Specialdomstole i de enkelte lande

Slovenien

Dette afsnit indeholder oplysninger om opbygningen af specialretterne i Slovenien.

Indholdet er leveret af
Slovenien

Retterne for arbejdsretlige spørgsmål og retten for socialretlige spørgsmål i første instans (Delovna sodišča in socialno sodišče prve stopnje)

Ifølge loven har arbejdsretterne kompetence til at afgøre individuelle og kollektive arbejdsretlige tvister, og socialretterne har kompetence i tvister vedrørende social sikring.

Retterne for arbejdsretlige spørgsmål og retten for socialretlige spørgsmål i første instans træffer afgørelse i første instans. Appelretten for arbejds- og socialretlige spørgsmål (Višje delovno in socialno sodišče) behandler appelsager (pritožbe) i forbindelse med afgørelser truffet af retten for arbejdsretlige og socialretlige spørgsmål i første instans. Appeldomstolens afgørelser i almindelige appelsager (pritožbe) og af appeller vedrørende retlige spørgsmål (revizije) kan indbringes for højesteret i Slovenien.

En arbejdsret har kompetence til at træffe afgørelse i nedenstående individuelle arbejdsretlige tvister:

  • om ansættelsesforholds indgåelse, beståen, varighed og ophør
  • om rettigheder, forpligtelser og ansvar i tilknytning til ansættelsesaftaler mellem arbejdstagere og arbejdsgivere eller personer, der er indtrådt i deres rettigheder
  • vedrørende rettigheder og forpligtelser i forbindelse med forhold mellem arbejdstagere og de kunder, de arbejder for efter en kontrakt indgået mellem arbejdstagerne og kunderne
  • mellem arbejdsgivere og ansøgere i forbindelse med ansættelsesprocedurer
  • om rettigheder og forpligtelser i tilknytning til industriel ejendomsret, som er aftalt mellem arbejdstager og arbejdsgiver på grundlag af ansættelsesforholdet
  • om arbejde, der udføres af unge under 15 år, lærlinge/elever, skoleelever og studerende
  • om sager vedrørende personalestipendier mellem arbejdsgiver og elever eller studenter
  • om sager om ulønnet prøveansættelse
  • om andre spørgsmål som fastsat ved lov.

En arbejdsret har desuden kompetence til at afgøre, om et forsikringsselskab kan intervenere i en erstatningssag, som arbejdsretten har beføjelse til at behandle.

En arbejdsret har kompetence til at træffe afgørelse i nedenstående kollektive arbejdsretlige tvister:

  • mellem parterne i en kollektiv overenskomst eller mellem aftalens parter og tredjemand vedrørende gyldigheden og anvendelsen af en kollektiv overenskomst
  • om kompetence til at deltage i kollektive overenskomstforhandlinger
  • om kollektive overenskomsters overensstemmelse med den relevante lovgivning, om deres overensstemmelse med andre kollektive overenskomster og om overensstemmelse mellem arbejdsgiverens instrukser og loven og de kollektive overenskomster
  • om lovligheden af strejker og andre faglige aktioner
  • om arbejdstagernes medbestemmelsesret
  • om fagforeningernes beføjelser i forbindelse med ansættelsesforhold
  • om, hvorvidt en bestemt fagforening repræsenterer arbejdstagerne
  • om andre spørgsmål som fastsat ved lov.

Retten for socialretlige spørgsmål har kompetence til at afgøre følgende sociale tvister:

1. I relation tilpensions- og invalideforsikring:

  • om ret til ydelser fra den lovpligtige pensions- og invalideforsikring samt afledte rettigheder
  • om ret ydelser fra den lovpligtige tillægspensionsforsikring samt afledte rettigheder
  • om betaling af bidrag til den lovpligtige pensions- og invalideforsikring og til den lovpligtige tillægspensionsforsikring
  • om specifikation eller opsigelse af stillinger, der er omfattet af en pligt til at tilslutte sig den lovpligtige tillægspensionsforsikring
  • om frivillig tilslutning til den lovpligtige pensions- og invalideforsikring og betaling af bidrag hertil
  • om anerkendelse og tilkøb af ekstra forsikringsperioder
  • om ret til folkepension
  • om angivelse af civilstand i folkeregistret.

