Onlinesagsbehandling og e-kommunikation med domstolene

Tyskland
Indholdet er leveret af
European Judicial Network
Det Europæiske Retlige Netværk (på det civile og handelsretlige område)

1 Er det muligt at anlægge en sag via internettet?

I civile sager er det muligt at indgive en stævning eller en anmodning i form af et elektronisk dokument til retten. Stævningen eller anmodningen skal være forsynet med en kvalificeret underskrift fra den ansvarlige person. Den kan også indgives med en (simpel) underskrift fra den ansvarlige person, idet der er gjort brug af et sikret fremsendelsesmiddel. Metoderne til sikret fremsendelse er defineret i § 130a, stk. 4, i den tyske civile retsplejelov (Zivilprozessordnung – ZPO).

2 I hvilken type sager findes denne mulighed i givet fald? Findes der sagstyper, som kun kan anlægges via internettet?

I alle civile sager er det i princippet muligt at indgive en anmodning eller en stævning elektronisk til retten som beskrevet i spørgsmål 1. Visse sager skal gennemføres elektronisk, f.eks. sager knyttet til handelsregistret og betalingspåbudssager.

3 Kan sager anlægges elektronisk døgnet rundt eller kun inden for bestemte tidsrum? Hvilke tidsrum er der i givet fald tale om?

Der findes ingen tidsmæssige begrænsninger.

4 Skal de nærmere oplysninger i stævningen indgives i et bestemt format?

Det elektroniske dokument skal være egnet til behandling. De tekniske betingelser for fremsendelse og behandlingsevne er fastlagt i bekendtgørelsen om elektroniske retstransaktioner (Elektronischen-Rechtsverkehr-Verordnung).

5 Hvordan er overførslen og lagringen af oplysninger beskyttet?

De tekniske betingelser er fastlagt i bekendtgørelsen om elektroniske retstransaktioner.

6 Er det nødvendigt at anvende en form for elektronisk underskrift og/eller tidsregistrering?

Stævninger eller anmodninger, der indgives i form af et elektronisk dokument, skal være forsynet med en kvalificeret elektronisk signatur fra den ansvarlige person eller blot underskrives og sendes til retten ved hjælp af et sikret fremsendelsesmiddel (se spørgsmål 1).

7 Skal der betales retsgebyrer? Hvordan kan disse i givet fald betales, og adskiller de sig fra gebyrer i sager, der ikke anlægges elektronisk?

Den anvendte kommunikationsteknologi har i princippet ingen indflydelse på retsafgifternes størrelse. Der er forskellige betalingsmuligheder: regning, direkte debitering og e-betaling. Delstaternes retsmyndigheder giver yderligere oplysninger om dette spørgsmål.

8 Er det muligt at frafalde en sag, der er anlagt via internettet?

Ja. De almindelige regler finder anvendelse.

9 Hvis sagsøger anlægger sagen via internettet, har sagsøgte da også mulighed for og/eller pligt til at reagere herpå via internettet?

Uanset hvilken form for sagsanlæg der er tale om, gælder der for advokater, offentlige myndigheder og offentligretlige juridiske personer en generel forpligtelse til at sende et svar til retten i form af et elektronisk dokument. Derudover kan sagens parter frit indgive stævninger i form af et elektronisk dokument til retten.

10 Hvad sker der i henhold til den elektroniske procedure, hvis sagsøgte reagerer på stævningen?

De almindelige regler finder anvendelse. Der findes endnu ikke en specifik civil retssag, der udelukkende gennemføres elektronisk.

11 Hvad sker der i henhold til den elektroniske procedure, hvis sagsøgte ikke reagerer på stævningen?

De almindelige regler finder anvendelse. Der findes endnu ikke en specifik civil retssag, der føres udelukkende elektronisk.

12 Er det muligt at indgive dokumenter til en domstol elektronisk og i givet fald, i hvilken type sager og på hvilke betingelser?

Dokumenter kan på visse betingelser fremsendes til en domstol i elektronisk form (se spørgsmål 1).

13 Kan retsdokumenter, navnlig domme, forkyndes via internettet?

Retsdokumenter, navnlig afgørelser, kan forkyndes elektronisk ved hjælp af et sikret fremsendelsesmiddel (§ 173, stk. 1, i ZPO). Advokater, notarer, fogeder, myndigheder, lokale myndigheder og offentligretlige institutioner skal sørge for en sikker forkyndelseskanal. Alle andre personer kan kun få forkyndt et elektronisk dokument, hvis de som fysiske personer har givet deres samtykke til forkyndelse af elektroniske dokumenter i forbindelse med den pågældende sag, eller hvis de som juridiske personer generelt har givet deres samtykke til forkyndelse af elektroniske dokumenter (§ 173, stk. 4, første og tredje punktum, i ZPO).

14 Kan retsafgørelser afgives elektronisk?

Ja, det er i princippet muligt at fremsende en retsafgørelse i elektronisk form som beskrevet i spørgsmål 13.

15 Kan en appel indgives og den tilhørende afgørelse forkyndes via internettet?

De generelle regler, der allerede er beskrevet for fremsendelse og forkyndelse af elektroniske dokumenter, finder anvendelse (se spørgsmål 1 og 13).

16 Kan en tvangsfuldbyrdelsessag anlægges via internettet?

Fuldbyrdelsesordrer rettet til fogeden og anmodninger om fuldbyrdelse af et eksigibelt dokument rettet til den fuldbyrdende ret kan også fremsendes elektronisk som beskrevet i spørgsmål 1. Visse afsendere, navnlig advokater og myndigheder, er endog forpligtet til at indgive deres anmodninger eller ordrer elektronisk (§ 753, stk. 5, og § 130d i ZPO). I denne forbindelse kan eller skal de vedhæftede dokumenter også fremsendes elektronisk, medmindre loven foreskriver, at dokumentet skal fremsendes skriftligt. I princippet skal en kopi af fuldbyrdelsesdokumentet fremsendes på skrift. Hvis fuldbyrdelsesdokumentet er et eksigibelt dokument, som ikke kræver en fuldbyrdelsespåtegning, og fordringen ikke overstiger 5 000 EUR, kan fuldbyrdelsesdokumentet undtagelsesvis og på visse betingelser fremsendes i elektronisk form. Dette gælder på den ene side i tilfælde af en elektronisk anmodning om tvangsfuldbyrdelse i forbindelse med udlæg og transport i et pengekrav (§ 829 i ZPO). På den anden side gælder dette i tilfælde af en fuldmagt, der indgives elektronisk med henblik på tvangsfuldbyrdelse af pengekrav (§ 754 i ZPO).

17 Kan parterne eller deres juridiske repræsentanter konsultere sager, som er anlagt via internettet, og i givet fald, hvordan?

Normalt er dette ikke muligt. Oplysninger om matrikel- eller registersager og om fastsættelse af datoer i civile sager kan undertiden konsulteres elektronisk.

Sidste opdatering: 18/01/2024

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.