Tvangsauktion

Portugal

Indholdet er leveret af
Portugal

1. Annoncering og fastsættelse af prisen ved salg af udlagte aktiver

For øjeblikket finder salg af aktiver primært sted via platformen https://www.e-leiloes.pt/, jf. artikel 837 i den portugisiske civile retsplejelov (Código de Processo Civil – CPC) og artikel 20 ff. i ministeriel gennemførelsesbekendtgørelse nr. 282/2013 af 29. august.

Driftsreglerne for platformen https://www.e-leiloes.pt/ blev godkendt ved justitsministerens bekendtgørelse nr. 12624/2015, offentliggjort i Portugals lovtidende (Diário da República), serie 2, nr. 219, af 9. november 2015.

Meddelelser om salg er underlagt bestemmelserne i artikel 6 i ministeriel bekendtgørelse nr. 12624/2015:

Artikel 6

Annoncering af en auktion

  1. Auktioner annonceres på platformen www.e-leiloes.pt, og den portugisiske advokatsammenslutning (Câmara dos Solicitadores) kan endvidere bestemme, at alle eller en del af oplysningerne også kan offentliggøres på andre websteder og på tryk samt sendes pr. e-mail, idet den foged, der behandler sagen, også kan offentliggøre salget på andre måder, som den pågældende finder hensigtsmæssige.
  2. Annoncen på portalen www.e-leiloes.pt skal som minimum indeholde:
    1. retssagens nummer, ret og organisatorisk enhed
    2. dato for auktionens indledning
    3. (dato og tidspunkt for) auktionens afslutning
    4. basisværdien af det/de aktiver, der skal sælges
    5. slutbuddets størrelse
    6. i forbindelse med løsøre et billede af det eller de aktiver, der er omfattet af auktionen
    7. en kort beskrivelse af aktiverne
    8. aktivernes art
    9. for så vidt angår fast ejendom dens beliggenhed, og hvad den består af, registrering i matrikelregistret og ejendomsbeskrivelse, distrikt, kommune, sogn og geografiske koordinater for den omtrentlige beliggenhed, et billede af ejendommen udefra og om muligt indefra, hvis der er tale om en byejendom eller en del af en bygning
    10. oplysninger om kurator (fiel depositário) eller deponeringssted
    11. tid og sted for besigtigelsen af aktiverne og kurators kontaktoplysninger
    12. oplysninger om den foged, der behandler sagen, herunder navn, erhvervs-id, telefon- og mobiltelefonnummer, fax, e-mail og åbningstider
    13. alle forhold, der i henhold til loven skal oplyses til alle berørte parter, herunder alle indsigelser mod tvangsfuldbyrdelsen eller udlægget, der er under behandling, alle verserende appelsager, eventuelle behæftelser, der ikke bortfalder ved salg, og alle indehavere af fortrinsrettigheder, der er gjort gældende under sagen
    14. navnet på den eller de skyldnere, der ejer de aktiver, som skal sælges.

De udlagte aktivers pris/værdi:

Basisværdi: Dette er værdien af det eller de aktiver, der sælges på auktionen, som fastsat inden for rammerne af den sag, som salget vedrører, dvs. i forbindelse med en sag om tvangsfuldbyrdelse, der er omfattet af CPC, eller en insolvenssag, der er omfattet af loven om insolvens og rekonstruktion (Código da Insolvência e da Recuperação de Empresas).

Minimumsværdi: Minimumsværdien er den mindstepris, aktiverne kan sælges til, som i henhold til artikel 816, stk. 2, i CPC, svarer til 85 % af basisværdien. I nogle tilfælde kan minimumsværdien være den samme som basisværdien.

2. Tredjeparter, der kan forestå salget

Driftsreglerne for platformen https://www.e-leiloes.pt/ blev godkendt ved justitsministerens bekendtgørelse nr. 12624/2015, offentliggjort i Portugals lovtidende, serie 2, nr. 219, af 9. november 2015, og det bestemmes heri, at platformen skal udvikles og forvaltes af den tidligere portugisiske advokatsammenslutning, der nu går under betegnelsen advokat- og fogedsammenslutningen (Ordem dos Solicitadores e Agentes de Execução).

I civile tvangsfuldbyrdelsessager, der varetages af en foged, kan kun sidstnævnte forestå salget.

3. Tvangssalg, på hvilke reglerne ikke finder anvendelse i deres helhed

F.eks. aktiver, der skal sælges på regulerede markeder, eller som skal sælges direkte.

