan jeg få erstatning for?

Du er berettiget til erstatning fra staten for immateriel skade, fysisk skade og materiel skade som følge af en overlagt forbrydelse.

Kan jeg få erstatning, hvis jeg er pårørende til eller forsørges af et offer, som er afgået ved døden som følge af en lovovertrædelse? Hvilke pårørende eller forsørgelsesberettigede kan få erstatning?

Såfremt en person er afgået ved døden som følge af en forbrydelse, kan offeret i forbindelse med en straffesag være en pårørende til afdøde (afdødes forlovede, ægtefælle, forældre, bedsteforældre, børn, børnebørn, søskende og personer, som den fysiske person boede sammen med, og som var en del af dennes husstand).

Såfremt en person er afgået ved døden som følge af en forbrydelse, eller hvis offeret er afgået ved døden uden at søge erstatning fra staten eller har søgt erstatning fra staten, men ikke har modtaget den, er du berettiget til erstatning, men du skal selv indgive en ansøgning til den myndighed, der behandler sagen (politiet, anklagemyndigheden, domstolen), for at blive anerkendt som offer i den tilsvarende straffesag.

Kan jeg få erstatning, hvis jeg er pårørende til eller forsørges af et offer, som har overlevet en forbrydelse? Hvilke pårørende eller forsørgelsesberettigede kan i dette tilfælde få erstatning?

Du er ikke berettiget til erstatning fra staten, hvis du er pårørende til eller forsørges af offeret, og offeret for forbrydelsen overlever. I dette tilfælde er det offeret selv, der er erstatningsberettiget.

Kan jeg få erstatning, hvis jeg ikke er statsborger i en EU-medlemsstat?

Du er berettiget til erstatning fra staten, selv om du ikke er statsborger i en EU-medlemsstat.

Kan jeg søge erstatning i dette land, hvis jeg bor her eller stammer herfra (det er mit bopæls- eller statsborgerskabsland), selv om forbrydelsen blev begået i en anden EU-medlemsstat? Kan jeg gøre dette frem for for at søge erstatning i det land, hvor forbrydelsen fandt sted? I bekræftende fald, på hvilke betingelser?

Hvis forbrydelsen blev begået i en anden EU-medlemsstat, kan du sende en ansøgning om erstatning fra staten, enten direkte eller via retshjælpstjenesten (Juridiskās palīdzības administrācija) til den EU-medlemsstat, hvor forbrydelsen blev begået.

Skal forbrydelsen anmeldes til politiet, før der kan søges erstatning?

Du skal først anmelde forbrydelsen til politiet.

For at kunne søge erstatning fra staten skal der være anlagt en straffesag, i hvilken du er anerkendt som offer ved afgørelse truffet af den myndighed, der behandler sagen (politiet, anklagemyndigheden, domstolen).

Er jeg nødt til at afvente resultatet af politiets efterforskning eller straffesagen, før jeg kan søge erstatning?

Det er ikke nødvendigt at afvente den endelige afgørelse fra den myndighed, der behandler sagen (politiet, anklagemyndigheden, domstolen), for at kunne søge erstatning fra staten.

For at retshjælpstjenesten skal kunne træffe afgørelse om betaling eller afslag på betaling af erstatning, skal den myndighed, der behandler sagen (politiet, anklagemyndigheden, domstolen), afgive følgende oplysninger:

  1. dato og sted for forbrydelsen
  2. den retlige kategorisering af forbrydelsen, karakteren af skadevolderens strafbare handling som konstateret på tidspunktet for forkyndelsen, datoen for straffesagens indledning og straffesagens nummer
  3. oplysninger om den person, der er anerkendt som offer i straffesagen
  4. oplysninger om den person, der er anerkendt som offerets repræsentant i straffesagen, hvis offeret gør sine rettigheder gældende via en repræsentant
  5. arten af den skade, forbrydelsen har forårsaget (en persons død, personskadens sværhedsgrad, moralsk krænkelse eller krænkelse af offerets seksuelle integritet, indirekte bevis for menneskehandel eller smitte med humant immundefektvirus eller hepatitis B eller C)
  6. dato for udstedelse af den sagkyndiges rapport, rapportens nummer og ophavsmand
  7. antallet af personer, der er anerkendt som ofre i den samme straffesag som følge af en persons død, og oplysninger om disse personer.

Skal jeg først søge erstatning fra gerningsmanden – hvis denne er identificeret?

