Forkyndelser: officiel overrækkelse af juridiske dokumenter

Malta
Indholdet er leveret af
European Judicial Network
Det Europæiske Retlige Netværk (på det civile og handelsretlige område)

1 Hvad betyder det retlige begreb "forkyndelse" i praksis? Hvorfor findes der særlige regler for forkyndelse af dokumenter?

Ved "forkyndelse af dokumenter" forstås aflevering af retlige dokumenter til en juridisk eller fysisk person. Forkyndelsesmåden er specifikt reguleret i retsplejeloven (kapitel 12 i Maltas retsplejelov).

Specifikke bestemmelser vedrørende forkyndelse af dokumenter blev indføjet i national ret for at sikre en standardprocedure for den måde, hvorpå dokumenter forkyndes, og for at sikre, at alle berørte parter modtager retlige dokumenter, som vedrører dem eller deres sag. Disse bestemmelser giver bl.a. retten vished for, at dokumenterne er nået frem til modtageren.

2 Hvilke dokumenter skal formelt forkyndes?

Alle dokumenter, der er indgivet til retten, skal forkyndes formelt. Det gælder breve, retlige indsigelser, anmodninger, stævninger, appeller, svarskrifter, sikrende foranstaltninger og fuldbyrdelseskendelser og andre dokumenter i relation til en retssag.

3 Hvem har ansvaret for forkyndelse af dokumenter?

Når et dokument er indgivet til en ret, er det rettens ansvar, at det bliver forkyndt. Den part, der rejser et krav, skal indgive en stævning til retten og angive den person, dokumentet skal forkyndes for, og dennes adresse. Hvis der er mere end en adressat, skal den part, der indgiver stævningen, sikre sig, at der er kopier nok til alle adressater.

4 Adresseforespørgsler

4.1 Gør den myndighed, der i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1393/2007 af 13. november 2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager er udpeget til at modtage adresseforespørgsler, af egen drift et forsøg på at finde ud af, hvor adressaten for de dokumenter, der skal forkyndes, befinder sig, hvis vedkommende ikke længere bor på den adresse, som den anmodende myndighed har angivet?

Den modtagende instans i Malta kontrollerer den angivne adresse, hvis forkyndelsen mislykkes. For at kunne gøre det skal Maltas instans imidlertid have oplyst adressatens personnummer, hvis der er tale om en fysisk person. Hvis den fremsendende instans oplyser dette personnummer, som er unikt for hver fysisk person, kan den modtagende instans forsøge at finde frem til en alternativ bopæl.

Hvis der er tale om en virksomhed, kontrollerer den modtagende instans adressatvirksomhedens registrerede adresse i et onlinesystem, der ajourføres

af virksomhedsregistret under Maltas finanstilsyn (MFSA). Hvis den adresse, som den fremsendende instans har oplyst, adskiller sig fra den adresse, der er anført i registret, vil der blive gjort endnu et forsøg på at forkynde dokumenterne på den registrerede adresse.

Hvis retsbetjenten konstaterer, at adressaten ikke blev fundet på den oplyste adresse, eller at der ikke blev åbnet, indgiver den modtagende instans en anmodning til den relevante ret med henblik på at få tilladelse til at underrette den pågældende person (juridisk eller fysisk) på den samme adresse, men efter de tidspunkter, der er fastsat efter maltesisk lov. Undertiden lykkes en sådan form for forkyndelse.

4.2 Har udenlandske judicielle myndigheder og/eller parter i retssager adgang til registrer eller tjenester i medlemsstaten, der gør det muligt at finde frem til personens aktuelle adresse? Hvis ja, hvilke registre eller tjenesteydelser findes, og hvilken fremgangsmåde skal følges? Hvilke gebyrer skal i givet fald betales?

Med hensyn til at finde frem til en fysisk persons adresse kan den modtagende instans kun få adgang til registre vedrørende en persons adresse, hvis den fremsendende instans kan oplyse vedkommendes personnummer. Denne database er ikke tilgængelig for offentligheden eller udenlandske myndigheder. Vigtige oplysninger om virksomheder, herunder det korrekte virksomhedsnavn, virksomhedens registreringsnummer og dens hjemsted, kan gratis kontrolleres af enhver via et onlinesystem, der ajourføres af virksomhedsregistret under Maltas finanstilsyn (MFSA). Specifikke oplysninger, herunder navne på medlemmer af ledelsen, virksomhedens retlige repræsentanter, sekretær osv., kan indhentes via det samme websted, men man skal oprette en konto og betale gebyr for visning af sådanne oplysninger.

