Den originale sprogudgave af denne side spansk er blevet ændret for nylig. Den sprogudgave, du kigger på nu, er i øjeblikket ved at blive oversat af vores oversættere.
Swipe to change

Onlinesagsbehandling og e-kommunikation med domstolene

Spanien
Indholdet er leveret af
European Judicial Network
Det Europæiske Retlige Netværk (på det civile og handelsretlige område)

1 Er det muligt at anlægge en sag via internettet?

Ja, i et vist omfang.

For procesadvokater (procuradores) og andre juridiske repræsentanter er det et lovmæssigt krav undtagen i visse områder, hvor det endnu ikke er muligt, heller ikke for juridisk sagkyndige.

For juridiske personer er det et lovkrav i visse områder. Andre steder er det af tekniske årsager endnu ikke muligt. Fremgangsmåden er under udvikling og kan/skal kun bruges i bestemte sager.

For fysiske personer har det været valgfrit siden den 1. januar 2017. I visse områder er det dog endnu ikke muligt på grund af tekniske vanskeligheder, men fremgangsmåden er under udvikling.

Justitsministeriet fører det elektroniske register SEDE JUDICIAL ELECTRÓNICA (link til SEDE) med oplysninger om relevante ressourcer og adresser.

Der kræves en registreret digital signatur for at sikre ægtheden af indholdet og tilvejebringe bevis for afsendelse og modtagelse.

Som noget nyt kan juridisk sagkyndige og private i Galicien allerede nu indlede betalingspåkravsprocedurer ved de civile domstole og arbejdsretten, og snart bliver det muligt at indlede sådanne procedurer mundtligt.

I Andalusien er fysiske og juridiske personers indgivelse af begæringer og dokumenter begrænset til protokoller og betalingspåkravsprocedurer ved de civile domstole og til betalingspåkrav ved arbejdsretten.

I Baskerlandet er det ikke muligt at anlægge sager elektronisk.

2 I hvilken type sager findes denne mulighed i givet fald? Findes der sagstyper, som kun kan anlægges via internettet?

Den er tilgængelig for alle civilretlige procedurer, dog med begrænsninger i visse dele af landet og for visse procedurer. Muligheden er ganske udbredt for betalingspåkravsprocedurer og protokoller.

Det dokument, hvormed den europæiske betalingspåkravsprocedure og småkravsproceduren igangsættes, kan indgives via internettet i visse dele af landet. I andre dele af landet er systemerne ved at blive opdateret.

For private parter er den først ved at blive indført, så den kan være midlertidigt begrænset til nationale betalingspåkravsprocedurer, protokoller, begæringer og til socialretten og kan muligvis ikke anvendes til indgivelse af sagsakter.

Procesadvokater og andre juridiske repræsentanter skal indlede sager via internettet. Denne fremgangsmåde er generelt tilgængelig i hele landet, dog med enkelte undtagelser som i Baskerlandet.

3 Kan sager anlægges elektronisk døgnet rundt eller kun inden for bestemte tidsrum? Hvilke tidsrum er der i givet fald tale om?

Systemet er generelt tilgængeligt døgnet rundt. Dog vil sager, som indledes i weekender og på helligdage, først blive færdigbehandlet næstkommende arbejdsdag.

Derudover er systemet nogle gange nede på helligdage af tekniske årsager eller på grund af vedligeholdelse, især i ferieperioden i august måned.

4 Skal de nærmere oplysninger i stævningen indgives i et bestemt format?

Følgende formater anbefales: .pdf, .rtf, .jpeg, .jpg, .tiff, .odt, .zip.

Komprimerede .zip-filer kan kun indeholde dokumenter i følgende formater: .pdf, .rtf, .jpeg, .jpg, .tiff og .odt.

Det er ikke muligt at indsende audio-, video- eller .zip-filer i andre formater via LexNET.

Hvis det elektroniske dokument er for stort og blokerer systemet, skal det fremsendes i papirform, og flere dokumenter må ikke samles kunstigt i ét digitalt dokument.

5 Hvordan er overførslen og lagringen af oplysninger beskyttet?

De kompetente offentlige forvaltningsmyndigheder skal stille de rette elektroniske systemer til rådighed. Sikkerheden varetages ved hjælp af et system med forudgående godkendelse af digitale signaturer for advokater og privatpersoner, mens adgang for autoriserede tjenestemænd sker ved hjælp af kryptografiske kort og digitale certifikater. Systemet skal sikre ægtheden af indholdet og tilvejebringe bevis for afsendelse og modtagelse.

6 Er det nødvendigt at anvende en form for elektronisk underskrift og/eller tidsregistrering?

Ja, gennem et system med forudgående godkendelse.

7 Skal der betales retsgebyrer? Hvordan kan disse i givet fald betales, og adskiller de sig fra gebyrer i sager, der ikke anlægges elektronisk?

Der skal betales gebyr for begæringer fra juridiske enheder, men ikke fra privatpersoner.

Betaling skal ske elektronisk via internettet, og begæringen skal ledsages af bevis for betalingen (dette krav kan om nødvendigt opfyldes på et senere tidspunkt).

8 Er det muligt at frafalde en sag, der er anlagt via internettet?

Når en begæring er indgivet, kan den ikke annulleres.

Der skal indgives en formel tilbagetrækning elektronisk.

