Ofres rettigheder i hvert enkelt land

Italy

Content provided by:
Italy

Hvilke oplysninger får jeg af myndighederne (f.eks. politiet eller anklagemyndigheden), når forbrydelsener begået, men inden den er anmeldt?

Så snart en forbrydelse er anmeldt til anklagemyndigheden og kriminalpolitiet, skal de oplyse dig om din ret til at blive bistået af en advokat med henblik på at kunne udøve dine rettigheder samt om retten til retshjælp (artikel 101 i strafferetsplejeloven).

Fra den første kontakt giver den kompetente myndighed oplysninger om følgende på et sprog, som du forstår:

  • procedurerne for at indgive en anmeldelse eller en begæring, din rolle under efterforskningen og retssagen, din ret til at blive informeret om dato og sted for retssagen samt anklagepunkterne og, hvis du indtræder som civil part, din ret til at blive underrettet om dommen også i form af et resumé
  • retten til adgang til juridisk rådgivning og retshjælp
  • hvordan retten til tolkning og oversættelse af sagens akter kan udøves
  • eventuelle beskyttelsesforanstaltninger, der kan iværksættes over for dig
  • lovbestemte rettigheder, hvis du er bosat i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union end den, hvor forbrydelsen fandt sted
  • bestemmelserne for godtgørelse af udgifter, som du har afholdt på grund af deltagelsen i straffesagen
  • muligheden for at søge erstatning for skader som følge af forbrydelsen
  • muligheden for at afslutte sagen ved at trække begæringen tilbage eller gennem mægling
  • dine rettigheder i sager, hvor tiltalte anmoder om udsættelse med tilsynsforanstaltninger, eller sager, der fører til straffritagelse, fordi de strafbare forhold ikke er særligt alvorlige
  • sundhedstjenester i landet, modtagefamilier (case famiglia), voldsforebyggelsescentre og krisecentre (case rifugio)

(strafferetsplejelovens artikel 90a).

Jeg bor ikke i den EU-medlemsstat, hvor forbrydelsen blev begået (EU-statsborgere og statsborgere i tredjelande). Hvordan er mine rettigheder beskyttet?

Hvis du ikke taler italiensk, har du ret til at indgive en begæring til anklagemyndigheden ved retten i hovedbyen i retskredsen, på et sprog, som du forstår. Hvis du ønsker det, har du ret til at få en oversættelse af kvitteringen for indgivelse af begæringen på et sprog, du kender (artikel 107b i gennemførelsesbestemmelserne).

Hvis du opholder sig i eller har bopæl i Italien sender den offentlige anklager anmeldelser eller begæringer vedrørende forbrydelser begået i andre EU-medlemsstater til anklageren ved appelretten, som derefter videresender den til de kompetente retslige myndigheder (artikel 108b i gennemførelsesbestemmelserne).

Se også:

Hvilke oplysninger får jeg, hvis jeg anmelder en forbrydelse?

Fra den første kontakt giver den kompetente myndighed oplysninger om følgende på et sprog, som du forstår:

  • muligheden for at blive informeret om status i sagen og registrering i det officielle register over anmeldte forbrydelser
  • muligheden for at blive underrettet om en anmodning om henlæggelse af sagen
  • muligheden for at påtale eventuelle krænkelser af dine rettigheder
  • myndigheder, hvor du kan få oplysninger om sagen
  • vilkårene for godtgørelse af udgifter, som du har afholdt på grund af deltagelsen i straffesagen

I sager vedrørende forbrydelser med fysisk vold underretter kriminalpolitiet dig straks om bestemmelserne for løsladelse og ophævelse af de forebyggende frihedsberøvende foranstaltninger og underretter dig også i tide og med de samme forholdsregler, hvis den varetægtsfængslede eller dømte er undveget. Det samme gælder, hvis den indsatte er undveget fra den frihedsberøvende foranstaltning, medmindre der foreligger en reel risiko for, at gerningsmanden lider overlast (artikel 90b i strafferetsplejeloven).

Har jeg ret til gratis tolke- eller oversætterbistand (i min kontakt med politiet eller andre myndigheder eller under efterforskningen og retssagen)?

