Den originale sprogudgave af denne side rumænsk er blevet ændret for nylig. Den sprogudgave, du kigger på nu, er i øjeblikket ved at blive oversat af vores oversættere.
Swipe to change

Almindelige domstole i de enkelte lande

Rumænien

Denne side indeholder oplysninger om Rumæniens almindelige domstole.

Indholdet er leveret af
Rumænien

Introduktion til Rumæniens retssystem

Rumæniens retssystem er opbygget på følgende måde:

Domstole og anklagemyndigheder

Niveau 1

  1. Distriktsdomstole (176)
  2. Anklagemyndighed

Niveau 2

  1. Regionale domstole (42)
  2. Særlige domstole (3)
  3. Børne- og familiedomstolen (1)
  4. Anklagemyndighed

Niveau 3

  1. Appelretter (15)
  2. Anklagemyndighed

Niveau 4

  1. Kassationsdomstolen
  2. Anklagemyndighed
  • Rumæniens retssystem omfatter kassationsdomstolen og de øvrige domstole.

Domstole

Kassationsdomstolen

Som den øverste domstol i Rumænien er kassationsdomstolen den eneste retsinstans med beføjelser til at sikre, at andre domstole fortolker og anvender lovgivningen på en ensartet måde. Proceduren vedrørende "indbringelse for kassationsdomstolen af hensyn til retsplejen" er den vigtigste procedure til at nå dette.

Kassationsdomstolen har fire afdelinger, som har hver sit kompetenceområde.

  • den civilretlige afdeling I
  • den civilretlige afdeling II
  • den strafferetlige afdeling
  • afdelingen for forvaltnings- og skattesager.

Andre afdelinger af højesteret, som har deres egne kompetenceområder, er de fire paneler med fem dommere, de fælles afdelinger, panelet vedrørende indbringelser af hensyn til retsplejen og panelet vedrørende afklaring af bestemte juridiske spørgsmål.

Den civilretlige afdeling I, den civilretlige afdeling II og afdelingen for forvaltnings- og skattesager under kassationsdomstolen behandler begæringer om fornyet prøvelse af domme afsagt af appelretter og andre domstolsafgørelser i henhold til loven samt begæringer om fornyet prøvelse af ikke-endelige afgørelser eller retshandlinger af enhver art, som ikke kan appelleres på anden måde, og hvor retsforhandlingerne ved en appelret er blevet afbrudt. Som domstol i første instans behandler den strafferetlige afdeling sager og begæringer, som i henhold til loven hører under kassationsdomstolens kompetence.

Kassationsdomstolens strafferetlige afdeling behandler følgende sager

Som domstol i første instans:

  • lovovertrædelser begået af senatorer, deputerede eller medlemmer af Europa-Parlamentet
  • lovovertrædelser begået af regeringsmedlemmer
  • lovovertrædelser begået af forfatningsdomstolens dommere
  • lovovertrædelser begået af medlemmer af det øverste retsråd
  • lovovertrædelser begået af dommere ved kassationsdomstolen eller af anklagere ved anklagemyndigheden tilknyttet kassationsdomstolen
  • lovovertrædelser begået af marskaller, admiraler, generaler og kvæstorer
  • andre sager, der i henhold til loven er underlagt dens kompetence.

Som prøvelsesdomstol:

  • begæringer om fornyet prøvelse af strafferetlige domme afsagt i første instans af en appelret eller den militære appelret
  • begæringer om fornyet prøvelse af strafferetlige domme afsagt ved appel af en appelret eller den militære appelret
  • begæringer om fornyet prøvelse af strafferetlige domme afsagt i første instans af kassationsdomstolens strafferetlige afdeling og andre sager omhandlet i lovgivningen.

Panelet bestående af ni dommere

I henhold til lov nr. 202/2010 om visse foranstaltninger til fremskyndelse af afviklingen af retssager er dette panels beføjelser blevet overført til panelet bestående af fem dommere.

Retssager, der verserer for panelet bestående af ni dommere, behandles fortsat af dette panel.

Panelet bestående af fem dommere

I henhold til artikel 24 i lovbekendtgørelse nr. 304/2004, som ændret, behandler panelet bestående af fem dommere begæringer om fornyet prøvelse og andre begæringer i sager, der behandles i første instans af kassationsdomstolens strafferetlige afdeling, samt andre sager, der i henhold til lovgivningen er underlagt dets kompetence. Panelet behandler også disciplinærsager.

