Bruxelles I-forordningen (omarbejdet)

Bulgarien

Indholdet er leveret af
Bulgarien

Artikel 65, stk. 3 – Oplysninger om, hvordan retsvirkningerne af de afgørelser, hvortil der henvises i forordningens artikel 65, stk. 2, fastlægges i overensstemmelse med national lovgivning.

Finder ikke anvendelse.

Artikel 74 – beskrivelse af nationale regler om fuldbyrdelse og procedurer herfor

Direkte fuldbyrdelse i henhold til forordning (EU) nr. 1215/2012 er reguleret i artikel 622 i den civile retsplejelov:

"Artikel 622a (ny udgave, bulgarsk lovtidende nr. 50/2015):

1) En retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat, er eksigibel, uden at der er behov for en kendelse om fuldbyrdelse.

2) Fogeden foretager efter anmodning fra den berørte part fuldbyrdelsen på grundlag af en kopi af den afgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat af Den Europæiske Union, idet kopien er bekræftet af den udenlandske ret og behørigt attesteret i overensstemmelse med artikel 53 i forordning (EU) nr. 1215/2012.

3) Hvis fogeden konstaterer, at arresten eller forbuddet ikke kan fuldbyrdes under de foreliggende omstændigheder eller efter denne lov, iværksætter han en anden form for fuldbyrdelse.

4) En retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat af Den Europæiske Union, hvorved der er anordnet foreløbige retsmidler, herunder sikrende retsmidler, fuldbyrdes i overensstemmelse med stk. 1) og 2). Når retsmidlet er blevet anordnet, uden at sagsøgte blev indkaldt til et retsmøde, fremlægges der i retten et bevis for, at afgørelsen er blevet forkyndt for sagsøgte.

5) Når fogeden foretager fuldbyrdelsen, lader justitssekretæren en kopi af den i stk. 2 omhandlede attest forkynde for debitor, og opfordrer ham til at opfylde kravet. Attesten skal være vedhæftet en kopi af den afgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat af Den Europæiske Union, såfremt der ikke er sket forkyndelse for debitor.

6) Debitor kan inden en måned fra datoen for forkyndelsen indgive en begæring om, at der meddeles afslag på fuldbyrdelse. Såfremt en oversættelse af afgørelsen viser sig at være nødvendig, suspenderes fristen, indtil debitor har den pågældende oversættelse i hænde.

7) Begge parter kan appellere en afgørelse om at ændre arresten eller forbuddet i artikel 436."

Med hensyn til de spørgsmål om fuldbyrdelsesprocedurer, som ikke er reguleret i forordning (EU) nr. 1215/2012, er det de almindelige regler i retsplejelovens afsnit 5 med overskriften "Fuldbyrdelsesprocedure", der finder anvendelse.

Artikel 75, stk. 1, litra a) – navne og kontaktoplysninger på de retter, til hvilke anmodningerne skal indgives i henhold til artikel 36, stk. 2, 45, stk. 4, og 47, stk. 1

Den i artikel 36, stk. 2, eller artikel 45, stk. 4, omhandlede anmodning indgives til den provinsret (Okrazhen sad), i hvis retskreds modparten har bopæl eller hjemsted, eller hvis vedkommende ikke råder over en bopæl eller et hjemsted i Bulgarien, i den retskreds hvor den berørte part har bopæl eller hjemsted. Hvis den berørte part heller ikke har bopæl eller hjemsted i Bulgarien, skal anmodningen indgives til byretten i Sofia, jf. artikel 622 i den civile retsplejelov.

Den i artikel 47, stk. 1, omhandlede ansøgning skal indgives til den provinsret, i hvis retskreds debitor har bopæl eller hjemsted, eller på fuldbyrdelsesstedet, jf. artikel 622b i den civile retsplejelov.

Artikel 75, stk. 1, litra b) – navne og kontaktoplysninger på de retter, til hvilke appel af afgørelser angående en anmodning om afslag på fuldbyrdelse skal indgives i henhold til artikel 49, stk. 2

— I Bulgarien er det appelretten i Sofia (Sofiyski apelativen sad). Appellen indgives via den provinsret (Okrazhen sad), der traf afgørelsen om afslag på fuldbyrdelse eller afgørelsen om, at der ikke foreligger grunde til at afslå anerkendelse.

