Ofres rettigheder i hvert enkelt land

Luxembourg

Indholdet er leveret af
Luxembourg

Hvordan kan jeg anmelde en forbrydelse?

Et offer for en forbrydelse kan anmelde forbrydelsen:

  • til det luxembourgske politi
  • til den offentlige anklager, der har stedlig kompetence.

Selv om alle kan anmelde en forbrydelse, skal ofret, hvis det ønsker at indtræde i sagen som civil part, anmelde forbrydelsen personligt eller via sin advokat.

Ofret kan også indstævne gerningsmanden direkte for politiretten (tribunal de Police) eller distriktsdomstolens strafferetlige afdeling (chambre correctionnelle du tribunal d’arrondissement).

Anmeldelsen skal indgives på et af de officielle sprog i Luxembourg, dvs. luxembourgsk, fransk eller tysk. Hvis ikke ofret taler nogen af disse sprog, har det ret til gratis tolkebistand. Anmeldelsen – der ikke skal have noget bestemt format – skal helst være skriftlig og skal indeholde følgende:

  • den anmeldende parts fornavn, efternavn, fødselssted og -dato, stilling og adresse
  • en beskrivelse af den hændelse, der har forårsaget den lidte skade
  • en beskrivelse af skaden.

Fristen for, hvornår anmeldelsen skal indgives, afhænger bl.a. af den forældelsesfrist, der gælder for den pågældende forbrydelse. Fristen er på mellem et og ti år.

Hvordan kan jeg følge med i, hvad der sker i sagen?

Ofret har ret til:

  • automatisk at blive underrettet om, at sagen henlægges, og grunden hertil
  • at blive underrettet om, at forundersøgelsen er blevet indledt (efter anmodning)
  • at blive underrettet om status i straffesagen (efter anmodning)
  • automatisk at blive underrettet af anklagemyndigheden om datoen for det retsmøde, hvor ofrets sag vil blive behandlet
  • at få oplysninger om alle endelige afgørelser i straffesagen (efter anmodning).

Når anmeldelsen indgives til den offentlige anklager, vil denne senest 18 måneder efter, at anmeldelsen er indgivet, underrette ofret om, hvilke foranstaltninger der er truffet i sagen, herunder om sagen eventuelt er henlagt og hvorfor.

Kan jeg få retshjælp (under efterforskningen eller retssagen)? På hvilke betingelser?

For at sikre ofrets adgang til domstolene, når ofret ikke selv har tilstrækkelige økonomiske midler, navnlig med hensyn til den garanterede mindsteindtægt, har ofret ret til gratis retshjælp, så det kan forsvare sine interesser. Denne retshjælp ydes af advokatrådet i Luxembourg (Conseil de l’Ordre des avocats), hvis ofret anmoder derom, og hvis ofret er:

  • luxembourgsk statsborger
  • udenlandsk statsborger med bopælsret i Luxembourg
  • statsborger i en EU-medlemsstat
  • udenlandsk statsborger med ret til retshjælp i Luxembourg i henhold til en international traktat.

Ofrets økonomiske midler bestemmes på grundlag af ofrets samlede bruttoindkomst og formue samt indkomsten hos husstandens øvrige medlemmer. Ud over ofrets økonomiske situation kan også ofrets sociale, familiemæssige eller materielle situation være så alvorlig, at ofret kan få adgang til retshjælp.

For at få retshjælp skal ofret udfylde et ansøgningsskema, der kan indhentes ved Service central d'assistance sociale (det centrale center for social bistand) (http://www.guichet.public.lu/citoyens/fr/organismes/service-central-assistance-sociale/index.html). Ansøgningsskemaet skal underskrives af ofret og sendes til formanden for advokatsamfundet med stedlig kompetence (Diekirch eller Luxembourg).

I ansøgningsskemaet skal følgende bl.a. angives:

  • ofrets identitet (fornavn(e), efternavn, fødselssted og -dato, stilling, adresse, civilstand og nationalitet)
  • arten af den tvist, der anmodes om retshjælp til
  • ofrets familiemæssige forhold
  • ofrets formueforhold.

Ofret kan ligeledes anføre navnet på den eller de advokater, som ofret ønsker at modtage retshjælp fra, eller eventuelt angive navnet på sin nuværende advokat.

