Underholdsbidrag

Spanien
Indholdet er leveret af
European Judicial Network
Det Europæiske Retlige Netværk (på det civile og handelsretlige område)

1 Hvad er den praktiske betydning af begreberne "underhold" og "underholdspligt"? Hvilke personer skal betale underholdsbidrag til en anden person?

Underholdsbidrag dækker alt, hvad der er nødvendigt til kost, logi, tøj og sygesikring.

De omfatter ligeledes børns undervisning og uddannelse, ikke blot mens de er mindreårige, men også derefter, hvis de ikke har afsluttet deres uddannelse, og de ikke selv kan klandres herfor. I tilfælde af forældrenes samlivsophævelse kan der under skilsmissesagen nedlægges påstand om betaling af underholdsbidrag til hjemmeboende børn, der ikke er selvforsørgende.

Udgifter i forbindelse med svangerskab og fødsel dækkes også af underholdsbidraget, såfremt de ikke refunderes på anden vis.

Følgende personer har gensidig forsørgelsespligt:

1º.- Ægtefæller.

2º.- Forældre og deres børn.

Søskende skal kun støtte hinanden økonomisk i det omfang deres behov for forsørgelse ikke er selvforskyldt, og bidraget dækker i givet fald udgifter til deres uddannelse.

2 Indtil hvilken alder kan et barn modtage underholdsbidrag? Er der forskellige regler for underholdspligt overfor mindreårige og voksne?

Børn kan modtage underholdsbidrag, indtil de bliver myndige, hvilket i Spanien vil sige 18 år, medmindre de selv har en tilstrækkelig stor indtægt. Efter barnet er blevet myndigt, fortsætter underholdspligten, hvis det ikke er økonomisk uafhængigt, ikke har afsluttet sin uddannelse eller er arbejdsløs uden selv at være skyld heri. Med hensyn til mindreårige er det ligeledes nødvendigt at tage civillovbogens bestemmelser om den samlede virkning af omstødelse af ægteskabet, separation og skilsmisse (artikel 90 ff.) i betragtning.

Mens barnet er mindreårigt, har underholdsbidraget forrang (fremfor offentlige ydelser), og der er tale om en ufravigelig forpligtelse for den bidragspligtige.

3 Skal jeg indgive min ansøgning om bidrag til en kompetent myndighed eller en retsinstans? Hvad er hovedpunkterne i proceduren?

Begæringen skal indgives til en førsteinstansret (Juzgado de Primera Instancia).

Hvad er de væsentligste elementer i proceduren?

Sagen indledes med et processkrift (juicio verbal). Såfremt der nedlægges påstand om betaling af underholdsbidrag som led i en separations- eller skilsmissesag, eller en sag om placering af forældremyndigheden, skal der tages stilling til spørgsmålet inden for rammerne af denne sag.

4 Kan der indgives ansøgning om underholdsbidrag på vegne af en slægtning (hvis ja, hvor tæt skal man være beslægtet) eller et barn?

Begæringen skal indgives personligt af den bidragssøgende, medmindre vedkommende er mindreårig. I så fald indgives den af vedkommendes værge, anklagemyndigheden (el Fiscal) eller børneværnet. Begæringen kan imidlertid indgives af en anden, hvis vedkommende er i besiddelse af en fuldmagt til at repræsentere den bidragssøgende, som er påtegnet af en notar, en retssekretær eller en konsul på en spansk diplomatisk repræsentation i udlandet.

5 Hvis jeg ønsker at indbringe sagen for retten, hvordan finder jeg så ud af, hvilken ret der er kompetent?

Som hovedregel er det domstolen på det sted, hvor den bidragspligtige bor, der er kompetent. Hvis der er flere bidragspligtige (moderen og faderen), kan en af disses bopæl lægges til grund.  Hvis den bidragspligtige ikke har bopæl i Spanien, anvendes vedkommendes sidste bopæl i Spanien. I alle øvrige tilfælde anvendes domstolen på det sted, hvor den bidragssøgende bor.

6 Er det nødvendigt for mig som ansøger at benytte en mellemmand for at bringe sagen for retten (f.eks. en advokat, en central eller lokal myndighed etc.) Hvilke procedurer gælder, hvis dette ikke er tilfældet?

Man skal være repræsenteret af en advokat eller en anden rettergangsfuldmægtig (procurador).

7 Skal jeg betale et gebyr for at indbringe sagen for retten? Hvis ja, hvor højt må det antages at være? Hvis mine økonomiske midler er utilstrækkelige, kan jeg så få bevilget retshjælp til at dække sagens omkostninger?

I Spanien skal der betales en retsafgift ved behandlingen af krav, der udelukkende vedrører underholdspligt, dog med undtagelse af salærer til eventuelle advokater, rettergangsfuldmægtige og sagkyndige. Der opkræves imidlertid retsgebyrer for andre krav, der indgives i tilknytning til begæringer om underholdsbidrag, som f.eks. begæringer om omstødelse af ægteskab, separation eller skilsmisse. Salærerne til advokater og rettergangsfuldmægtige beregnes i forhold til kravets størrelse. Det er muligt at få hjælp til dækning af sagsomkostninger, hvis den bidragssøgende eller den bidragspligtige er ubemidlede og muligvis har ret til retshjælp efter den tarif, der er fastsat i artikel 3 i lov nr. 1/1996 af 10. januar 1996 om retshjælp. Bistanden består i, at retten beskikker en advokat eller en rettergangsfuldmægtig til at indgive begæringen, og alle yderligere sagsomkostninger som betaling af sagkyndige og offentliggørelse af kendelser afholdes også af staten.

