Onlinesagsbehandling og e-kommunikation med domstolene

Nederlandene
Indholdet er leveret af
European Judicial Network
Det Europæiske Retlige Netværk (på det civile og handelsretlige område)

1 Er det muligt at anlægge en sag via internettet?

Den 1. september 2017 blev elektronisk sagsbehandling obligatorisk i forbindelse med civile krav med obligatorisk advokatbistand (værdi på over 25 000 EUR), der indbringes for domstolene i første instans (rechtbanken) i Midden-Nederland og Gelderland (se retsvæsenets websted, De Rechtspraak).

Fra den 1. oktober 2019 er elektronisk sagsbehandling ikke længere mulig, med undtagelse af allerede verserende sager, som er indbragt for domstolene i første instans i Midden-Nederland og Gelderland efter den 1. september 2017. Nye sager, der indbringes for disse domstole efter den 1. oktober 2019, kan ikke anlægges elektronisk.

Administratorer/modtagere kan indgive deres indlæg elektronisk via den kommunale one-stop-portal (Digitaal loket kanton). Disse indlæg (oversigt over den pågældende persons indtægter, udgifter, tilgodehavender, opkrævede beløb og gæld i det forgangne år) kan hvert år udfærdiges ved hjælp af den elektroniske formular og sendes til retten i første instans, medmindre retten bestemmer andet. I disse tilfælde logger administratorerne/modtagerne sig på med deres DigID.

Desuden har alle domstole i første instans siden november 2017 opfordret professionelle administratorer til at kommunikere online i forvaltningssager. Denne udvikling sker gradvist, administrator efter administrator (se retsvæsenets websted, De Rechtspraak).

Ved Nederlandenes øverste domstol (Hoge Raad der Nederlanden) skal kassationsappel i civile sager altid indgives online (se den øverste domstols websted, Hoge Raad der Nederlanden).

2 I hvilken type sager findes denne mulighed i givet fald? Findes der sagstyper, som kun kan anlægges via internettet?

I perioden 1. september  2017 til 1. oktober 2019 blev sager vedrørende civile krav med obligatorisk advokatbistand ved retterne i første instans i Midden-Nederland og Gelderland behandlet online. Dette var ikke muligt ved andre domstole. Sager, som i denne periode blev anlagt ved retterne i første instans i Midden-Nederland og Gelderland, vil i princippet også blive afsluttet online (jf. også punkt 3-16).

Det nederlandske retsvæsen (De Rechtspraak) arbejder på igen at få gjort civile sager tilgængelige online. De gjorte fremskridt og mulighederne på området vil blive offentliggjort på retsvæsenets websted (De Rechtspraak).

3 Kan sager anlægges elektronisk døgnet rundt eller kun inden for bestemte tidsrum? Hvilke tidsrum er der i givet fald tale om?

For så vidt angår civile sager med obligatorisk advokatbistand, der er anlagt ved retterne i første instans i Midden-Nederland og Gelderland i den under punkt 2 anførte periode, er den elektroniske sagsbehandling tilgængelig 24 timer i døgnet, syv dage om ugen. Helpdesken i retsvæsenets servicecenter (rechtspraakservicecentreum) kan tilgås elektronisk og telefonisk mellem kl. 8.00 og 20.00.

4 Skal de nærmere oplysninger i stævningen indgives i et bestemt format?

Ja. En retssag indledes ved at indsende et indledende processkrift (procesinleiding) via retsvæsenets webportal.

5 Hvordan er overførslen og lagringen af oplysninger beskyttet?

Se i denne forbindelse den tekniske forskrift på retsvæsenets websted (De Rechtspraak).

6 Er det nødvendigt at anvende en form for elektronisk underskrift og/eller tidsregistrering?

Ja, elektronisk identifikation er nødvendig for at kunne indgive dokumenter. Advokater bruger deres advokat-id til dette formål, mens borgerne f.eks. kan bruge deres DigID-login eller digitale id (virksomheder). Mulighederne for identifikation er fastlagt ved lov.

7 Skal der betales retsgebyrer? Hvordan kan disse i givet fald betales, og adskiller de sig fra gebyrer i sager, der ikke anlægges elektronisk?

Ja, der skal betales retsgebyr i alle sager. Advokater har en løbende konto hos retsvæsenet. I forbindelse med sager, der behandles elektronisk, betales retsgebyrer elektronisk. Hvis gebyret ikke betales, indledes sagen ikke.