Det er ikke nødvendigt først at søge erstatning fra skadevolderen. Erstatning fra staten påvirker ikke din ret til at søge erstatning i en straffesag ved at fremsætte et krav om skadeserstatning i en hvilken som helst fase af straffesagen frem til det øjeblik, hvor retten i første instans indleder den strafferetlige efterforskning, samt i en civil sag ved at indgive en ansøgning til retten, hvis du mener, at erstatningen fra staten ikke dækker hele den lidte skade.

Kan jeg stadig søge erstatning, hvis gerningsmanden ikke er blevet identificeret eller dømt? Hvilke beviser skal jeg i så fald fremlægge til støtte for kravet?

Du er berettiget til erstatning fra staten, selv om skadevolderen eller dennes medskyldige ikke er blevet fundet eller ikke er blevet pålagt nogen strafferetlig sanktion.

Du skal indgive din ansøgning om erstatning fra staten sammen med en meddelelse fra den myndighed, der behandler sagen (politiet), med alle nødvendige oplysninger.

Er der en frist, inden for hvilken jeg skal søge erstatning?

Kravet om erstatning fra staten skal indgives til retshjælpstjenesten senest tre år efter den dag, hvor du blev anerkendt som offer eller blev opmærksom på de forhold, der gav dig denne ret.

Hvilke tab og udgifter dækkes af erstatningen?

Erstatningen fra staten dækker den immaterielle skade samt fysisk og materiel skade forårsaget ved en overlagt forbrydelse, idet der ikke skelnes mellem de forskellige typer skader, som er dækket af erstatningen. Erstatningsbeløbet er fastsat i lov om erstatning fra staten til ofre (likums "Par valsts kompensāciju cietušajiem") i forhold til forbrydelsens konsekvenser.

Bliver erstatningen udbetalt på en gang eller i månedlige rater?

Erstatning fra staten udbetales som et engangsbeløb til en konto ved et betalingsorgan, som er anført i erstatningsansøgningen.

Hvordan kan min egen adfærd i forbindelse med forbrydelsen, min straffeattest eller manglende samarbejde under sagsbehandlingen påvirke mine muligheder for at få erstatning og/eller erstatningsbeløbets størrelse?

Forbrydelsens kategorisering kan få indflydelse på erstatningsbeløbet fra staten, hvis forbrydelsen f.eks. er begået under voldsom psykisk ophidselse, ved overskridelse af grænserne for selvforsvar eller i strid med reglerne for anholdelse af en person. I sådanne tilfælde reduceres erstatningsbeløbet, som beregnes ud fra forbrydelsens konsekvenser, med 50 %.

Hvis ikke retshjælpstjenesten får de nødvendige oplysninger inden for 14 dage, kan den beslutte at afvise at udbetale erstatning fra staten. En sådan beslutning om at afvise at udbetale erstatning fra staten forhindrer dig på ingen måde i at indgive en ny erstatningsansøgning til retshjælpstjenesten ifølge bestemmelserne om ansøgning om erstatning fra staten.

På hvilken måde kan min økonomiske situation påvirke muligheden for at få erstatning samt størrelsen heraf?

Din økonomiske situation påvirker ikke muligheden for at få erstatning og/eller erstatningsbeløbets størrelse.

Men hvis du allerede har fået skadeserstatning fra skadevolderen eller en anden person i dennes sted, vil det allerede modtagne beløb blive modregnet i det samlede erstatningsbeløb fra staten.

Er der andre kriterier, der kan påvirke mine muligheder for at få erstatning og/eller erstatningsbeløbets størrelse?

Loven om erstatning fra staten til ofre indeholder andre kriterier, der kan påvirke dine muligheder for at få erstatning og/eller erstatningsbeløbets størrelse. Se eksemplerne nedenfor:

  • Hvis forbrydelsen har haft flere konsekvenser på samme tid, udbetales erstatningen fra staten kun én gang til dækning af forbrydelsens alvorligste konsekvenser.
  • Hvis en person er afgået ved døden som følge af forbrydelsen, og flere personer er blevet anerkendt som ofre i straffesagen, vil erstatningen fra staten blive fordelt ligeligt blandt ofrene.
  • Hvis den myndighed, der behandler sagen (politiet, anklagemyndigheden, domstolen), anerkender endnu en person som offer i samme straffesag, efter at der er udbetalt erstatning fra staten i forbindelse med en persons død som følge af en forbrydelse, vil dette offer få udbetalt det samme erstatningsbeløb fra staten som det, der tidligere blev udbetalt til det eller de øvrige ofre.