8 Hvilken form for underholdsbidrag er det sandsynligt, at retten vil tilkende? Hvordan beregnes bidragets størrelse? Kan rettens afgørelse ændres, hvis leveomkostningerne eller familieforholdene ændrer sig? Hvis ja, hvordan? (f.eks. ved hjælp af en automatisk indeksregulering)?

I de fleste tilfælde fastsættes periodiske betalinger, der efter gældende ret skal være månedlige og forudbetalte. Det er yderst usædvanligt, at der fastsættes et bestemt engangsbeløb. Det sker kun, når der er tale om at dække restancer af underholdsbidrag, den bidragspligtige ikke har økonomisk tilknytning til noget sted, og det derfor er den mest hensigtsmæssige metode til at sikre kommende betalinger, eller efter aftale mellem parterne. Retten beregner underholdsbidraget ved anvendelse af en abstrakt retsregel, der er baseret på forholdsmæssighed og tager udgangspunkt i tre forhold: den bidragssøgendes behov, den bidragspligtiges økonomiske formåen og den økonomiske formåen hos andre personer, der ligeledes er forpligtet til at bidrage til underholdet (medbidragspligtige) i samme omfang som den hovedbidragspligtige. I den retsafgørelse, hvor beløbet fastsættes, anføres grundlaget for fremtidige tilpasninger. Disse tilpasninger foretages automatisk efter et bestemt tidsrum, og den person, der foretager betalingen, skal udrede det således tilpassede beløb. Hvis den bidragspligtige ikke justerer beløbet, vil domstolen gøre det efter anmodning fra den bidragssøgende. Underholdsbidraget kan ændres (også i dette tilfælde efter anmodning fra den berørte part), hvis der sker en væsentlig ændring i de forhold, der oprindelig blev lagt til grund for beregningen af bidraget. Bidraget sættes op f.eks., når den bidragspligtiges økonomiske situation bedres, og når den bidragssøgendes økonomiske situation forværres, og der derfor bliver behov for et højere bidrag (f.eks. forværring af en sygdom). Bidraget nedsættes, når den bidragspligtiges økonomiske situation forværres, eller den bidragssøgendes økonomiske situation forbedres. Endelig kan underholdsbidraget bortfalde, hvis forudsætningerne for at yde det ikke længere er til stede.

CGPJ har udarbejdet nogle tabeller til brug for beregningen af underholdsbidrag. Der er tale om vejledende tabeller, der tager udgangspunkt i barnets behov, hvor forældrenes indtægter og antallet af børn tages i betragtning. Der ses bort fra udgifter til familiens bolig og til børnenes skolegang, hvorfor underholdsbidraget skal korrigeres for disse beløb. Tabellerne kan tilgås her http://www.poderjudicial.es/cgpj/es/Poder_Judicial

9 Hvordan og til hvem udbetales underholdsbidraget?

Normalt betales underholdsbidrag som en sum penge. Der er imidlertid to undtagelser: Den bidragspligtige kan vælge at opfylde sin pligt ved at lade den bidragsberettigede bo og spise i sit eget hjem, men i praksis benyttes denne mulighed meget sjældent, når der ikke er garanti for, at parterne har et godt forhold til hinanden. Betaling i form af overdragelse af aktiver eller rettigheder sker kun undtagelsesvis og er kun en passende betalingsform, når det drejer sig om at afvikle restancer, hvis der er risiko for, at aktiverne forsvinder, eller hvis den bidragspligtige ikke har nogen aktiver. Underholdsbidraget betales direkte til den bidragsberettigede. Normalt sker dette ved bankoverførsel. Hvis den bidragsberettigede er mindreårig eller umyndig, foretages betalingen til vedkommendes værge.

I sager om ophævelse af samlivet som følge af utroskab (ruptura matrimonial) og i faderskabssager, accepterer domstolene, at den bidragspligtige betaler direkte til den berettigede (udgifter til barnets skolegang, sygesikring mv.).

10 Hvilke foranstaltninger kan der træffes for at tvinge en bidragspligtig (debitor), som ikke betaler frivilligt, til at betale?

I så fald kan den underholdsberettigede nedlægge begære afgørelsen om anerkendelse af retten til underholdsbidrag fuldbyrdet. I Spanien er der følgende fuldbyrdelsesforanstaltninger: løntilbageholdelse (med undtagelse af et eksistensminimum, hvis størrelse retten fastsætter), tilbageholdelse af skattetilgodehavender, indefrysning af midler på bankkonti, tilbageholdelse af sociale ydelser, beslaglæggelse af goder og tvangsauktion over disse; i visse tilfælde af manglende betaling af underholdsbidrag kan denne misligholdelse udgøre en strafbar handling, og den bidragspligtige risikerer en fængselsstraf.