4.3 Hvorledes behandler myndighederne i medlemsstaten en forespørgsel, der er afgivet i medfør af reglerne i Rådets forordning (EF) nr. 1206/2001 af 28. maj 2001 om samarbejde mellem medlemsstaternes retter om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område, og som har til formål at finde frem til en persons aktuelle adresse?

Begrundelsen for en sådan forespørgsel, som vedrører et vidnes adresse, forelægges den centrale myndighed. Den centrale myndighed har imidlertid ikke pligt til at udlevere sådanne oplysninger.

5 Hvordan finder en forkyndelse sædvanligvis sted i praksis? Er der alternative metoder, som kan anvendes (bortset fra subsidiær forkyndelse som omhandlet i punkt 6 nedenfor)?

Retlige indsigelser og skrivelser, som ikke indgår i en retssag, forkyndes med anbefalet brev, hvor et "lyserødt kort" forsynes med modtagerens underskrift eller en bemærkning om, at det ikke har været muligt at forkynde dokumentet. Det "lyserøde kort" vedhæftes det originale dokument (f.eks. den officielle skrivelse).

Andre dokumenter, der indgives med henblik på at indlede en retssag, eller som er indgivet i løbet af en retssag, forkyndes via en retsbetjent ved at aflevere dokumentet til adressaten på den adresse, der er angivet af den part, der har indgivet dokumentet, eller ved at efterlade en kopi på den pågældendes arbejdsplads eller bopæl eller hos en person i den pågældendes tjeneste eller hans advokat eller en person, der er bemyndiget til at modtage den pågældendes post. Dokumenter må dog ikke afleveres til en person, der endnu ikke er fyldt 14 år, eller til en person, der på forkyndelsestidspunktet lider af en mental forstyrrelse eller en anden sygdom, der gør vedkommende uegnet til at afgive vidneforklaring om en sådan forkyndelse.

6 Er elektronisk forkyndelse af dokumenter (forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter ved hjælp af elektronisk kommunikation, som f.eks. e-mail, internetbaseret sikker applikation, fax, sms etc.) tilladt i civile retssager? I bekræftende fald, i hvilken type sager kan denne metode anvendes? Gælder der begrænsninger med hensyn til tilgængeligheden af/adgang til denne metode til forkyndelse af dokumenter, afhængig af hvem adressaten er (advokat, juridisk person, virksomhed eller andre, såsom erhvervsdrivende)?

Dokumenter kan ikke forkyndes elektronisk i civile sager.

7 »Subidiær« forkyndelse

7.1 Er der efter lovgivningen i medlemsstaten mulighed for at anvende andre former for forkyndelse i tilfælde, hvor det ikke har været muligt at forkynde dokumenter til adressaten (f.eks. meddelelse efterladt på den pågældendes adresse, meddelelse til fogedretten, postforkyndelse eller mærkatmeddelelse)?

Den modtagende instans skal foranledige, at dokumentet forkyndes ved at vedlægge dokumentet i et processkrift, som indgives til Registry of the Civil Court, First Hall, hvis der er tale om dokumenter, der skal forkyndes på øen Malta, og til Registry of the Court of Magistrates (Gozo) i dets øverste jurisdiktion, hvis der er tale om dokumenter, der skal forkyndes på øerne Gozo og Comino. Disse dokumenter og processkriftet forkyndes for den adresserede person af retsbetjenten. I § 187 i retsplejeloven bestemmes det, hvordan dokumenter forkyndes:

a) Forkyndelse sker ved aflevering af en kopi af retsdokumentet til den person, for hvem retsdokumentet skal forkyndes, eller ved at aflevere et sådan eksemplar på en sådan persons bopæl, forretningssted, arbejdsplads eller postadresse til et medlem af hans familie eller husstand, til en person i hans tjeneste, til hans advokat eller til en person, der har beføjelse til at modtage hans post, idet aflevering af en sådan kopi til en person, som endnu ikke er fyldt 14 år, eller en person, der på grund af sin mentale tilstand er uegnet til at afgive vidneforklaring om en sådan forkyndelse, ikke er lovligt. En person antages at være i stand til at afgive sådan vidneforklaring, medmindre andet bevises, og der kan ikke rejses indsigelse på grundlag af retsstridig forkyndelse af en af disse grunde, hvis det godtgøres, at kopien rent faktisk har nået den person, for hvem den skulle forkyndes.

