Ofres rettigheder i hvert enkelt land

Sverige

Indholdet er leveret af
Sverige

Kan jeg appellere afgørelsen?

En part, som ikke er tilfreds med byrettens (tingsrätt) dom, kan indbringe den for landsretten (hovrätt). Oplysninger om, hvordan dette gøres, gives i dommen. I nogle sager kræves der appeltilladelse inden sagen kan indbringes for landsretten. Hvis dommen appelleres, gennemføres der sædvanligvis en ny retssag ved appelretten. I de fleste tilfælde skal forurettede parter og vidner ikke være til stede under denne retssag. I stedet afspilles afhøringerne fra landsretten. I enkelte tilfælde kan landsretten træffe en afgørelse i sagen uden at gennemføre et hovedretsmøde.

Landsettens dom kan generelt appelleres til højesteret (Högsta domstolen). Højesteret behandler imidlertid kun en sag, hvis der er tale om en principiel afgørelse (et præjudikat), eller hvis der er indlysende grunde til en fornyet prøvelse, f.eks. en grov fejl fra byrettens eller landsrettens side. I praksis er landsretten derfor sædvanligvis sidste instans.

Hvilke rettigheder har jeg efter domsafsigelse?

Hvis du er part i sagen, har du ret til at modtage en skriftlig kopi af dommen så hurtigt som muligt. Hvis du ikke er part i sagen, skal du kontakte retten for at få oplysninger om indholdet af dommen.

Du har generelt ret til at få dokumenter oversat. Om nødvendigt kan retten oversætte dokumenter, der er indgivet til eller udsendt af retten. Du skal imidlertid kontakte retten og anmode om denne tjeneste. Oversættelsen er gratis.

Du kan ikke repræsenteres af en beskikket forsvarer for forurettede parter(målsägandebiträde) på statens regning i denne fase af retssagen. Forsvarerens pligt til at bistå dig ophører, når retssagen er afsluttet. Du kan imidlertid vælge at benytte en juridisk repræsentant på egen regning. Hvis du har ret til retshjælp, dækker staten muligvis en del af dine omkostninger til juridisk repræsentation.

Hvis du har brug for en støtteperson i denne fase, kan du kontakte en af interesseorganisationerne inden for dette område, f.eks. Sveriges offerstøtte (Brottsofferjouren Sverige), hjælpelinjen for kvinder (Riksorganisationen för kvinnojourer och tjejjourer i Sverige (ROKS)), Unizon osv.

Har jeg ret til støtte eller beskyttelse efter retssagen? Hvor længe?

Ja, du har i nogle tilfælde ret til støtte eller beskyttelse efter retssagen. Der er ikke fastsat en særlig grænse for, hvor længe du kan modtage støtte eller beskyttelse fra interesseorganisationer eller de sociale myndigheder. Der er fastsat tidsfrister for beskyttelsen af personoplysninger. Du kan finde flere oplysninger om dette under "Personlig beskyttelse, hvis jeg er i fare" (Mine rettigheder som offer for en forbrydelse).

Hvilke oplysninger får jeg, hvis gerningsmanden dømmes?

I dommen angives den idømte straf, f.eks. den fængselsstraf, den dømte idømmes. Hvis der er tale om en personforbrydelse (forbrydelse mod en persons liv, helbred, frihed eller sikkerhed), vil du som forurettet part af den svenske kriminalforsorg blive spurgt, om du ønsker at blive underrettet:

  • om den institution, hvori den dømte er anbragt i Sverige
  • hvis den dømte flyttes til en anden institution eller overføres til et andet land
  • hvis den dømte befinder sig uden for institutionen
  • hvis den dømte eller den svenske kriminalforsorg begærer en livstidsdom omstødt
  • hvis den dømte løslades
  • hvis den dømte undslipper eller hjælpes til flugt fra fængslet, eller
  • hvis den dømte udebliver efter orlov eller udgang fra institutionen.

Den svenske kriminalforsorg skal ikke give en sådan underretning, hvis det kan være til fare for den indsattes liv eller helbred.

Får jeg besked, hvis gerningsmanden løslades (herunder løslades før tid eller prøveløslades) eller undslipper fra fængslet?

Hvis der er tale om en personforbrydelse (forbrydelse mod en persons liv, helbred, frihed eller sikkerhed), vil du som forurettet part af den svenske kriminalforsorg blive spurgt, om du ønsker at blive underrettet:

  • hvis den dømte løslades
  • hvis den dømte undslipper eller hjælpes til flugt fra fængslet, eller
  • hvis den dømte udebliver efter orlov eller udgang fra institutionen.

Involveres jeg i afgørelser om løsladelse eller udgangstilladelse? Kan jeg f.eks. afgive en udtalelse eller indgive en klage?

Nej, det har du ikke ret til.

Sidste opdatering: 18/01/2019

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

Feedback

Brug formularen nedenfor til at skrive kommentarer og feedback om vores nye website