2. I relation til sygesikring:

  • om ret til ydelser fra den lovpligtige sygesikring, om afledte rettigheder samt om betaling af sygesikringsbidrag

3. I relation til arbejdsløshedsforsikring:

  • om ret til ydelser fra den lovpligtige arbejdsløshedsforsikring og betaling af bidrag til denne forsikring
  • om frivillig tilslutning til den lovpligtige arbejdsløshedsforsikring og betaling af bidrag til denne forsikring
  • om stipendier, der er betinget af indkomst eller flid
  • om (statsgaranterede) studielån, der bevilges på grundlag af indkomst.

4. I relation til omsorgspligt og familieydelser:

  • om ret til forældreydelser og afledte rettigheder samt betaling af bidrag hertil
  • om ret til familieydelser.

5. I relation til sociale ydelser:

  • om ret til sociale sikringsydelser
  • om ret til forskellige former for sociale ydelser, der har til formål at støtte ansøgeren, og som tildeles på grundlag af dennes indkomst.

Retten for socialretlige spørgsmål har også kompetence inden for ovennævnte områder i følgende socialretlige tvister:

  • om tilbagebetaling af uretmæssigt udbetalte ydelser
  • om betaling af erstatning til en forsikret for skader, som er forvoldt af et officielt statsorgan eller en offentlig myndighedsperson, eller skader, som en forsikret har forvoldt et organ inden for rammerne af et forsikringsforhold eller som led i udøvelsen af dennes sociale sikringsrettigheder.

Retten har ligeledes kompetence i sociale tvister, der er nærmere angivet i loven.

Der er følgende retter for arbejds- og socialretlige spørgsmål i første instans i Slovenien:

  • arbejdsretten i Celje med sæde i Celje og med kompetence i retskredsen Celje
  • arbejdsretten i Koper med sæde i Koper og med kompetence i retskredsene Koper og Nova Gorica
  • arbejds- og socialretten i Ljubljana med sæde i Ljubljana og med kompetence i arbejdsretlige tvister i retskredsene Kranj, Krško, Ljubljana og Novo Mesto og i socialretlige tvister i Republikken Slovenien
  • arbejdsretten i Maribor med sæde i Maribor og med kompetence i retskredsene Maribor, Murska Sobota, Ptuj og Slovenj Gradec.

Førsteinstansretterne træffer afgørelse i arbejdsretlige sager dér, hvor retten har sæde, medmindre det er bestemt, at retsmødet skal afholdes i en ekstern afdeling (oddelek).

I arbejds- og socialretlige tvister beklædes førsteinstansretterne af et kollegium (senat) bestående af en dommer, der er formand for kollegiet, og to lægdommere, hvoraf en udnævnes fra en liste over kandidater, der er arbejdstagere eller forsikrede, og den anden fra en liste over kandidater, der er arbejdsgivere eller repræsenterer institutioner.

Arbejds- og socialretlige tvister, der vedrører økonomiske krav, afgøres af en enkelt dommer, hvis sagens værdi ikke overstiger 40 000 EUR. Uanset sagens værdi træffer en dommer alene afgørelse om visse vigtige spørgsmål, f.eks. individuelle arbejdsretlige tvister vedrørende opsigelse af en ansættelseskontrakt, prøveansættelser, overtidsarbejde, pauser, hvileperioder og orlov og andre former for fravær fra arbejdet, pligt til udførelse af arbejdet som følge af ekstraordinære omstændigheder, disciplinære sanktioner, suspension af ansættelsen som følge af rejsning af en disciplinærsag og midlertidig genansættelse, sociale tvister om retten til plejetilskud, ret til invaliditetsydelse som følge af fysisk handicap og ret til kurbehandling.

