Sådan anlægger du en sag

Sverige
Indholdet er leveret af
European Judicial Network
Det Europæiske Retlige Netværk (på det civile og handelsretlige område)

1 Er det nødvendigt at gå til en domstol, eller er der en anden mulighed?

Faktisk kan det i visse tilfælde være en fordel at benytte sig af alternative metoder til konfliktløsning såsom mægling.

2 Er der en frist for, hvornår sagen skal anlægges?

I visse tilfælde findes der bestemmelser om, at sagen skal anlægges inden for en vis frist. Sker det ikke, kan det f.eks. være for sent at kræve en fordring opfyldt. Fristen for, hvornår sagen skal anlægges, varierer afhængig af hvilken type sag, det drejer sig om. Spørgsmål om søgsmålsfrister kan f.eks. besvares af en juridisk rådgiver eller en forbrugerrådgiver.

3 Er det en domstol i denne medlemsstat, som jeg skal gå til?

Oplysninger om domstolenes kompetence findes her.

4 Hvilken domstol i denne medlemsstat skal jeg i givet fald gå til i betragtning af, hvor jeg bor, hvor modparten bor, eller andre forhold, der kan have betydning for, hvor sagen skal anlægges?

Hvor du bor, hvor modparten bor og andre omstændigheder kan have betydning for, hvor sagen skal anlægges. Yderligere oplysninger findes her.

5 Hvilken type domstol skal jeg gå til i denne medlemsstat i betragtning af sagens art og det beløb, det drejer sig om?

Sagens art, det omtvistede beløb og andre omstændigheder kan have betydning for, hvilken type domstol, sagen skal anlægges ved. Yderligere oplysninger findes her.

6 Kan jeg selv gå til en domstol, eller skal jeg gå via en mellemmand, f.eks. en advokat?

Privatpersoner kan selv indbringe en sag for retten. Der er altså hverken repræsentationstvang eller advokattvang i Sverige. Der findes heller ikke noget advokatmonopol i den forstand, at en rettergangsfuldmægtig eller bisidder skal være advokat.

Det er kort sagt muligt selv at føre sagen uden en advokats medvirken.

7 Hvem skal jeg helt konkret henvende mig til for at anlægge en sag? Skal jeg henvende mig direkte til domstolen, til det lokale dommerkontor eller til en anden myndighed?

En anmodning om udtagelse af stævning skal indgives til retten. Den kan indgives på dommerkontoret, lægges i rettens postkasse eller brevsprække, den kan afleveres til rettens personale, eller den kan sendes til retten med posten.

8 På hvilket sprog skal jeg indgive stævning? Kan jeg gøre det mundtligt, eller skal det gøres skriftligt? Kan jeg gøre det pr. fax eller e-mail?

I Sverige er retssproget svensk. En anmodning om udtagelse af stævning skal derfor affattes på svensk. Hvis et processkrift indgives på et andet sprog, kan retten dog i visse tilfælde pålægge en part at få det oversat. Retten kan undtagelsesvis selv oversætte det.

En anmodning om udtagelse af stævning skal underskrives af vedkommende selv. I modsat fald - f.eks. hvis den er indgivet ved fax eller e-mail - vil retten udbede sig en bekræftelse på et originalt underskrevet dokument. Modtages en sådan bekræftelse ikke, vil anmodningen blive afvist.

9 Findes der særlige blanketter, som skal bruges, når man vil anlægge sag? Hvis ikke, hvordan gøres det så? Hvilke oplysninger skal gives?

Der er intet krav om brug af særlige blanketter til anlæg af retssager. Der findes dog en blanket til brug for indgivelse af en anmodning om udtagelse af stævning i civile søgsmål, der kan anvendes uanset sagens værdi. Den kan findes på domstolsstyrelsens ("Domstolsverket") hjemmeside på svensk og engelsk.

Anmodningen om udtagelse af stævning skal indeholde oplysninger om parterne, om kravet, om baggrunden for kravet, om de beviser, der påberåbes, og om hvad der skal underbygges ved hvert bevis, samt angivelse af de omstændigheder, der tilsiger, at domstolen er kompetent i sagen.

Det skriftlige bevismateriale, der påberåbes, bør indgives sammen med anmodningen.

Hvis en anmodning er ufuldstændig, vil retten udbede sig yderligere oplysninger. Gives disse oplysninger ikke, vil anmodningen blive afvist.

10 Skal der betales retsafgifter? Hvornår skal de i givet fald betales? Skal advokaten betales med det samme ved stævningens indgivelse?

Der skal betales en afgift, når der anmodes om udtagelse af stævning i en civil sag. Den betales til retten, når anmodningen indgives. Afgiften udgør for øjeblikket 450 SEK (ca. 50 EUR). Betales den ikke, sender retten en betalingsanmodning. Betales afgiften stadigvæk ikke, vil ansøgningen blive afvist.

Spørgsmål om betaling af udgifter til advokatbistand er en sag mellem advokaten og dennes klient. Normalt betaler man et forskud til advokaten, hvorefter man får en regning for det udførte arbejde. Har man fået bevilget retshjælp, gælder der særlige regler.

11 Kan jeg få retshjælp?

Læs mere her.

12 Hvornår betragtes min sag som anlagt? Modtager jeg en bekræftelse fra myndighederne om, hvorvidt min sag er korrekt anlagt?

I Sverige anses en sag for at være anlagt, når anmodningen om udtagelse af stævning er kommet frem til retten. Anmodningen anses for at være kommet frem den dag, hvor retten modtog anmodningen eller en meddelelse om en postforsendelse indeholdende anmodningen, eller den dag, hvor den blev afleveret til en tjenestemand ved retten.

Kan anmodningen, eller en meddelelse om den, antages at være indgivet til dommerkontoret eller lagt til side til retten på postkontoret en bestemt dag, anses den at være kommet frem den dag, hvis den er kommet retspersonalet i hænde på den nærmest følgende arbejdsdag.

Der udsendes ikke automatisk bekræftelse på, at sagen anses for at være behørigt anlagt. Oplysning herom kan dog opnås ved at kontakte retten, f.eks. pr. telefon.

13 Modtager jeg udførlige oplysninger om sagens videre forløb (f.eks. om, hvornår jeg skal møde i retten)?

Det fremgår af den svenske retsplejelov, at retten snarest muligt skal udarbejde en tidsplan for sagens behandling. Der kan dog være sager, hvor det er meningsløst at opstille en sådan tidsplan. Indtil der foreligger et svarskrift, er der i de fleste sager intet grundlag for at udarbejde nogen tidsplan.

Det er altid muligt at kontakte retten, f.eks. pr. telefon, for at få oplysninger om sagens videre forløb.

Nyttige links

Justitiedepartementet

Domstolsverket

Riksskatteverket

Sidste opdatering: 17/11/2015

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

Feedback

Brug formularen nedenfor til at skrive kommentarer og feedback om vores nye website