Ofres rettigheder i hvert enkelt land

Grækenland

Indholdet er leveret af
Grækenland

Hvilke oplysninger får jeg af myndighederne (f.eks. politiet eller anklagemyndigheden), efter at forbrydelsen er begået, men inden jeg anmelder den?

Allerede ved din første kontakt med politiet eller en anden kompetent myndighed får du uden unødig forsinkelse og ved alle mulige midler oplysninger om betingelserne for, at din anmeldelse kan antages til behandling, og om din ret til at indtræde som civil part i straffesagen, proceduren og betingelserne for at få retshjælp, proceduren og betingelserne for at få erstatning, proceduren for at få ret til tolkning og oversættelse, de aktuelle procedurer for genoprettende retfærdighed og de kompetente myndigheder for mægling mellem dig og gerningsmanden, hvem der hjælper dig med at få erstatning for den skade, du har lidt, proceduren for eventuel refusion af de udgifter, du har haft til at deltage i straffesagen, samt de gældende procedurer for indgivelse af klager over den kompetente myndighed, hvis dine rettigheder tilsidesættes.

Ud over de rettigheder, der følger af straffesagen, får du desuden oplysninger

om adgangen til lægebehandling og alle former for særlig støtte, bl.a. psykologhjælp og indkvartering på et krisecenter, samt proceduren og betingelserne for at blive omfattet af beskyttelsesforanstaltninger.

Hvis du har bopæl i en anden medlemsstat, bliver du udtrykkeligt oplyst om proceduren og betingelserne for udøvelse af dine rettigheder.

Oplysningernes omfang og detaljeringsgrad afhænger af dine konkrete behov og din personlige situation samt af forbrydelsens type og art. Ifølge den enkelte kompetente myndigheds vurdering vil du senere få supplerende oplysninger alt efter dine behov [artikel 57 i lov 4478/2017 – Ret til at modtage information fra den første kontakt med en kompetent myndighed (artikel 4 i direktiv 2012/29/EU)].

Jeg bor ikke i den EU-medlemsstat, hvor forbrydelsen blev begået (EU-statsborgere og statsborgere i tredjelande). Hvordan er mine rettigheder beskyttet?

Hvis du har bopæl i en anden EU-medlemsstat end den, hvor forbrydelsen blev begået, skal du afgive forklaring straks efter indgivelse af anmeldelsen af forbrydelsen, og bestemmelserne i strafferetsplejeloven vedrørende brug af kommunikationsteknologi som videokonference, telefon og internet finder tilsvarende anvendelse (strafferetsplejelovens artikel 233, stk. 1).

Hvis du har bopæl i Grækenland, og forbrydelsen blev begået mod dig i en anden EU-medlemsstat, kan du indgive anmeldelsen til anklagemyndigheden på dit opholdssted, som i tilfælde af, at de græske straffedomstole ikke er kompetente, straks videregiver den til den kompetente retslige myndighed i den berørte medlemsstat gennem anklageren ved appelretten. Der er ingen forpligtelse til at videregive anmeldelsen til den medlemsstat, hvor forbrydelsen blev begået, når de græske straffelove finder anvendelse, og der er indledt strafferetlig forfølgning. Til orientering og for at styrke den gensidige retshjælp underretter anklageren ved den domstol, hvor sagen anlægges, i så fald omgående den kompetente retslige myndighed i den medlemsstat, hvor forbrydelsen blev begået, gennem den kompetente anklager ved appelretten.

[Artikel 64 i lov 4478/2017 – Rettigheder for ofre med bopæl i en anden medlemsstat (artikel 17 i direktiv 2012/29/EU)]

Hvilke oplysninger får jeg, hvis jeg anmelder en forbrydelse?

Ved indgivelse af anmeldelsen har den kompetente medarbejder pligt til at oplyse dig om, at du kan få en kopi.

[Artikel 58 – Rettigheder for ofre, der anmelder en forbrydelse (artikel 5 i direktiv 2012/29/EU)].

