Sagsomkostninger

Ungarn

Denne side indeholder oplysninger om sagsomkostninger i Ungarn.

Indholdet er leveret af
Ungarn

Familieret — skilsmisse

Familieret — forældremyndighed

Familieret — underholdsbidrag

Handelsret — kontraktforhold

Handelsret — ansvar

Regler om salærer og honorarer til de juridiske erhverv

1. Fogeder

Fogedhonorarer afhænger af formålet med den afsagte kendelse om tvangsfuldbyrdelse (végrehajtható okirat) (dvs. hvorvidt der er tale om gældsinddrivelse eller håndhævelse af en bestemt foranstaltning). Hvis tvangsfuldbyrdelsen indebærer gældsinddrivelse (pénzkövetelés behajtása), udgør fogedens honorar en andel af den gæld, der inddrives. Hvis tvangsfuldbyrdelsen indebærer et stort krav, modtager fogeden således et større honorar. Drejer det sig om håndhævelse af en bestemt foranstaltning (meghatározott cselekmény végrehajtása), bestemmes honoraret af tidsforbrug.

2. Advokater

Det ungarske ord "ügyvéd", som betegner en person, der udøver advokatvirksomhed, dækker alle typer af advokater. Generelt aftales advokatsalærer mellem advokaten og dennes klient. Hvis klienten og dennes advokat ikke er nået til enighed om behandlingen af sagen, eller hvis klienten anmoder herom, fastsættes salæret af retten i overensstemmelse med lovgivningen. Hvis klienten vinder sagen, kan advokatens salær i henhold til den aftale, der er indgået med klienten, ikke nødvendigvis opkræves fuldt ud fra den tabende part. Den ret, ved hvilken sagen er anlagt, kan nedsætte advokatsalæret i forbindelse med et krav om godtgørelse af udgifter, som retten anser for urimeligt høje. I givet fald fastsætter retten advokatsalæret på grundlag af de retlige bestemmelser. Når advokatens salær fastsættes af retten, tilpasses det til sagens værdi. Sagens parter kan anmode retten om at anvende det lovfæstede salær, hvis de ikke ønsker, at forliget bliver offentliggjort.

Retsafgifter

Retsafgifter i civile sager

Retsafgifter afholdt af parterne i civile sager

Medmindre andet er fastsat ved lov, fastsættes retsafgifterne ("illeték") i civile retssager på grundlag af sagens værdi på det tidspunkt, hvor sagen anlægges, og i appelsager på grundlag af størrelsen af det krav eller den del af kravet, der anfægtes.

I sager ved en distriktsdomstol ("járásbíróság") beregnes retsafgifterne, hvis sagens værdi ikke kan fastslås, ud fra et beløb på 350 000 HUF for tvistemål og 200 000 HUF for ikke-kontradiktoriske sager. I sager i første instans ved en regional domstol ("törvényszék") er grundbeløbet 600 000 HUF for tvistemål og 350 000 HUF for ikke-kontradiktoriske sager. I appelsager er grundbeløbet 300 000 HUF for tvistemål og 170 000 HUF for ikke-kontradiktoriske sager. I appelsager ved appeldomstolen ("ítélőtábla") er grundbeløbet fastsat til 600 000 HUF for tvistemål og 300 000 HUF for ikke-kontradiktoriske sager. Ved den øverste domstol ("Kúria") er grundbeløbet 500 000 HUF for appelsager og 700 000 HUF for sager om fornyet prøvelse.

I første instans beløber retsafgifterne i tvistemål sig til 6 % af grundbeløbet for de ovenfor anførte retsafgifter (dog mindst 15 000 HUF og højst 1 500 000 HUF). I forbindelse med ikke-kontradiktoriske sager i første instans udgør retsafgifterne 3 % af grundbeløbet for retsafgifter (dog mindst 5 000 HUF og højst 250 000 HUF). Der er dog afvigelser for visse ikke-kontradiktoriske sager, der er fastsat i lovgivningen. Eksempelvis beløber retsafgifterne for en indsigelse mod en retsafgørelse sig til 3 % (dog mindst 5 000 HUF og højst 750 000 HUF).