I henhold til artikel 51, stk. 3, i lovbekendtgørelse nr. 317/2004 behandler panelet bestående af fem dommere ansøgninger om fornyet prøvelse af domme afsagt af det øverste retsråd i disciplinærsager.

Kassationsdomstolens afdelinger mødes i plenum for at:

  1. behandle henviste sager vedrørende ændring af kassationsdomstolens retspraksis
  2. høre forfatningsdomstolen for at kontrollere loves forenelighed med forfatningen, før de udstedes.

Appelretter

I Rumænien ledes appelretterne af en præsident, som kan bistås af en eller to vicepræsidenter.

En appelret har særlige afdelinger eller paneler til forskellige kategorier af sager:

  • civile sager
  • straffesager
  • sager, der involverer børn eller familieretlige spørgsmål
  • sager, der vedrører forvaltnings- eller skatteretlige tvister
  • sager, der vedrører arbejdsretlige konflikter og social sikring, virksomheder, handelsregistret, insolvens, illoyal konkurrence og andre forhold
  • maritime og flodrelaterede spørgsmål.

De 15 appelretter har status som juridisk person, idet hver enkelt ret dækker flere regionale domstoles kompetenceområder (omkring tre).

På det civilretlige område behandler appelretterne følgende sager:

Som domstole i første instans behandler de ansøgninger vedrørende forvaltnings- eller skattemæssige tvister i overensstemmelse med de specifikke lovbestemmelser.

Som appelretter behandler de appeller af domme afsagt af regionale domstole i første instans.

Som prøvelsesdomstole behandler de sager, der specifikt er omhandlet i lovgivningen.

På det strafferetlige område behandler appelretterne følgende sager:

Som domstole i første instans:

  • lovovertrædelser omhandlet i straffelovens artikel 155-173 (f.eks. landsforræderi, spionage, konspiration, undergravende virksomhed over for statsmagten eller den nationale økonomi) og lovovertrædelser mod Rumæniens nationale sikkerhed omhandlet i særlove
  • overtrædelser omhandlet i artikel 253, stk. 1 (interessekonflikter), artikel 273-276 (visse forbrydelser vedrørende jernbanesikkerhed) i tilfælde af en jernbaneulykke og artikel 356-361 (forbrydelser mod freden og menneskeheden)
  • lovovertrædelser begået af dommere ved en distriktsdomstol eller regional domstol, anklagere fra anklagemyndigheden tilknyttet disse domstole samt af advokater, notarer, fogeder eller revisionsrettens revisorer
  • lovovertrædelser begået af ledere af religiøse trossamfund organiseret i overensstemmelse med loven og andre højtstående religiøse personer, der mindst har rang af biskop eller tilsvarende
  • lovovertrædelser begået af lægdommere ved kassationsdomstolen, dommere ved appelretterne eller den militære appelret eller af anklagere fra anklagemyndighedens kontorer tilknyttet disse domstole
  • lovovertrædelser begået af medlemmer af revisionsretten, formanden for lovgivningsrådet eller ombudsmanden
  • andre lovovertrædelser, der henhører under deres kompetence i medfør af særlove.

Som appelretter behandler de appeller af strafferetlige domme afsagt af regionale domstole i første instans.

Som prøvelsesdomstole behandler de begæringer om fornyet prøvelse af strafferetlige domme afsagt af distriktsdomstole i første instans, dog ikke sager, der hører under en regional domstols kompetence, og andre sager, der specifikt er omhandlet i lovgivningen.

Appelretterne træffer også afgørelse i sager om kompetencekonflikter mellem de regionale domstole eller mellem distriktsdomstole og regionale domstole under deres kompetence eller mellem distriktsdomstole under forskellige regionale domstoles kompetence under en appelrets kompetence.

Appelretterne træffer også afgørelse om begæringer om udvisning eller overførsel til udlandet af dømte personer.

Regionale domstole

De 42 regionale domstole i Rumænien har status som juridisk person og er organiseret på amtsniveau. Hver regional domstols kompetenceområde omfatter alle distriktsdomstole i det amt, hvor den regionale domstol er beliggende.

De regionale domstole er opdelt i separate afdelinger eller særlige paneler, der arbejder med:

  • civile sager
  • straffesager
  • sager, der involverer børn eller familieretlige spørgsmål
  • sager, der vedrører forvaltnings- eller skattemæssige tvister
  • sager, der vedrører arbejdsretlige konflikter og socialsikring, virksomheder, handelsregistret, insolvens, illoyal konkurrence og andre forhold
  • maritime og flodrelaterede spørgsmål.