Når du har indgivet anmeldelsen, får den et sagsnummer, det såkaldte "nummer i anmeldelsesregistret" (ABM). Med dette nummer kan du følge forløbet af din sag fra det register, som føres af anklagemyndigheden eller den tjenestegren, der er ansvarlig for anmeldelser. Du kan ligeledes anmode om og få et certifikat (statuscertifikat), som viser, hvor langt sagen er kommet (f.eks. om man er ved at vurdere, om den kan antages til behandling, eller om den er nået til forundersøgelsen), eller sagens udvikling og udfald (om den er henlagt ved kendelse, om der er indledt strafferetlig forfølgning, og om den er henvist til retsmødet, dato og sted for sagen og arten af de anklager, der rettes mod gerningsmanden, om der er en efterforskning i gang, eller om der ikke er anledning til at træffe afgørelse i sagen, eller om der er afsagt en dom, når du også juridisk er part i straffesagen).

[Artikel 59 – Offerets ret til at få information om sin sag (artikel 6 i direktiv 2012/29/EU)]

Hvis din sag anlægges ved retten, kan din advokat også undersøge, hvor langt sagen er kommet, på webstedet for advokatsamfundet i Athen [* http://www.dsa.gr/ ] – for de sager, der henhører under retten i første instans i Athen [Protodikio Athinon]. Du kan ikke selv gå ind på webstedet, da det kræver en adgangskode.

Har jeg ret til gratis tolke- eller oversætterbistand (i min kontakt med politiet eller andre myndigheder eller under efterforskningen og retssagen)?

Hvis du ikke forstår eller taler græsk, kan du indgive din anmeldelse på et sprog, du forstår, eller få den nødvendige sproglige bistand, stadig ifølge betingelserne i strafferetsplejeloven eller andre specifikke strafferetlige love, som den kompetente medarbejder oplyser dig om. Du kan anmode om at få en gratis kopi af din anmeldelse.

[Artikel 58 – Rettigheder for ofre, der anmelder en forbrydelse (artikel 5 i direktiv 2012/29/EU)]

Hvis du skal afgive vidneforklaring, og du ikke i tilstrækkelig grad taler eller forstår græsk, vil du på et hvilket som helst trin i straffesagen straks få tilbudt tolkebistand. Retten til tolkning omfatter passende bistand, hvis du har en hørelidelse eller talebesvær. I givet fald er det muligt at benytte tekniske kommunikationsmidler såsom videokonference, telefon eller internet, undtagen hvis den person, der foretager afhøringen, anser tolkens fysiske tilstedeværelse for at være nødvendig (strafferetsplejelovens artikel 233, stk. 1).

Hvordan sikrer den kompetente myndighed sig, at jeg forstår og bliver forstået (i tilfælde af et barn eller en person med handicap)?

Ved den første kontakt med dig bruger politiet eller enhver anden kompetent myndighed et enkelt og forståeligt sprog, mundtligt eller skriftligt, og der bliver taget hensyn til dine personlige karakteristika, bl.a. alder, modenhed, intellektuelle og følelsesmæssige evner, uddannelsesniveau, sproglige kompetencer, eventuel hørelidelse eller talebesvær samt enhver følelsesmæssig tilstand, der kan påvirke din evne til at forstå eller blive forstået. Med henblik herpå foreligger der en vejledning i rettigheder på de mest almindelige sprog samt i blindskrift [ artikel 56, stk. 2, i lov 4478/2017, (artikel 3 i direktiv 2012/29/EU)]. Såfremt du har hørelidelser eller talebesvær, vil du endvidere få den nødvendige bistand af en tolk (strafferetsplejelovens artikel 233, stk. 1).

Jeg er mindreårig – har jeg særlige rettigheder?