Ud over ovenstående er der i lovgivningen fastsat specifikke retsafgifter:

  • skilsmissesager ("házassági bontóper"): 30 000 HUF
  • arbejdsretlige sager ("munkaügyi per") (hvis sagens værdi ikke kan fastslås): 10 000 HUF
  • procedurer for domstolsprøvelse af forvaltningsretlige afgørelser ("közigazgatási határozat bírósági felülvizsgálata iránti eljárás"), bortset fra sager vedrørende konkurrenceret og skatteret, offentlige kontrakter og elektronisk kommunikation: 30 000 HUF
  • ikke-kontradiktoriske forvaltningssager ("közigazgatási nemperes eljárás"): 10 000 HUF
  • indgivelse af en generalfuldmagt ("általános meghatalmazás"): 18 000 HUF
  • insolvensbehandling ("fizetésképtelenségi eljárás"): likvidation ("felszámolás"): 80 000 HUF; konkursbehandling ("csődeljárás"): 50 000 HUF
  • enheder, der ikke er juridiske personer: likvidation ("felszámolás"): 30 000 HUF; konkursbehandling ("csődeljárás"): 30 000 HUF
  • søgsmål med påstand om annullation af en voldgiftskendelse ("választottbírósági ítélet") eller et forlig ("választottbírósági egyezség"): Afgifterne fastsættes på grundlag af sagens værdi som angivet i voldgiftskendelsen eller på grundlag af en teoretisk værdi
  • appelsag: 8 % (dog mindst 15 000 HUF og højst 2 500 000 HUF)
  • anmodning om fornyet prøvelse af en retssag ("perújítás"): Der skal betales afgifter igen
  • anmodning om fornyet behandling ("felülvizsgálati kérelem"): 10 % for domme (dog mindst 50 000 HUF og højst 3 500 000 HUF) og halvdelen af retsafgifterne for kendelser (dog mindst 20 000 HUF og højst 1 250 000 HUF).

Ved indgivelse af en anmodning om betalingspåbud ("fizetési meghagyás") til det ungarske notarkammer ("Magyar Országos Közjegyzői Kamara") skal der betales retsafgifter til dækning af kammerets driftsomkostninger samt notarens honorarer og udgifter (herefter "procedureomkostninger"). Procedureomkostningerne er baseret på værdien af det pengekrav, der blev fremsat på det tidspunkt, hvor sagen blev anlagt, beregnet eksklusive ekstraomkostninger (herefter "omkostningsgrundlaget"). Forfaldne renter, der inddrives ved tvangsfuldbyrdelse i forbindelse med et pengekrav, bør ikke medtages i omkostningsgrundlaget, heller ikke hvis sagsøger fremsætter et nyt krav om renter af de krævede renter sammen med det oprindelige rentekrav. Renter og andre ekstraomkostninger, der inddrives særskilt, medtages i omkostningsgrundlaget.

Procedureomkostninger i henhold til omkostningsgrundlaget: a) 3 %, dog mindst 5 000 HUF og højst 300 000 HUF, for hovedsagen, medmindre andet er angivet nedenfor, b) 1 %, dog mindst 5 000 HUF og højst 15 000 HUF, for en henstands- eller afdragsprocedure, c) 1 %, dog mindst 5 000 HUF og højst 15 000 HUF, for en henstands- eller afdragsprocedure i forbindelse med en pålagt bøde.

Tidspunkt i en civil sag, hvor sagens parter skal betale retsafgifter

Retsafgifter i civile sager skal betales, når sagen anlægges. Derfor skal retsafgifterne betales samtidig med stævningsafgiften. Hvis den part, der anlægger sagen, ikke betaler retsafgifterne eller betaler mindre end det, der er fastlagt ved lov, anmoder retten den pågældende om at betale det resterende beløb, når sagen anlægges. Retten skal også informere vedkommende om, at sagen vil blive afvist, hvis retsafgifterne ikke betales fuldt ud.