Den kompetente myndighed udpeger en oversætter/tolk, hvis det er nødvendigt at oversætte et dokument, der er skrevet på et fremmedsprog eller på en svært forståelig dialekt, eller hvis den person, der skal eller ønsker at afgive forklaring, ikke taler italiensk. Forklaringen kan også fremsættes skriftligt og tilføjes sagsakterne sammen med oversættelsen.

Myndigheden udpeger på eget initiativ en tolk, hvis det er nødvendigt at foretage en afhøring af dig, og du ikke taler italiensk, samt hvis du ønsker at deltage i retsmødet og har anmodet om tolkebistand.

I det omfang det er muligt, kan tolkebistand ligeledes bestå af fjerntolkning, medmindre tolkens fysiske tilstedeværelse er påkrævet, for at du kan udøve dine rettigheder korrekt eller forstå proceduren fuldstændigt.

Hvis du ikke forstår italiensk, har du ret til gratis at få oversat sagsakter eller dele af sagsakter, der indeholder oplysninger, som er nyttige for udøvelsen af dine rettigheder. Oversættelsen kan bestå af en mundtlig oversættelse eller et resumé, medmindre den kompetente myndighed finder, at denne mundtlige oversættelse eller resuméet krænker dine rettigheder (artikel 143a strafferetsplejeloven).

Hvis du ikke taler italiensk, , har du ret til at benytte et sprog, som du kender, når du indgiver klage til anklagemyndigheden ved retten i hovedbyen i retskredsen. Hvis du ønsker det, har du også ret til at få en oversættelse af kvitteringen for indgivelse af begæringen på et sprog, som du forstår (artikel 107b i gennemførelsesbestemmelserne for strafferetsplejeloven).

Hvad gør myndighederne for at sikre, at jeg forstår dem og kan gøre mig forståelig (hvis jeg er barn eller handicappet)?

Den kompetente myndighed udpeger en oversætter/tolk, hvis det er nødvendigt at oversætte et dokument, der er skrevet på et fremmedsprog eller på en svært forståelig dialekt, eller hvis den person, der skal eller ønsker at afgive forklaring, ikke taler italiensk. 

Hvis du er mindreårig, kan dommeren på eget initiativ kræve en ekspertudtalelse, hvis der er tvivl om din alder (idet det er underforstået, at hvis der fortsat er tvivl, betragtes offeret som mindreårigt for så vidt angår anvendelsen af bestemmelserne i proceduren). Denne samme ekspertundersøgelse kan ligeledes anvendes til at konstatere, hvorvidt en mindreårige lider af et handicap.

Artikel 351, stk. 1b, i strafferetsplejeloven.

I sager vedrørende forbrydelser, der er omhandlet i straffelovens artikel 572, 600, 600a, 600b, 600c, 600c.1, 600d, 601, 602, 609a, 609b, 609c, 609d, 609g og 612a retter kriminalpolitiet henvendelse til en børnepsykolog eller børnepsykiater udpeget af anklagemyndigheden, når der er behov for at indhente oplysninger fra mindreårige. Den samme procedure anvendes til at skaffe oplysninger fra et voksent offer, der er særligt sårbart. Under alle omstændigheder er det nødvendigt at sikre, at det særligt sårbare offer, der opfordres til at fremlægge oplysninger, aldrig er i kontakt med den person, der er genstand for efterforskningen, og ikke skal fremlægge oplysningerne flere gange, medmindre det er absolut nødvendigt for efterforskningen.

Artikel 362, stk. 1a, i strafferetsplejeloven.

I sager vedrørende forbrydelserne i artikel 351, stk. 1b, retter anklagemyndigheden henvendelse til en børnepsykolog eller børnepsykiater, hvis det er nødvendigt at indhente oplysninger fra mindreårige. Den samme procedure anvendes til at skaffe oplysninger fra et voksent offer, der er særligt sårbart. Under alle omstændigheder er det nødvendigt at sikre, at det særligt sårbare offer, der opfordres til at fremlægge oplysninger, aldrig er i kontakt med den person, der er genstand for efterforskningen, og ikke skal fremlægge oplysningerne flere gange, medmindre det er absolut nødvendigt for efterforskningen.

Artikel 498, stk. 4-4c, i strafferetsplejeloven.

