Specialdomstole i de enkelte lande

Bulgarien

Dette afsnit indeholder oplysninger om opbygningen af de særlige domstole i Bulgarien.

Indholdet er leveret af
Bulgarien

Der findes ingen særlige domstole inden for arbejdsret, sø- og handelsret mv. i Bulgarien.

Forvaltningsdomstole

Med vedtagelsen af den nye civile retsplejelov i 2006 blev der i Bulgarien indført et system med forvaltningsdomstole. Forvaltningsretssystemet består af 28 forvaltningsdomstole på distriktsniveau og den øverste domstol i forvaltningsretlige sager.

Forvaltningsdomstole

Forvaltningsdomstolene har kompetence til at træffe afgørelse i alle sager om:

  • udstedelse, ændring og ophævelse af forvaltningsakter eller afgørelse om deres ugyldighed
  • afgørelse om ugyldighed eller ophævelse af aftaler efter forvaltningsloven
  • afhjælpning af mangler i forbindelse med forvaltningens ubegrundede handlinger og forsømmelser
  • beskyttelse mod uberettiget tvangsfuldbyrdelse
  • skadeserstatning i forbindelse med forvaltningsmyndigheders og embedsmænds retlige adfærd, handlinger og forsømmelse
  • skadeserstatning for uberettiget tvangsfuldbyrdelse
  • ugyldighed, ophævelse eller omstødelse af forvaltningsdomstoles afgørelser
  • ophævelse af forvaltningsakter efter forvaltningsloven.

Enhver kan anlægge en sag for at få prøvet, om der foreligger en forvaltningsmæssig rettighed eller et retsforhold, hvis vedkommende har søgsmålskompetence og ikke har adgang til andre retsmidler.

Klager over individuelle forvaltningsakter behandles af forvaltningsdomstolen i den geografiske retskreds, hvor den myndighed, der har udstedt den anfægtede forvaltningsakt, er beliggende, eller hvor klageren har fast eller aktuel bopæl. Disse sager behandles af forvaltningsdomstolen i den retskreds, hvor hovedsædet for den myndighed, der har udstedt den anfægtede forvaltningsakt, er beliggende, når:

  1. handlingen er rettet mod flere modtagere med permanent eller aktuel adresse i andre retskredse end der, hvor den myndighed, der har udstedt den pågældende forvaltningsakt, er beliggende
  2. forvaltningen hos den myndighed, der har udstedt den anfægtede forvaltningsakt, ikke har en territorial struktur.

Klager over generelle forvaltningsakter behandles af forvaltningsdomstolen på det sted, hvor den myndighed, der har udstedt den anfægtede forvaltningsakt, har hjemsted.
Når den myndighed, der har udstedt den anfægtede forvaltningsakt, har hjemsted i udlandet, behandles sagerne af forvaltningsdomstolen i Sofia.
Erstatningssøgsmål skal anlægges ved retten på det sted, hvor ansøgeren har sin bopæl eller sit vedtægtsmæssige hjemsted. Det samme gælder, hvis de indgives sammen med en indsigelse i henhold til punkt 1-4.
Hvis den kompetente ret ikke kan pådømme sagen, beslutter den øverste forvaltningsdomstol at henvise sagen til en anden forvaltningsdomstol på samme niveau.

Forvaltningsakter, der direkte gennemfører udenrigspolitik, nationalt forsvar og sikkerhed, kan ikke appelleres, medmindre andet er fastsat ved lov.

Øverste domstol i forvaltningsretlige sager

Den øverste domstol i forvaltningsretlige sager træffer afgørelse i sager om:

  1. klager over retsakter, bortset fra retsakter vedtaget af kommunalråd
  2. klager over retsakter vedtaget af ministerrådet, premierministeren, vicepremierministeren og ministrene
  3. klager over afgørelser truffet af det øverste retsråd
  4. klager over retsakter vedtaget af Bulgariens nationalbank
  5. kassationsappeller og søgsmål til prøvelse af afgørelser afsagt i første instans
  6. klager indgivet af enkeltpersoner mod cirkulærer og instrukser
  7. begæringer om ophævelse af retsafgørelser med retskraft i forvaltningsretlige sager
  8. søgsmål til prøvelse af enhver anden retsakt fastsat ved lov.

Den øverste domstol i forvaltningsretlige sager består af kollegier under forsæde af præsidenten eller dennes suppleant, der er bemyndiget til at påtage sig denne funktion i det pågældende kollegiums forskellige retsinstanser. Kollegierne er opdelt i afdelinger.

