Retsafgifter i forbindelse med den europæiske betalingspåbudsprocedure

Indledning

Hvilke afgifter findes der?

Hvor meget skal jeg betale?

Hvad sker der, hvis jeg ikke betaler retsafgifterne til tiden?

Hvordan kan jeg betale retsafgifter?

Hvad gør jeg, når jeg har betalt?

Indledning

Ved indgivelse af en anmodning om et europæisk betalingspåkrav ved en estisk ret betales en afgift svarende til den afgift, der betales ved indgivelse af en intern anmodning. Afgifter og andre sagsomkostninger reguleres af den civile retsplejelov (tsiviilkohtumenetluse seadustik) og lov om told og afgifter (riigilõivuseadus).

Hvilke afgifter findes der?

Ved indgivelsen af en anmodning betales en afgift til dækning af sagsomkostningerne. Der kan desuden blive tillagt omkostninger til forkyndelse af retsdokumenter under proceduren (hvis forkyndelsen finder sted i Estland, mellem 30 EUR og 60 EUR med fogedbistand, og hvis retsdokumenterne forkyndes i udlandet, kan der blive tillagt omkostninger til oversættelse). Der er ikke andre omkostninger.

Hvor meget skal jeg betale?

Ved indgivelse af en anmodning om et europæisk betalingspåkrav ved en estisk ret betales en afgift svarende til den afgift, der betales ved indgivelse af en intern anmodning, dvs. 3 % af det samlede krav (det krævede beløb, dvs. hovedkravet og de accessoriske krav), dog mindst 45 EUR.

Ved overgangen fra den enkle betalingspåkravsprocedure til en almindelig procedure (civil retssag) betales en tillægsafgift, der svarer til det beløb, som ikke er dækket af den afgift, der blev betalt ved indgivelsen af anmodningen om indledning af den enkle betalingspåkravsprocedure. I civile retssager afhænger afgiftens størrelse af det krævede beløb. I forbindelse med civile retssager opkræves følgende afgifter: 75 EUR for krav på op til 350 EUR, 100 EUR for krav på mellem 351 EUR og 500 EUR, 125 EUR for krav på mellem 501 EUR og 750 EUR osv. (gældende satser pr. 14. maj 2019).

Hvad sker der, hvis jeg ikke betaler retsafgifterne til tiden?

Afgiften skal forudbetales ved indgivelsen af anmodningen. Er afgiften ikke betalt, giver retten fordringshaver mulighed for at betale afgiften inden for en af retten fastsat frist. Betales afgiften ikke inden for den fastsatte frist, afviser retten anmodningen.

En anmodning om at overgå fra den enkle procedure til en retssag kan først behandles, når tillægsafgiften er blevet betalt.

Hvordan kan jeg betale retsafgifter?

Afgiften kan kun betales ved bankoverførsel. Kreditkort accepteres ikke. Ved betaling til domstolene er modtageren af betalingen finansministeriet.

Ved overførsel til en statslig myndighed eller en fond oprettet af staten anføres finansministeriet som modtager samt kontonummeret på betalingsordren.

Hver institution har sine egne referencenumre, på grundlag af hvilke statskassen overfører det modtagne beløb til den relevante institutions konto hos statskassen.

Yderligere oplysninger om konti til betaling af afgifter og om domstolenes referencenumre findes på domstolenes websted.

Hvad gør jeg, når jeg har betalt?

Der skal fremsendes dokumentation for betaling til retten, således at retten kan kontrollere modtagelsen af betalingen. Oplysninger, der skal anføres: navn på indbetaler af afgift, oplysninger om bank og konto, som betalingen er foretaget til, betalt beløb og betalingsdato. Retten kan kontrollere modtagelsen af betalingen elektronisk, og det er således ikke nødvendigt at fremlægge den betalingsordre, der dokumenterer betalingen af afgiften. Retten kan dog anmode herom, hvis det er nødvendigt.

Sidste opdatering: 19/11/2020

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Medlemslandene med ansvar for at forvalte siderne om nationale forhold er i gang med at opdatere noget af indholdet på dette website som følge af Storbritanniens udtræden af EU. Hvis du støder på indhold, som endnu ikke afspejler Storbritanniens udtræden, er det en fejl og vil blive rettet.

Feedback

Brug formularen nedenfor til at skrive kommentarer og feedback om vores nye website