4. Retsformanden forestår afhøringen af mindreårige vidner, inklusive parternes spørgsmål eller indsigelser. I forbindelse med retsmødet kan retsformanden rette henvendelse til et medlem af den mindreåriges familie eller en børnepsykolog. Hvis retsformanden efter at have lyttet til parterne mener, at direkte afhøring af den mindreårige ikke vil skade vidnets sindstilstand, afsiger han kendelse om, at vidneudsagnet kan afgives i henhold til bestemmelserne i de foregående stykker. Kendelsen kan ophæves under retsmødet.

4a. Bestemmelserne i artikel 398, stk. 5a, finder anvendelse, hvis en part anmoder om det, eller hvis retsformanden anser det for nødvendigt.

4b. I sager vedrørende de forbrydelser, der er omhandlet i straffelovens artikel 572, 600, 600a, 600b, 600c, 600d, 601, 602, 609a, 609b, 609c, 609g og 612a, foregår afhøringen af offeret, hvad enten offeret er mindreårig eller voksen, men psykisk sårbar, efter anmodning fra offeret eller dennes advokat bag et spejlglas og via et samtaleanlæg.

4c. Med forbehold af de foregående stykker afsiger dommeren kendelse om, at der indføres beskyttelsesforanstaltninger, når retten skal udspørge særligt sårbare ofre, hvis offeret eller dennes advokat anmoder om det.

Artikel 398, stk. 5c, i strafferetsplejeloven.
Med forbehold af stk. 5b finder bestemmelserne i artikel 498, stk. 4c, anvendelse med henblik på afhøring af særligt sårbare ofre.

Hjælpetjenester for ofre

Hvem tilbyder ofre hjælp?

Bistand til ofre for forbrydelser leveres af sundhedstjenesterne i området, af modtagecentre (case famiglia), af voldsforebyggelsescentre, af krisecentre (case rifugio) og af andre tjenester, der forvaltes på lokalt og regionalt plan. I mange områder findes der normalt organisationer, der indgår i netværk med de lokale myndigheder, offentlige anklagere, domstole og sundhedstjenester, og som yder bistand til ofre for forbrydelser, uanset hvem de er.

Underretter politiet mig spontant om hjælpetjenesterne for ofre?

Ja. Hvis du er offer for visse forbrydelser (f.eks. menneskehandel, vold i hjemmet, seksuel vold) har du adgang til strukturer, der har bevist deres værd, og som er i kontakt med de retshåndhævende myndigheder, der kan henvise offeret til et voldsforebyggelsescenter eller et krisecenter.

Hvordan er mit privatliv beskyttet?

Det skal altid sikres, at du som et særligt sårbart offer, der opfordres til at fremlægge oplysninger, aldrig kommer i kontakt med den person, der er genstand for efterforskningen, og ikke skal fremlægge oplysningerne flere gange, medmindre det er absolut nødvendigt for efterforskningen.

Derudover indeholder lovdekret nr. 196 af 30. juni 2003 (lov om beskyttelse af personoplysninger) særlige bestemmelser om behandlingen af retslige oplysninger, der har til formål at sikre privatlivets fred og beskyttelsen af disse oplysninger. Men fra det øjeblik, hvor du anerkendes som offer i en straffesag, er du forpligtet til at afgive vidneforklaring. Loven indeholder bestemmelser, der sigter mod at undgå, at du som offer skal afgive forklaring flere gange (anticiperet bevisoptagelse), og bestemmelser, der beskytter din ret til at undgå kontakt med mistænkte/sigtede. Desuden optræder mindreårige ofres navn og billede ikke i medierne. Det samme gælder navnet på voksne ofre. Formålet med dette system er at undgå, at oplysninger om din civilstand og oplysninger, der giver mulighed for at identificere dig, udbredes.

Skal jeg anmelde forbrydelsen, før jeg kan nyde godt af hjælpen til ofre?

Det er ikke nødvendigt at have anmeldt forbrydelsen for at have adgang til hjælpetjenesterne til ofre.

Beskyttelse af min person, hvis jeg er i fare

Hvilke former for beskyttelse findes der?

Efter at have kontrolleret visse betingelser, der fastsættes ved lov (artikel 273 og 274 i strafferetsplejeloven), herunder den fare, som du som offer er udsat for (en fare, der i første omgang skyldes muligheden for, at gerningsmanden fortsætter sin ulovlige adfærd), kan den retslige myndighed beslutte at afsige kendelse om indførelse af midlertidige foranstaltninger over for mistænkte, f.eks.: straksfjernelse fra familiens hjem, forbud mod at nærme sig steder, hvor du færdes, forbud mod at bo bestemte steder, husarrest og varetægtsfængsling.

