Specialdomstole i de enkelte lande

Rumænien

Denne side indeholder oplysninger om Rumæniens særlige domstole.

Indholdet er leveret af
Rumænien

Særlige domstole

Børne- og familiedomstolen i Brașov

Børne- og familiedomstolen i Brașov behandler sager vedrørende lovovertrædelser begået af børn eller mod børn. Inden denne domstol blev oprettet, blev sådanne sager behandlet af den regionale domstol i Brașov.

Særlige domstole

Der er tre særlige domstole (de tidligere handelsdomstole):

  • den særlige domstol i Cluj
  • den særlige domstol i Mureș
  • den særlige domstol i Argeș.

De behandler sager vedrørende erhvervsdrivende. Alle personer, der udøver selvstændig virksomhed, betragtes som erhvervsdrivende.

Militærretter

Militærretternes kompetence er fastlagt i strafferetsplejeloven. Hver militærret har status af en militær afdeling.

Militærretternes hierarki er som følger:

  • fire militærdomstole (i Bukarest, Cluj-Napoca, Iaşi og Timişoara)
  • militærdomstolen i Bukarest
  • den militære appelret i Bukarest.

Militærretterne har militære dommere, sekretærer, arkivarer og andre medarbejdere.

Militærdomstole

Der er fire militærdomstole i Rumænien i følgende byer:

  • Bukarest
  • Cluj-Napoca
  • Iași
  • Timișoara.

Som de øverste domstole i første instans behandler militærdomstolene sager vedrørende forbrydelser mod Rumæniens forsvarsevne (dvs. forbrydelser mod militærorden og disciplin, forbrydelser begået på slagmarken osv.) eller andre lovovertrædelser begået i forbindelse med administrative opgaver af militært personel til og med rang af oberst.

Den regionale militærdomstol i Bukarest

Den regionale militærdomstol behandler følgende sager:

  • Som domstol i første instans behandler den sager vedrørende følgende lovovertrædelser begået i forbindelse med administrative opgaver af officerer til og med rang af oberst:
  1. visse forbrydelser mod liv, fysisk integritet eller helbred
  2. visse forbrydelser mod den personlige frihed
  3. visse seksualforbrydelser
  4. visse lovovertrædelser i forbindelse med ejendom
  5. visse lovovertrædelser på eller i forbindelse med arbejdspladsen
  6. visse lovovertrædelser, der hindrer rettens pleje
  7. forsætlige lovovertrædelser, der resulterer i ofrets dødsfald eller selvmord
  8. lovovertrædelser, der involverer handel med eller ulovlig indtagelse af narkotika
  9. svigagtig konkurs, hvis lovovertrædelsen har tilknytning til banksystemet.
  • Som prøvelsesdomstol behandler den begæringer om fornyet prøvelse af domme afsagt af militærdomstole for overtrædelser, hvor retssagen er indledt efter forudgående anmeldelse fra en krænket part, og begæringer om fornyet prøvelse af strafferetlige domme afsagt af militærdomstole i forbindelse med forebyggende foranstaltninger, midlertidig løsladelse eller retsbevarende foranstaltninger og strafferetlige domme afsagt af militærdomstole i forbindelse med fuldbyrdelse af strafferetlige domme eller rehabilitering og andre sager, der specifikt er omhandlet i lovgivningen.
  • Den regionale militærdomstol træffer også afgørelser i sager om kompetencekonflikter mellem militærdomstole under dens kompetence.

Den militære appelret i Bukarest

Den militære appelret behandler følgende sager:

  • som domstol i første instans:
  1. forbrydelser mod statens sikkerhed eller mod freden og menneskeheden begået af militært personel
  2. forbrydelser begået af dommere ved militærdomstole og regionale militærdomstole eller af militære anklagere, der er tilknyttet disse retter
  • som appelret: appeller af domme afsagt af en regional militærdomstol i første instans
  • som prøvelsesdomstol: begæringer om fornyet prøvelse af strafferetlige domme afsagt af en militærdomstol i første instans, dog ikke sager, der er omfattet af en regional militærdomstols kompetence, og andre sager, der specifikt er omhandlet i lovgivningen
  • den træffer afgørelse i sager om kompetencekonflikter mellem de regionale militærdomstole eller mellem militærdomstole og regionale militærdomstole eller mellem militærdomstole under de forskellige regionale militærdomstoles kompetence og i andre sager, der specifikt er omhandlet i lovgivningen.