b) For personer om bord på handelsskibe eller besætningsmedlemmer, som ikke har bopæl i Malta, kan forkyndelse ske ved aflevering af en sådan kopi til skibsføreren eller enhver anden person, der handler på dennes vegne.

c) For et organ, der har status som særskilt juridisk person, sker sådan forkyndelse ved aflevering af en kopi af retsdokumentet: i) på dets hjemsted, hovedkontor, forretningssted eller postadresse hos den person eller de personer, som er udpeget til organets juridiske repræsentant, hos dets sekretær eller hos en af et sådant organs medarbejdere eller ii) hos en af ovennævnte personer på den måde, der er fastsat i litra a).

7.2 Hvis andre metoder anvendes, hvornår anses dokumenterne da for at være blevet forkyndt?

Dokumentet anses at være blevet forkyndt, når den person, der modtager dokumentet, accepterer forkyndelsen.

7.3 Hvis en anden form for forkyndelse består i deponering af dokumenterne på et bestemt sted (f.eks. på et postkontor), hvordan får adressaten så meddelelse om deponeringen?

Ikke relevant.

7.4 Hvis adressaten afviser at modtage dokumenterne, hvilken retsvirkning har det så? Anses dokumenterne for at være forskriftsmæssigt forkyndt, hvis afvisningen ikke var berettiget?

Når en person, til hvem et retsdokument er adresseret, nægter at modtage det personligt fra en retsembedsmand, kan retten efter anmodning fra den berørte part og efter høring af retsembedsmanden og i betragtning af sagens omstændigheder ved kendelse erklære dokumentet for forkyndt på dagen og tidspunktet for afvisningen, og en sådan kendelse anses i enhver retlig henseende for bevis for forkyndelsen.

Hvis en person bevidst undgår, hindrer eller afviser forkyndelse af en akt eller domstolskendelse eller forkyndelse af ordre ved en retsbetjent, udviser den pågældende foragt for retten og risikerer efter domfældelse a) påtale, b) udvisning fra retten, c) arrestation i 24 timer i den bygning, hvor retten har sæde, eller d) en bøde ("ammenda" eller "multa").

8 Postforkyndelse fra udlandet (artikel 14 i forkyndelsesforordningen)

8.1 Hvis postvæsenet leverer et dokument sendt fra udlandet til en adressat i medlemsstaten i en situation, hvor bekræftelse af modtagelsen er påkrævet (artikel 14 forkyndelsesforordningen), afleverer postvæsenet så kun dokumentet til adressaten selv, eller kan det i overensstemmelse med de nationale regler om postudbringning også aflevere dokumentet til en anden person, der befinder sig på samme adresse?

Maltas postvæsen leverer post til enhver person, der befinder sig på adressen, som kan acceptere posten, såfremt den pågældende er åndsfrisk og ikke er et barn. Det antages, at en person, som befinder sig på adressen og accepterer posten, er bemyndiget hertil af adressaten. Hvis en person ikke er bemyndiget, bør vedkommende ikke acceptere posten, og hvis den accepteres, er den pågældende person ansvarlig for at videregive den til adressaten. Modtageren kvitterer for modtagelsen. Denne procedure er i overensstemmelse med regulativ 33 i posttjenesteregulativerne fra 2005.

8.2 Hvordan kan forkyndelse af dokumenter fra udlandet i medfør af artikel 14 i forordning nr. 1393/2007 finde sted, hvis hverken adressaten eller nogen anden person, der er bemyndiget til at modtage dokumenterne (hvis der efter de nationale regler om postudbringning er mulighed herfor — se ovenfor) er antruffet på adressen?