Du har ret til at blive informeret om begæringer om ophævelse eller ændring af de midlertidige retsbevarende foranstaltninger over for gerningsmanden og til inden for to dage at fremsætte et svarskrift for at modsætte dig dette eller fremføre dit synspunkt (artikel 299 i strafferetsplejeloven). Du har også ret til at blive informeret om de foranstaltninger, som dommeren træffer vedrørende ændring eller ophævelse af de retsbevarende foranstaltninger over for mistænkte.

Der kan indføres andre beskyttelsesforanstaltninger over for offeret, især når offeret er særligt sårbar, mindreårig eller offer for bestemte forbrydelser, f.eks.:

  • kriminalpolitiet sikrer, at det særligt sårbare offer, der opfordres til at fremlægge oplysninger, aldrig kommer i kontakt med den person, der er genstand for efterforskningen, og ikke skal fremlægge oplysningerne flere gange, medmindre det er absolut nødvendigt for efterforskningen
  • kriminalpolitiet retter henvendelse til en børnepsykolog eller børnepsykiater, der udpeges af anklagemyndigheden, når det er nødvendigt at indhente oplysninger fra mindreårige (artikel 351, stk. 1b, i strafferetsplejeloven)
  • anklagemyndigheden retter henvendelse til en børnepsykolog eller børnepsykiater, når det er nødvendigt at indhente oplysninger fra mindreårige. Under alle omstændigheder er det nødvendigt at sikre, at det særligt sårbare offer, der opfordres til at fremlægge oplysninger, aldrig kommer i kontakt med den person, der er genstand for efterforskningen, og ikke skal fremlægge oplysningerne flere gange, medmindre det er absolut nødvendigt for efterforskningen (artikel 362, stk. 1a, i strafferetsplejeloven)
  • retsformanden afhører den mindreårige som vidne og kan i den forbindelse rette henvendelse til et medlem af den mindreåriges familie eller børnepsykolog (artikel 498 i strafferetsplejeloven)
  • hvis en part anmoder om det, eller hvis retsformanden anser det for nødvendigt, når der er en mindreårig blandt de personer, der er involveret i bevisoptagelsen, afsiger dommeren kendelse om stedet, fristen og de nærmere betingelser for brugen af anticiperet bevisoptagelse, når kravet om beskyttelse af de pågældende gør dette nødvendigt eller hensigtsmæssigt. Retsmødet kan også afholdes andre steder end i retten, eventuelt hos en specialiseret støtteorganisation eller, hvis andet ikke er muligt, i den pågældendes hjem for at sikre bevisoptagelsen
  • vidneerklæringer skal optages i deres helhed ved hjælp af fonografisk udstyr eller audiovisuelle hjælpemidler. Hvis der ikke er adgang til optageudstyr eller teknisk personale, har dommeren mulighed for at benytte teknisk ekspertise eller rådgivning.
  • i forbindelse med voldsforbrydelser foregår afhøringen af et mindreårigt offer eller et voksent offer, der er psykisk sårbar, på anmodning af offeret eller dennes advokat bag et spejlglas og ved hjælp af et samtaleanlæg.

Hvem skal beskytte mig?

(Se ovenfor)

Vurderer man min situation for at fastslå, om der er risiko for, at gerningsmanden påfører mig fornyet skade?

Når der opstår specifikke beskyttelsesbehov, kræver loven, at du som offer for en forbrydelse underkastes en individuel vurdering for at afgøre, om og i hvilket omfang det vil være hensigtsmæssigt at træffe særlige foranstaltninger under sagen. Man er særligt opmærksom, hvis du er mindreårig og særligt sårbar. Det er dommeren, der afgør, om du vil have gavn af passende beskyttelsesforanstaltninger under straffesagen. I løbet af efterforskningen afhøres du i egnede lokaler af særligt uddannede betjente. Hvis du er mindreårig, skal ungdomsdomstolen gøres opmærksom på dette, og den vil så vurdere situationen og behovet for beskyttelse. For at beskytte dig mod en ny forbrydelse kan retten begrænse gerningsmandens frihed (tilbageholdelse, forbud mod at nærme sig steder, hvor du færdes, fjernelse fra familiens hjem). Du skal underrettes om anvendelsen af sådanne foranstaltninger (artikel 282c i strafferetsplejeloven). Du kan også anmode dommeren om at beordre gerningsmanden til at betale underholdsbidrag, når dommeren har beordret denne fjernet fra familiens hjem eller på et senere tidspunkt (artikel 282a i strafferetsplejeloven). Den kompetente lokale politimyndighed har de samme beføjelser og har en særlig tjeneste til dette formål.