Ansøgningen skal vedlægges følgende bilag:

  • kopi af ofrets identitetskort
  • dokumentation for, at ansøgeren og husstandens øvrige medlemmer er tilknyttet Centre commun de la Sécurité sociale (CCSS) (det fælles socialsikringscenter)
  • for den berørte person og husstandens øvrige medlemmer: lønsedler (eller dokumentation for indtægt fra CCSS), dokumentation for garanteret mindsteindtægt, arbejdsløshed, pension eller andet for de seneste tre måneder med angivelse af bruttobeløbene (kontoudtog er ikke nok)
  • dokumentation for, at ingen i husstanden modtager midler fra den nationale solidaritetsfond
  • hvis husstanden modtager eller betaler underholdsbidrag, dokumentation for det betalte eller modtagne beløb (f.eks. kontoudtog for de seneste tre måneder)
  • dokumentation for ejerskab eller ikke-ejerskab af fast ejendom udstedt af Administration des contributions directes (skatteforvaltningen) for alle husstandens medlemmer
  • i påkommende tilfælde dokumentation for ejerskab af bygninger i udlandet
  • dokumentation for ejerskab af løsøre (kontanter, opsparinger, aktier, obligationer osv.)
  • hvis husstanden bor i lejebolig, en kopi af lejeaftalen og kvitteringer for betaling af husleje for de seneste tre måneder
  • hvis husstanden betaler tilbage på et huslån, dokumentation for betaling af det månedlige afdrag
  • dokumentation for indtægter fra løsøre og fast ejendom
  • dokumenter vedrørende den sag, hvortil ansøgeren ansøger om retshjælp.

Kan jeg få refunderet mine udgifter (til deltagelse i efterforskningen/retssagen)? På hvilke betingelser?

Efter at have kontrolleret, at ansøgerens midler er utilstrækkelige, underretter formanden for advokatrådet eller det af denne hertil bemyndigede medlem af advokatrådet ansøgeren om, hvorvidt ansøgningen om retshjælp er blevet godkendt eller ej, ved almindeligt brev, hvis ansøgningen er blevet godkendt, og ved anbefalet brev, hvis den er blevet afvist. Formanden for advokatrådet beskikker den advokat, som ofret selv har valgt. Hvis ikke ansøgeren har valgt en advokat, eller hvis formanden anser valget for uhensigtsmæssigt, beskikker denne en advokat efter eget valg.

I forbindelse med retshjælp beskikkes notarer og fogeder automatisk af den ret, der behandler sagen.

Hvis der bevilges retshjælp under retssagen, refunderes de udgifter, ofret har afholdt.

Udgifter, der ikke dækkes

Hvis ofret har fået bevilget retshjælp og bliver dømt til at betale sagsomkostningerne, vil disse blive betalt af staten.

I straffesager dækker retshjælpen ikke udgifter og bøder, som den dømte skal betale.

Har jeg mulighed for at klage, hvis min sag ikke kommer for retten?

Hvis ikke sagen kommer for retten, fremgår det af meddelelsen, på hvilke betingelser ofret kan anlægge sag ved direkte indstævning af gerningsmanden eller anlægge et civilt søgsmål.

Hvis den ved lov fastsatte straf henset til sagens omstændigheder er straf for forbrydelse af sværeste grad eller straf for forbrydelse af mellemsvær grad, fremgår det af meddelelsen, at ofret kan henvende sig til rigsadvokaten, som har ret til at pålægge den offentlige anklager at indlede retsforfølgning.

Hvis forundersøgelseskammeret beslutter ikke at henvise straffesagen til en pådømmende ret, kan ofret appellere beslutningen til appelrettens forundersøgelseskammer. Ofret har efterfølgende ret til at fremsætte krav og kommentarer til dette kammer.

Hvis forundersøgelseskammeret beslutter ikke at gå videre med sagen udelukkende af faktuelle og ikke af retlige grunde, kan ofret stadig anlægge et civilt søgsmål for at opnå erstatning for den lidte skade.

Kan jeg deltage i retssagen?

Ofret kan deltage i retssagen uden særlig status eller som civil part (ligesom under efterforskningen/forundersøgelsen).

Ofret kan deltage i offentlige såvel som lukkede retsmøder, men kun hvis det bliver indkaldt som vidne. Ofret kan også blive indkaldt som vidne under den mundtlige forhandling. I denne forbindelse modtager ofret en skriftlig indkaldelse fra den offentlige anklager, og det skal besvare såvel rettens spørgsmål som spørgsmålene fra modpartens advokat. Under retsmødet sidder ofret bagest i salen for at undgå, at det kommer i direkte kontakt med tiltalte.

Den civile part modtager en skriftlig indkaldelse til den mundtlige forhandling. Den civile part har ret til at deltage i både de offentlige og de lukkede retsmøder og skal være til stede for at fremsætte sine krav. Den civile part bliver normalt hørt efter vidneafhøringen. Derudover kan den civile part få behandlet alle spørgsmål, der har indvirkning på den pågældendes civilretlige interesser, og afgive vidneforklaring om hændelsen.

Hvilken officiel rolle har jeg i retssystemet? Er jeg f.eks. offer, vidne, civil part eller privat anklager, eller kan jeg indtræde som sådan(t) i sagen?

