Europæisk betalingspåkrav

Den europæiske betalingspåkravsprocedure er en forenklet procedure for grænseoverskridende pengekrav, der er ubestridt af skyldneren, og som er baseret på formularer.

Der er til det europæiske betalingspåkrav udarbejdet standardformularer, som findes på alle sprog her. Dette link indeholder også yderligere oplysninger om, hvilke domstole der kan udstede et europæisk betalingspåkrav, samt oplysninger om, hvor anmodningsformularerne skal sendes til.

Proceduren indledes ved at udfylde formular A med samtlige oplysninger om parterne og om kravets art og beløb. Retten behandler anmodningen, og hvis formularen er udfyldt korrekt, udsteder den inden 30 dage et europæisk betalingspåkrav.

Derefter påser retten, at det europæiske betalingspåkrav forkyndes for skyldneren. Vedkommende kan enten betale kravets beløb eller bestride det. Skyldneren har 30 dage til at gøre indsigelse mod det europæiske betalingspåkrav. Gøres der indsigelse, kan sagen alt efter fordringshaverens beslutning enten overgå til de almindelige civile retter, hvor den vil blive behandlet efter national lov, eller blive behandlet i overenstemmelse med den europæiske betalingspåkravsprocedure eller opgivet.

Hvis skyldneren ikke gør indsigelse, kan det europæiske betalingspåkrav fuldbyrdes automatisk. En kopi af det europæiske betalingspåkrav, og om nødvendigt en oversættelse heraf, skal sendes til fuldbyrdelsesmyndighederne i den medlemsstat, hvor det skal fuldbyrdes. Fuldbyrdelsen finder sted i overensstemmelse med de nationale regler og procedurer i den medlemsstat, hvor det europæiske betalingspåkrav fuldbyrdes. Nærmere oplysninger om fuldbyrdelsen findes i det relevante afsnit.

Bemærk venligst, at vejledningen ikke afspejler to ændringer, der trådte i kraft den 14. juli 2017. Ved den første ændring tilføjes en mulighed for at fortsætte sagen i tilfælde af indsigelse i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning (EF) nr. 861/2007 om indførelse af en europæisk småkravsprocedure. Ved den anden ændring udvides anvendelsen af den europæiske småkravsprocedure til at omfatte krav til en værdi af op til 5 000 EUR.

Yderligere oplysninger herom findes i den nye affattelse af forordningens artikel 17 såvel som i artikel 2 i forordning (EF) 861/2007, som ændret ved forordning (EU) 2015/2421.

Relevant link

Practice Guide for the application of the Regulation on the European Order for Payment PDF (5809 Kb) en

Europæisk betalingspåkrav – medlemsstaternes meddelelser og et redskab til at søge efter kompetente retter/myndigheder

Vær opmærksom på, at der også findes nationale betalingspåkravsprocedurer. Du kan få mere at vide om sådanne nationale procedurer ved at klikke på det relevante lands flag.

Sidste opdatering: 16/01/2023

Denne side vedligeholdes af Europa-Kommissionen. Oplysningerne på denne side afspejler ikke nødvendigvis Europa-Kommissionens officielle holdning. Kommissionen påtager sig intet ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Der henvises til den juridiske meddelelse, for så vidt angår de regler om ophavsret, der gælder for EU-websiderne.