Hvordan vil erstatning og godtgørelse blive beregnet?

Det højeste beløb, der kan udbetales i erstatning fra staten til et offer for en forbrydelse, er på fem gange mindstelønnen i Letland. Erstatningsbeløbet beregnes ud fra mindstelønnen på det tidspunkt, hvor personen blev anerkendt som offer.

Erstatningen beløber sig til:

  • 100 % af beløbet i tilfælde af en persons død
  • 90 % af beløbet, hvis offeret har lidt svær fysisk skade, eller hvis forbrydelsen er blevet kategoriseret som voldtægt eller seksuel vold, ved moralsk krænkelse eller krænkelse af en mindreårigs seksuelle integritet, eller hvis personen har været offer for menneskehandel
  • 70 % af beløbet, hvis det mindreårige offer har lidt mellemsvær fysisk skade, eller hvis det mindreårige offer er blevet smittet med humant immundefektvirus eller hepatitis B eller C.

Er der et minimums- og/eller maksimumsbeløb?

Maksimumsbeløbet for erstatning fra staten er på fem gange mindstelønnen i Letland, mens minimumsbeløbet er 50 % af maksimumsbeløbet. Når mindstelønnen ændres, ændres erstatningsbeløbet fra staten tilsvarende.

Forventes det, at jeg angiver et beløb i ansøgningsblanketten? Får jeg i så fald vejledning i beregning af beløbet eller anden vejledning?

Du skal ikke angive noget beløb i ansøgningsskemaet om erstatning fra staten, eftersom beløbet er fastsat i lov om erstatning fra staten til ofre.

Bliver en eventuel erstatning for mit tab fra andre kilder (f.eks. fra min arbejdsgivers forsikringsordning eller en privat forsikringsordning) modregnet i erstatningen fra offentlige myndigheder/organer?

Eventuel erstatning fra andre kilder (f.eks. fra din arbejdsgivers eller en privat forsikring) bliver ikke modregnet i erstatningen fra staten.

Kan jeg få et forskud på erstatningen? I bekræftende fald, på hvilke betingelser?

Du kan ikke få udbetalt et forskud på erstatningen.

Kan jeg få supplerende eller yderligere erstatning (f.eks. som følge af en ændring af min situation eller en forværring af min helbredstilstand osv.) efter hovedafgørelsen?

Hvis det efter udbetaling af erstatningen fra staten i den endelige afgørelse konstateres, at du har lidt svær skade som følge af forbrydelsen, er du berettiget til at få udbetalt forskellen mellem den allerede udbetalte erstatning og den samlede erstatning, du er berettiget til.

Hvilken dokumentation skal jeg fremlægge til støtte for mit krav?

Hvis den endelige afgørelse i straffesagen endnu ikke er truffet, når du indgiver din erstatningsansøgning, skal du vedlægge din ansøgning en meddelelse fra den myndighed, der behandler sagen (politiet, anklagemyndigheden, domstolen), som indeholder følgende oplysninger:

  1. dato og sted for forbrydelsen
  2. den retlige kategorisering af forbrydelsen, karakteren af skadevolderens strafbare handling som konstateret på tidspunktet for forkyndelsen, datoen for straffesagens indledning og straffesagens nummer
  3. oplysninger om den person, der er anerkendt som offer i straffesagen
  4. oplysninger om den person, der er anerkendt som offerets repræsentant i straffesagen
  5. arten af den skade, forbrydelsen har forårsaget (en persons død, personskadens sværhedsgrad, moralsk krænkelse eller krænkelse af offerets seksuelle integritet, indirekte bevis for menneskehandel eller smitte med humant immundefektvirus eller hepatitis B eller C)
  6. dato for udstedelse af den sagkyndiges rapport, rapportens nummer og ophavsmand
  7. antallet af personer, der er anerkendt som ofre i den samme straffesag som følge af en persons død, og oplysninger om disse personer.

Hvis straffesagen er afsluttet, når du indgiver din erstatningsansøgning, skal du vedlægge din ansøgning den endelige afgørelse fra den myndighed, der behandlede sagen, og tvangsfuldbyrdelsesgrundlaget, såfremt den skadeserstatning, du blev tildelt ved den endelige afgørelse, ikke er blevet udbetalt eller ikke er blevet udbetalt i sin helhed.

