Ofres rettigheder i hvert enkelt land

Austria

Content provided by:
Austria

Hvordan kan jeg fremsætte et erstatningskrav over for gerningsmanden (f.eks. intervention, civilt søgsmål, indtræden som civil part)?

Til gennemførelse af økonomiske krav (f.eks. erstatning for svie og smerte, udgifter til behandling) har ofre mulighed for at

  • anlægge et civilt søgsmål mod skadevolder eller
  • indtræde som civil part i straffesagen mod tiltalte.

For at kunne fremsætte krav som civil part i en straffesag skal man afgive en erklæring. Erklæringen skal indeholde en præcis opgørelse af kravet på erstatning for den skade, der er forårsaget af forbrydelsen, eller det lidte tab, og disse kravs berettigelse (erstatning, godtgørelse) skal dokumenteres materielt og størrelsesmæssigt. En anden forudsætning er, at der sker domfældelse af tiltalte på grund af skaden.

Erklæringen om indtræden som civil part i en straffesag bør afgives så hurtigt som muligt (helst i forbindelse med politianmeldelsen). Erklæringen kan også føres til protokols hos den kompetente anklagemyndighed, efter at der er rejst tiltale ved den kompetente ret, eller anmeldes skriftligt uden brug af formularer. Under hovedforhandlingen skal erklæringen afgives senest inden afslutningen af bevisførelsen. Senest her skal der også være sket en præcis fastsættelse af kravets størrelse.

Retten dømte gerningsmanden til at betale mig en erstatning/godtgørelse. Hvordan sikrer jeg mig, at gerningsmanden betaler?

Hvis den dømte ikke overholder sin forpligtelse til at betale det tilkendte beløb, kan kreditor, dvs. offeret, der blev tilkendt erstatning, med rettens hjælp inddrive sit krav ved tvangsfuldbyrdelse. I den forbindelse skal der indgives en skriftlig eller mundtlig fuldbyrdelsesbegæring (Exekutionsantrag) ved den kompetente distriktsdomstol (Bezirksgericht). Forældelsesfristen for inddrivelse af den retligt tilkendte godtgørelse er 30 år. Herefter er kravet forældet.

Hvis dømtes aktiver tilfaldt staten, har offeret ret til at kræve betaling af den godtgørelse, der er tilkendt ham, ved hjælp af de aktiver, som staten har modtaget.

Kan jeg få udbetalt et forskud fra det offentlige, hvis gerningsmanden nægter at betale? Under hvilke forudsætninger?

Et forskud skal kun udbetales i det omfang, at betalingen hindres af fuldbyrdelsen af en straf. Dette er eksempelvis tilfældet, hvis gerningsmanden på grund af afsoningen af sin fængselsstraf ikke kan oppebære en indtægt, eller hvis han på grund af betaling af en bødestraf ikke har nogen midler. En forudsætning for dette forskud er, at den civile part retligt er blevet tilkendt en godtgørelse på grund af drab, legemsbeskadigelse, sundhedsskade eller økonomisk tab. I visse tilfælde er en forudbetaling udelukket (f.eks. krav på andre offentlige ydelser, skade på grund af deltagelse i et slagsmål eller grov uagtsomhed).

Ansøgning om forudbetaling skal indgives til den kompetente straffedomstol.

Har jeg krav på godtgørelse fra det offentlige?

Ofre for forbrydelser kan modtage økonomiske ydelser fra det offentlige, hvis

  • de på grund af en sygdomstilstand eller efterfølgende behandling osv. ikke har kunnet bestride deres arbejde og derved har lidt et økonomisk tab
  • de har måttet gennemgå psykoterapi, krisehjælp eller anden behandling til forbedring af deres sundhedstilstand
  • ortopædiske behandlinger er påkrævet
  • briller eller tandproteser er blevet beskadiget
  • rehabilitering er nødvendig
  • de skal plejes (i dette tilfælde kan der udbetales plejetillæg og plejeydelse)
  • de er blinde (i så fald kan der udbetales blindetillæg).

Ofre, som har lidt alvorlig fysisk overlast efter den 31. maj 2009, kan tildeles en forud fastsat erstatning for svie og smerte.

Efterladte til ofre for forbrydelser får

  • erstatning for tab af forsørgelsesgrundlag (hvis offeret er afgået ved døden, og ægtefællen eller børnene mister deres forsørgelsesgrundlag)
  • lægehjælp (f.eks. psykoterapi) og ortopædisk behandling
  • refunderet begravelsesudgifter op til et bestemt maksimumsbeløb.

Har jeg krav på erstatning, hvis gerningsmanden ikke bliver dømt?

Hvis gerningsmanden ikke bliver dømt, henvises skadelidte til at anlægge et civilt søgsmål. Skadelidte kan derefter rejse sit krav om erstatning ved de civile domstole.

Har jeg krav på en umiddelbar udbetaling, så længe jeg afventer en afgørelse med hensyn til mit erstatningskrav?

Nej.

Sidste opdatering: 03/02/2021

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.