Almindelige domstole i de enkelte lande

Det tjekkiske domstolssystem består af 89 kredsdomstole, otte regionale domstole og den øverste domstol.

Almindelige domstole – indledning

På det civilretlige område

Civile sager behandles af kredsdomstole (okresní soudy), regionale domstole (krajské soudy), højere domstole (vrchní soudy) og Tjekkiets øverste domstol (Nejvyšší soud České republiky).

Domstole i første instans

Kredsdomstole behandler og afgør tvister og andre juridiske spørgsmål inden for civile sager, arbejdsretlige sager, familieretlige sager og handelssager, hvis de ikke er underlagt en anden domstols jurisdiktion i henhold til loven.

Andre sager, der ikke hører under privatretten (f.eks. vedrørende udnævnelse eller afskedigelse af voldgiftsmænd, ophævelse af en voldgiftskendelse osv.), behandles af kredsdomstolene i civile sager, hvis det kræves i henhold til loven.

Sager ved en kredsdomstol behandles sædvanligvis af én dommer.

Arbejdsretlige sager og andre sager anført i loven behandles af en dommer og to lægmænd.

Regionale domstole behandler de sager og tvister, der er defineret i retsplejelovens § 9, stk. 2, og § 9a, i første instans (občanský soudní řád).

Sager, der indbringes for en regional domstol i første instans, behandles af én dommer. Hvis det kræves i henhold til loven, behandles sager i første instans af en dommer og to meddommere.

Den øverste domstol behandler sager i første instans i henhold til § 51 i lov nr. 91/2012 (lov om international privatret og retspleje) (zákon č. 91/2012 Sb., o mezinárodním právu soukromém). I henhold til lovens bestemmelser anerkender den øverste domstol udenlandske domstoles domme.

Den øverste domstol behandler sager i afdelinger eller store afdelinger.

Anden instans

Når en sag behandles af en kredsdomstol i første instans, er appeldomstolen (domstolen i anden instans) en regional domstol.

Når en regional domstol behandler en sag i første instans, er appeldomstolen f.eks. en højere domstol.

De højere domstole behandler sager i afdelinger bestående af en dommer og to meddommere, medmindre andet angives i særlig lovgivning.

Juridiske databaser

Den tjekkiske lovgivning findes på den tjekkiske regerings officielle portal (kun på tjekkisk).

Er der gratis adgang til retsdatabasen?

Ja, det er kun denne portal, der giver gratis adgang til lovtekster.

På det strafferetlige område:

Straffesager behandles af kredsdomstole (okresní soudy), regionale domstole (krajské soudy), højere domstole (vrchní soudy) og Tjekkiets øverste domstol (Nejvyšší soud České republiky).

Domstole i første instans

Medmindre andet angives i lov nr. 141/1961 om straffesager, behandler kredsdomstolene straffesager i første instans (zákon č. 141/1961 Sb., o trestním řízení soudním).

I forbindelse med en strafferetlig procedure ved en domstol behandles og afgøres sagen af en afdeling eller en enedommer. Afdelingsformanden eller enedommeren afgør sagen alene, når dette bestemmes udtrykkeligt i loven. Afdelinger ved kredsdomstole består af en dommer og to retsembedsmænd. En "enedommer" kan være en retsformand eller en anden dommer. Kun dommere kan fungere som retsformænd.

Straffesager behandles i første instans af regionale domstole, hvis strafferammen for overtrædelsen er på mindst fem års fængsel, eller hvis der kan pålægges særlig straf. De straffesager, der er omhandlet i § 17, stk. 1, i lov om straffesager, behandles af en regional domstol i første instans, selv om strafferammen er lavere end fem år.

Regionale domstole behandler sager i afdelinger. En "enedommer" behandler de sager, der er anført i de relevante love om retspleje.

Afdelinger i regionale domstole består af:

  1. en retsformand og to retsembedsmænd, hvis afdelingen behandler en straffesag i første instans
  2. en retsformand og to dommere i andre sager.

En "enedommer" kan være en retsformand eller en anden dommer. Kun dommere kan fungere som retsformænd.

Anden instans

Appeller af kredsdomstoles domme behandles af en højere regional domstol. Appeller af domme afsagt af en regional domstol i første instans behandles af en højere domstol.

De højere domstole behandler sager i afdelinger bestående af en retsformand og to dommere, medmindre andet angives i særlig lovgivning.

Kompetence i forvaltningssager

Forvaltningsretsplejen har til formål at beskytte fysiske og juridiske personers individuelle offentligretlige rettigheder.

Denne rolle varetages af forvaltningsdomstolene (správní soudy). Disse er særlige afdelinger af det regionale domstolssystem og fungerer som forvaltningsdomstole i første instans.

Forvaltningsdomstolene er sammensat af en retsformand, en stedfortrædende retsformand samt andre dommere. De enkelte sager behandles af op til tre dommere.

Forvaltningsdomstole behandler:

  1. sager vedrørende afgørelser truffet af en forvaltningsmyndighed på det offentligretlige område, dvs. af en udøvende myndighed, en selvstyrende geografisk myndighed, en fysisk person eller en anden myndighed, der er anmodet om at træffe afgørelse om en fysisk og juridisk persons rettigheder og forpligtelser på området offentlig forvaltning
  2. beskyttelse mod manglende handling fra en forvaltningsmyndigheds side
  3. beskyttelse i tilfælde af ulovlig handling fra en forvaltningsmyndigheds side
  4. klager over kompetence
  5. sager vedrørende valg og lokale/regionale folkeafstemninger
  6. sager, der involverer politiske partier og bevægelser
  7. fuld eller delvis ophævelse af generelle foranstaltninger på grund af deres ulovlighed
  8. sager vedrørende dommeres, retsembedsmænds, offentlige anklageres og fogeders disciplinære ansvar
  9. sager vedrørende visse regler for erhverv.

Den øverste forvaltningsdomstol (Nejvyšší správní soud) er den sidste forvaltningsretlige instans. Den øverste forvaltningsdomstol er sammensat af en retsformand, en række næstformænd og andre dommere. Sager behandles generelt af et panel bestående af tre dommere.

Ud over appeller behandler den øverste forvaltningsdomstol sager om opløsning af politiske partier eller politiske bevægelser, sager om suspension eller genoptagelse af deres aktiviteter, sager vedrørende kompetence og sager om fuld eller delvis ophævelse af foranstaltninger af generel karakter. Den øverste forvaltningsdomstol er endvidere tillagt kompetence i henhold til den særlige lovgivning. Flere oplysninger kan findes på følgende websted:

Flere oplysninger kan findes på siden Det Europæiske Civilretlige Atlas – domstolssystemet i Tjekkiet

Flere oplysninger kan findes på følgende websted: Nejvyšší správní soud.

Relevante links

Domstolssystemet

Sidste opdatering: 09/11/2020

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Medlemslandene med ansvar for at forvalte siderne om nationale forhold er i gang med at opdatere noget af indholdet på dette website som følge af Storbritanniens udtræden af EU. Hvis du støder på indhold, som endnu ikke afspejler Storbritanniens udtræden, er det en fejl og vil blive rettet.

Feedback

Brug formularen nedenfor til at skrive kommentarer og feedback om vores nye website