Evaluerer man min situation for at fastslå, om der er risiko for, at jeg bliver påført fornyet skade via det strafferetlige system (under efterforskningen og retssagen)?

Du har som offer for en voldsforbrydelse, både som mindreårig og særligt sårbar, ret til at vidne under sikrede forhold. Sådanne ordninger kan indføres for at forhindre, at du kommer i kontakt med gerningsmanden i forbindelse med efterforskningen og retssagen. Det er også muligt at gengive vidneudsagn fra dig som et særligt sårbart offer på et audiovisuelt medie, også i tilfælde hvor det ikke er absolut nødvendigt at gøre dette.

Bestemmelse om muligheden for at rejse relevante spørgsmål 
(artikel 413 i strafferetsplejeloven): anmodning fra den person, der er omfattet af efterforskningen, eller offeret for den strafbare handling

  1. Den person, der er omfattet af efterforskningen, eller offeret for forbrydelsen kan anmode anklagemyndigheden om muligheden for at rejse relevante spørgsmål i henhold til artikel 412, stk. 1 (hvis anklagemyndigheden beslutter ikke at rejse sigtelse eller ikke anmoder om, at sagen henlægges, inden udløbet af den lovbestemte frist eller den forlængede frist, som dommeren har fastsat).
  2. Hvis der gives mulighed for at rejse relevante spørgsmål, gennemfører anklagemyndigheden den nødvendige indledende efterforskning og fremsætter sine krav inden for tredive dage fra anmodningen som indgivet i henhold til stk. 1.

Hvilken beskyttelse tilbydes særligt sårbare ofre?

Det er ikke kun offerets alder eller fysiske eller psykiske handicap, der gør det særligt sårbart, men også typen af forbrydelsen og sagens nærmere omstændigheder. Med henblik på at afgøre, hvorvidt et offer er særligt sårbart, er det nødvendigt at undersøge, om forbrydelsen omfatter vold eller er inspireret af racehad, om den hænger sammen med organiseret kriminalitet, terrorisme – herunder international – eller menneskehandel, om den er udtryk for diskrimination, og om offeret befinder sig i en tilstand af følelsesmæssig, psykologisk eller økonomisk afhængighed af gerningsmanden (artikel 90c i strafferetsplejeloven).

Under alle omstændigheder er det tilladt at gengive vidneudsagn fra særligt sårbare ofre på et audiovisuelt medie, også i tilfælde hvor det ikke er absolut nødvendigt at gøre dette.

BEVISKRAV I SÆRLIGE TILFÆLDE – I sager om tilfælde af vold i hjemmet og partnervold, slaveri, prostitution af mindreårige, børnepornografi, virtuel pornografi, sexturisme, der involverer prostitution af mindreårige, menneskehandel, slavehandel, seksuel vold, skærpende omstændigheder, seksuelle handlinger over for mindreårige, kollektiv seksuel vold, henvendelser til børn med seksuelt formål og stalking, gives der kun tilladelse til afhøringen, når vidneafhøringen vedrører et særligt sårbart offer, og offeret allerede har fremsat erklæringer under den anticiperede bevisoptagelse eller den kontradiktoriske forhandling med den person, imod hvem de pågældende erklæringer vil blive brugt, eller har fremsat erklæringer, som er indført i retsprotokollen, hvis den vedrører andre forhold end dem, som har været genstand for de tidligere erklæringer, eller hvis dommeren eller en af parterne skønner, at særlige omstændigheder taler for det.

