Hvis mit krav skal behandles i dette land

Bulgarien

Indholdet er leveret af
Bulgarien

Hvilke former for forbrydelser kan jeg få erstatning for?

I Bulgarien kan du få erstatning fra staten for økonomiske tab, du har pådraget dig som en direkte følge af en af følgende forbrydelser:

  • terrorisme drab drabsforsøg forsætlig grov legemsbeskadigelse forulempelse voldtægt menneskehandel
  • forbrydelser begået efter ordre eller beslutning fra en organiseret kriminel gruppe
  • andre voldelige forsætlige forbrydelser, som direkte har medført dødsfald eller grov legemsbeskadigelse.

Hvilke former for skader kan jeg få erstatning for?

Se svaret på det første spørgsmål.

Kan jeg få erstatning, hvis jeg er pårørende til eller forsørges af et offer, som er afgået ved døden som følge af en forbrydelse? Hvilke pårørende eller forsørgelsesberettigede kan få erstatning?

Hvis offeret er afgået ved døden som følge af en forbrydelse, overgår retten til erstatning til offerets efterkommere eller partner/samlever.

Kan jeg få erstatning, hvis jeg er pårørende til eller forsørges af et offer, som har overlevet? Hvilke pårørende eller forsørgelsesberettigede kan få erstatning i dette tilfælde?

Nej, det kan du ikke. Offerets efterkommere eller partner/samlever kan kun få erstatning, hvis offeret er afgået ved døden som følge af en forbrydelse.

Kan jeg få erstatning, hvis jeg ikke er statsborger i et EU-land?

Erstatning kan tilkendes udenlandske statsborgere i sager, der er omhandlet i en international aftale, som Bulgarien har tiltrådt.

Kan jeg kræve erstatning fra dette land, hvis jeg bor her eller stammer herfra (dette er mit opholds- eller statsborgerskabsland), selv om forbrydelsen blev begået i et andet EU-land? Kan jeg gøre dette i stedet for at kræve erstatning i det land, hvor forbrydelsen blev begået? I så fald, på hvilke betingelser?

Nej, det kan du ikke. Erstatningen betales af den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor forbrydelsen blev begået.

Skal jeg have anmeldt forbrydelsen til politiet først for at kunne kræve erstatning?

Ja, det skal du. Der kan ikke udbetales erstatning, hvis offeret ikke har anmeldt forbrydelsen til den kompetente myndighed, medmindre offeret ikke kunne gøre dette af lovlige årsager.

Skal jeg afvente resultaterne af politiets efterforskning eller udfaldet af en straffesag, inden jeg kan kræve erstatning?

Ja, det skal du. Ofre for forbrydelser har ret til at kræve erstatning, når en straffesag er blevet afsluttet med en endelig retsafgørelse, dvs.:

  • en straffedom, herunder en udeblivelsesdom
  • et udenretligt forlig
  • en afgørelse truffet af den offentlige anklager eller den kompetente ret om afslutning af straffesagen, dog ikke sager, der er afsluttet på grundlag af artikel 24, stk. 1, nr.  1, 7, 8a og 9 i strafferetsplejeloven (Nakazatelno-protsesualen kodeks)
  • en afgørelse truffet af den offentlige anklager eller den kompetente ret om udsættelse af straffesagen, fordi gerningsmanden ikke er blevet identificeret.

Skal jeg først kræve erstatning fra gerningsmanden, hvis vedkommende er blevet identificeret?

Dette kræves ikke, men der ydes ikke erstatning, hvis offeret har modtaget erstatning andetsteds fra.

Har jeg stadig krav på erstatning, hvis gerningsmanden ikke er blevet identificeret eller dømt? Hvilke beviser skal jeg i så fald fremlægge til støtte for mit krav?

Se svaret på spørgsmålet: "Skal jeg afvente resultaterne af politiets efterforskning eller udfaldet af en straffesag, inden jeg kan kræve erstatning?".

Skal jeg fremsætte mit erstatningskrav inden for en bestemt tidsfrist?

Erstatningskrav skal fremsættes inden for et år efter den dato, hvor retsmyndighedens relevante afgørelse bliver endelig.

Hvilke tab og udgifter dækkes af erstatningen?

Erstatningen dækker solidarisk økonomiske tab, du har pådraget dig som en direkte følge af forbrydelsen, herunder:

  • behandlingsomkostninger, eksklusive omkostninger betalt af den nationale sygesikrings budget
  • tabt arbejdsfortjeneste
  • sagsomkostninger
  • tab af eksistensgrundlag
  • begravelsesomkostninger
  • andre økonomiske tab.

Ofre skal fremlægge den relevante dokumentation for det erstatningskrav, der gøres gældende.

Udbetales erstatningen som et engangsbeløb eller i månedlige afdrag?

Erstatning til ofre for forbrydelser udbetales som et engangsbeløb fra staten.

Hvordan kan min egen adfærd i forbindelse med forbrydelsen, min straffeattest eller manglende samarbejde fra min side under erstatningssagen påvirke mine chancer for at få erstatning og/eller erstatningens størrelse?

Erstatning ydes ikke, hvis:

  • offeret har begået en af de forbrydelser, der er nævnt i svaret på det første spørgsmål, i en periode på fem år inden fremsættelsen af erstatningskravet
  • forbrydelsen blev begået under ekstrem mental forstyrrelse forårsaget af en ulovlig handling fra offerets side, som har eller kan have haft alvorlige konsekvenser for gerningsmanden eller gerningsmandens pårørende
  • forbrydelsen blev begået under overtrædelse af grænserne for lovligt selvforsvar.
  • Hvis offeret har bidraget til det strafbare forhold, nedsættes den erstatning, der ellers ville være blevet ydet.

