Rentesatser

Litauen
Indholdet er leveret af
European Judicial Network
Det Europæiske Retlige Netværk (på det civile og handelsretlige område)

1 Er der fastsat bestemmelser om lovbestemte renter i dette medlemsland? I bekræftende fald, hvordan defineres "lovbestemt rente" i dette medlemsland?

Renter og bøder for forsinket betaling er reguleret i følgende retsakter:

Republikken Litauens civile lovbog, bind 6

Republikken Litauens lov om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner.

2 I bekræftende fald, hvor stort er beløbet/hvor høj er rentesatsen, og hvad er retsgrundlaget herfor? Hvis der er fastsat forskellige satser for lovbestemte renter, under hvilke forhold og på hvilke betingelser finder disse i så fald anvendelse?

I henhold til civillovbogens artikel 6.37 kan renten fastsættes ved lov eller ved en aftale mellem parterne på grundlag af de indgåede forpligtelser. Skyldneren er ligeledes forpligtet til at betale lovbestemte renter af beløbet, der beregnes fra tidspunktet for sagens indbringelse for retten og indtil den fulde fuldbyrdelse af retsafgørelsen.

I henhold til civillovbogens artikel 6.71 forstås ved "bøde" det beløb, der er fastsat ved lov, aftale eller retsafgørelse, og som skyldneren skal betale til kreditor, hvis en forpligtelse ikke er opfyldt eller ikke er korrekt opfyldt (bøde, morarenter). Bøderne kan pålægges i form af et bestemt pengebeløb eller en procentdel af den underliggende gæld, og der kan pålægges bøder, hvis en forpligtelse ikke er opfyldt inden for den fastsatte frist. Disse beregnes på grundlag af det antal dage, uger, måneder osv., som fristen er overskredet.

I henhold til civillovbogens artikel 6.210 skal en skyldner, som ikke har overholdt fristen for opfyldelse af en pengeforpligtelse, betale en årlig rente på 5 % af det skyldige beløb, medmindre en anden rentesats er fastsat ved lov eller aftale. Hvis begge kontraherende parter er erhvervsdrivende eller privatretlige juridiske personer, er den årlige rente 6 % af det skyldige beløb, medmindre en anden rentesats er fastsat ved lov eller aftale.

I den litauiske lov om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner fastsættes betalingsfristen for solgte varer, leverede tjenesteydelser og arbejder, der er udført i henhold til en handelsaftale, det rentebeløb, der skal betales i tilfælde af forsinket betaling, metoden til beregning af disse renter og kreditorernes rettigheder i tilfælde af forsinket betaling. Denne lov finder anvendelse på alle handelsaftaler, der indgås mellem økonomiske enheder eller mellem økonomiske enheder og offentlige enheder om levering af varer og tjenesteydelser eller udførelse af arbejder mod betaling og betaling heraf. Ifølge denne lov er morarenten 8 procentpoint højere end den faste rente, som Den Europæiske Centralbank har anvendt i forbindelse med sin seneste væsentlige refinansieringsaktion, hvis denne blev gennemført efter en licitationsprocedure med en fast rentesats, eller en marginal rentesats, hvis Den Europæiske Centralbanks seneste væsentlige refinansieringsaktion blev gennemført efter en licitationsprocedure med en variabel rentesats.

3 Findes der eventuelt yderligere oplysninger om, hvordan den lovbestemte rente beregnes?

Disse oplysninger kan eventuelt indhentes hos personer, der yder retshjælp.

4 Er der gratis onlineadgang til ovennævnte retsgrundlag?

Ja.

Sidste opdatering: 15/10/2020

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Medlemslandene med ansvar for at forvalte siderne om nationale forhold er i gang med at opdatere noget af indholdet på dette website som følge af Storbritanniens udtræden af EU. Hvis du støder på indhold, som endnu ikke afspejler Storbritanniens udtræden, er det en fejl og vil blive rettet.

Feedback

Brug formularen nedenfor til at skrive kommentarer og feedback om vores nye website