Advokatsalæret aftales mellem advokaten og dennes klient. En del af fogedhonoraret skal forudbetales ved iværksættelsen af tvangsfuldbyrdelsesproceduren.

Retsafgifter i straffesager

Retsafgifter for sagens parter i straffesager

Ved sager, hvor der udelukkende er tale om privat påtale ("magánvádas eljárás"):

  • afgift for indgivelse af en klage: 10 000 HUF
  • afgift for anlæggelse af et søgsmål: 10 000 HUF
  • afgift for en anmodning om fornyet behandling eller fornyet prøvelse af en retssag: 15 000 HUF.

Hvis en straffesag indebærer et civilt krav (polgári jogi igény), skal der kun betales en afgift for at anlægge sagen og for at appellere sagen. Disse afgifter supplerer retsafgifterne i forbindelse med straffesager i overensstemmelse med de regler om afgifter, der finder anvendelse i civile sager.

Tidspunkt i en straffesag, hvor sagens parter skal betale retsafgifter

Retsafgifter i straffesager skal betales i forbindelse med underskrivelsen af anklageskriftet ved sagens begyndelse.

Retsafgifter i forfatningssager

I henhold til artikel 54, stk. 1, i lov nr. CLI af 2011 om forfatningsdomstolen ("az Alkotmánybíróságról szóló 2011. évi CLI. törvény") er det gratis at anlægge sag ved forfatningsdomstolen ("Alkotmánybíróság"), men alle omkostninger i forbindelse med sådanne sager afholdes af sagsøgeren.

En sagsøger, der handler i ond tro ved indgivelse af en begæring, kan dog pålægges en afgift og/eller en bøde på mellem 20 000 HUF og 500 000 HUF.

Pligt for advokater og andre partsrepræsentanter til at give forhåndsoplysninger

Parternes rettigheder og forpligtelser

Som led i deres erhverv hjælper advokater på den måde, som loven foreskriver, deres klienter med at gøre deres rettigheder gældende og opfylde deres forpligtelser. På samme måde hjælper juridiske rådgivere ("jogtanácsos") de organisationer, som de repræsenterer, med at håndhæve deres rettigheder.

Denne forpligtelse indebærer, at den juridiske repræsentant skal give sin klient de nødvendige oplysninger om rettigheder og forpligtelser, chancerne for at vinde sagen og de forventede sagsomkostninger.

Omkostningskilder

Hvor kan jeg finde oplysninger om omkostningskilder i Ungarn?

Oplysninger om omkostningskilder findes på webstedet for det europæiske retlige netværk:

Webstedet for advokatsamfundet i Budapest (Budapesti Ügyvédi Kamara) indeholder også oplysninger om advokatsalærer.

På hvilke sprog kan jeg finde oplysninger om omkostningskilder i Ungarn?

Oplysninger om omkostningskilder findes på webstedet for Det Europæiske Retlige Netværk. Her kan du finde relevante oplysninger på alle de officielle EU-sprog.

Webstedet for advokatsamfundet i Budapest indeholder udelukkende oplysninger om omkostninger på ungarsk.

Hvor kan jeg finde oplysninger om mægling?

Oplysninger om mægling findes på følgende websteder:

Hvor kan jeg finde yderligere oplysninger om omkostninger?

Websteder med oplysninger om omkostninger

Webstedet for advokatsamfundet i Budapest indeholder yderligere oplysninger om omkostninger.

Hvor kan jeg finde oplysninger om de forskellige procedurers gennemsnitlige varighed?

Oplysninger om de forskellige procedurers varighed findes på webstedet for de ungarske domstole.

Andre relevante links:

De statistiske oplysninger er kun tilgængelige på ungarsk.