9 Hvis sagsøger anlægger sagen via internettet, har sagsøgte da også mulighed for og/eller pligt til at reagere herpå via internettet?

Nej. Den enkelte part skal reagere ud fra sin egen situation, som nævnt ovenfor.

10 Hvad sker der i henhold til den elektroniske procedure, hvis sagsøgte reagerer på stævningen?

Ingenting. Den elektroniske procedure gælder kun for fremsendelse af dokumenter og meddelelser, der forkyndes for parternes juridiske repræsentanter. Retssager behandles ikke automatisk.

Retten fremsender dokumentet i elektronisk format og/eller på papir, afhængigt af hvilke regler der gælder, og hvad de enkelte parter har valgt.

11 Hvad sker der i henhold til den elektroniske procedure, hvis sagsøgte ikke reagerer på stævningen?

Ingenting. Retssager behandles ikke automatisk. Retten fremsender dokumentet i elektronisk format og/eller på papir, og det forkyndes enten elektronisk eller fysisk, afhængigt af hvilke regler der gælder, og hvad de enkelte parter har valgt.

12 Er det muligt at indgive dokumenter til en domstol elektronisk og i givet fald, i hvilken type sager og på hvilke betingelser?

Ja, sagsakter og dokumenter indgives på samme vilkår som nævnt under punkt 1 for så vidt angår procedurens indledning. De eneste begrænsninger vedrører dokumentets type og størrelse.

Denne fremgangsmåde kan benyttes i alle sager, om end den for private parter først er ved at blive indført, så den i visse områder kan være midlertidigt begrænset og i andre områder endnu ikke er tilgængelig på grund af tekniske vanskeligheder, men der arbejdes på at få fremgangsmåden indført.

I Baskerlandet skal (proces)advokater indsende alle dokumenter elektronisk, med undtagelse af det første processkrift. Privatpersoner kan ikke henvende sig elektronisk til retten.

Forhåndsgodkendelse med advokatens digitale signatur er påkrævet.

Originaldokumentet skal forelægges på rettens anmodning og kan i dette tilfælde sendes med posten.

13 Kan retsdokumenter, navnlig domme, forkyndes via internettet?

Ja. For parternes juridiske repræsentanter er det obligatorisk.

For juridiske personer er det endvidere et lovkrav i visse områder. Andre steder er det af tekniske årsager endnu ikke muligt, men fremgangsmåden er under udvikling.

For fysiske personer er det muligt efter forudgående godkendelse i de områder, hvor denne valgmulighed er indført.

Hvis parterne har indgivet deres begæringer og dokumenter via internettet, bliver de underrettet om rettens afgørelser ad samme vej.

14 Kan retsafgørelser afgives elektronisk?

Ja. For parternes juridiske repræsentanter er det obligatorisk.

For juridiske personer er det endvidere et lovkrav i visse områder. Andre steder er det af tekniske årsager endnu ikke muligt, men fremgangsmåden er under udvikling.

For fysiske personer er det muligt efter forudgående godkendelse i de områder, hvor denne valgmulighed er indført.

Hvis parterne har indgivet deres begæringer og dokumenter via internettet, bliver de underrettet om rettens afgørelser ad samme vej.

15 Kan en appel indgives og den tilhørende afgørelse forkyndes via internettet?

Ja. For parternes juridiske repræsentanter er det obligatorisk.

For juridiske personer er det endvidere et lovkrav i visse områder. Andre steder er det af tekniske årsager endnu ikke muligt, men fremgangsmåden er under udvikling.

For fysiske personer er det muligt efter forudgående godkendelse i de områder, hvor denne valgmulighed er indført.

16 Kan en tvangsfuldbyrdelsessag anlægges via internettet?

Ja, på samme vilkår som nævnt under punkt 1 for så vidt angår procedurens indledning.

I mange dele af landet er det obligatorisk for parternes juridiske repræsentanter.

For juridiske personer er det endvidere et lovkrav i visse områder. Andre steder er det af tekniske årsager endnu ikke muligt, men fremgangsmåden er under udvikling.

For fysiske personer er det frivilligt, men kræver forudgående godkendelse i de områder, hvor denne valgmulighed er indført.

I Baskerlandet er det ikke muligt, og fuldbyrdelsesbegæringen skal indgives på papir.

Justitsministeriet fører det elektroniske register SEDE JUDICIAL ELECTRÓNICA (link til SEDE) med oplysninger om relevante ressourcer og adresser.

17 Kan parterne eller deres juridiske repræsentanter konsultere sager, som er anlagt via internettet, og i givet fald, hvordan?

Kun i en del af landet.

I Aragon, Navarra, Cantabrien og den selvstyrende region Valencia har parternes juridiske repræsentanter adgang til sagsakterne via internettet.

I andre områder, f.eks. Balearerne og Catalonien, er dette ved at blive indført og vil inden for kort tid være tilgængeligt for juridisk sagkyndige.

I Andalusien har parterne og juridisk sagkyndige begrænset adgang til visse oplysninger, nemlig sagens parter, status i sagen og berammelse af retsmøder.

I Baskerlandet har de juridisk sagkyndige kun adgang til videooptagelser af retsmøderne.

I endnu andre områder er det heller ikke muligt for juridisk sagkyndige.

For øjeblikket har privatpersoner ikke elektronisk adgang til sagsakterne.

Sidste opdatering: 18/11/2021

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.