Skal der betales administrative eller andre gebyrer for modtagelse og behandling af erstatningskravet?

Det er gratis at få behandlet en ansøgning om erstatning fra staten.

Hvilken myndighed er bemyndiget til at træffe afgørelse om erstatningskrav (i nationale sager)?

Afgørelsen om, hvorvidt der skal udbetales erstatning fra staten eller ej, træffes af retshjælpstjenesten (Juridiskās palīdzības administrācija).

Hvilken instans skal jeg sende ansøgningen til (i nationale sager)?

For at få erstatning fra staten skal du sende din erstatningsansøgning til retshjælpstjenesten på følgende adresse: Pils laukums 4, Riga, LV-1050.

Skal jeg være til stede under sagen, og/eller når der træffes afgørelse om mit krav?

Du behøver ikke være personligt til stede ved behandlingen af din erstatningsansøgning, eller når der træffes afgørelse om, hvorvidt din ansøgning skal efterkommes eller ej.

Hvor lang tid tager det (ca.) at få en erstatningsafgørelse fra den kompetente myndighed?

Retshjælpstjenesten træffer afgørelse om, hvorvidt der skal udbetales erstatning fra staten eller ej, senest en måned efter modtagelse af ansøgningen. Den sender afgørelsen til den adresse, der er oplyst i erstatningsansøgningen.

Hvis der er behov for yderligere oplysninger fra din side eller fra den myndighed, der behandler sagen (politiet, anklagemyndigheden, domstolen), suspenderes fristen for afgørelsens vedtagelse, indtil alle nødvendige oplysninger er modtaget.

Hvordan kan jeg anke myndighedens afgørelse, hvis jeg er utilfreds med den?

Du kan appellere retshjælpstjenestens afgørelse om udbetaling eller afvisning af udbetaling af erstatning fra staten senest en måned efter datoen for afgørelsens ikrafttræden ved at indgive en begæring i denne henseende til retshjælpstjenesten, som sender den videre til justitsministeriet.

Hvor kan jeg hente de nødvendige blanketter og øvrige oplysninger om ansøgningsproceduren?

Du finder ansøgningsskemaet vedrørende erstatning fra staten og en vejledning i, hvordan det skal udfyldes:

  • på portalen http://www.latvija.lv/
  • på retshjælpstjenestens websted http://www.jpa.gov.lv/, sektionen "Pakalpojumi" (ydelser)
  • hos retshjælpstjenesten, Pils laukums 4, Riga (personlig henvendelse sker efter aftale)
  • hos den myndighed, der behandler sagen (politiet, anklagemyndigheden eller domstolen)
  • på den gratis telefonlinje 800001801 (i åbningstiden).

Er der en telefonisk hotline eller et websted med oplysninger?

Du kan ringe til den gratis telefonlinje 116006 (hjælpetjeneste for ofre for forbrydelser (Palīdzības dienests noziegumu upuriem] hver dag fra kl. 12.00 til 22.00. Her tilbydes:

  • følelsesmæssig og psykologisk bistand til ofre for forbrydelser
  • oplysninger om ofrenes formelle rettigheder (f.eks. rettigheder i straffesager, ret til skadeserstatning og erstatning fra staten osv.) og om eventuelle tjenester og institutioner, der yder støtte til ofre.

Du kan også finde oplysninger på webstedet http://www.cietusajiem.lv/.

Kan jeg få retshjælp (hjælp fra en advokat), når jeg forbereder mit krav?

Du behøver ikke retshjælp for at søge erstatning fra staten. Retshjælpstjenesten yder den nødvendige bistand under ansøgningsproceduren.

Findes der organisationer, der yder støtte til ofre, som kan hjælpe mig med at kræve erstatning?

Selskabet Skalbes driver den gratis telefonlinje 116006 (hver dag fra kl. 12.00 til 22.00), der er en hjælpetjeneste for ofre for forbrydelser, som tilbyder følelsesmæssig og psykologisk bistand til ofre for forbrydelser, oplysninger om ofrenes formelle rettigheder (f.eks. rettigheder i straffesager, ret til skadeserstatning og erstatning fra staten osv.) og om eventuelle tjenester og institutioner, der yder støtte til ofre.

Sidste opdatering: 18/12/2023

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.