Artikel 75, stk. 1, litra c) – navne og kontaktoplysninger på de retter, til hvilke yderligere appel skal indgives i henhold til artikel 50

Appel af afgørelser truffet af appelretten i Sofia skal indgives til øverste kassationsdomstol (Varhoven kasatsionen sad), jf. artikel 623, stk. 6, i den civile retsplejelov.

Artikel 75, stk. 1, litra d) – sprog, der kan anvendes ved oversættelse af formularerne vedrørende domme, officielt bekræftede dokumenter og retsforlig

Finder ikke anvendelse.

Artikel 76, stk. 1, litra a) – kompetenceregler, der er omhandlet i forordningens artikel 5, stk. 2, og artikel 6, stk. 2

Bulgarske domstole og andre bulgarske myndigheder har international kompetence, når klager eller sagsøger er en bulgarsk statsborger eller en juridisk person, der er registreret i Bulgarien, jf. artikel 4, stk. 1 og 2, i lov om international privatret.

Artikel 76, stk. 1, litra b) – regler om procesunderretning, der er omhandlet i forordningens artikel 65

Finder ikke anvendelse.

Article 76, stk. 1, litra c) – konventioner, der er omhandlet i forordningens artikel 69

  • Konventionen mellem Bulgarien og Belgien om visse retlige anliggender, undertegnet i Sofia den 2. juli 1930
  • Aftalen mellem Folkerepublikken Bulgarien og Den Føderative Folkerepublik Jugoslavien om gensidig retshjælp, undertegnet i Sofia den 23. marts 1956, og som fortsat gælder mellem Bulgarien, Slovenien og Kroatien
  • Aftalen mellem Folkerepublikken Bulgarien og Folkerepublikken Rumænien om gensidig retshjælp i civilretlige, familieretlige og strafferetlige sager, undertegnet i Sofia den 3. december 1958
  • Aftalen mellem Folkerepublikken Bulgarien og Folkerepublikken Polen om gensidig retshjælp og retlige forhold i civilretlige, familieretlige og strafferetlige sager, undertegnet i Warszawa den 4. december 1961
  • Aftalen mellem Folkerepublikken Bulgarien og Folkerepublikken Ungarn om gensidig retshjælp i civilretlige, familieretlige og strafferetlige sager, undertegnet i Sofia den 16. maj 1966
  • Aftalen mellem Folkerepublikken Bulgarien og Den Hellenske Republik om gensidig retshjælp i civilretlige og strafferetlige sager, undertegnet i Athen den 10. april 1976
  • Aftalen mellem Folkerepublikken Bulgarien og Den Socialistiske Republik Tjekkoslovakiet om gensidig retshjælp og lovgivning vedrørende forhold i civilretlige, familieretlige og strafferetlige sager, undertegnet i Sofia den 25. november 1976
  • Aftalen mellem Folkerepublikken Bulgarien og Republikken Cypern om gensidig retshjælp i civilretlige og strafferetlige sager, undertegnet i Nicosia den 29. april 1983
  • Aftalen mellem Folkerepublikken Bulgariens regering og Den Franske Republiks regering om gensidig retshjælp i civilretlige sager, undertegnet i Sofia den 18. januar 1989
  • Aftalen mellem Folkerepublikken Bulgarien og Den Italienske Republik om gensidig retshjælp og fuldbyrdelse af retsafgørelser i civilretlige sager, undertegnet i Rom den 18. maj 1990
  • Aftalen mellem Folkerepublikken Bulgarien og Kongeriget Spanien om gensidig retshjælp i civilretlige sager, undertegnet i Sofia den 23. maj 1993
  • Aftalen mellem Folkerepublikken Bulgarien og Republikken Østrig om retshjælp på det civilretlige område og om dokumenter, undertegnet i Sofia den 20. oktober 1967
Sidste opdatering: 25/03/2019

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

Feedback

Brug formularen nedenfor til at skrive kommentarer og feedback om vores nye website