Hvordan påvirker min økonomiske situation mine chancer for at få erstatning og/eller erstatningens størrelse?

Alle ofre for forbrydelser har de samme rettigheder. Ofrets økonomiske situation har ingen betydning i forbindelse med erstatningskrav mod staten.

Er der andre kriterier, der kan påvirke mine chancer for at få erstatning og/eller erstatningens størrelse?

Erstatning ydes af staten for forbrydelser, der er begået efter den 30. juni 2005, som falder inden for de kategorier, der er anført i svaret på det første spørgsmål.

Hvordan beregnes erstatningen?

Ofre skal fremlægge den relevante dokumentation for det erstatningskrav, der gøres gældende.

Er der minimums-/maksimumsgrænser for erstatningens størrelse?

Den bulgarske stat udbetaler højst 10 000 BGN i erstatning. Når erstatning tilkendes med henblik på at forsørge mindreårige forsørgelsesberettigede, som er efterkommere til en person, der er død som følge af en forbrydelse, kan erstatningen til hver forsørgelsesberettiget højst udgøre 10 000 BGN.

Skal jeg angive beløbet i erstatningskravet? Modtager jeg i så fald instrukser i, hvordan det beregnes, eller i andre aspekter?

Ja, det skal du. I erstatningskravet skal offeret angive størrelsen på den erstatning, der gøres gældende, og det økonomiske tab.

Vil erstatning, som jeg eventuelt modtager fra andre kilder (f.eks. min arbejdsgivers eller en privat forsikringsordning), blive fratrukket den erstatning, der udbetales af staten?

Ja.

Kan jeg få udbetalt et forskud på erstatningen? I så fald, på hvilke betingelser?

Nej, det kan du ikke.

Kan jeg få supplerende eller yderligere erstatning (f.eks. efter en ændring i forholdene, forværret helbred osv.) efter selve afgørelsen?

Nej, det kan du ikke.

Hvilke støttedokumenter skal jeg vedlægge mit krav?

  • en kopi af den berørte retsmyndigheds afgørelse og dens begrundelse i tilfælde af en domfældelse
  • et uddrag af retsbogen, hvis personen ikke er bulgarsk statsborger
  • en kopi af et identitetsdokument
  • en bekræftelse af den nuværende bopæl for den person, der har ret til erstatning i Bulgarien
  • en attest vedrørende juridisk repræsentation, værgemål eller formueforvaltning
  • et arvebevis, hvis den erstatningsberettigede er barn, forælder eller ægtefælle til et offer, der er død som følge af en forbrydelse
  • bekræftede kopier af dokumentation for udgifter, f.eks. udgifter til lægebehandling (eksklusive omkostninger, der er dækket af den nationale sygesikring), begravelsesomkostninger osv.
  • dokumentation for offerets indtægter fra beskæftigelse eller tilsvarende forhold for en periode på seks måneder inden datoen for forbrydelsen
  • rettens opgørelse over udgifterne i forbindelse med retssagen
  • dokumentation for andre økonomiske tab
  • erklæring om, at offeret ikke har modtaget anden kompensation for sit økonomiske tab som følge af forbrydelsen.

Skal der betales administrative eller andre gebyrer, når erstatningskravet modtages og behandles?

Nej, det skal der ikke.

Hvilken myndighed træffer afgørelse om erstatningskrav (i nationale sager)?

Det nationale råd for støtte og erstatning til ofre for forbrydelser under det bulgarske justitsministerium.

Hvem skal kravet stiles til (i nationale sager)?

REPUBLIKKEN BULGARIENS JUSTITSMINISTERIUM

Det nationale råd for støtte og erstatning til ofre for forbrydelser

Adresse: Slavyanska 1, 1040 Sofia, Republikken Bulgarien

Websted: http://www.compensation.bg

Skal jeg være til stede under proceduren, og/eller når der træffes afgørelse om mit krav?

Nej, det skal du ikke.

Hvor lang tid tager det (omtrentligt), inden myndigheden træffer afgørelse om et erstatningskrav?

Erstatningskravet behandles senest en måned efter modtagelsesdatoen. Om nødvendigt kan denne frist forlænges med op til tre måneder.

Hvordan kan jeg klage over myndighedens afgørelse, hvis jeg ikke er tilfreds med den?

Afgørelser truffet af det nationale råd for støtte og erstatning til ofre for forbrydelser kan ikke påklages.

Hvor kan jeg rekvirere de nødvendige formularer og andre oplysninger om, hvordan jeg fremsætter et erstatningskrav?

Standardformularen til fremsættelse af erstatningskrav fås hos det nationale råd for støtte og erstatning til ofre for forbrydelser, provinsguvernører, efterforskere og organisationer, der yder støtte til ofre. En elektronisk formular findes på det nationale råds websted: http://www.compensation.bg.

Findes der en særlig hjælpelinje eller et særligt websted, jeg kan bruge?

Se webstedet for det nationale råd for støtte og erstatning til ofre for forbrydelser: http://www.compensation.bg.

Kan jeg få retshjælp (advokatbistand), når jeg udarbejder kravet?

Organisationer, der yder støtte til ofre, tilbyder praktisk bistand til ofre for forbrydelser, herunder hjælp til at udarbejde erstatningskravet.

Findes der organisationer, der yder støtte til ofre, som kan hjælpe mig med at kræve erstatning?

Ja. Den bulgarske sammenslutning af organisationer, der yder støtte til ofre.

Tlf. +359 29819300

Sidste opdatering: 10/12/2018

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.