Moms

Er de angivne beløb inklusive moms?

Nej, ovennævnte advokatsalærer er nettoomkostninger, som vil blive pålagt moms.

Hvad er de gældende satser?

I Ungarn var momsen 20 % indtil 1. juli 2009, hvorefter den blev forhøjet til 25 % og efterfølgende 27 %.

Retshjælp

Gældende indkomstgrænse på det civilretlige område

Der findes to indkomstgrænser:

  1. For at lette udøvelsen af deres rettigheder fritages enhver fysisk person, der er part i sagen (herunder intervenienter), og som ikke har tilstrækkelige økonomiske midler til at dække omkostningerne, efter anmodning helt eller delvis for omkostningerne. Retshjælp omfatter følgende: fritagelse for omkostninger, fritagelse for forskudsbetaling og, medmindre andet er fastsat i lovgivningen, betaling af udgifter i forbindelse med sagen (godtgørelse til vidner og sagkyndige, honorarer til procesværge ("ügygondnok"), udgifter til tolkebistand, udgifter til advokatbistand ("pártfogó ügyvéd") og udgifter til fjernafhøring og besøg i lokalerne osv.), fritagelse for forpligtelsen til at stille garanti for sagsomkostninger og ansøgning om tilladelse til at lade sig repræsentere af en retshjælpsadvokat, hvis loven tillader det. Hvis partens indkomst (løn, pension eller andre almindelige økonomiske midler i kontanter) ikke overstiger minimumsbeløbet (28 500 HUF) for den alderspension, der er erhvervet i kraft af status som arbejdstager, og hvis personen ikke har anden formue end aktiver, der er nødvendige for den daglige livsførelse, og normalt inventar, har vedkommende ret til retshjælp. Der skal også ydes retshjælp uden at undersøge personens indkomst eller økonomiske forhold til en person, der har ret til ydelser til personer i den erhvervsaktive alder, eller som bor under samme tag som en nær slægtning som omhandlet i lov om social forvaltning og sociale ydelser ("szociális igazgatásról és szociális ellátásokról szóló törvény"), som modtager en sådan ydelse. Der kan undtagelsesvis også bevilges retshjælp, hvis de ovennævnte betingelser ikke er opfyldt, men retten er af den opfattelse, at partens underhold på grund af den pågældendes personlige forhold er truet (artikel 6, stk. 1, i indenrigsministerens dekret nr. 6/1986 af 26. juni 1986 om anvendelse af retshjælp i retssager ("a bírósági eljárásban a költségmentesség alkalmazásáról szóló 6/1986 (VI. 26) IM rendelet")).
  2. I forbindelse med udenretslig juridisk bistand fra staten yder retshjælpsassistenten ("jogi segítő") juridisk rådgivning til parten eller udarbejder processkrifter eller andre dokumenter og har på grundlag af en tilladelse hertil adgang til sagens akter. Honorarer og dermed forbundne udgifter i henhold til lovgivningen betales eller udbetales af staten til den intervenerende retshjælpsassistent på vegne af parten. I forbindelse med en retssag anvender staten i sager om retshjælp en retshjælpsadvokat til at repræsentere sagsøgeren, sagsøgte og intervenienten (den person, som retten har anmodet om at intervenere) i tvistemål samt sagsøgeren og den anmeldte part i en ikke-kontradiktorisk sag og udbetaler forskud eller betaler omkostningerne i forbindelse med en sådan bistand på vegne af parten i en civilretlig og ikke-kontradiktorisk retssag (under ét benævnt "sag"), der er fastsat ved lov. Udgifterne til den juridiske bistand betales af staten på vegne af parten, hvis dennes månedlige disponible nettoindkomst ikke overstiger 43 % af den gennemsnitlige nationale bruttomånedsløn som offentliggjort af Ungarns centrale statistiske kontor ("Központi Statisztikai Hivatal") i det andet år forud for referenceåret (ca. 231 000 HUF i 2013), dvs. 99 330 HUF, og parten ikke har formue (artikel 11 og 6 i lov nr. LXXX af 2003 om retshjælp ("a jogi segítségnyújtásról szóló 2003. évi LXXX. törvény")).