Artikel 837 i CPC – Salg på elektronisk auktion

  1. Bortset fra de tilfælde, der er nævnt i artikel 830 og 831, finder salget af udlagt fast ejendom fortrinsvis sted på elektroniske auktioner på de vilkår, der fastlægges ved justitsministerens gennemførelsesbekendtgørelse.

Artikel 830 i CPC – Aktiver, der sælges på regulerede markeder

Finansielle instrumenter og varer, der handles på et reguleret marked, sælges på regulerede markeder.

Artikel 831 i CPC – Direkte salg

Såfremt aktiverne ifølge loven skal udleveres til en bestemt enhed eller ifølge et gyldigt løfte er solgt til en person, der ønsker at udøve den specifikke tvangsfuldbyrdelsesret, sælges aktiverne direkte til disse.

Det skal bemærkes, at selv om elektronisk auktion er den foretrukne salgsmåde i forbindelse med tvangsfuldbyrdelse i Portugal, indeholder CPC dog også andre alternative salgsmåder:

  1. salg ved forseglet bud
  2. salg på regulerede markeder
  3. direkte salg til personer eller enheder, der er berettigede til at erhverve aktiverne
  4. salg efter privat forhandling
  5. salg i auktionshus
  6. salg på offentligt eller tilsvarende deponeringssted
  7. salg på elektronisk auktion.

4. Oplysninger om nationale registre over aktiver

Regulerings- og registreringsenhederne omfatter:

  • institut for registre og notartjenester (Instituto dos Registos e do Notariado, I.P. IRN): Dette er et offentligt institut, som har til opgave at håndhæve og føre tilsyn med politikker vedrørende registreringstjenester, med henblik på at tilbyde borgere og virksomheder tjenester inden for borgerlig identifikation og civile registre, registre vedrørende statsborgerskab, fast ejendom, handelsregistre og registre over løsøre og juridiske enheder samt regulering og overvågning af og tilsyn med notarvirksomhed – f.eks. fast ejendom, køretøjer, både, fly osv.
  • kommissionen for værdipapirmarkedet (Comissão do Mercado de Valores Mobiliários – CMVM): har til opgave at føre tilsyn med, overvåge og regulere de finansielle markeder og de aktører, der opererer på dem, med henblik på at fremme investorbeskyttelsen – f.eks. aktier og finansielle instrumenter.
  • det nationale institut for intellektuel ejendomsret (Instituto Nacional de Propriedade Industrial – INPI): Instituttets aktiviteter er rettet mod meddelelse og beskyttelse af industrielle ejendomsrettigheder, internt og eksternt, i samarbejde med de internationale organisationer, som Portugal er medlem af, f.eks. varemærker og patenter.

5. Oplysninger om databaser, der giver kreditorerne mulighed for at identificere skyldners aktiver eller fordringer

For det første er det vigtigt at bemærke, at det er fogeden, der har adgang til de fortrolige oplysninger i databaserne, og ikke kreditor.

Ministeriel gennemførelsesbekendtgørelse nr. 331-A/2009 af 30. marts, som ændret ved ministeriel gennemførelsesbekendtgørelse nr. 350/2013 af 3. december og ved ministeriel gennemførelsesbekendtgørelse nr. 288/2015 af 17. september, regulerer adgangen til offentlige databaser.

Ministeriel gennemførelsesbekendtgørelse nr. 282/2013 af 29. august regulerer ligeledes adgangen til den portugisiske nationalbanks databaser.

De databaser, fogederne har direkte elektronisk adgang til, er bl.a.:

  1. skatte- og toldmyndigheden (Autoridade Tributária e Aduaneira)
  2. de sociale sikringsmyndigheder
  3. tjenestemændenes pensionsfond (Caixa Geral de Aposentações)
  4. matrikelregistret
  5. handelsregistret
  6. det nationale register over juridiske enheder
  7. motorregistret
  8. den portugisiske nationalbank
  9. instituttet for forvaltning af offentlig gæld (Instituto de Gestão de Crédito Público)
  10. CITIUS – borgernes retsportal.

6. Oplysninger om onlinetvangsauktioner

Driftsreglerne for platformen https://www.e-leiloes.pt/ blev godkendt ved justitsministerens bekendtgørelse nr. 12624/2015, offentliggjort i Portugals lovtidende, serie 2, nr. 219, af 9. november 2015.

De relevante oplysninger findes i:

driftsreglerne for den elektroniske auktionsplatform

Svar på ofte stillede spørgsmål

Sidste opdatering: 12/08/2019

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

Feedback

Brug formularen nedenfor til at skrive kommentarer og feedback om vores nye website