Rentesatser

Sverige
Indholdet er leveret af
European Judicial Network
Det Europæiske Retlige Netværk (på det civile og handelsretlige område)

1 Er der fastsat bestemmelser om lovbestemte renter i dette medlemsland? I bekræftende fald, hvordan defineres "lovbestemt rente" i dette medlemsland?

Bestemmelserne om renter findes i renteloven (räntelagen, 1975:635). Disse bestemmelser finder anvendelse, medmindre andet er aftalt i en kontrakt, et løfte eller på anden vis. Visse kontraktbetingelser er dog ugyldige i henhold til loven.

2 I bekræftende fald, hvor stort er beløbet/hvor høj er rentesatsen, og hvad er retsgrundlaget herfor? Hvis der er fastsat forskellige satser for lovbestemte renter, under hvilke forhold og på hvilke betingelser finder disse i så fald anvendelse?

Krav om tilbagebetaling

Når der er fremsat et betalingspåkrav, f.eks. på grund af misligholdelse af en kontrakt, er renten referencerentesatsen (som i februar 2016 var 0 %) plus 2 procentpoint. Renter betales fra den dato, hvor udbetalingen fandt sted, til og med den dato, hvor tilbagebetaling sker, eller, hvis kravet ikke opfyldes til tiden, til og med det tidspunkt, hvorfra der skal betales renter efter bestemmelserne om forfaldne fordringer.

Forfaldne fordringer

Den rente, der skal betales af forfaldne fordringer, er referencerentesatsen (0 % i februar 2016) plus 8 procentpoint. Følgende bestemmelser finder anvendelse.

a) Hvis forfaldsdatoen er fastlagt på forhånd, skal der betales renter af beløbet fra denne dato.

b) Hvis kravet er baseret på en persons forpligtelse til redegøre for et beløb, som den pågældende har modtaget fra hovedmanden eller tredjemand, skal der betales renter fra den dato, hvor redegørelsen sker, eller, hvis der ikke sker nogen redegørelse, fra den dato, hvor redegørelsen burde have været sket.

c) For andre udestående krav er den generelle regel, at der skal betales renter fra den 30. dag efter, at kreditor har sendt en faktura eller på anden måde fremsætter sit krav om betaling af en bestemt sum, idet det skal anføres, at manglende betaling vil medføre, at der skal betales renter af beløbet. Debitor skal ikke betale renter, før den pågældende modtager fakturaen eller kravet.

I handelstransaktioner mellem handlende skal der betales renter, uanset om det fremgår af betalingskravet, at manglende betaling vil medføre en forpligtelse til at betale renter. Det samme er tilfældet, hvor en handlende i forbindelse med sine handelstransaktioner har et krav mod en offentlig myndighed eller et andet offentligt organ vedrørende leverede varer eller tjenesteydelser.

I tilfælde af et erstatningskrav (skadestånd) eller lignende godtgørelseg, som ikke kan bestemmes uden yderligere undersøgelser, skal der betales renter af det skyldige beløb fra 30. dagen efter, at kreditor kræver betaling og fremlægger en opgørelse over, hvad den pågældende med rimelighed kan kræve. Debitor har ikke pligt til at betale renter, før den pågældende modtager kravet og opgørelsen.

Uanset eventuelle andre bestemmelser skal der under alle omstændigheder senest betales renter fra den dato, hvor der fremsættes et betalingspåkrav (betalningsföreläggande) eller en stævning (stämning i mål) i et inddrivelsessøgsmål.

Hvis der er tale om et erstatningskrav i forbindelse med en forsætlig lovovertrædelse, og erstatningskravet ikke er i form af livrente (livränta), skal der betales renter fra den dato, hvor skaden blev lidt.

Krav, hvoraf der skal betales renter før forfaldsdatoen

Hvis der skal betales renter af et krav på forfaldstidspunktet, og der ikke sker betaling i tide, anvendes fortsat den rentesats, der fandt anvendelse før forfaldsdatoen. Den rente, der skal betales, kan dog aldrig være lavere end den, der skulle have været betalt på et udestående, der ikke var rentebærende før forfaldsdatoen.

Tilpasning af rentesatsen

Rentesatsen kan tilpasses, hvis debitor har været forhindret i at betale i tide på grund af sygdom, arbejdsløshed eller tilsvarende omstændigheder, som den pågældende ikke har kontrol over, og det ville være urimeligt at kræve, at han/hun betaler den fulde rentesats i henseende til den deraf resulterende forsinkelse.

3 Findes der eventuelt yderligere oplysninger om, hvordan den lovbestemte rente beregnes?

Nej.

4 Er der gratis onlineadgang til ovennævnte retsgrundlag?

Dette link giver adgang til en uofficiel udgave af renteloven (räntelagen).

Sidste opdatering: 23/02/2017

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

Feedback

Brug formularen nedenfor til at skrive kommentarer og feedback om vores nye website