Retsafgifter i forbindelse med den europæiske betalingspåbudsprocedure

Bulgarien

Indholdet er leveret af
Bulgarien

Indledning

Hvilke afgifter findes der?

Hvor meget skal jeg betale?

Hvad sker der, hvis jeg ikke betaler retsafgifterne til tiden?

Hvordan kan jeg betale retsafgifter?

Hvad gør jeg, når jeg har betalt?

Indledning

Bestemmelserne om betaling af retsafgifter og sagsomkostninger i civile sager, herunder den europæiske betalingspåkravsprocedure, er fastsat i den civile retsplejelov og i oversigten over statsafgifter, der opkræves af domstolene ifølge den civile retsplejelov.

Den civile retsplejelov:

"Kapitel 8 – Omkostninger og retsafgifter, afdeling I – Tvistens værdi

Tvistens værdi
Artikel 68. Vurderingen af den pengemæssige værdi af tvistens genstand er tvistens værdi.

Størrelsen af tvistens værdi
Artikel 69. 1) Størrelsen af tvistens værdi er:
1. for søgsmål vedrørende pengekrav – det krævede beløb

Fastsættelse af tvistens værdi
Artikel 70. 1) Tvistens værdi angives af sagsøger. Spørgsmålet om tvistens værdi kan senest rejses af sagsøgte eller af retten ex officio ved det første retsmøde. Hvis det angivne beløb ikke svarer til det faktiske beløb, fastsætter retten tvistens værdi.
2) Rettens afgørelse om at forøge tvistens værdi kan appelleres.
3) Hvis det er vanskeligt at vurdere tvistens værdi på tidspunktet for indbringelsen af sagen, fastsættes værdien efter rettens skøn. Efterfølgende opkræves der enten en ekstra afgift, eller det overskydende beløb tilbagebetales på grundlag af den værdi, der fastsættes af retten på tidspunktet for afgørelsen.

Afdeling II – Afgifter og omkostninger

Forpligtelse til at betale afgifter og omkostninger
Artikel 71. 1) I forbindelse med retssagen opkræves der afgifter på grundlag af tvistens værdi og sagsomkostninger. Hvis tvisten ikke kan vurderes, fastsættes afgiftens størrelse af retten.
Afgifter
Artikel 73. 3) Afgiften betales ved indgivelsen af anmodningen om beskyttelse eller bistand og ved udstedelsen af det afgiftsbelagte dokument på grundlag af en tarif vedtaget af ministerrådet.

Bilag til stævningen
Artikel 128. Stævningen skal ledsages af:
1. en fuldmagt, hvis stævningen indgives af en bemyndiget repræsentant.
2. en kvittering for betaling af forfaldne afgifter og omkostninger.
3. kopier af stævningen med bilag afhængigt af antallet af sagsøgte.

Kontrol af stævningen
Artikel 129. 1) Retten kontrollerer, at stævningen er gyldig.
2) Hvis stævningen ikke opfylder betingelserne i artikel 127, stk. 1, og artikel 128, anmodes sagsøger om at afhjælpe de konstaterede mangler inden for en frist på en uge. Sagsøger oplyses ligeledes om muligheden for retshjælp, hvis han har behov herfor og er berettiget hertil. Hvis sagsøgers adresse ikke er angivet og ikke er kendt af retten, skal meddelelsen ske ved opslag på det sted, der er angivet med henblik herpå i retten, i en uge.
3) Hvis sagsøger ikke afhjælper manglerne inden for den fastsatte frist, returneres stævningen med bilag til sagsøger, og hvis hans adresse ikke er kendt, indleveres den til justitskontoret, hvor den er tilgængelig for sagsøger. Der kan anlægges sag til prøvelse af tilbagesendelsen af stævningen, som ikke forkyndes."

OVERSIGT over statsafgifter, der opkræves af domstolene efter den civile retsplejelov
"Afdeling I
Afgifter i civile sager
Artikel 1er. Afgiften for en stævning, et modkrav og et krav fra en tredjemand, der har selvstændige rettigheder, udgør 4 % af tvistens værdi, dog mindst 50 BGN.

Artikel 13. I forbindelse med anmodninger om udstedelse af dokumentation opkræves følgende afgifter:
2. For dokumentation for udstedelse af et europæisk betalingspåkrav og en afgørelse om eksigibilitet – 40 BGN."

Betaling af retsafgifter kan kun ske ved bankoverførsel til rettens konto.

Hvilke afgifter findes der?

Afgiften opkræves ved indbringelsen af sagen. Sagsøgeren skal vedlægge stævningen en kvittering for betaling af eventuelle forfaldne afgifter og omkostninger.

Hvor meget skal jeg betale?

Ved udstedelse af et europæisk betalingspåkrav og en afgørelse om eksigibilitet opkræves 40 BGN.
Afgiften for en stævning, et modkrav og et krav fra en tredjemand, der har selvstændige rettigheder i en almindelig civil retssag, udgør 4 % af kravets værdi, dog mindst 50 BGN. Størrelsen af tvistens værdi i forbindelse med pengekrav er lig med det krævede beløb. I tilfælde af en indsigelse mod et betalingspåkrav og en udtrykkelig aftale om overgang til en civil retssag overfører sagsøger ved en bankoverførsel til rettens konto den resterende del af afgiften for en almindelig civil retssag.

Hvad sker der, hvis jeg ikke betaler retsafgifterne til tiden?

Hvis sagsøger ikke vedlægger dokumentation for betaling af afgiften ved indgivelsen af stævningen, er stævningen ugyldig. I så fald fremsender retten en opkrævning til sagsøger med en betalingsfrist på en uge. Hvis rettens adresse ikke er angivet og ikke er kendt af retten, skal meddelelsen ske ved opslag på det sted, der er angivet med henblik herpå i retten, i en uge.
Hvis sagsøger ikke afhjælper manglerne inden for den fastsatte frist, returneres stævningen med bilag til sagsøger, og hvis hans adresse ikke er kendt, indleveres den til justitskontoret, hvor den er tilgængelig for sagsøger. I så fald afsluttes sagen.

Hvordan kan jeg betale retsafgifter?

Betaling af retsafgifter kan kun ske ved bankoverførsel til rettens konto, og betalingsdokumentationen forelægges for dommeren/dommerkollegiet ved den ret, der behandler sagen, via justitskontoret. Retsafgifter kan ikke afregnes kontant i retten. De enkelte domstole har indgået en aftale med en bank, der servicerer disse. Oplysninger om bankkonti findes på rettens officielle websted.

Hvad gør jeg, når jeg har betalt?

Betaling af retsafgifter kan kun ske ved bankoverførsel til rettens konto, og betalingsdokumentationen forelægges for dommeren/dommerkollegiet ved den ret, der behandler sagen, via justitskontoret.

Sidste opdatering: 07/04/2020

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Medlemslandene med ansvar for at forvalte siderne om nationale forhold er i gang med at opdatere noget af indholdet på dette website som følge af Storbritanniens udtræden af EU. Hvis du støder på indhold, som endnu ikke afspejler Storbritanniens udtræden, er det en fejl og vil blive rettet.

Feedback

Brug formularen nedenfor til at skrive kommentarer og feedback om vores nye website