Retshjælp kan forudbetales.

Gældende indkomstgrænse på det strafferetlige område for tiltalte

I straffesager kan den mistænkte eller anklagede modtage retshjælp på grundlag af det indkomstloft, der gælder i civile sager.

Gældende indkomstgrænse på det strafferetlige område for ofre

Hvis den person, der ansøger om retshjælp, i forbindelse med en særskilt procedure er blevet anerkendt som offer for en forbrydelse og har ret til hjælpetjenester for ofre, afholdes udgifterne til juridisk bistand af staten på vegne af den pågældende part, forudsat at personens disponible nettoindkomst ikke overstiger 86 % af den gennemsnitlige nationale bruttomånedsløn som offentliggjort af Ungarns centrale statistiske kontor i det andet år forud for referenceåret (ca. 231 000 HUF i 2013), dvs. 198 660 HUF (artikel 9/A i lov nr. LXXX af 2003 om retshjælp).

Juridisk bistand til ofre omfatter repræsentation i retssager.

Andre betingelser for bevilling af retshjælp til ofre

Ud over de fastsatte indkomstgrænser skal ofret opfylde to andre betingelser:

  • Han eller hun skal anmelde forholdet eller indgive en klage.
  • Han eller hun skal indhente en attest fra den myndighed, der er ansvarlig for at yde bistand til ofre. Attesten skal indeholde dokumentation for visse forhold (bl.a. at den pågældende har henvendt sig til den relevante myndighed inden for den lovfæstede frist).

Andre betingelser for formidling af retshjælp til tiltalte

Der gælder ikke andre betingelser for bevilling af retshjælp til tiltalte.

Omkostningsfrie retssager

Følgende er fritaget for sagsomkostninger eller underlagt nedsatte afgifter i civile sager:

  • afgiften udgør 10 % af sagsomkostningerne, hvis retten af egen drift afviser stævningen uden vidneindkaldelse
  • søgsmål vedrørende en afgørelse om retshjælp eller henstand med betaling af sagsomkostninger («illetékfeljegyzési jog»), dvs. hvor staten betaler sagsomkostningerne på vegne af parten
  • i skilsmissesager: modfordringer vedrørende ægteskabet
  • søgsmål vedrørende dødserklæringer og fastlæggelse af dødsårsag, hvis forsvinden eller død indtraf som følge af en krigshandling eller naturkatastrofe
  • søgsmål vedrørende registrering af fonde, offentlige stiftelser, civilsamfundsorganisationer, offentlige institutioner eller europæiske grupper for territorialt samarbejde og ESOP (Employee Stock Ownership Plan) og godkendelse af deltagelse i en europæisk gruppe for territorialt samarbejde
  • begæringer om slettelse af lukkede selskaber, herunder begæringer indgivet under forenklede likvidationsprocedurer ("egyszerűsített végelszámolás") med angivelse af bobestyrerens navn
  • begæringer om rettelse af og/eller tilføjelse til afgørelser
  • søgsmål vedrørende valglister
  • søgsmål vedrørende indberettede ændringer, efter at juridiske rådgivere er blevet opført i fortegnelsen over juridiske rådgivere
  • appel af en afgørelse om at henvise en sag til en anden domstol
  • domstolsprøvelse af forvaltningsretlige afgørelser i erstatningssager
  • søgsmål vedrørende lokale myndigheders afvikling af gæld
  • søgsmål anlagt af en uafhængig foged i forbindelse med en tvangsfuldbyrdelsesprocedure, der gennemføres af fogeden, og proceduren med henblik på at erklære en retsafgørelse for eksigibel i Ungarn i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1215/2012, Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 og Rådets forordning (EF) nr. 4/2009
  • søgsmål anlagt på grundlag af en positiv afgørelse fra forfatningsdomstolen
  • søgsmål i forbindelse med beskyttelse af personoplysninger og adgang til oplysninger af interesse for offentligheden
  • domstolsprøvelse af forvaltningsretlige afgørelser om bevilling af retshjælp
  • ikke-kontradiktoriske sager med henblik på domstolsprøvelse af et midlertidigt påbud og udstedelse af et påbud i tilfælde af vold mellem slægtninge i henhold til en specifik lov
  • domstolsprøvelse af administrative afgørelser om støtte til ofre.