Appelretten for arbejds- og socialretlige spørgsmål (Višje delovno in socialno sodišče)

Appelretten for arbejds- og socialretlige spørgsmål behandler appelsager i forbindelse med afgørelser truffet af retterne for arbejdsretlige spørgsmål og retten for socialretlige spørgsmål i første instans. Sloveniens højesteret træffer afgørelse i appelsager og i forbindelse med fornyet prøvelse af afgørelser truffet af appelretten for arbejds- og socialretlige spørgsmål.

Appelretten for arbejds- og socialretlige spørgsmål har sæde i Ljubljana.

Den beklædes af et kollegium bestående af tre dommere.

Republikken Sloveniens forvaltningsdomstol (Upravno sodišče Republike Slovenije)

Sloveniens forvaltningsdomstol har kompetence til at afgøre forvaltningsretlige tvister i overensstemmelse med de formelle og materielle regler, der er fastsat i loven om forvaltningsretlige tvister (Zakon o upravnem sporu).

I forvaltningsretlige tvister beskyttes fysiske personers og organisationers rettigheder og retlige interesser mod de afgørelser og foranstaltninger, der iværksættes af statslige organer, lokale organer og offentlige myndighedspersoner, i medfør af loven.

Forvaltningsdomstolen træffer afgørelse om følgende spørgsmål i forvaltningsretlige tvister:

  • lovligheden af endelige forvaltningsakter, der forringer sagsøgerens retsstilling
  • lovligheden af forvaltningsakter og foranstaltninger, der griber ind i borgernes grundlæggende frihedsrettigheder, medmindre der foreligger en anden form for retsbeskyttelse
  • lovligheden af retsakter, der er udstedt af offentlige organer, når disse retsakter regulerer individuelle forhold
  • offentligretlige tvister mellem staten og kommunerne, mellem de enkelte kommuner indbyrdes samt mellem kommuner og myndighedspersoner i de tilfælde, der er fastsat ved lov, eller hvis en anden retlig beskyttelse ikke er sikret ved forfatningen eller ved lov
  • lovligheden af andre retsakter i de i loven fastsatte tilfælde.

Republikken Sloveniens forvaltningsdomstol træffer afgørelse i første instans. I forvaltningsretlige tvister træffer Republikken Sloveniens højesteret afgørelse vedrørende appel af afgørelser i administrative tvister, der er truffet af retten i første instans.

Sloveniens forvaltningsdomstol har sæde i Ljubljana.

Forvaltningsdomstolen skal afgøre sagerne i hovedsædet eller i nedennævnte eksterne afdelinger:

  • afdelingen i Celje for det område, der er omfattet af appelretten i Celje's retskreds
  • afdelingen i Nova Gorica for det område, der er omfattet af appelretten i Koper's retskreds
  • afdelingen i Maribor for det område, der er omfattet af appelretten i Maribor's retskreds.

Forvaltningsdomstolen træffer afgørelse i et kollegium bestående af tre dommere, undtagen i sager fastsat ved lov, hvor en enkelt dommer træffer afgørelse.

Højesteret beklædes af en enkelt dommer, i tilfælde hvor der skal træffes afgørelse om en eventuel udsættelse af sagen. Den træffer afgørelse i en afdeling med tre dommere i almindelige appelsager og i appelsager om retsspørgsmål samt i kompetencetvister mellem forvaltningsdomstolen og en almindelig ret eller specialret. Den træffer afgørelse i en afdeling med fem dommere om tvister mellem forvaltningsdomstolen og højesteret.

Juridiske databaser

Der findes flere oplysninger om domstolene i Slovenien på det officielle websted for Sloveniens højesteret.

Relevante links

Arbejdsretter

Forvaltningsdomstolen i Slovenien

Sidste opdatering: 27/05/2020

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.