SAMMENFATTENDE OPLYSNINGER – Kriminalpolitiet retter henvendelse til en børnepsykolog eller børnepsykiater, der udpeges af anklagemyndigheden, når det er nødvendigt at indhente oplysninger fra et offer, også en voksen, der er særligt sårbar. Det er nødvendigt at sikre, at det særligt sårbare offer, der opfordres til at fremlægge oplysninger, aldrig er i kontakt med den person, der er genstand for efterforskningen, og ikke skal fremlægge oplysningerne flere gange, medmindre det er absolut nødvendigt for efterforskningen (artikel 351, stk. 1b).

INDHENTNING AF OPLYSNINGER – Kriminalpolitiet retter henvendelse til en børnepsykolog eller børnepsykiater, der udpeges af anklagemyndigheden, når det er nødvendigt at indhente oplysninger fra et offer, også en voksen, der er særligt sårbar. Under alle omstændigheder er det nødvendigt at sikre, at det særligt sårbare offer, der opfordres til at fremlægge oplysninger, aldrig er i kontakt med den person, der er genstand for efterforskningen, og ikke skal fremlægge oplysningerne flere gange, medmindre det er absolut nødvendigt for efterforskningen (artikel 362, stk. 1a).

AFHØRING AF VIDNER – Retsformanden forestår afhøringen af vidner, herunder parternes spørgsmål og indsigelser. I forbindelse med retsmødet kan retsformanden rette henvendelse til et medlem af den mindreåriges familie eller en børnepsykolog. Hvis retsformanden efter at have lyttet til parterne mener, at direkte afhøring af den mindreårige ikke vil skade vidnets sindstilstand, afsiger han kendelse om, at vidneudsagnet kan afgives i henhold til bestemmelserne i de foregående stykker. Kendelsen kan ophæves under retsmødet (artikel 498 i strafferetsplejeloven).

Bestemmelserne i artikel 398, stk. 5a (anticiperet bevisoptagelse, se nedenfor) finder anvendelse, hvis en part anmoder om det, eller hvis retsformanden anser det for nødvendigt.

ANTICIPERET BEVISOPTAGELSE – (artikel 398, stk. 5a) Følgende bestemmelser finder anvendelse, hvis en part anmoder om det, eller hvis retsformanden anser det for nødvendigt: Som led i efterforskninger af mistanke om tilfælde af vold i hjemmet og partnervold, slaveri, prostitution af mindreårige, børnepornografi, virtuel pornografi, sexturisme der involverer prostitution af mindreårige, menneskehandel, slavehandel, seksuel vold, skærpende omstændigheder, seksuelle handlinger over for mindreårige, kollektiv seksuel vold, henvendelser til børn med seksuelt formål og stalking gælder det, at hvis der er særligt sårbare voksne blandt de personer, der er involveret i bevisoptagelsen, afsiger dommeren kendelse om stedet, fristen og de nærmere betingelser for brugen af anticiperet bevisoptagelse, når kravet om beskyttelse af de pågældende gør dette nødvendigt eller hensigtsmæssigt. Med henblik herpå kan retsmødet også afholdes andre steder end i retten, eventuelt hos en specialiseret støtteorganisation eller, hvis andet ikke er muligt, i den pågældendes hjem for at sikre bevisoptagelsen. Vidneerklæringer skal optages i deres helhed ved hjælp af fonografisk udstyr eller audiovisuelle hjælpemidler. Hvis der ikke er adgang til optageudstyr eller teknisk personale, har dommeren mulighed for at benytte teknisk ekspertise eller rådgivning. Der udfærdiges ligeledes en sammenfattende afhøringsprotokol. Der udfærdiges kun en transskription, hvis parterne anmoder om det.

Med forbehold af de foregående stykker afsiger dommeren kendelse om beskyttelsesforanstaltninger, når retten skal udspørge særligt sårbare ofre, hvis offeret eller dennes advokat anmoder om det (artikel 498, stk. 4c, i strafferetsplejeloven).

I sager vedrørende ovennævnte forbrydelser kan anklagemyndigheden af egen drift eller på anmodning af offeret eller den person, der er genstand for efterforskningen, anmode om, at offerets vidneforklaring indhentes ved anticiperet bevisoptagelse, også i andre end de i lovgivningen omhandlede tilfælde. Når offeret er særligt sårbart, kan anklagemyndigheden af egen drift eller på anmodning af offeret eller den person, der er genstand for efterforskningen, anmode om, at offerets vidneforklaring indhentes ved anticiperet bevisoptagelse (artikel 392 i strafferetsplejeloven).