11 Beskriv kort eventuelle begrænsninger for tvangsfuldbyrdelsen, navnlig regler om debitorbeskyttelse og om frister og forældelse?

I modsætning til andre former for gæld er der i forbindelse med betaling af underholdsbidrag ingen hverken nedre eller øvre beløbsmæssig grænse for indefrysningen af midler på den bidragspligtiges konti eller for at foretage udlæg i vedkommendes aktiver. Der kan ikke anlægges sag om fuldbyrdelse af underholdspligten efter udløbet af en frist på fem år.

12 Findes der en organisation eller en myndighed, som kan være behjælpelig med at inddrive underholdsbidraget?

Når det drejer sig om underholdsbidrag til mindreårige eller umyndige personer, kan den offentlige anklager bistå med inddrivelsen.

13 Kan private eller offentlige organisationer helt eller delvist udbetale bidraget forskudsvist på debitors vegne?

Fondo de Garantía del Pago de Alimentos (garantifonden til betaling af underholdsbidrag), der blev oprettet ved lov nr. 42 af 28. December 2006 og gennemført ved kongeligt dekret nr. 1618 af 7. december 2007, er en fond, der har til opgave at sikre, at mindreårige børn får udbetalt skyldige underholdsbidrag, der er fastsat i en godkendt aftale eller som led i en retssag om separation, skilsmisse, omstødelse, faderskab eller underholdsbidrag, i forma f et forskud på ydelsen.

Det er en forudsætning for at få udbetalt forskud på bidrag, at de er tilkendt eller godkendt af en spansk domstol.

14 Hvis jeg bor i dette medlemsland, og debitor har bopæl i et andet land:

14.1 Kan jeg så få hjælp fra en myndighed eller privat organisation i det pågældende land?

Ja, ifølge EU-lovgivningen og internationale konventioner om betaling af underholdsbidrag, som Spanien har ratificeret, kan den bidragssøgende anmode Spaniens centralmyndighed under justitsministeriet om bistand.

14.2 Hvis ja, hvordan kan jeg så komme i kontakt med den relevante myndighed eller private organisation?

Der kan på enhver måde rettes henvendelse til centralmyndigheden, Subdirección General de Cooperación Jurídica Internacional, under justitsministeriet. Calle San Bernardo No. 62, 28071 Madrid. Tlf. nr.: 00 34 91 3902228/2295/4437. Fax: 00 34 91 3904457

15 Hvis jeg bor i det andet land, og debitor befinder sig i dette land:

15.1 Kan jeg så sende en ansøgning direkte til en sådan myndighed eller privat organisation?

En bidragssøgende, der har bopæl i en anden medlemsstat, kan for centralmyndigheden i dette land forelægge dokumentation for anerkendelse af retten til underholdsbidrag og anmode om, at denne centralmyndighed retter henvendelse til den spanske centralmyndighed med anmodning om, at denne iværksætter fuldbyrdelsesforanstaltninger. Dette skal ske i overensstemmelse med EU-lovgivningen og internationale konventioner om betaling af underholdsbidrag, som Spanien har ratificeret.

15.2 Hvis det er tilfældet, hvordan kan den myndighed eller private organisation kontaktes, og hvilken hjælp kan jeg få?

Efter den fremgangsmåde, som er fastlagt af myndighederne i det pågældende land.

16 Er medlemsstaten bundet af Haagerprotokollen af 2007?

Ja, EU (og således også Spanien) ratificerede Haagerprotokollen den 8. april 2010.

17 Hvis landet ikke er bundet af Haagerprotokollen af 2007, hvilken lovgivning finder så anvendelse på kravet på underholdsbidrag i henhold til landets internationale privatret? Hvilke er de relevante internationale privatretlige regler?

18 Hvilke regler gælder for adgangen til domstolsprøvelse i grænseoverskridende sager inden for EU i overensstemmelse med kapitel V i forordningen om underholdspligt?

I medfør af Rådets forordning (EF) nr. 4/2009 af 18. december 2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt, har parter i en tvist, som er omfattet af denne forordning, reel adgang til domstolsprøvelse i en anden medlemsstat, herunder procedurer til fuldbyrdelse, appel eller prøvelse, på de betingelser, der er fastsat i dette kapitel. Den anmodede medlemsstat yder desuden fri proces i forbindelse med alle anmodninger, der efter artikel 56 fremsættes af en bidragsberettiget vedrørende forældres underholdspligt over for en person under 21 år.

19 Hvilke foranstaltninger har denne medlemsstat truffet for at sikre udførelsen af de opgaver, der er omhandlet i artikel 51 i forordningen om underholdspligt?

Spanien har føjet kapitel VIII "fri proces i grænseoverskridende tvister i Den Europæiske Union" til lov nr. 1/1996 af 10. januar 1996. I dette kapitel reguleres fysiske personers ret til fri proces, både når det drejer sig om EU-borgere og tredjelandsstatsborgere, der opholder sig lovligt i en af medlemsstaterne.

Sidste opdatering: 30/05/2019

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.