Den officielle rolle i retssystemet er rollen som offer uden særlig status. Ofret har ret til at indtræde i sagen som civil part.

Hvilke rettigheder og forpligtelser har jeg?

Ofret har bl.a. ret til:

  • at bruge et sprog, som den pågældende forstår, og ellers at blive bistået af en tolk i forbindelse med anmeldelse til politiet
  • at få udleveret en gratis kopi af anmeldelsen og af de dokumenter, ofret har indgivet til støtte herfor
  • at få udleveret en kvittering på et sprog, som den pågældende forstår, med angivelse af sagsnummer samt dato og sted for anmeldelsen, at få udleveret et bevis for den offentlige anklagers modtagelse af anmeldelsen
  • at lade sig bistå af eller repræsentere ved en advokat
  • automatisk at blive underrettet om, at sagen henlægges, og grunden hertil
  • at blive underrettet om, at forundersøgelsen er blevet indledt (efter anmodning)
  • at blive underrettet om status i straffesagen (efter anmodning)
  • automatisk at blive underrettet af anklagemyndigheden om datoen for det retsmøde, hvor sagen vil blive pådømt
  • at få oplysninger om alle endelige afgørelser i straffesagen (efter anmodning)
  • at anmode dommeren i en sag om foreløbige foranstaltninger om foreløbig tilkendelse af et beløb, såfremt modpartens forpligtelse ikke seriøst kan bestrides.

Den civile part har desuden ret til:

  • at kræve erstatning af tiltalte
  • at deltage i den forundersøgelse, som undersøgelsesdommeren foretager
  • at anmode undersøgelsesdommeren om, at der foretages yderligere undersøgelser
  • at indgive en klage til en afdeling ved domstolen over visse undersøgelser, der har indvirkning på den pågældendes civilretlige interesser
  • kun at afgive forklaring, hvis man ønsker det
  • at møde gerningsmanden, hvis det er nødvendigt
  • at få adgang til sagsakterne på undersøgelsesdommerens kontor efter den første afhøring af tiltalte og én dag før hver undersøgelsesforanstaltning, hvor juridisk bistand er nødvendig
  • at anmode undersøgelsesdommeren om en kopi af sagsakterne, når forundersøgelsen er afsluttet
  • at anmode om en udtalelse fra en sagkyndig, om afhøring af vidner og om tilbagelevering af beslaglagte ejendele
  • at deltage i undersøgelser på gerningsstedet.

Kan jeg fremsætte erklæringer eller bevismateriale under retssagen? På hvilke betingelser?

Et vidne kan deltage i retsmøderne og under ed fortælle dommeren alt, hvad det ved om hændelsen. Vidnet skal besvare såvel rettens spørgsmål som spørgsmålene fra modpartens advokat.

En civil part kan få behandlet alle spørgsmål, der har indvirkning på den pågældendes civilretlige interesser, og afgive vidneforklaring om hændelsen, og den civile parts advokat kan afhøre de sagkyndige og forsvarets vidner.

I princippet er alle former for bevismateriale tilladt, under forudsætning af at det fornufts- og erfaringsmæssigt kan hjælpe dommeren i dennes pådømmelse. Der kan fremlægges bevismateriale på den betingelse, at materialet har været genstand for kontradiktorisk forhandling mellem parterne.

Hvilke oplysninger får jeg under retssagen?

Ofret får følgende oplysninger:

  • efter anmodning: status i straffesagen
  • automatisk: datoen for det retsmøde, hvor sagen vil blive pådømt
  • efter anmodning: alle endelige afgørelser i straffesagen.

Har jeg adgang til de retslige dokumenter?

Når en forbrydelse anmeldes til politiet, får den anmeldende part en gratis kopi af anmeldelsen med det samme eller inden for en måned efter anmeldelsen. Den anmeldende part kan ligeledes anmode den ret, der behandler sagen, om specifikke sagsakter.

Hvis den anmeldende part går ind i sagen som civil part, får parten adgang til sagsakterne på undersøgelsesdommerens kontor efter den første afhøring af tiltalte og én dag før hver undersøgelsesforanstaltning, hvor juridisk bistand er nødvendig.

Når sagen er afsluttet, sender undersøgelsesdommeren sagsakterne til den offentlige anklager. Som civil part har du ret til at se sagsakterne senest otte hverdage før, sagen bliver behandlet i forundersøgelseskammeret.

Den civile part eller en person, som har en personlig legitim interesse deri, har ret til at få udleveret en kopi af sagsakterne, med undtagelse af beslaglagte bilag og dokumenter, i rimelig tid før datoen for retsmødet. I denne forbindelse skal den pågældende indgive en begæring til den offentlige anklager.

Sidste opdatering: 05/10/2021

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.