Bevisoptagelse via videokonference

Luxembourg
Indholdet er leveret af
European Judicial Network
Det Europæiske Retlige Netværk (på det civile og handelsretlige område)

1 Er det muligt at foretage bevisoptagelsen ved hjælp af en videokonference, hvor denne enten foretages med deltagelse af en ret i den anmodende medlemsstat eller direkte af en ret i denne medlemsstat? Hvis ja, hvad er da de nationale procedurer eller den gældende nationale lovgivning?

Ja, begge procedurer er mulige. De fleste anmodninger til Luxembourg kommer fra en ret i en anden medlemsstat, der ønsker at afhøre et vidne ved hjælp af videokonference.

Der findes ingen særlige bestemmelser om videokonferencer, så det er de regler i den nye civile retsplejelov, som vedrører afhøring af vidner, dommerens personlige kontrol og parternes personlige fremmøde, der gælder. I øjeblikket er der ingen retspraksis på området for videokonferencer.

2 Er der nogen begrænsninger med hensyn til, hvilke personer der må afhøres ved hjælp af videokonference – gælder dette f.eks. kun vidner, eller er det også tilladt at afhøre eksperter eller parter i sagen på denne måde?

Videokonferencer kan anvendes til at afhøre vidner og i visse tilfælde parterne og de juridisk sagkyndige. Hidtil har anmodningerne dog kun vedrørt afhøring af vidner.

3 Hvilke typer begrænsninger er der i givet fald for de beviser, som kan fremskaffes via en videokonference?

Den eneste begrænsning er, at vidneafhøringen skal foregå på frivillig basis. Hvis et vidne nægter at blive afhørt, kan de luxembourgske myndigheder ikke tvinge vedkommende til det.

4 Er der nogen restriktioner med hensyn til, hvor den pågældende person må afhøres via en videokonference – skal det f.eks. være i en ret?

Beviserne skal kunne indhentes i de retslokaler, hvor det fornødne tekniske udstyr forefindes.

5 Er det tilladt at optage videokonferencer, og er denne tekniske mulighed i givet fald tilgængelig?

Hvis den anmodende stat ønsker at optage videokonferencen, skal den indhente udtrykkelig samtykke fra det vidne, der skal afhøres i Luxembourg. Som anmodet stat er det i Luxembourg ikke muligt at optage videokonferencen, da det er forbudt ved luxembourgsk lov.

6 På hvilket sprog skal afhøringen finde sted: a) hvis der er tale anmodninger under artikel 10-12, og b) hvis der er tale om direkte bevisoptagelse i henhold til artikel 17?

a) Fransk, tysk

b) Alle sprog

7 Hvis det er nødvendigt med tolkebistand, hvem er så ansvarlig for at sørge for dette under de to typer afhøringer, og hvor skal tolkene befinde sig?

Som anmodet stat påhviler det den luxembourgske ret at fremskaffe en tolk, hver gang det er nødvendigt for at kommunikere med enten den anmodende stats myndigheder eller den person, der skal afhøres.

8 Hvilken procedure gælder med hensyn til forberedelse af afhøringen og meddelelsen af tid og sted til den person, der skal afhøres? Hvor lang tid bør der i forbindelse med fastlæggelsen af datoen for afhøringen afsættes for at kunne indkalde den pågældende person rettidigt?

De luxembourgske myndigheder, nærmere bestemt den ret, der er ansvarlig for bevisoptagelsen, tager kontakt til myndighederne i den anmodende stat for at aftale dato og tidspunkt for videokonferencen. Indkaldelsesfristen er senest 15 dage før afhøringen. De luxembourgske myndigheder er ansvarlige for indkaldelsen af de berørte personer.

9 Hvilke omkostninger er der i forbindelse med anvendelse af videokonferencer, og hvordan afholdes de?

Den anmodede stat giver i overensstemmelse med EU-forordningen sin tilladelse til brug af videokonference, og den anmodende stat tager sig af samtlige formelle, organisatoriske og tekniske spørgsmål, herunder underretningen af de berørte personer.

Brugen af videokonference samt vidnets udgifter betales af den luxembourgske stat. Tolkeudgifter betales i princippet af den anmodende stat.

10 Hvilke krav stilles der i givet fald for at sikre, at den person, der afhøres direkte af den anmodende ret, er blevet oplyst om, at afhøringen skal foregå på frivillig basis?

Den berørte person underrettes i retsmødeindkaldelsen og af dommeren eller justitssekretæren inden afholdelsen af videokonferencen.

11 Hvilken procedurer anvendes med henblik på at bekræfte identiteten på den person, der skal afhøres?

Som anmodet stat kontrollerer den luxembourgske ret identitetspapirerne ved begyndelsen af afhøringen.

12 Hvilke krav gælder med hensyn til edsaflæggelse, og hvilke oplysninger behøves fra den anmodende ret, når der er behov for edsaflæggelse ved direkte bevisoptagelse i henhold til artikel 17?

Vidnerne og de sagkyndige skal aflægge ed på at ville sige sandheden. Det meddeles dem, at de står til bøde- eller fængselsstraf, såfremt de afgiver falsk forklaring.

Eden aflægges over for den anmodende ret.

I forbindelse med artikel 17 foregår det på den anmodende stats betingelser. Den luxembourgske dommer, der i sin egenskab af anmodet stat er til stede under videokonferencen, træder kun til i tilfælde af problemer.

13 Hvilke foranstaltninger er der truffet for at sørge for en kontaktperson til den anmodende ret på det sted, hvor videokonferencen afholdes, og en person til at betjene videokonferenceudstyret og håndtere tekniske problemer på afhøringsdagen?

På dagen og tidspunktet for videokonferencen er en dommer, en justitssekretær, en tekniker og om nødvendigt en tolk til stede.

14 Hvilke yderligere krav er der i givet fald med hensyn til oplysninger fra den anmodende ret?

For at afholde en videokonference er der visse tekniske spørgsmål, der skal afklares. En vellykket afhøring via videokonference afhænger af en grundig forudgående forberedelse og et effektivt samarbejde mellem kontaktpunkterne.

Sidste opdatering: 18/09/2017

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.