Den originale sprogudgave af denne side italiensk er blevet ændret for nylig. Den sprogudgave, du kigger på nu, er i øjeblikket ved at blive oversat af vores oversættere.
Swipe to change

Specialdomstole i de enkelte lande

Italien

Dette afsnit indeholder oplysninger om opbygningen af de særlige domstole i Italien.

Indholdet er leveret af
Italien

Særlige domstole

I henhold til forfatningens artikel 102 kan der ikke etableres nye ekstraordinære retter eller særlige domstole. Inden for rammerne af de ordinære retsinstanser kan der dog oprettes afdelinger med speciale inden for bestemte sagsområder, eller afdelinger hvor domstolens dommere bistås af sagkyndige borgere, som ikke er dommere (f.eks. særlige afdelinger for landbrugssager).

I henhold til forfatningen artikel 103 findes der dog enkelte særlige domstole, herunder forvaltningsdomstole, revisionsretten og militærdomstole (tribunali militari), som allerede fandtes, inden forfatningen trådte i kraft.

Militærdomstolene, der har kompetence til at pådømme overtrædelser af den militære straffelov, der begås af medlemmer af de væbnede styrker, er adskilt fra de almindelige domstole og forvaltes af et selvstyrende organ, nemlig det høje råd for de militære domstole (Consiglio Superiore della Magistratura Militare).

Forvaltningsdomstole

Forvaltningsdomstolene behandler tvister mellem offentlige myndigheder og privatpersoner eller private organer vedrørende afgørelser truffet af den offentlige forvaltning.

Forvaltningsdomstolene udfører legalitetskontrol (og prøver således ikke sagens realitet, forstået som spørgsmålet om, hvorvidt det var hensigtsmæssigt at træffe den pågældende afgørelse) af forvaltningsakter. Sag ved forvaltningsdomstolene anlægges med henblik på at opnå annullation af en forvaltningsakt på grund af inkompetence, tilsidesættelse af gældende lovgivning eller magtfordrejning.

Generelt sondres der mellem de almindelige domstoles og forvaltningsdomstolenes kompetenceområde på grundlag af den subjektive retsstilling – enten et retskrav eller en retlig interesse – der gøres gældende under en retssag: Forvaltningsdomstolene er kompetente med hensyn til den retlige interesse (bortset fra særlige retsområder, der henhører under forvaltningsdomstolenes enekompetence).

Det selvstyrende organ for forvaltningsdomstolene er dommerrådet for forvaltningsdomstolene (Consiglio di presidenza della giustizia amministrativa).

  • De regionale forvaltningsdomstole (Tribunali amministrativi regionali) er domstole i første instans.
  • Statsrådet (Consiglio di Stato) er en appeldomstol.

Revisionsretten og skatteretterne fungerer som forvaltningsdomstole på bestemte områder.

Revisionsretten (Corte dei Conti) består af dommere og regnskabskyndige fra anklagemyndigheden. Efterforskningen af sagerne foretages af en afdeling under statsadvokaturen (Ufficio del procuratore generale), som er tilknyttet retten. Efter en nylig reform omfatter revisionsretten nu uafhængige regionale afdelinger, der træffer afgørelser, og som udøver en kontrolfunktion.

Det selvstyrende organ for revisionsretten er dommerrådet (Consiglio di Presidenza).

Revisionsretten har kompetence til at:

  • udføre en forebyggende kontrol af, at en lang række foranstaltninger truffet af regeringen og andre offentlige organer er i overensstemmelse med lovgivningen
  • kontrollere den offentlige forvaltnings økonomistyring og dennes ejendomsadministration
  • træffe afgørelse i spørgsmål vedrørende offentlige regnskaber, pensioner og tjenestemænds ansvar.

Skatteretterne (commissioni tributarie) har kompetence på området for skatter og afgifter.

Juridiske databaser

På webstedet for militærdomstolene findes der historiske oplysninger og oplysninger om retssager. Der findes også arkivalier vedrørende de vigtigste sager om retsforfølgning af krigsforbrydelser (af historisk art).

På webstedet for de regionale forvaltningsdomstole og statsrådet er der gratis adgang til retslisterne samt til fuldstændige gengivelser af domme, kendelser og pålæg i tvister mellem offentlige myndigheder og privatpersoner eller private organer vedrørende afgørelser truffet af den offentlige forvaltning.

Af hensyn til databeskyttelsen er adgangen til verserende sager underlagt visse begrænsninger.

På revisionsrettens websted offentliggøres rettens vigtigste afgørelser og domme, og der er gratis adgang til disse.

Revisionsrettens websted fungerer også som portal for rettens regionale afdelinger og indeholder mange oplysninger om deres beføjelser og funktion.

Databasens navn og URL-adresse

Sidste opdatering: 02/04/2019

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.