Lovlig udrejse med børn og bosættelse med dem i udlandet

Ungarn
Indholdet er leveret af
European Judicial Network
Det Europæiske Retlige Netværk (på det civile og handelsretlige område)

1 Under hvilke omstændigheder må den ene af forældrene lovligt tage et barn med til et andet land uden samtykke fra den anden forælder?

A) Som hovedregel kan en forælder flytte sit barn til en anden stat i kortere perioder og uden hensigt om at forblive der uden den anden forælders samtykke. Sådanne tilfælde kan omfatte:

  • Forældrene har fælles forældreansvar.
  • Den ene forælder udøver forældreansvar i henhold til en aftale mellem forældrene eller en retsafgørelse, men den anden forælders forældreansvar er ikke blevet indskrænket eller ophævet af retten.
  • Barnet flyttes til en anden stat af forælderen, mens den pågældende har direkte samvær med barnet, medmindre den anden forælders samtykke kræves i henhold til en afgørelse truffet af en domstol eller et statsamt.

B) En forælder kan flytte barnet til en anden stat, også i længere perioder eller med henblik på at forblive der, uden den anden forælders samtykke, hvis den anden forælders forældreansvar er blevet indskrænket eller ophævet af retten.

C) I følgende tilfælde kan en værge også lovligt flytte et barn til en anden stat uden forælderens samtykke, forudsat at statsamtet ikke har begrænset vedkommendes ret hertil:

  • i kortere perioder, og uden at hensigten er at forblive i udlandet, hvis barnet er anbragt hos en plejefamilie.
  • hvis barnet er anbragt hos tredjemand, og forælderens forældreansvar derfor er suspenderet.

2 Under hvilke omstændigheder er samtykke fra den anden forælder nødvendigt for, at barnet må tages med til et andet land?

A) Hvis en forælder flytter barnet til en anden stat i en længere periode eller med henblik på at blive boende der, kræves den anden forælders samtykke. Sådanne tilfælde kan omfatte:

  • Forældrene har fælles forældreansvar.
  • Den ene forælder udøver forældreansvar i henhold til en aftale mellem forældrene eller en retsafgørelse, men den anden forælders forældreansvar er ikke blevet indskrænket eller ophævet af retten.

B) Hvis barnet er anbragt hos en plejefamilie, må værgen kun flytte barnet til en anden stat i en længere periode eller med henblik på at blive boende der med forældrenes samtykke.

Udrejse til en anden stat med henblik på at studere, arbejde eller andre lignende formål kan betragtes som en længere periode.

3 Hvis den anden forælder ikke giver sit samtykke til, at barnet må tages med til et andet land, selvom om dette er nødvendigt, hvordan kan barnet da lovligt tages med til et andet land?

Hvis den anden forælder ikke har givet sit samtykke til, at barnet flyttes til en anden stat, kan denne forælder anmode om, at statsamtet træffer afgørelse i sagen. I sådanne tilfælde træder en afgørelse truffet af statsamtet om tilladelse til at flytte barnet til en anden stat i stedet for den anden forælders samtykke.

En forælder, der anmoder om at få fastslået bopælen i en anden stat, skal vedlægge anmodningen dokumenter, der beviser, at barnets uddannelse, forsørgelse, pasning og undervisning er sikret i den anden stat (og dermed navnlig en vurdering af barnets forhold udstedt af den udenlandske myndighed, en attest om deltagelse i undervisning, en attest om forældrenes indkomst og en erklæring om accept). På forælderens anmodning sørger statsamtet for at indhente en vurdering af barnets forhold. Hvis forælderen endnu ikke er begyndt at arbejde i den anden stat, kan statsamtet acceptere en erklæring fra forælderen om vedkommendes forventede indkomst i stedet for en indkomstattest.

Ved afgørelsen af tvisten vurderer statsamtet, hvorvidt det er muligt at fuldbyrde en afgørelse truffet af en domstol eller af statsamtet vedrørende opretholdelse af samvær mellem barnet og den forælder, der bor i et andet land, i mangel af en international traktat eller gensidighed.

4 Gælder de samme regler for midlertidig fjernelse (for eksempel ferie, sundhedspleje osv.) og varig fjernelse? I givet fald fremlægges de relevante tilladelser.

Som anført i punkt 1 kan forælderen, hvis rejsen til udlandet ikke er langvarig, tage barnet med til en anden stat, også uden den anden forælders samtykke. I sådanne tilfælde skal de generelle betingelser for, at barnet kan rejse til udlandet være opfyldt (f.eks. skal barnet have et gyldigt pas).

Sidste opdatering: 22/02/2018

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

Feedback

Brug formularen nedenfor til at skrive kommentarer og feedback om vores nye website