Almindelige domstole i de enkelte lande

Cypern

Indholdet er leveret af
Cypern

Cyperns retssystem består af domstole i to instanser: den øverste domstol (Ανώτατο Δικαστήριο), der pådømmer appeller af domme afsagt af en domstol i første instans, og følgende domstole i første instans:

  • forvaltningsdomstolen (Διοικητικό Δικαστήριο)
  • distriktsdomstole (Επαρχιακά Δικαστήρια)
  • straffedomstole (Κακουργιοδικεία)
  • familiedomstole (Οικογενειακά Δικαστήρια)
  • domstol for forpagtning og husleje (Δικαστήριο Ελέγχου Ενοικιάσεων)
  • arbejdsretten (Δικαστήριο Εργατικών Διαφορών)
  • militærdomstolen.

Almindelige domstole – indledning

  • Den øverste domstol

Den øverste domstol består af 13 dommere, hvoraf en er retspræsident. Den øverste domstol har følgende kompetencer:

Appeldomstol

Den øverste domstol pådømmer appeller af alle domme i civil- og straffesager afsagt af domstole i første instans. Appeller behandles normalt af et kollegium bestående af tre dommere. Behandling af en appelsag er baseret på retsprotokollen fra den lavere instans (den øverste domstol afhører kun vidner under helt særlige omstændigheder). Den øverste domstol kan som appeldomstol stadfæste, ændre eller omstøde den appellerede dom, eller den kan give pålæg om fornyet prøvelse.

Forvaltningsdomstol

Den øverste domstol er enekompetent til at pådømme klager over beslutninger, handlinger eller undladelser fra personer eller organer med en udøvende eller administrativ funktion. Den øverste domstol kan ophæve enhver udøvende eller administrativ handling, der udgør magtmisbrug eller strider mod loven eller forfatningen.

Prærogative retskendelser

Den øverste domstol har enekompetence til at udstede prærogative retskendelser af typen habeas corpus, mandamus, certiorari, quo warranto og prohibition.

Søret (Ναυτοδικείο)

Den øverste domstol er domstol i første instans og appeldomstol i søretssager. Som domstol i første instans pådømmes sagen af en enkelt dommer, mens appelsager pådømmes af det samlede dommerkollegium.

Anfægtelse af valgresultater

Som valgdomstol er den øverste domstol enekompetent til at pådømme sager vedrørende fortolkning og anvendelse af valglove.

Forfatningsanliggender

Den øverste domstol har kompetence til at pådømme en lovs forenelighed med forfatningen og til at løse magt- eller kompetencekonflikter mellem de forskellige statslige organer. Den øverste domstol pådømmer også, om love, i forbindelse med hvilke Cyperns præsident (Πρόεδρος της Δημοκρατίας) udøver sin forfatningsmæssige ret til at forelægge spørgsmål for forfatningsdomstolen, er forfatningsstridige.

  • Distriktsdomstole

Distriktsdomstolene er kompetente til at pådømme civile søgsmål i første instans (med undtagelse af søretssager) og straffesager med en strafferamme på op til fem års fængsling. Der findes en distriktsdomstol i alle administrative distrikter i Cypern. Sagerne behandles af en enkelt dommer, og der er ikke noget nævningeting.

  • Straffedomstole

Straffedomstole pådømmer udelukkende straffesager. Kun de alvorligste sager, hvor strafferammen overstiger fem års fængsling, indbringes normalt for en straffedomstol. Hver straffedomstol består af tre dommere. Afgørelser er flertalsafgørelser. Der er ikke noget nævningeting.

Juridiske databaser

Der findes ingen officiel juridisk database. Der findes en række private juridiske databaser – nogle, hvor adgang er betinget af abonnement, andre, hvortil der er gratis adgang.

De indeholder oplysninger om domme og primær lovgivning.

Relevante links:

Cyperns øverste domstol

Sidste opdatering: 16/04/2020

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Medlemslandene med ansvar for at forvalte siderne om nationale forhold er i gang med at opdatere noget af indholdet på dette website som følge af Storbritanniens udtræden af EU. Hvis du støder på indhold, som endnu ikke afspejler Storbritanniens udtræden, er det en fejl og vil blive rettet.