Hvis du er mindreårig (under 18 år), kan den person, der har forældremyndigheden over dig (forælder eller værge) anmelde forbrydelsen for dig. Hvis du er over 12 år, kan du anmelde forbrydelsen sammen med den person, der har forældremyndigheden over dig (strafferetsplejelovens artikel 118, stk. 2).

Du kan få tildelt supplerende rettigheder under straffesagen alt efter forbrydelsens art. Især hvis du har været udsat for en krænkelse af din personlige frihed eller et overgreb af seksuel karakter, menneskehandel, sexturisme, bortførelse, kidnapning eller en seksualforbrydelse, kan du:

  • få adgang til sagens akter, selv om du ikke er civil part (strafferetsplejelovens artikel 108a)
  • anmode om, at din forklaring optages med audiovisuelt udstyr, som kan bruges under straffesagen, så du bliver fri for igen at møde for anklageren eller retten (strafferetsplejelovens artikel 226a)
  • få bistand af en psykolog eller en børnepsykolog, når du skal afgive vidneforklaring
  • få oplysninger om, at gerningsmanden er løsladt (strafferetsplejelovens artikel 108a )
  • anmode om, at der træffes en restriktiv foranstaltning over for gerningsmanden, som forbyder ham at tage kontakt til dig eller rejse til det område, hvor du bor.
  • Under alle omstændigheder har du desuden ret til:
  • at der foretages en individuel vurdering, for at der kan træffes særlige beskyttelsesforanstaltninger, hvis det konstateres, at du løber en særlig risiko for sekundær viktimisering [artikel 68 i lov 4478/2017 – Individuel vurdering af ofre for at identificere særlige beskyttelsesbehov (artikel 22 i direktiv 2012/29/EU)]
  • alt efter det konkrete trin i straffesagen at anmode anklagemyndigheden eller den kompetente retslige myndighed om at udpege en værge, som skal være din særlige repræsentant, hvis dine forældre ikke kan repræsentere dig, hvis du er uledsaget, eller hvis du er adskilt fra din familie [artikel 69, stk. 7, i lov 4478/2017 – Ret til beskyttelse under straffesager for ofre med særlige beskyttelsesbehov (artikel 23 og 24 i direktiv 2012/29/EU)]
  • at indtræde som civil part i sagen med den person, der har forældremyndigheden over dig (strafferetsplejelovens artikel 82, stk. 2).

Hvilke oplysninger kan jeg få af politiet eller støtteorganisationerne under efterforskningen af forbrydelsen?

Du kan anmode den kompetente anklager om oplysninger om, hvor langt sagen er nået, når vedkommende har fået overdraget sagen.

Hvis du er indtrådt som civil part i sagen, har du ret til at få indsigt i sagens akter og til at få tilsendt de tilsvarende dokumenter, så snart den tiltalte stilles til ansvar for sine handlinger, eller så snart der er udstedt en arrestordre eller et pålæg om tvungent fremmøde mod ham (den civile retsplejelovs artikel 108), eller hvis den person, som er mistænkt for forbrydelsen, indkaldes af myndighederne for at afgive forklaring. Indtil det tidspunkt forbliver sagen fortrolig.

Generelle støttetjenester for ofre kan oplyse og rådgive dig og yde bistand om udøvelsen af dine rettigheder, bl.a. om muligheden for at kræve erstatning for den skade, forbrydelsen har forårsaget, samt om betingelserne for at deltage i straffesagen enten som civil part eller som vidne [artikel 62 i lov 4478/2017 – Støtte fra støttetjenester for ofre (artikel 9 i direktiv 2012/29/EU)].

Hvilke rettigheder har jeg som vidne?

Hvis du skal afhøres som vidne, får du en indkaldelse fra den anklager eller politibetjent, der behandler din sag, og som varetager forundersøgelsen, eller fra undersøgelsesdommeren. Når du har modtaget indkaldelsen, skal du møde op og afgive forklaring. Under afhøringen vil du blive opfordret til at fortælle, hvad der er sket, og du kan blive bedt om at besvare supplerende spørgsmål. Hvis du er forælder til den formodede gerningsmand, har du ret til ikke at svare (den civile retsplejelovs artikel 222).