8 Er det muligt at frafalde en sag, der er anlagt via internettet?

Ja, det er fastlagt i lovgivningen og retsplejereglerne, hvordan et krav kan trækkes tilbage.

9 Hvis sagsøger anlægger sagen via internettet, har sagsøgte da også mulighed for og/eller pligt til at reagere herpå via internettet?

Ja, hvis lovgivningen om elektronisk sagsbehandling finder anvendelse, kan sagsøgte indgive sit svarskrift online. Hvis sagsøgte har en advokat, skal svarskriftet indgives online. Hvis sagsøgte har ret til at handle på egne vegne, kan svarskriftet også indgives i papirform.

10 Hvad sker der i henhold til den elektroniske procedure, hvis sagsøgte reagerer på stævningen?

Ved elektronisk sagsbehandling gennemføres hele processen online. Sagsøgte modtager en besked pr. e-mail for hvert nyt dokument, der lægges i den elektroniske sagsmappe. Sagsøgte kan tilføje egne dokumenter og tilgå sagen online. Rettens dom fremsendes elektronisk.

11 Hvad sker der i henhold til den elektroniske procedure, hvis sagsøgte ikke reagerer på stævningen?

Hvis sagen er forkyndt korrekt for den anden part, kan dommen afsiges som en udeblivelsesdom. Den anden part underrettes skriftligt om de formelle skridt.

12 Er det muligt at indgive dokumenter til en domstol elektronisk og i givet fald, i hvilken type sager og på hvilke betingelser?

Se svar på spørgsmål 1. Elektronisk fremsendelse af meddelelser og dokumenter er ikke tilladt, fordi der ikke kan garanteres tilstrækkelig sikkerhed.

13 Kan retsdokumenter, navnlig domme, forkyndes via internettet?

Nej, retslige dokumenter kan ikke forkyndes eller meddeles via internettet,  men mange domme offentliggøres på retsvæsenets websted (De Rechtspraak) og tildeles et ECL-nummer, så de let kan spores. Retsformanden afgør normalt, om dommen skal lægges ud på ovennævnte hjemmeside.  Ikke alle domme lægges ud på internettet, kun et udvalg af retslig relevans, eller hvis der er stor (medie)interesse for dommen.

Personnavne, der er anført i en dom, anonymiseres af hensyn til privatlivets fred. Navne på virksomheder og personer, der deltager i sagen som led i deres erhvervsmæssige aktivitet, anonymiseres ikke.

I sager, der kan eller skal behandles elektronisk, lægges dommen i den elektroniske sagsmappe. Dommen anses dermed forkyndt for parterne.

14 Kan retsafgørelser afgives elektronisk?

Nej, offentliggørelse på internettet sker efter underretning af parterne og derfor efter domsafsigelsen. Se svar på spørgsmål 13.

15 Kan en appel indgives og den tilhørende afgørelse forkyndes via internettet?

Nej, det er ikke muligt at indbringe en sag for en højere instans elektronisk. Det er kun i sager, som behandles elektronisk, og i hvilke der er afsagt udeblivelsesdom, at der kan indgives appel elektronisk.

16 Kan en tvangsfuldbyrdelsessag anlægges via internettet?

Nej.

17 Kan parterne eller deres juridiske repræsentanter konsultere sager, som er anlagt via internettet, og i givet fald, hvordan?

Nej, i sager, der behandles elektronisk, er det kun advokaterne, der til enhver tid kan konsultere sagens akter.

Nogle formularer kan downloades fra retsvæsenets websted (De Rechtspraak) i PDF-format, men også disse dokumenter skal derefter sendes med almindelig post til domstolene for at kunne indgå i sagen. Disse dokumenter omfatter formularer til bodeling og deling af alderspension, formularer til ændring af forældremyndighed, værgemål for en voksen, formueforvaltning og -vejledning, erklæringer til sagkyndige og tolke, insolvensformularer, formularer til den europæiske betalingspåkravsprocedure, formularer til den europæiske småkravsprocedure og klageformularer til appelsager.

Oplysninger, som kan være relevante i retssager, og også oplysninger vedrørende dommernes uafhængighed registreres centralt og er via retsvæsenets websted (De Rechtspraak) tilgængelige for offentligheden. Her er der adgang til det centrale register for værgemål (Centraal Curateleregister), det centrale insolvensregister (Centraal Insolventieregister), registret over formueforhold mellem ægtefæller (huwelijksgoederenregister) og registret over retsvæsenets sekundære funktioner (register met nevenfuncties Rechterlijke Macht), som alle kan konsulteres online.

Sidste opdatering: 09/02/2022

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.