Om netværket

Tjekkiet
Indholdet er leveret af
European Judicial Network
Det Europæiske Retlige Netværk (på det civile og handelsretlige område)

Tjekkiet har i øjeblikket seks kontaktpunkter for Det Europæiske Retlige Netværk: fem i det tjekkiske justitsministerium og et i Bruxelles (Tjekkiets faste repræsentation ved EU).

Det Europæiske Retlige Netværks kontaktpunkter i Tjekkiet kommunikerer med kontaktpunkterne i andre EU-medlemsstater, behandler forespørgsler fra domstole og notarer, der søger oplysninger om andre landes love, og rykkerskrivelser om behandling af forespørgsler, navnlig inden for rammerne af forordning (EF) nr. 1206/2001 om bevisoptagelse og forordning (EF) nr. 1393/2007 om forkyndelse af dokumenter.

På baggrund af Rådets beslutning 2001/470/EF af 28. maj 2001 om oprettelse af et europæisk retligt netværk på det civil- og handelsretlige område oprettede Tjekkiet i 2004 et internt retligt netværk ("netværket") for samarbejde på det civil- og handelsretlige område, der skal sikre, at Tjekkiet er effektivt inddraget i Det Europæiske Retlige Netværk på det civil- og handelsretlige område.

Netværkets medlemmer omfatter repræsentanter fra det tjekkiske advokatsamfund, repræsentanter fra det tjekkiske notarkammer, repræsentanter fra det tjekkiske kuratorkammer, repræsentanter fra kontoret for international retsbeskyttelse af børn, repræsentanter fra det europæiske forbrugercenter, repræsentanter fra Charles-universitetets juridiske fakultet og udpegede medarbejdere fra justitsministeriet.

Netværkets medlemmer deltager navnlig i Det Europæiske Retlige Netværk på det civil- og handelsretlige områdes aktiviteter og i udførelsen af opgaver i denne forbindelse og i Rådets og Kommissionens arbejdsgrupper og udvalg på det civil- og handelsretlige område. Netværksmedlemmerne udtaler sig om forslag til EU-lovgivning og andre forslag om samarbejde på det civil- og handelsretlige område.

Netværket har i øjeblikket omkring 130 medlemmer. Alle netværksmedlemmerne mødes en gang om året, og mødet tilrettelægges af justitsministeriet. Dagsordenen for mødet omfatter aktuelle emner, navnlig vedrørende Det Europæiske Retlige Netværk, e-Justice-portalens drift og EU-Domstolens praksis. På disse møder har netværksmedlemmerne en enestående mulighed for at mødes ansigt til ansigt og udveksle praktiske erfaringer med anvendelsen af EU-lovgivningen.

Kompendier og andre publikationer, der er udarbejdet i Det Europæiske Retlige Netværk, distribueres til netværksmedlemmerne.

Netværksmedlemmerne kan kommunikere uformelt via e-mail. Netværket har sin egen mailingliste (liste over e-mailadresser), som netværksmedlemmerne kan bruge til at sende forespørgsler til hinanden og udveksle erfaringer. Listen giver også justitsministeriet mulighed for hurtigt at informere netværksmedlemmerne om nyheder inden for det retlige samarbejde i EU.

Sidste opdatering: 12/03/2018

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.