På det civilretlige område behandler de regionale domstole følgende sager:

Som domstole i første instans behandler de regionale domstole alle begæringer, som i henhold til loven ikke henhører under andre domstoles kompetence.

Som appelretter behandler de appeller af domme afsagt af distriktsdomstole i første instans.

Som prøvelsesdomstole behandler de sager, der specifikt er omhandlet i lovgivningen.

I straffesager behandler de regionale domstole følgende sager:

Som domstole i første instans:

  • forbrydelser mod liv, fysisk integritet eller helbred, forbrydelser mod den personlige frihed, seksuelle forbrydelser, lovovertrædelser i forbindelse med ejendom, lovovertrædelser på eller i forbindelse med arbejdspladsen, lovovertrædelser, der hindrer rettens pleje, lovovertrædelser mod arrangementer i forbindelse med visse aktiviteter, der er reguleret af lovgivningen, forbrydelser mod folkesundheden og smugling (som omfatter våben, ammunition eller eksplosive eller radioaktive materialer)
  • forsætlige lovovertrædelser, der resulterer i ofrets dødsfald eller selvmord
  • lovovertrædelser, der involverer handel med eller ulovlig indtagelse af narkotika
  • lovovertrædelser, der involverer hvidvask af penge eller skatteunddragelse
  • svigagtig konkurs, hvis lovovertrædelsen har tilknytning til banksystemet
  • andre lovovertrædelser, der i henhold til loven er under deres kompetence.

Som prøvelsesdomstole behandler de begæringer om fornyet prøvelse af domme afsagt af distriktsdomstole for overtrædelser, hvor retssagen er indledt efter forudgående anmeldelse fra en krænket part, og begæringer om fornyet prøvelse af strafferetlige domme afsagt af distriktsdomstole i forbindelse med forebyggende foranstaltninger, midlertidig løsladelse eller retsbevarende foranstaltninger og strafferetlige domme afsagt i forbindelse med fuldbyrdelse af strafferetlige domme eller rehabilitering samt andre sager, der specifikt er omhandlet i lovgivningen.

De regionale domstole træffer afgørelse i sager om kompetencekonflikter mellem distriktsdomstole under deres kompetence og i andre sager, der specifikt er omhandlet i lovgivningen.

Distriktsdomstole

Distriktsdomstolene har ikke status som juridisk person og er nedsat på regionalt plan og i Bukarest.

På det civilretlige område behandler distriktsdomstolene primært følgende sager:

  • ansøgninger, der i henhold til civilloven henhører under kompetenceområdet for familiedomstolen, dog ikke sager, hvor andet udtrykkeligt er fastsat i lovgivningen
  • ansøgninger vedrørende civilstandsattester som fastsat i lovgivningen
  • ansøgninger vedrørende forvaltning af etageejendomme, lejligheder eller lokaler, der udelukkende ejes af forskellige personer, eller vedrørende juridiske forhold etableret af sammenslutninger af boligejere med andre fysiske eller juridiske personer
  • begæringer om udsættelse
  • ansøgninger vedrørende fælles vægge eller grøfter, afstanden mellem bygninger eller beplantninger, færdselsret og andre servitutter eller begrænsninger, der påvirker ejendomsrettigheder i medfør af lovgivningen, som parterne har indgået aftale om, eller som er pålagt af en domstol
  • ansøgninger vedrørende ændring eller markering af skel
  • ansøgninger om beskyttelse af ejendom
  • begæringer vedrørende forpligtelser til at udføre eller ikke udføre bestemte handlinger, der ikke kan gøres op i penge, uanset om de er baseret på en kontrakt eller ej, dog ikke ansøgninger, som i henhold til loven hører under andre domstoles kompetence
  • begæringer om bodeling uanset den omhandlede værdi
  • andre ansøgninger, der kan gøres op i penge til og med et beløb på 200 000 RON, uanset om parterne har status som erhvervsdrivende.

Distriktsdomstolene behandler også appeller af afgørelser truffet af lokale myndigheder med lokal kompetence og andre organer med sådan kompetence i sager som omhandlet i lovgivningen.

På det strafferetlige område behandler distriktsdomstolene primært følgende sager:

generelt alle typer lovovertrædelser undtagen dem, der i henhold til loven skal behandles i første instans af de regionale domstole, appelretterne eller kassationsdomstolen.

Flere oplysninger om disse domstole findes på det rumænske justitsministeriums domstolsportal.

Juridiske databaser

Følgende juridiske databaser er tilgængelige online:

Sidste opdatering: 03/02/2014

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

Feedback

Brug formularen nedenfor til at skrive kommentarer og feedback om vores nye website