Specialdomstole i de enkelte lande

Belgien

Dette afsnit indeholder en oversigt over de særlige domstole i Belgien.

Indholdet er leveret af
Belgien

Særlige retsinstanser

Oplysninger om særlige retsinstanser inden for et bestemt område (arbejdsret, handelsret) findes i afsnittet "Almindelige domstole".

Forfatningsdomstolen

Forfatningsdomstolen kontrollerer, at love, dekreter og forordninger er i overensstemmelse med forfatningen. Den overvåger ligeledes, at kompetencefordelingen mellem de enkelte dele af forbundet og forbundsstaten er korrekt.

Den er en retsinstans bestående af 12 dommere, som overvåger, at de belgiske lovgivere overholder forfatningen. Den kan ophæve og suspendere love, dekreter og forordninger. Forfatningsdomstolen betragtes som en særlig domstol. Som følge af dens særlige opgave er den både uafhængig af den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt.

Den efterfulgte "mæglingsdomstolen" (Cour d’arbitrage), som blev oprettet i 1980, da Belgien gradvist blev omdannet til en forbundsstat. Den fik sin første betegnelse af den forfatningsgivende forsamling på grund af dens oprindelige rolle som mægler mellem de forskellige lovgivere, nemlig forbundsstaten og sprogsamfundene samt regionerne. Dens opgave var dengang begrænset til kontrol af, at love, dekreter og forordninger var i overensstemmelse med reglerne om kompetencefordeling i forfatningen og i lovene om institutionelle reformer.

Betegnelsen "forfatningsdomstol" (Cour constitutionnelle), som den har haft siden den 7. maj 2007, svarer bedre til dens kompetencer, som er blevet udvidet til kontrol af love, dekreter og forordninger i henhold til forfatningens afsnit II (artikel 8 til 32 vedrørende rettigheder og friheder i Belgien) og artikel 170 og 172 (skatters lovlighed og lighed) og 191 (beskyttelse af udlændinge).

6 dommere tilhører den franske sproggruppe og 6 den nederlandske sproggruppe. En af dommerne skal have et tilstrækkeligt kendskab til tysk. I hver sproggruppe skal 3 dommere have mindst 5 års erfaring fra en parlamentarisk forsamling, og 3 dommere skal have arbejdet inden for det retlige område (juraprofessor ved et belgisk universitet, dommer i Kassationsdomstolen eller i Statsrådet eller referendar ved Forfatningsdomstolen). 

Kilde: websted for Forfatningsdomstolen.

Forvaltningsdomstole

Statsrådet

Som en både rådgivende og dømmende institution i krydsfeltet mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt skyldes oprettelsen af Statsrådet hovedsagelig lovgiverens ønske om at give alle fysiske og juridiske personer en effektiv klagemulighed over ulovlige administrative foranstaltninger, som kan have været til skade for dem.

Suspendere og ophæve administrative foranstaltninger (enkeltforanstaltninger og forordninger), der strider mod gældende regler er således Statsrådets hovedkompetenceområde.

Beskyttelse mod vilkårlig behandling fra myndighedernes side er imidlertid ikke Statsrådets eneste opgave. Det fungerer ligeledes som rådgivende organ i spørgsmål om lovgivning og administrative bestemmelser.

Statsrådet fungerer også som kassationsdommer og behandler klager over afgørelser truffet af laverestående administrative instanser.

Statsrådet afsiger kendelser og dekreter om de forelagte spørgsmål. 

Rådet består 44 medlemmer, der udnævnes på livstid: 1 førstepræsident, 1 præsident, 14 afdelingspræsidenter og 28 dommere.

Medlemmerne har sæde i Statsrådets generalforsamling og i en af afdelingerne for administrative tvister eller for lovgivning.

Kilde: Websted for det belgiske Statsråd.

Juridiske databaser på disse områder

Websted for Statsrådet.

Websted for Forfatningsdomstolen.

Er der gratis adgang til databasen?

Ja, adgangen er gratis.

Relevante links

Forbundsretsvæsenet

 

Sidste opdatering: 28/07/2022

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.