Følgende er fritaget for afgifter i straffesager:

  • appeller, anmodninger om fornyet prøvelse af en retssag og fornyet behandling fra den tiltalte og forsvarsadvokaten i sager, der udelukkende er baseret på privat retsforfølgning
  • sager, der udelukkende er baseret på privat retsforfølgning, hvis sagen er afsluttet af retten inden påbegyndelsen af det personlige retsmøde, eller hvis sagen er afsluttet under straflempelse
  • anmodninger om straflempelse og anmodninger om fritagelse for retsafgifter, hvis de indgives af den dømte eller forsvarsadvokaten
  • søgsmål vedrørende personlig bevilling af retshjælp
  • fremsendelse af den første kopi af dokumenter til tiltalte, forsvareren og den juridiske repræsentant for tiltalte mindreårige.

Ud over den fritagelse, der er baseret på sagens genstand ("tárgyi illetékmentesség"), kan der indrømmes en fritagelse på et personligt grundlag ("személyes illetékmentesség").

Personlig afgiftsfritagelse indrømmes bl.a. til foreninger, offentlige institutioner, kirker, kirkesammenslutninger, religiøse institutioner, stiftelser, offentlige stiftelser, nonprofitorganisationer, der har en offentlig eller tungtvejende offentlig interesse, NATO, De Europæiske Fællesskaber og disses institutioner, organer og agenturer samt særskilte fonde.

Hvornår skal den tabende part betale den vindende parts omkostninger?

Retten fastslår i sin endelige afgørelse, at den tabende part skal betale den vindende parts omkostninger inden for 30 dage. Den tabende part betaler omkostningerne direkte til den vindende part. I modsat fald kan der iværksættes tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger mod den tabende part.

Honorarer til sagkyndige

Generelt betales honorarer til sagkyndige af den tabende part, men hvis staten (i specifikke tilfælde) er ansvarlig for at betale sagsomkostningerne, betaler den også honorarerne til sagkyndige. I tilfælde, hvor omkostningerne forudbetales af staten, inkluderer dette også honorarer til sagkyndige. De sagkyndige kan afholde de nødvendige og begrundede udgifter i forbindelse med forberedelsen af deres sagkyndige erklæring. Retsvidenskabelige specialister, kriminalteknikere og særlige rådgivere har ret til et engangsbeløb til dækning af udgifter, der ikke kan dokumenteres med en faktura, men nødvendigvis er afholdt (post, telefon, kontorartikler osv.). Engangsbeløbet udgør 35 % af den sagkyndiges honorar, dog højst 100 000 HUF.

Den sagkyndige kan anmode om et forskud på op til 50 % af de forventede omkostninger, dog højst 150 000 HUF.

Oversætter- og tolkehonorarer

Generelt betales oversætter- og tolkehonorarer af den tabende part, men hvis staten (i specifikke tilfælde) er ansvarlig for at betale sagsomkostningerne, betaler den også honorarerne til oversættere og tolke. I tilfælde, hvor omkostningerne forudbetales af staten, er disse honorarer også inkluderet.

Relevante links

Websted for advokatsamfundet i Budapest

Relevante dokumenter

Ungarns undersøgelsesrapport om gennemsigtigheden af omkostningerne  PDF (533 Kb) en

Sidste opdatering: 28/10/2022

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.