Formueretlige virkninger af registrerede partnerskaber

Tyskland
Indholdet er leveret af
European Judicial Network
Det Europæiske Retlige Netværk (på det civile og handelsretlige område)

1 Findes der i denne medlemsstat forskellige former for "registreret partnerskab"? Hvad er forskellene mellem de forskellige former?

Siden loven om indførelse af retten til at gifte sig for personer af samme køn (Gesetz zur Einführung des Rechts auf Eheschließung für Personen gleichen Geschlechts) trådte i kraft den 1. oktober 2017, har det ikke længere været muligt at indgå registrerede partnerskaber i Tyskland. Siden da har par af samme køn kunnet gifte sig og er således sidestillet med par af modsat køn. Eksisterende registrerede partnerskaber kan omdannes til ægteskaber. Det er imidlertid ikke et krav. Eksisterende registrerede partnerskaber kan således videreføres i den nuværende form.

2 Findes der i denne medlemsstat en lovbestemt formueordning for registrerede partnerskaber? Hvad foreskriver den? Hvilke former for "registrerede partnerskab" finder den anvendelse på?

Fra august 2001 til og med september 2017 kunne to personer af samme køn indgå registreret partnerskab i Tyskland ifølge loven om registrerede partnerskaber (Gesetz über die Eingetragene Lebenspartnerschaft) – LPartG). Retsvirkningerne af det registrerede partnerskab var (eller er stadig) i vid udstrækning baseret på retsvirkningerne af ægteskabet.

3 Hvordan kan partnere tilrettelægge deres indbyrdes formueforhold? Hvilke formelle krav er der i dette tilfælde?

Registrerede partnere har en formueordning med akkvisitionsfællesskab (Zugewinngemeinschaft), medmindre de aftaler andet i en aftale om registreret partnerskab. Efter LPartG finder bestemmelserne om formueforholdet mellem ægtefæller tilsvarende anvendelse (§ 6 i LPartG). Det er også muligt at vælge en ordning med fuldstændigt særeje (Gütertrennung) eller formuefællesskab (Gütergemeinschaft) i en aftale om registreret partnerskab (§ 7 i LPartG).

4 Er der begrænsninger for, hvordan partnere kan tilrettelægge deres indbyrdes formueforhold?

Bemærkningerne om formueforholdet mellem ægtefæller finder tilsvarende anvendelse.

5 Hvilke retsvirkninger har opløsning eller omstødelse for de formueretlige virkninger af det registrerede partnerskab?

Hvis de registrerede partnere er separerede, kan den ene partner kræve, at den anden partner betaler et passende underholdsbidrag i forhold til partnernes levestandard, indkomst og formue. Bestemmelserne om underholdsbidrag i tilfælde af separation finder tilsvarende anvendelse (§ 12 i LPartG). For så vidt angår underholdsbidrag efter partnerskabets ophør, finder bestemmelserne om underholdsbidrag og deling af pensionsrettigheder (Versorgungsausgleich) tilsvarende anvendelse (§§ 16 og 20 i LPartG).

6 Hvilke konsekvenser har det for de formueretlige virkninger af det registrerede partnerskab, hvis en af partnerne afgår ved døden?

Registrerede partnere har den samme legale arveret som ægtefæller (§ 10 i LPartG).

7 Hvilken myndighed har kompetence til at træffe afgørelse i en sag vedrørende de formueretlige virkninger af det registrerede partnerskab?

Familieretten (Familiengericht) har kompetence i sager om formueforholdet mellem registrerede partnere. Disse sager betragtes som anliggender vedrørende registrerede partnerskaber, og bestemmelserne vedrørende skilsmissesager finder anvendelse.

8 Hvilke virkninger har de formueretlige virkninger af det registrerede partnerskab for retsstillingen mellem en partner og en tredjepart?

Som følge af sidestillingen med formueforholdet mellem ægtefæller hæfter en person, der lever i et registreret partnerskab, generelt kun for sin egen gæld og med sin egen formue. Dette gælder ikke husholdningsgæld (§ 8, stk. 2, i LPartG sammenholdt med § 1357 i den civile lovbog). Bemærkningerne om eventuelle begrænsninger af rådighedsretten i forbindelse med formueforholdet mellem ægtefæller finder tilsvarende anvendelse.

9 En kort beskrivelse af proceduren for opdeling, herunder deling, fordeling og afvikling, af formuegoderne i det registrerede partnerskab i denne medlemsstat.

Den fælles bolig og indboet kan deles i forbindelse med separationen (§§ 13 og 14 i LPartG) eller efter opløsningen af det registrerede partnerskab (§ 17 LPartG sammenholdt med §§ 1568a og 1568b i den civile lovbog).

10 Hvilken procedure og hvilke dokumenter eller oplysninger kræves der normalt for at registrere fast ejendom?

Hvis partnerne vælger formuefællesskabet (Gütergemeinschaft) som formueordning, skal de indgive partnerskabsaftalen bekræftet af en notar til tinglysningskontoret og anmode om, at tingbogen berigtiges. I alle andre tilfælde, dvs. hvis partnerne ikke vælger formuefællesskabet som formueordning, må tingbogen ikke berigtiges.

Sidste opdatering: 13/11/2020

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

Feedback

Brug formularen nedenfor til at skrive kommentarer og feedback om vores nye website