Hvis du har en hørelidelse eller talebesvær, kan afhøringen foregå skriftligt. Hvis du ikke taler græsk, har du ret til gratis tolkebistand.

Hvis du tilhører en særlig vidnekategori (offer for menneskesmugling eller menneskehandel), vil en psykolog eller psykiater forberede dig på afhøringen i samarbejde med de ansvarlige for forundersøgelsen samt dommere og anklagere ved hjælp af passende diagnostiske metoder, så de kan udtale sig om din mentale og psykiske tilstand. Psykologen eller psykiateren overværer afhøringen af dig, og du kan være ledsaget af din advokat, medmindre undersøgelsesdommeren modsætter sig dette ved en begrundet afgørelse under advokatens tilstedeværelse.

Din forklaring bliver nedskrevet og vil ligeledes blive optaget med audiovisuelt udstyr, når dette er muligt, så du takket være denne elektroniske optagelse ikke behøver at være fysisk til stede under sagens senere trin.

I sager om vold i hjemmet vil du blive afhørt som medlem af familien uden at aflægge ed. Hvis du er mindreårig, vil du ikke blive indkaldt for at vidne under retsmødet, men din forklaring vil i givet fald blive læst højt, medmindre retten mener, at det er nødvendigt at afhøre dig.

Efter din afhøring kan du anmode den myndighed, som har indkaldt dig, om at få dækket dine udgifter til transport og ophold [strafferetsplejelovens artikel 288].

Hvordan kan jeg blive beskyttet, hvis jeg er i fare?

Du kan blive beskyttet i forhold til forbrydelsens art og din rolle i straffesagen.

Hvis du er offer for organiseret kriminalitet eller en terroraktion, og du er blevet indkaldt som et vigtigt vidne under en efterforskning, der har til formål at afdække kriminelle aktiviteter, kan du anmode om særlig beskyttelse mod eventuelle repressalier eller intimidering. Alt efter din forklaring kan du få politibeskyttelse, forblive anonym (hemmeligholdelse af dit navn, fødested, bopæl, arbejdssted, erhverv, alder osv.) eller få en ny identitet og blive genbosat i et andet land; du kan også afgive forklaring under anvendelse af elektroniske audiovisuelle midler. Hvis du arbejder i det offentlige, kan du også anmode om at blive forflyttet, forfremmet eller udstationeret til en anden stilling i en ubegrænset periode. Beskyttelsesforanstaltningerne vil blive truffet med dit samtykke, de vil ikke begrænse din individuelle frihed, ud over hvad der er nødvendigt af hensyn til din sikkerhed, og de vil kunne ophæves, hvis du anmoder herom skriftligt, eller hvis du ikke samarbejder om gennemførelsen [artikel 9 i lov 2928/2001 – Beskyttelse af vidner].

Hvis du er offer for vold i hjemmet, må de politibetjente, som varetager efterforskningen af din sag, under ingen omstændigheder oplyse dit navn, gerningsmandens navn eller din adresse eller give nogen andre oplysninger, der kan afsløre din identitet [artikel 20 i lov 3500/2006].

Som offer kan du skriftligt anmode om, at der træffes foranstaltninger til, at du om nødvendigt kan undgå enhver kontakt med dine familiemedlemmer og gerningsmanden i de lokaler, hvor straffesagen finder sted. Den kriminalret [Trimeles Plimmeliodikio], som straffesagen henhører under, træffer afgørelse om din anmodning efter en fremskyndet procedure, uanset på hvilket trin sagen befinder sig.

[Artikel 65 i lov 4478/2017 – Ret til at undgå kontakt mellem offeret og gerningsmanden (artikel 19 i direktiv 2012/29/EU)]

Sidste opdatering: 24/06/2019

De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

Feedback

Brug formularen nedenfor til at skrive kommentarer og feedback om vores nye website