Andre særlige domstole

Militærdomstole

Militærdomstolene blev oprettet den 1. juli 1879. I 1956 blev militærdomstolene omstruktureret, efter at hæren blev placeret i byerne Sofia, Plovdiv, Sliven, Varna og Pleven, hvor de stadig findes i dag.

Militærdomstolen

Militærdomstolen behandler i første instans straffesager vedrørende lovovertrædelser begået af militærpersonale, generaler, officerer, underofficerer og menigt personale i andre ministerier eller agenturer samt civilt personale i forsvarsministeriet, den bulgarske hær, strukturer, der direkte refererer til forsvarsministeriet, den nationale beskyttelsestjeneste og den nationale efterretningstjeneste, under eller i forbindelse med udøvelsen af deres hverv. Sager, der er afgjort af militærdomstolene, behandles i anden instans af den militære appeldomstol. Strafferetsplejeloven fastlægger militærdomstolenes jurisdiktion. De har status af distriktsdomstole. Der findes kun én militær appeldomstol, som behandler klager over afgørelser truffet af militærdomstole i hele landet.

Den særlige domstol i straffesager

Den særlige domstol i straffesager blev oprettet ved lov om ændring og supplering af loven om retsvæsenet og offentliggjort i statstidende nr. 1/2011. Den er den eneste af sin art i Bulgarien, svarer til en distriktsdomstol og har hjemsted i Sofia. Den særlige domstol i straffesagers kompetence er fastlagt ved lov. Artikel 411a i strafferetsplejeloven indeholder en udtømmende liste over lovovertrædelser, der henhører under den særlige domstol i straffesagers jurisdiktion, og som hovedsagelig begås af organiserede kriminelle grupper eller på initiativ af sådanne grupper.

Den særlige domstol i straffesager består af dommere og ledes af en retspræsident.

Den særlige appeldomstol i straffesager behandler appeller (zhalbi og protesti) om prøvelse af afgørelser truffet af den særlige domstol i straffesager. Den har sæde i Sofia.

Den særlige appeldomstol i straffesager består af dommere og ledes af en retspræsident. Kassationsbegæringer om prøvelse af afgørelser truffet af den særlige appeldomstol i straffesager indbringes for den øverste kassationsdomstol, der er den øverste domstol i straffesager.

Voldgiftsretten ved det bulgarske handels- og industrikammer

Voldgiftsretten ved det bulgarske handels- og industrikammer behandler civile tvister og tvister, der har til formål at udfylde huller i kontrakter eller tilpasse dem til nye omstændigheder, hvis en eller begge parters hjemsted eller bopæl er beliggende i Bulgarien.

Voldgiftsretten ved det bulgarske handels- og industrikammer har slået sin position fast som den vigtigste voldgiftsinstitution i Bulgarien og vundet tillid på grund af sin yderst professionelle tilgang til løsning af retstvister. På årsplan løser voldgiftsretten ved det bulgarske handels- og industrikammer mellem 250 og 300 både internationale og nationale tvister. 82 % af de interne sager behandles inden for ni måneder, mens det for 66% af de internationale sagers vedkommende er inden for 12 måneder.

Samtidig er voldgiftsretten aktivt involveret i arbejdet med at forbedre voldgiftslovgivningen. Det er alene tvister om rettigheder vedrørende fast ejendom, underholdsbidrag, rettigheder, som er afledt af arbejdsforhold, og tvister vedrørende immaterielle goder eller familieret, der ikke kan henvises til voldgiftsretten.

Retsdatabaser

Domstolenes websted

Hver domstol i Bulgarien har et websted, hvor man kan finde oplysninger om dens struktur og aktiviteter samt om verserende eller afsluttede sager og andre relevante oplysninger, der er tilgængelige for alle.

Det øverste retsråds websted indeholder en detaljeret liste over domstole i Bulgarien samt deres adresser og websteder (der kun er tilgængelig på bulgarsk).

Retsafgørelser offentliggøres, straks efter at de er blevet bekendtgjort på den pågældende domstols websted, i overensstemmelse med loven om beskyttelse af personoplysninger og loven om beskyttelse af klassificerede oplysninger.

Retsakter vedrørende personers civil- eller sundhedsmæssige status offentliggøres uden den tilhørende begrundelse.

Yderligere nyttige oplysninger findes på følgende websteder:

Sidste opdatering: 19/05/2020

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Medlemslandene med ansvar for at forvalte siderne om nationale forhold er i gang med at opdatere noget af indholdet på dette website som følge af Storbritanniens udtræden af EU. Hvis du støder på indhold, som endnu ikke afspejler Storbritanniens udtræden, er det en fejl og vil blive rettet.

Feedback

Brug formularen nedenfor til at skrive kommentarer og feedback om vores nye website