Forvaltningsdomstole

Der er ingen forvaltningsdomstole i Rumænien. Retternes særlige forvaltningsafdeling har beføjelse til at behandle forvaltningssager.

Andre særlige domstole

Forfatningsdomstolen

Forfatningsdomstolen har ni dommere, der udpeges for en embedsperiode på ni år, som ikke kan forlænges eller fornys. Tre dommere udpeges af Deputeretkammeret, tre af Senatet og tre af den rumænske præsident. Forfatningsdomstolens dommere vælger præsidenten for forfatningsdomstolen ved hemmelig afstemning for en embedsperiode på tre år. Forfatningsdomstolen udskifter en tredjedel af sine dommere hvert tredje år.

Ifølge den rumænske forfatnings artikel 146 tillægges forfatningsdomstolen følgende beføjelser:

  • Den afgør, om love er i overensstemmelse med forfatningen, før de stadfæstes, efter henvisning fra enten den rumænske præsident, formanden for et af Parlamentets to kamre, regeringen, kassationsdomstolen, ombudsmanden, mindst 50 deputerede eller mindst 25 senatorer eller på eget initiativ vedrørende ethvert initiativ om forslag til revision af forfatningen.
  • Den afgør, om traktater eller andre internationale aftaler er i overensstemmelse med forfatningen, efter henvisning fra enten formanden for et af Parlamentets to kamre, mindst 50 deputerede eller mindst 25 senatorer.
  • Den afgør, om Parlamentets bekendtgørelser er i overensstemmelse med forfatningen, efter henvisning fra formanden for et af Parlamentets to kamre, en parlamentsgruppe, mindst 50 deputerede eller mindst 25 senatorer.
  • Den afgør indsigelser vedrørende forfatningsstridigheden af love og bekendtgørelser, der fremsættes over for domstole eller handelsvoldgiftsretter. Sådanne indsigelser kan også fremsættes direkte af ombudsmanden.
  • Den afgør retstvister af forfatningsmæssig art mellem offentlige myndigheder på begæring af den rumænske præsident, formanden for et af Parlamentets to kamre, premierministeren eller præsidenten for det øverste retsråd.
  • Den sikrer, at proceduren for valg af den rumænske præsident overholdes, og bekræfter valgresultatet.
  • Den fremsætter rådgivende udtalelser om forslag til at afsætte den rumænske præsident.
  • Den bekræfter tilstedeværelsen af omstændigheder, der kan begrunde tilstedeværelsen af et fungerende statsoverhoved, og den meddeler Parlamentet og regeringen sine konklusioner.
  • Den sikrer, at proceduren for tilrettelæggelse og afholdelse af folkeafstemninger overholdes, og bekræfter resultatet heraf.
  • Den kontrollerer, om betingelserne for, at borgerne udøver deres lovgivningsinitiativ, er opfyldt.
  • Den afgør indsigelser om, hvorvidt et politisk parti er forfatningsstridigt.
  • Den varetager andre opgaver, den pålægges i medfør af den organiske lov om forfatningsdomstolen (lov nr. 47/1992, som offentliggjort igen).

Juridiske databaser

Følgende juridiske databaser er tilgængelige online:

Er der gratis adgang til databasen?

Ja, der er gratis adgang til databasen.

Relevante links

Domstolenes kompetence – Rumænien

Sidste opdatering: 20/03/2014

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

Feedback

Brug formularen nedenfor til at skrive kommentarer og feedback om vores nye website