Bevisoptagelse, der kræver deltagelse af særligt sårbare vidner, kan ske i henhold til proceduren for anticiperet bevisoptagelse – en ordning, der bl.a. opfylder kravet om at undgå, at offeret udsættes for yderligere skadelig påvirkning (sekundær viktimisering), fordi det fastholdes i proceduren.

GRATIS RETSHJÆLP – Ofre for vold i hjemmet og familievold, skamfering af kvindelige kønsorganer, seksuel vold, seksuelle handlinger over for mindreårige, kollektive seksuel vold og stalking har altid ret til gratis retshjælp, selv om deres indkomst overstiger den lovbestemte grænse for dette. Mindreårige ofre for forbrydelser såsom fastholdelse i afhængighedsforhold eller slaveri, prostitution af mindreårige, børnepornografi, sexturisme, der involverer prostitution af mindreårige, menneskehandel, slavehandel og forulempelse af mindreårige er også berettiget til gratis retshjælp.

Jeg er mindreårig – har jeg særlige rettigheder?

(Se ovenfor)

En af mine nærmeste er død som følge af forbrydelsen – hvilke rettigheder har jeg?

Når offeret for den strafbare handling er afgået ved døden, udøver dennes familie de lovbestemte rettigheder

(artikel 90, stk. 3, i strafferetsplejeloven)

En af mine nærmeste har været udsat for en forbrydelse – hvilke rettigheder har jeg?

(Se ovenfor)

Er der mulighed for mægling? På hvilke betingelser? Er jeg i sikkerhed under mæglingsproceduren?

Mægling i straffesager er baseret på lovdekret nr. 274/2000, som giver offeret ret til at sagsøge skadevolderen direkte med henblik på erstatning. Denne mulighed kan kun udøves i tilfælde af forbrydelser, der kan retsforfølges efter begæring.

Der er nødvendigt, at parterne indvilger i at indlede og gennemføre mægling i straffesagen og at nå frem til en tilfredsstillende aftale. Under hele sagen skal fredsdommeren så vidt muligt tilskynde til forlig mellem parterne. Følgende forbrydelser, der hører under fredsdommerens kompetence, egner sig til mægling: injurier, bagvaskelse, simple trusler, lette slag og kvæstelser og hærværk.

Derudover kan parterne i straffesagen eller deres advokater henvende sig direkte til mæglingstjenesten for at få afsluttet en straffesag, der hører under fredsdommerens kompetence, og anvende muligheden i artikel 35 i lovdekret nr. 274/2000, nemlig at den strafbare handling bortfalder, når tiltalte betaler erstatning.

Med hensyn til forbrydelser, der kun kan retsforfølges efter begæring, kan den person, som påstås at have begået forbrydelsen, indkaldes for fredsdommeren efter anmodning fra offeret. Anmodningen skal underskrives af offeret eller dennes retlige repræsentant og af offerets advokat. Sidstnævnte bevidner offerets underskrift. For mindreårige under 14 år, voksne, der er under værgemål, er umyndiggjort eller lider af mentale handicap, underskrives anmodningen af forælderen, værgen eller kurator eller den særlige kurator. Fremsættelsen af anmodningen har samme virkning som indgivelse af en begæring (artikel 21).

Fremsættelse af anmodningen: Anmodningen skal forudgående meddeles til anklagemyndigheden, hvilket sker ved aflevering af en kopi til dennes sekretariat. Herefter forelægges den for sagsøgeren sammen med beviset for afleveringen på dommerkontoret for den kompetente fredsdommer inden for tre måneder efter anmeldelsen af forbrydelsen. Hvis offeret allerede har indgivet en begæring vedrørende det samme forhold, skal dette anføres i anmodningen, og der skal indsendes en kopi af begæringen til anklagemyndighedens sekretariat. I dette tilfælde afsiger fredsdommeren kendelse om fremskaffelse af det originale dokument (artikel 22).

Indtræden som civil part: Indtræden som civil part skal ske samtidig med indgivelse af anmodningen, da muligheden ellers forpasses. En begrundet anmodning om godtgørelse eller erstatning for skader, der fremgår af anmodningen, sidestilles på enhver måde med indtræden som civil part (artikel 23).

