Småkrav

Sverige
Indholdet er leveret af
European Judicial Network
Det Europæiske Retlige Netværk (på det civile og handelsretlige område)

1 Findes der en særlig procedure for mindre krav?

Ja, der findes en særlig procedure for tvister af mindre værdi.

1.1 Procedurens anvendelsesområde, beløbsgrænser

Den særlige procedure for tvister af mindre værdi anvendes af de almindelige domstole i første instans (tingsrätten) i de tilfælde, hvor sagsøgers krav er under en vis tærskelværdi. Denne tærskelværdi er i øjeblikket (2013) 22.500 SEK. Tærskelværdien er ikke fastsat til et bestemt beløb ved lov, men er knyttet til det såkaldte grundprisindeks (prisbasbelöbet), hvilket indebærer, at tærskelværdien justeres efter prisudviklingen.

1.2 Anvendelse af proceduren

Muligheden for at anvende proceduren er ikke begrænset til bestemte typer sager, f.eks. tvister på forbrugerområdet. De gældende kriterier er, at der skal være tale om et civilt søgsmål, og at værdien af det omtvistede skal være under tærskelværdien. Proceduren kan ikke anvendes i forbindelse med familieretlige spørgsmål.

1.3 Blanketter

Der findes ingen standardblanketter til brug for indbringelse af sager om mindre krav. Der findes dog en blanket til indgivelse af anmodning om udfærdigelse af stævning i civile søgsmål, der kan anvendes uanset tvistens værdi. Den kan findes på domstolsstyrelsens ("Domstolsverket") hjemmeside på (http://www.domstol.se/) på svensk og engelsk

1.4 Retlig bistand

Hvis man henvender sig til en byret (tingsrätt), kan man få hjælp til at anlægge en retssag. Der gælder en lovbestemt vejledningspligt for statslige myndigheder. Vejledningspligten indebærer, at man kan ringe til eller opsøge f.eks. en byret og få almindelig rådgivning om proceduren og de regler, som gælder for denne. Desuden har retsformanden – afhængig af sagens beskaffenhed - pligt til under forberedelsen at søge de omtvistede spørgsmål afklaret, og søge for, at parterne angiver alt det, de vil påberåbe sig under sagen. I praksis opfylder dommeren sin forpligtelse ved at stille opklarende spørgsmål og fremkomme med bemærkninger.

1.5 Regler for bevisoptagelse

Der findes ingen særlige regler for sager om mindre krav. Både mundtlig og skriftlig bevisførelse kan således finde sted. Skriftlige vidneforklaringer (vittnesattester) er kun tilladt i visse særlige situationer. Der kan indhentes yderligere oplysninger om reglerne for bevisoptagelse i civile søgsmål i svensk ret her.

1.6 Skriftlig procedure

Retten har mulighed for at afsige dom alene på grundlag af en skriftlig procedure. Denne mulighed anvendes i tilfælde, hvor mundtlig forhandling ikke er nødvendig til sagens oplysning, og ingen af parterne fremsætter begæring herom.

1.7 Dommens indhold

Der findes ingen særlige regler for udformningen af en dom i sager om mindre krav. I alle civile søgsmål, dvs. selv for domme i denne type sager, gælder følgende: Dommen skal være skriftlig og i særskilte afsnit indeholde følgende oplysninger: rettens navn samt tid og sted for dommens afsigelse, navnene på parter og advokater eller andre rettergangsfuldmægtige, dommens konklusion, parternes påstande og indsigelser samt de omstændigheder, de er støttet på, og præmisser med angivelse af, hvad der er bevist i sagen.

1.8 Refusion af udgifter

De særlige regler om sagsomkostninger er det vigtigste særpræg ved sager om mindre krav. Den part, der vinder sagen, er kun berettiget til at få erstattet udgifter til juridisk rådgivning for en time én gang i hver instans, retsgebyr, rejse-og opholdsudgifter i forbindelse med møder, udgifter til afhøring af vidner samt udgifter til oversættelse af dokumenter. Godtgørelse ydes, såfremt udgifterne med rimelighed har været afholdt for, at den vindende part kunne gennemføre sin ret. Honorarer ud over det, der svarer til en times rådgivning, erstattes således ikke.

1.9 Klagemulighed

En dom afsagt af en lavere instans, der kan ankes til en højere instans.

Anke af byrettens dom til landsretten (hovrätten) er betinget af, at der opnås bevilling hertil. Bevilling meddeles kun, såfremt det er af betydning for retshåndhævelsen, at sagen indbringes for højere ret, såfremt der er anledning til ændre den afgørelse, som byretten nåede frem til, eller såfremt der er tungtvejende grunde til, at sagen prøves på ny. En part, der ønsker at appellere en byrets dom, skal gøre dette skriftligt, og appellen skal være fremkommet til byretten inden tre uger efter, at dommen blev afsagt.

Sidste opdatering: 05/11/2015

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.