Hvis ingen kan modtage og kvittere for modtagelse og accept af posten, og underskrivelse ved udbringning er påkrævet, efterlades en meddelelse på den pågældende adresse som oplyser adressaten om udbringningsforsøget. Posten kan derefter afhentes på det nærmeste posthus. Det er op til postvæsenet at afgøre, om der skal gøres yderligere udbringningsforsøg. Hvis posten ikke afhentes, returneres posten til afsenderen som "uafhentet". Hvis adressaten eller dennes repræsentant nægter at modtage posten, returneres den straks til afsenderen med påtegnelsen "modtagelse nægtet".

8.3 Accepterer postvæsenet en bestemt frist for afhentning af dokumenterne, før de sender dokumenterne tilbage til afsenderen? Hvis ja, hvordan underrettes adressaten om, at der ligger post til afhentning på postkontoret?

Hvis ingen kan modtage og kvittere for modtagelse og accept af posten, efterlades en meddelelse på den pågældende adresse, hvorved adressaten oplyses om udbringningsforsøget, og hvori det oplyses, at posten kan afhentes på det nærmeste posthus. Hvis posten ikke afhentes, sender postvæsenet efter eget skøn en endelig meddelelse til adressaten med oplysning om, at posten endnu ikke er afhentet. Dette sker generelt efter fem dage for lokal anbefalet post og efter ti dage for udenlandsk anbefalet post. Hvis sådan post ikke er afhentet efter disse perioder, returneres posten efter endnu fem dage til afsenderen med påtegnelsen "uafhentet". Post kan kun afhentes på posthuset af adressaten eller dennes bemyndigede repræsentant ved fremvisning af identifikation (pas eller id-kort).

9 Er der noget skriftligt bevis for, at dokumentet er forkyndt?

Der udstedes et bevis for forkyndelse eller manglende forkyndelse.

De originale dokumenter, der forkyndes med anbefalet brev, påhæftes et "lyserødt kort". Når de originale dokumenter sendes tilbage til retten, påføres de et sort eller rødt stempel. Et sort stempel viser, at forkyndelse har fundet sted og angiver, hvem dokumentet er afleveret til. Hvis dokumentet ikke er blevet forkyndt, påføres det et rødt stempel, og det angives, hvorfor forkyndelse ikke har fundet sted.

Dokumenter, der forkyndes af retsbetjenten, påføres et sort stempel, hvis forkyndelse har fundet sted, eller et rødt stempel, hvis forkyndelse ikke har fundet sted, og forsynes med den ansvarlige retsbetjents underskrift.

10 Hvad sker der, hvis noget går galt, og adressaten ikke modtager dokumentet, eller forkyndelsen sker i strid med reglerne (f.eks. hvis dokumentet forkyndes for tredjemand)? Kan forkyndelsen af dokumentet alligevel være gyldig (dvs. kan den manglende iagttagelse af reglerne afhjælpes), eller skal dokumentet forkyndes på ny?

Hvis adressaten ikke modtager dokumenterne, men dokumenterne er blevet forskriftsmæssigt forkyndt ved aflevering af en kopi på adressatens adresse, bopæl eller arbejdsplads, anses forkyndelsen for at være foretaget forskriftsmæssigt. Forkyndelse foretaget i strid med loven kan indbringes for retten. Hvis der ikke er foretaget en forskriftsmæssig forkyndelse, og den pågældende part afgiver et svarskrift i retten eller giver møde i retten, anses forkyndelsen for at være sket forskriftsmæssigt.

11 Skal der betales for forkyndelse af et dokument og i givet fald, hvor meget?

Ved bekendtgørelse 148 fra 2014 har den modtagende instans i Malta fastsat et gebyr i henhold til artikel 11 i forordning (EF) nr. 1393/2007 på 50 EUR for hvert dokument, der skal forkyndes i Malta. Gebyret betales inden forkyndelsen. Betaling af gebyrer sker ved bankoverførsel til statsadvokatens kontor på følgende bankkonto:

Bankens navn: Central Bank of Malta

Kontohavers navn: AG Office - Receipt of Service Documents

Kontonummer: 40127EUR-CMG5-000-Y

IBAN: MT24MALT011000040127EURCMG5000Y

Swift-kode: MALTMTMT

Sidste opdatering: 16/10/2017

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.