Anmodningen er uantagelig i følgende tilfælde:

  1. den er ikke indgivet i tide
  2. den er indgivet uden for de i lovgivningen omhandlede tilfælde
  3. den indeholder ikke de obligatoriske oplysninger, eller den er ikke underskrevet
  4. beskrivelsen af forholdet eller opregningen af beviskilder er utilstrækkelig
  5. den indeholder ikke et bevis for indgivelsen til anklagemyndigheden.

Anmodninger fra anklagemyndigheden (artikel 25): Senest ti dage efter indgivelsen af anmodningen overbringer anklagemyndigheden sine anmodninger til fredsdommerens justitskontor. Hvis anklagemyndigheden finder, at anmodningen er uantagelig eller åbenbart grundløs, eller at den er indbragt for en fredsdommer, der ikke har geografisk kompetence, afgiver anklagemyndigheden en negativ udtalelse; ellers udfærdiger den anklageskriftet ved at bekræfte eller ændre indholdet af anmodningen.

Efter fristens udløb træffer fredsdommeren selv foranstaltninger, hvis anklagemyndigheden ikke har fremsat anmodninger. Hvis fredsdommeren ikke vurderer, at anmodningen er uantagelig eller åbenbart grundløs, og hvis han anerkender sin kompetence, indkalder han parterne til et retsmøde ved dekret senest 20 dage efter indgivelsen af anmodningen.

Når der er flere ofre, forhindrer en anmodning fra en af disse ikke de øvrige i at intervenere i sagen med bistand af en advokat og at udøve de samme rettigheder som den primære sagsøger. De intervenerende ofre kan indtræde som civile parter, inden retsmødet indledes. Hvis ofre, som har fået dekretet forkyndt på behørig vis, undlader at give møde, betragtes det som en frasigelse af retten til at indgive begæring eller en afståelse af begæringen, hvis denne allerede er indgivet.

Fremmøde ved retsmødet: Mindst syv dage før den fastsatte dato for retsmødet indgiver anklagemyndigheden eller offeret indkaldelsen til retsmødet og tilhørende bemærkninger til fredsdommerens justitskontor.

Når forbrydelsen kun kan retsforfølges efter begæring, søger dommeren at få parterne til at indgå forlig. Hvis det viser sig at være hensigtsmæssigt at forsøge at indgå forlig, kan dommeren udsætte retsmødet i højst to måneder og i givet fald rette henvendelse til mæglingsinstanser og offentlige eller private organisationer i området. Under alle omstændigheder kan parternes erklæringer inden for en mæglingsprocedure under ingen omstændigheder anvendes under retsmødet (artikel 29).

Hvis det indgås forlig, udfærdiges der en protokol, som attesterer, at begæringen er frafaldet eller trukket tilbage og den dertil hørende accept. Tilbagetrækningen har samme virkning som frafaldelse af begæringen.

Mægling kan føre til, at offeret frafalder sin begæring, hvilket medfører, at sagen frafaldes som følge af manglende antagelighedsgrund. Hvis mæglingen lykkes, hvilket kan bestå i erstatning for den forvoldte skade, kan det medføre, at forbrydelsen bortfalder som følge af de erstatningsforanstaltninger, som gerningsmanden har truffet forud for retsmødet eller som følge af forholdets ringe alvor.

Hvor kan jeg finde oplysninger om mine rettigheder?

Bestemmelserne om beskyttelse af ofre findes i strafferetsplejeloven, i  lovbekendtgørelse nr. 212 af 15. december 2015, som gennemfører direktiv 2012/29/EU for så vidt angår rettigheder for ofre for forbrydelser, bistand til ofre for forbrydelser og beskyttelsen af ofre, i  lovdekret nr. 204 af 9. november 2007, i  dekret nr. 222 af 23. december 2008 (som gennemfører lovdekret nr. 204/2007), i artikel 11 i  lov nr. 122 af 7. juli 2016 (europæisk lov 2015-2016 om kompensation til ofre for voldsforbrydelser) samt en række andre bestemmelser vedrørende ofre for visse kategorier af forbrydelser.

Sidste opdatering: 21/11/2018

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

Feedback

Use the form below to share your comments and feedback on our new website