Familiemægling

Litauen
Indholdet er leveret af
European Judicial Network
Det Europæiske Retlige Netværk (på det civile og handelsretlige område)

I Litauen er mægling i civile tvister (herunder familietvister) omfattet af lov om mægling i Republikken Litauen (en ny udgave af denne lov trådte i kraft den 1. januar 2019). Loven om mægling finder anvendelse på bilæggelse af nationale og internationale civile tvister og gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/52/EF af 21. maj 2008 om visse aspekter af mægling på det civil- og handelsretlige område.

Mægling er en civil tvistbilæggelsesprocedure, hvor en eller flere mæglere (upartiske tredjemænd) bistår parterne med at bilægge tvisten i mindelighed. Parterne kan anvende denne metode både til tvister, der endnu ikke er indbragt for retten (udenretslig mægling), og til sager, der allerede er under behandling ved domstolene (retsmægling).

Mægling kræver forudgående skriftligt samtykke fra parterne i tvisten. Mægling kan kun anvendes i forbindelse med de typer tvister, hvor parterne kan indgå en forligsaftale efter loven. Mægleren udpeges af parterne i fællesskab eller af statens retshjælpstjeneste, hvis parterne anmoder herom.

Siden den 1. januar 2019 kan mæglingsydelser kun leveres af personer, der har bestået en særlig eksamen (med visse undtagelser), og som opfylder andre betingelser fastsat i lovgivningen (godt omdømme, universitetsuddannelse, mægleruddannelse) og er opført på listen over mæglere i Litauen. Listen over mæglere er offentliggjort på den statslige retshjælpstjenestes websted (http://vgtpt.lrv.lt/). Mæglere skal også overholde standarder for upartiskhed og professionalisme. Afhængigt af den indgåede aftale kan mæglere tilbyde deres ydelser enten mod betaling eller gratis. Parterne og mæglerne kan aftale, hvilken metode og procedure der skal anvendes til bilæggelse af tvisten. Begge parter kan trække sig ud af mæglingen uden at angive en begrundelse herfor.

Det er vigtigt at påpege, at forældelsesfristen suspenderes ved iværksættelsen af mæglingen. Selv om tvisten ikke kan afgøres i mindelighed, bevarer parterne derfor deres ret til domstolsprøvelse. Hvis det lykkes parterne at bilægge tvisten i mindelighed med bistand fra en mægler, indgås en forligsaftale. Når aftalen er godkendt af domstolene efter en forenklet procedure, kan den tvangsfuldbyrdes.

Loven knæsætter også princippet om fortrolighed som et af hovedprincipperne i mægling. Med andre ord skal parterne, medmindre de aftaler andet, mæglerne og forvalterne af mæglingsydelser hemmeligholde alle oplysninger vedrørende mæglingen, bortset fra oplysninger, der er nødvendige for at godkende eller gennemføre den forligsaftale, som er indgået under mæglingen, og oplysninger, hvor det ville være i strid med den offentlige interesse ikke at videregive dem. Denne bestemmelse sikrer, at alle de oplysninger, der gives under mæglingen, bortset fra ovennævnte undtagelser, ikke kan anvendes mod den part, der har givet dem.

Loven om mægling regulerer de nærmere bestemmelser om obligatorisk og retslig mægling og mæglernes disciplinære ansvar.

Familiemægling har været obligatorisk siden den 1. januar 2020. Den obligatoriske mægling og retsmæglingen betales (op til seks timer) af staten, hvis mæglerne udpeges af statens retshjælpstjeneste. Parterne har fortsat mulighed for at vælge den person, der skal stå for den obligatoriske mægling, fra listen over mæglere, men i så fald skal de selv afholde omkostningerne.

Ifølge den civile retsplejelov er sagsomkostningerne for personer, der har gjort brug af mægling, lavere ved anlæggelse af et søgsmål.

Oplysninger om mægling og lovgivning på området findes på justitsministeriets websted (på litauisk):

http://tm.lrv.lt/lt/veiklos-sritys-1/civiliniu-gincu-taikinamasis-tarpininkavimas-mediacija.

Oplysninger om mægling på justitsministeriets websted (på engelsk):

http://tm.lrv.lt/en/fields-of-activity/mediation.

Sidste opdatering: 10/04/2020

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Medlemslandene med ansvar for at forvalte siderne om nationale forhold er i gang med at opdatere noget af indholdet på dette website som følge af Storbritanniens udtræden af EU. Hvis du støder på indhold, som endnu ikke afspejler Storbritanniens udtræden, er det en fejl og vil blive rettet.

Feedback

Brug formularen nedenfor til at skrive kommentarer og feedback om vores nye website