Retsafgifter i forbindelse med den europæiske betalingspåbudsprocedure

Polen

Indholdet er leveret af
Polen

Indledning

Hvilke afgifter findes der?

Hvor meget skal jeg betale?

Hvad sker der, hvis jeg ikke betaler retsafgifterne til tiden?

Hvordan kan jeg betale retsafgifter?

Hvad gør jeg, når jeg har betalt?

Indledning

Retsafgifterne i civile sager er reguleret i lov af 28. juli 2005 om retsafgifter i civile sager (Polens lovtidende 2014, 1025). Der skal i princippet betales retsafgifter ved indgivelsen af stævninger, herunder ved indgivelsen af anmodninger i forbindelse med den procedure, der er reguleret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 af 12. december 2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure. Ifølge polsk ret kan der anmodes om fritagelse for disse retsafgifter efter bestemmelserne i ovennævnte lov (afsnit IV – fritagelse for retsafgifter).

Hvilke afgifter findes der?

Retsafgifterne i forbindelse med den europæiske betalingspåkravsprocedure er forholdsmæssige.

Hvor meget skal jeg betale?

De forholdsmæssige retsafgifter opkræves i sager vedrørende ejendomsrettigheder, og de udgør 5 % af værdien af tvistens genstand (dvs. værdien af det krav, der er angivet i stævningen). Beløbet må dog ikke være under 30 PLN eller over 100 000 PLN. De retsafgifter, der opkræves i forbindelse med en indsigelse mod betalingspåkravet, nedsættes til det halve.

Hvad sker der, hvis jeg ikke betaler retsafgifterne til tiden?

I overensstemmelse med artikel 1262 1, i lov af 17. november 1964 om civil retspleje (lovtidende nr. 43, tekst 269, med ændringer) behandler retten ikke anmodningen, hvis retsafgifterne ikke er blevet betalt. Følgelig skal retsafgifterne betales ved indgivelsen af anmodningen (stævningen) til retten, eller også skal der indgives en anmodning om fritagelse for retsafgifter.

Retsvirkningerne af den manglende betaling af retsafgifterne i tilknytning til anmodningen er bl.a. reguleret i artikel 130 og 1302 i den civile retsplejelov.

Hvis et processkrift (herunder en stævning) ikke kan behandles korrekt på grund af den manglende betaling af retsafgifter, opfordrer formanden (dommeren) i medfør af artikel 130 i den civile retsplejelov den pågældende part til at betale retsafgifterne inden for en frist på en uge, og hvis fristen ikke overholdes, returneres processkriftet. Hvis anmodningen er indgivet af en person, der er bosiddende i udlandet og ikke har nogen repræsentant i Polen, fastsætter formanden (dommeren) fristen for betaling af retsafgifterne, som skal være på mindst én måned. Hvis fristen ikke overholdes, returneres anmodningen til den pågældende part. Hvis retsafgifterne i tilknytning til anmodningen er blevet betalt inden for den fastsatte frist, har anmodningen retsvirkninger fra den dato, hvor den blev indgivet.

I henhold til 1302 i den civile retsplejelov returneres en anmodning, der er indgivet af en advokat, en juridisk rådgiver eller en advokat inden for industriel ejendomsret, i tilknytning til hvilken der skal betales faste eller forholdsmæssige retsafgifter beregnet på grundlag af værdien af tvistens genstand som angivet af parten, og som ikke er blevet betalt, uden fremsendelse af en opkrævning. Hvis anmodningen betales inden for en uge efter datoen for forkyndelse af kendelsen om returneringen af anmodningen, har anmodningen imidlertid retsvirkninger fra den dato, hvor den blev indgivet.

Hvordan kan jeg betale retsafgifter?

Betalingen af retsafgifter i civile sager er reguleret i justitsministeriets bekendtgørelse af 31. januar 2006 om betaling af retsafgifter i civile sager (lovtidende nr. 27, tekst 199), som er en retsakt til gennemførelse af ovennævnte lov om retsafgifter.

Retsafgifterne i civile sager kan indbetales på den kompetente rets bankkonto (de nødvendige bankoplysninger fås ved personlig henvendelse til retten eller på rettens websted, eventuelt på justitsministeriets websted), direkte til retten eller ved køb af stempelmærker i retten.

Hvad gør jeg, når jeg har betalt?

Når retsafgifterne er betalt og eventuelle uregelmæssigheder afhjulpet, udsteder retten et europæisk betalingspåkrav.

Sidste opdatering: 03/04/2020

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Medlemslandene med ansvar for at forvalte siderne om nationale forhold er i gang med at opdatere noget af indholdet på dette website som følge af Storbritanniens udtræden af EU. Hvis du støder på indhold, som endnu ikke afspejler Storbritanniens udtræden, er det en fejl og vil blive rettet.

Feedback

Brug formularen nedenfor til at skrive kommentarer og feedback om vores nye website